– Det er her eventyret starter, siger Søren Leegaard Fuhlendorff over radioen, mens han aktiverer differentialspærringen ved forhjulene på den terrængående Toyota Land Cruiser, inden han spørger:

– Har du plottet positionen ind på din GPS, så du kan finde tilbage hertil, om noget skulle gå anderledes end planlagt – for det kunne nemlig meget vel ske?

De sidste 45 minutter har vi kørt ad en lang, lige grusvej, men skal nu ind i mere uvejsomt terræn i decideret bush. Søren kører forrest i et udrangeret lig af en firehjulstrækker, mens jeg selv sidder bag rattet på en moderne Land Cruiser. Træt efter den lange flyvetur og ramt af jetlag styrer jeg efter den 24-årige dansker rundt om de utallige træer og termitboer. Det er risikofuld kørsel, vi er langt uden for telefonisk rækkevidde, og enhver fejl kan få konsekvenser. Hjertet banker langt oppe i halsen på mig – lige der, hvor det fine røde støv, jeg konstant indånder, sætter sig. Selv om terrænkørsel i mørke langt fra civilisationen godt kan indebære en risiko, forstår jeg til fulde, hvad den unge dansker ser i dette eventyr. Allerede nu ved jeg, at jeg aldrig vil fortryde dette besøg i den australske outback, et sted i det øde Northern Territory.

Hårdt arbejde, ingen søvn

Omkring et lille bål midt i lejren sidder tre trofæjægere, alle fra Australien. Sørens chef, outfitter Hayden Potts, arbejder med at vende grillbøffer, skåret af dagens nedlagte vandbøffel. Hayden går i gang med at fortælle om egne bedrifter. Han lægger ikke fingre imellem – jeg kan forstå, han er meget dygtig, og han går virkelig i dybden med, hvilke store trofæer han har nedlagt med lutter gode skud.

Historierne har Søren allerede hørt mange gange, og han er efterhånden lidt træt af dem, men at lytte til dem er blot en lille del af hans hårde og mangesidige arbejde.

På trods af outfitterens selvforherligende monolog ved bålet den første aften er jeg glad for hans gæstfrihed i forhold til mit besøg. Jeg har nemlig fået lov til at følge Sørens arbejde, hvor han i en periode på seks uger har valgt at arbejde i denne jagtlejr mod til gengæld at få lov til at nedlægge en vandbøffel.

Outfitteren er mildt sagt ikke verdens mest organiserede, og planerne bliver konstant lavet om, så Søren har mere end rigeligt at se til. Det er kun blevet til få timers søvn, og straks efter vi ankom til lejren, overtog Søren da også tjansen i køkkenteltet, hvor han nu ”hygger sig” med opvasken under disse primitive forhold.

Fra eventyr til eventyr

Søren bestemte sig tidligt for, at han ville udleve drømmen om at rejse ud i verden for at jage. Han har rejst i New Zealand, guidet i Grønland og nu altså kok, skinner og altmuligmand i Australien.

Målet er på sigt at kunne leve af jagtrelaterede jobs. Han har da også allerede lovning på et job som wrangler (hestepasser) i en canadisk jagtlejr bagefter dette eventyr.

I alle telte på nær Sørens er der feltsenge. Han sover på et liggeunderlag og har det i øvrigt fint med det.

– Hvordan vil du have dine æg? spørger han, da jeg kommer ind i det flakkende lys fra bålet. Jeg svarer, og Søren nikker bekræftende, mens hans beskidte og på ingen måde hygiejniske fingernegle klør i et af de mange sandfluebid på hans arm.

Outfitteren går med søvndrukne øjne ud af mørket. Han rækker ud efter sin kaffe og begynder med sløv stemme at vejlede Søren i dagens arbejde. Dette er sædvanen tro noget andet end det, han blev instrueret i om aftenen, men den godmodige jyde Søren klarer at beherske sit temperament. Hans i nogen grad ulønnede arbejde minder dog langt hen ad vejen mere om rekruttiden i Den Kongelige Livgarde end om drømmen om at arbejde med jagt.

Da vi en lille times tid senere sidder op i firehjulstrækkeren for at tage på jagt, har Søren allerede pakket køretøjet med dagens fornødenheder, smurt madpakker og sludret lidt med lejrens øvrige jægere.

Inden vi er uden for synsvidde af lejren, ser jeg Søren gribe et tungt bøffelskind i bunken og gå i gang med at udskifte saltet på det.

Hundredvis af bøfler

Bushen er både støvet og tør. I løbet af dagen bliver der meget varmt, og har man ikke vand nok med, eller drikker man ikke ofte og helst i god tid, inden tørsten indfinder sig, kan det blive direkte farligt.

Også vandbøflerne er helt afhængige af vand. Derfor kører vi fra det ene område med vand til det næste. Der kan være meget langt imellem vand, og undervejs spejder jægerne efter bøfler. Ser de bøfler fra køretøjet, foregår jagten som ”spot and stalk”, men der pürsches også ofte til fods op eller ned langs floder.

Da vi kører mellem to vandhuller i firehjulstrækkeren, springer en stor bøffeltyr pludselig over køresporet.

– Den skal det være, udbryder jægeren!

Hayden klodser bremserne, trofæjægeren springer ud af bilen, tager ladegreb og nedlægger den skudstærke bøffeltyr med en række velplacerede skud.

Ikke den fedeste jagt, men trofæet lever op til jægerens ønske og giver således anledning til mere arbejde for Søren. Resten af eftermiddagen skinner han hovedet, vender ører og læber samt renser skindet for kødrester inden saltning.

Det har været en lang dag for den unge dansker, men qua outfitterens manglende organisationstalent skal det vise sig, at Sørens arbejdsdag så langt fra er forbi endnu.

Kør hele natten

– Du bliver nødt til at køre ud til vores tidligere lejr og hente tønderne, vi koger trofæerne i. Dem fik vi ikke med, da vi flyttede lejr sidst, siger outfitteren lavmælt til Søren, mens den unge gut serverer aftensmad for gæsterne.

Der er tale om en køretur på omkring ni timer t/r (!), og outfitteren ser gerne, at Søren er tilbage tids nok til at servere morgenmad (!). Dog med det helt igennem fornuftige forbehold, at han ikke må presse sig så meget, at han falder i søvn under kørslen. Jeg vælger at køre med Søren og holde ham vågen ved vort modersmåls tunge.

Turens højdepunkt er, da vi krydser en bred flod, hvor Søren i mørket og med vand til op over forlygterne skal holde sig på et tre meter bredt betonfundament støbt ned i flodbunden. Lige på det sted dræbte en stor saltvandskrokodille for et par uger siden to turister, der mod forskrifterne valgte at campere for tæt på vandet. At krydse denne flod i mørke er for mig en stor oplevelse, mens det for Søren bare er endnu en dag på kontoret.

Alt kan slå dig ihjel

Med eventyrskribentens ret til at overdrive kan det godt siges, at alt, hvad der findes i den australske natur, er i stand til at slå dig ihjel. Alt lige fra de mere end 1.000 kilo tunge vandbøfler over de letantændelige scrub bulls og flodernes saltvandskrokodiller til edderkopper, skorpioner og slanger. Af landets mange slangearter er inland taipan den giftigste, og målt alene på giftstyrken er arten faktisk den giftigste i verden. Et enkelt ubehandlet bid vil med op mod 99 procents sikkerhed resultere i en aftale om evig overnatning hos manden med leen.

Efter den lange køretur blev tønderne sat af på flodbredden bag den nuværende lejr. Søren er træt efter gårsdagens knoklen, nattens lange køretur og de blot to timers søvn inden tilberedningen af jægernes morgenmad.

Da han næste morgen går ned mod floden for at tænde op under tønderne, er kombinationen af træthed og en ”ondskabsfuld” natur lige ved at blive fatal for ham.

– Ahhhr, shit, råber han pludselig.

Søren er allerede i gang med et akrobatisk spring fremad, men har endnu ikke sluppet jorden, da jeg ser den omkring en meter lange taipan, han netop har trådt på. Som i slowmotion ser jeg, at den i en glidende bevægelse rejser hovedet over jorden og drejer om sin egen akse. Heldigvis er slangen ikke resolut nok i sit hug, for Søren når lige akkurat at sætte af og springe uden for den sorte dræbers rækkevidde. Uden det spring ville slangen med sikkerhed have sat gifttænderne i knægtens beskidte læg. Han er tydeligt chokeret, og der går et lille minuts tid, før jeg får ham overbevist om, at den ikke nåede at hugge.