This issue

• About this issue, af chefredaktør Christina Jensen
• Billedserie: Danmark, mit yndlingsland - bidrag fra 10 fotografer
• Naturen er en gave, indlæg: Zahrah E. N. Nøkleby
• 25 km wellness om dagen, indlæg: Solveig Willum
• Lektien fra coronakrisen, som vi ikke må glemme, indlæg: Rune Langhoff
• Playlister: On the road og Best new Danish music. Af Søren Lund Korsgaard, Musik Mig Blidt

chris1million står for udgivelsen af 1Million Magazine - bag chris1million står Christina Jensen, fotograf, journalist og cand.it. Christina Jensen har brugt en stor del af sin karriere på at arbejde med mad og musik - både som fotograf, journalist, social media manager, PR agent, etc. Projekter, cases og tidligere arbejdsgivere tæller bl.a: DR / KarriereKanonen, Universal Music / Eurovision Song Contest, Roskilde Festival, Berlingske Media, metroXpress, Wonderful Copenhagen / VisitCopenhagen, Kødbyens Fiskebar. Christina Jensen er en del af fotokollektivet Gotland 99. Hun er også den ene halvdel af mad-podcasten Så Længe Det Kan Spises.

chris1million.dk

Billedserie: DANMARK MIT YNDLINGSLAND

Ude godt, men hjemme bedst... I år kommer sommerferien til at gå til Danmark, men hvor skal man tage hen? 10 fotografer viser deres yndlings-plet - fra den 'flade ø' over den jyske prærie til vesterhavets brusen.

Tips til Hvide Sande

• Sæt dig i en bil og kør mod nord til Jens Søndergaards Museum i Ferring. Køreturen er megasmuk, og museet er en perle fyldt med modernistisk kunst fra starten af 1900-tallet.
• Værnengene og Tipperne syd for Hvide Sande gemmer på unik natur. Gå rundt på de små grusveje med finurlige jagthytter. En sand tidslomme.
• Prøv noget nyt: Surfing, windsurfing, kitesurfing, SUP eller wakeboarding. Det hele findes i Hvide Sande.

Tips til Vestlolland

• Nyd en middag på restaurant Den Fuldkomne Fisker i Onsevig
• Spis en kæmpe softice hos Lydolphs Isbar i Nakskov (køb kun en børne- eller alm. softice - de er gigantiske!)
• Stop ind ved et af de mange loppemarkeder - eller butik Der var engang i Nakskov - og gør et garanteret godt fund
• Hent en røget makrel og fiskefrikadeller hos Den Gamle Digegaards røgeri i Dannemare - og tag samtidig et dyp i havet. Hummingen Strand ligger lige overfor
• Køb friskfanget fisk på havnen i Langø
• Tag et dyp på Hestehovedet, der har Danmarks længste badebro.
• Husk cyklen - her er seriøst INGEN bakker

Tip til Sønderjylland

Højer Sluse, og generelt bare Marsken, er en vidunderlig naturoplevelse. Uanset om det er en stille solnedgang eller stormvejr, hvor vandet næsten er oppe over digerne, er der fantastisk. Området har så meget at byde på, om du kan lide vandreture, fiskeri, kultur, natur osv. Tjek linket ud og find inspiration til oplevelser: romo-tonder.dk/oplevelser

Naturen er en gave

Af: Zahrah E. N. Nøkleby, konsulent og Naturterapeut-studerende

I denne Coronatid, hvor naturen er en af de få tilflugtssteder, vi har haft, har mange fået helt nye og måske anderledes naturoplevelser. Men hvad er det, vi kan få ud af naturen, og hvorfor drages vi af den?

Jeg er gennem hele min barndom blevet taget med ud i naturen af min far, som er jæger og fisker. Da min mor døde i sommeren 1998, da jeg selv var teenager, kørte min far og jeg kort tid efter gennem Norge, Sverige og Finland. Jeg kom helt tæt på den nordiske natur, og jeg oplevede, hvordan jeg følte en healing i forhold til sorgen igennem samspillet med naturen. Siden har jeg haft smag for vildmarken, og nu er jeg ved at uddanne mig som naturterapeut for at kunne bruge naturen i mit arbejde med syge stressramte borgere.

Jeg har boet i København siden 2006, og jeg elsker at bo i en dynamisk storby. Samtidig oplever jeg naturens kalden som en voksende kraft, da jeg mærker hvor effektfuldt det er at forlade byens konstante hektiske vibration og lade alt falde til ro i mødet med naturen.

Vind, rusk og regn kan også være mageligt

De fleste opsøger naturen, når vejret er godt og oplevelsen kan blive magelig. Men vind, rusk og regn kan føles mindst lige så skønt. Med den rette påklædning kan mageligheden være lige så stor siddende under et træ i skoven på en grå blæsende regnvejrsdag. Men hvordan det? Det handler om at forstå værdien i de mange forskellige sanseindtryk, og hvad de kan gøre for os.

Hvilke følelser frembringer det kolde våde vejr i dig? Hvad kommer du i kontakt med, imens du sidder under træet, og hvordan flyder din tankestrøm til sammenligning med, hvis du sad i din bil eller lå i din seng? Naturen giver os en gave af at komme ind i tilstande, hvorfra vi kan få en ny oplevelse af os selv og vores liv. Et vågent øjeblik, hvor alt pludselig fremstår mere klart og roligt, end hvis vi mødte tankerne og følelserne midt i en almindelig travl hverdag.

En tredje kraft

Meget forskning viser, at efter blot 10 minutter i naturen, falder nervesystemet til ro, og vi mærker mere flow. Derfor taler man også om “naturen på recept” i forhold til stressramte.

Naturterapi kan give mulighed for at komme dybere end normal terapi, for i mødet med naturen kommer vi i kontakt med vores underbevidste og opdager ofte områder, som vi normalt ikke ser som relevante. Man opdager hvordan den ydre natur kan afspejle den indre, og arbejder man med symbolerne, kan det give en åbenbaring. En opmærksom naturterapeut vil løbende virke som et spejl i processen og assistere til, at det klienten sanser og italesætter bevidstgøres.

Det gøres ved metodisk at udvælge de værktøjer og øvelser, som kan passe til netop det, klienten er ved at få fokus på. Fx at balancere på træstammer med sin problemstilling, lave en opstilling med sten, eller lave et vendepunkt, hvor noget man kunne ønske at slippe, kanaliseres ned i en stor sten, der slippes ud over en skrænt. Der er mange måder at gøre det på og det afhænger også af det naturlandskab, man befinder sig i.

Nye erkendelser

Det er en spændende oplevelse at mærke, hvordan naturen kan blive noget større og næsten en tredje kraft, der på magisk vis kan assistere os i arbejdet med os selv. I forbindelse med min uddannelse er jeg, igennem egne processer, blevet forundret over de mange muligheder, der er for at finde glæde, inspiration, erkendelse og øge sin energi i samspillet med naturen.

Jeg kan varmt anbefale at tage 3-4 timer ud af kalenderen og gå en tur alene i skoven. Bare gå og udforsk alle dine sanser i samspil med naturen og læg mærke til - fra et dybere og mere roligt sted i dig - hvad naturen gør ved dig. Find evt. et sted du føler dig draget af, sæt dig ned og udforsk det, som din opmærksomhed kalder på i takt med, at du med en dyb og rolig vejrtrækning, øger dit nærvær.

Giver du slip og overgiver dig til en dybere nysgerrighed, vil tiden arbejde for, at du kan tage hjem med fornyet energi, indre fred og nye erkendelser.

25 kilometer wellness om dagen

Når jeg vandrer, så gør jeg gør ting, jeg er normalt er bange for, og jeg bliver på en gang uovervindelig og sårbar. Jeg parkerer min mistænksomhed, og jeg vælger aktivt at stole på mine omgivelser. Og det gør mig glad helt ind på indersiden.

Af Solveig Willum, Journalist, foredragsholder, vandrer og mikroeventyrer. / solveigwillum.com

Starten er altid lidt sløv. Den første håndfuld kilometer er bare opvarmning, hvor jeg skal op i gear, mens jeg minder mig selv om, at jeg ikke har travlt. Men så begynder gåturen så småt at have sin virkning.

Min verden skrumper ind. Jeg har kun mig selv, min oppakning og den sti, jeg går på. Hvis jeg er sulten, spiser jeg. Hvis jeg fryser, tager jeg mere tøj på. Og hvis jeg er træt, tager jeg et hvil. Men hvis der ellers ikke er noget i vejen, så går jeg – helst en 20-25 kilometer om dagen – mens jeg betragter det landskab og de småbyer, jeg kommer igennem og suger alt til mig.

Det er dag to på min vandretur, og min trætte krop glæder sig til et hvil. Jeg har fundet et shelter ved stranden på Norddjurs, et sted der hedder Havhuse. Jeg er på vej fra Grenaa til Nordjylland. Planen er at vandre i fem-seks dage og se, hvor langt jeg når. Jeg har ikke noget telt med, så jeg satser på shelters og godt vejr. Det er første gang, jeg er på vandretur på helt egen hånd. Jeg er taget ud for at prøve, om jeg kan holde mig selv ud i længere tid, og for at stifte bekendtskab med en del af Danmark, som jeg kender alt for dårligt. Dagens etape har været fyldt med sommerhuse og solskin. Og hvis man ser bort fra, at jeg slæber på for meget i en for lille rygsæk, så er jeg ret tilfreds.

Tvunget fællesskab

Når jeg vandrer alene har ensomheden en ret høj prioritet. Derfor tager jeg så vidt muligt af sted uden for sæsonen, og jeg prøver at finde mindre befærdede ruter, så jeg kan få lov til at koble helt af fra verden og forsvinde. Men når det er godt vejr, risikerer jeg at møde folk. Folk, jeg ikke nødvendigvis kan lide. Folk som gør det forkert. Det med naturen.

På den lille shelterplads ved Havhuse får jeg selskab i naboshelteren af en lille familie, som har taget bilen hele vejen herud. Helt ud. Og nu står deres bil parkeret klos op ad lejrpladsen. De er flinke nok, selvom deres bål er håbløst, og selvom de to drenge larmer rundt. Og jeg er nødt til at hanke op i mig selv for at minde mig om, at de ikke bryder nogen regler, bare fordi de ikke passer ind i min ide, og at auto-natur er bedre end ingen natur. Det er en kæmpe gave, at der er sat gratis sovepladser op på min vej, så jeg prøver at lade være med at være så vranten og i stedet nyde havudsigten og bølgebruset.

Hvad enten jeg vil det eller ej, så er det svært at undgå andre mennesker på vandretur herhjemme. Jeg er sjældent den eneste, der har fået en god ide, og jeg er heller ikke nødvendigvis den hurtigste ude af starthullerne. Så jeg øver mig hele tiden i at blive bedre til at acceptere, at jeg skal dele mit eventyr med andre.

En håndrækning

Jeg er ikke særligt god til at bede om hjælp. Jeg vil allerhelst kunne klare mig selv. Helt selv. Men når jeg er på vandretur, så bliver jeg altid mindet om, at en del af at kunne klare sig selv netop er at kunne spørge om hjælp på det rigtige tidspunkt. Spørge om vej, bede om vand eller, hvis det spidser til, få et lift. Det behøver ikke være et spørgsmål om liv eller død, men det kan være små tjenester, som gør en stor forskel, og folk bliver næsten altid glade for muligheden for give en håndsrækning.

Efter Havhuse var planen at gå ned til Udbyhøjfærgen, som skulle sejle mig over Randers Fjord. Det var en stegende varm dag, og undervejs var jeg faldet over en smuk gammel udgave af Moby Dick, som jeg i flere kilometer bar i favnen, fordi min rygsæk var fyldt. (Bogen var til salg i en trailer fuld af guld for kun fem kroner). Jeg er træt og forslæbt og en lille smule bange for ikke at nå den sidste færge. Så jeg bider al skam i mig, går ud til vejen og stikker min tommelfinger i vejret. Der går under ti minutter, før en bil standser for at samle mig op. Det er første gang, jeg tomler på egen hånd, og jeg er nødt til at undertrykke min første impuls, som er at stikke af, da bilen holder ind til siden. Det er en kæmpestor matsort Hummer. Jeg har en ret klar ide om, hvilken type person der kører i sådan en bil, og jeg er ikke helt sikker på, at det her er en god ide. Men jeg er også for godt opdraget til at rynke på næsen, når nogen tilbyder mig en hjælpende hånd.

Jeg nåede færgen, og jeg lærte, at man åbenbart har brug for en stor bil, når man er anlægsgartner i Jylland.

Gode råd til begynderen

• Få fingeren ud - Det behøver ikke være svært. Det er altid bedre at komme ud på en kikset vandretur end ikke at komme ud på en perfekt en. De bedste historier starter med, at det regner inde i teltet.
• Ansvar for egen fest - Der er ingen garanti for, at det hele går efter bogen. Men hvis du ikke skal gå og tænke på dine støvler, der gnaver eller den våde sovepose, der venter, så er det nemmere at leve med, at det regner i et par timer
• Indse, at du ikke er det hurtigste dyr i skoven - Der er altid en eller anden jubelidiot i tights og trailsko, som kommer hurtigere i mål end dig. Så hvis der kun var én god teltplads, er den for længst taget. Du vinder ikke noget på at skynde dig.
• Husk snacks - Der skal overraskende mange kalorier til at holde en krop kørende på de lange vandreture, og det er ikke særlig sjovt at have en turmakker, der er gået sukkerkold. (undskyld)
• Naturen er en deler - Vær forberedt på, at folk har forskellige måder at være i naturen på. På godt og ondt. Giv plads og ryd op efter dig selv.

Lektien fra coronakrisen, som vi ikke må glemme

Af Rune Langhoff, klimaforkæmper og medstifter af Modstandsgruppen Guerilla

Der er mange vigtige lektier fra coronakrisen. Men der er især én, som vi ikke må glemme. Coronakrisen har nemlig vist, hvad ikke bare vores egen hjemlige regering, men regeringsledere i de fleste af verdens lande, er villige til at gøre - og ikke mindst: hvad de faktisk er i stand til at gøre - hvis det opleves som nødvendigt. Fra den ene dag til den anden kan de sætte et samfund i stå, de kan tvangslukke virksomheder, skoler og universiteter og de kan tage politiske skridt, som de fleste havde troet var umulige og som borgerne normalt næppe ville have accepteret. Vores ledere kan kort sagt - på både godt og ondt - mobilisere en helt enorm politisk, økonomisk og organisatorisk kraft. Staten er stærk og handlekraftig, hvis den vil være det. Hvis.

Det er jo godt at vide. Men samtidig gør det mig rasende som klimaforkæmper. Helt ned i maven og ud i fingrene rasende - især når man ser regeringens tamme klimaudspil fra denne uge (uge 21, red.). For hvorfor behandler vores ledere ikke klimakrisen på samme måde som de har gjort med coronakrisen? Den lurende klimakatastrofe vil få langt værre konsekvenser, end corona-virus og covid-19 nogensinde vil kunne få, ja, faktisk har den det allerede. De fleste af os vender bare det blinde øje til og lader stå til. Klimakrisen koster os allerede i dag billioner af kroner, forårsager tab af uvurderlig og uerstattelig natur (som vi er afhængige af) og tager hundredtusindvis af menneskeliv, hvad end det så er som følge af hedebølger, skovbrande, orkaner, oversvømmelser eller krige og konflikter forværret af ekstremt vejr. Og ps: det vi oplever nu, er kun en forsmag - en hverdag, som vi om alt for få år vil mindes som de gode gamle dage, hvor det “kun” var Jylland, der stod under vand i ugevis, hvor det “kun” var Australien og Californien, der brændte og hvor det “kun” var landbruget, der mistede milliarder i rekordsommeren.

Da FNs klimapanel udgav deres 1,5-grader-rapport for et par år siden fastslog de tryglende forskere, at det ville kræve øjeblikkelig og hidtil uset handling på alle niveauer af samfundet, hvis vi skal undgå bare de værste klimakatastrofer. Ja, vi skal femdoble vores klimaindsats, lød det fra forskerne, der i 30 år har fremlagt mere og mere (og stadig mere rædselsvækkende) dokumentation for den virkelighed, vi allerede har skabt og den, som vi er ved at skabe. Det forskerne tryglede om var - kort sagt - handlekraftige ledere, der ikke tøvede.

Og hvad skete der så? Vel nærmest ingenting. Jo, jo herhjemme har vi fået en klimalov med et historisk mål om 70 procents reduktion i 2030. Vi har fået ord, et mål - men har vi fået hidtil uset handling på alle niveauer af samfundet? Er vi overhovedet begyndt at reducere vores udledning med bare lidt af den hast, vi burde? Nej - slet, slet ikke. For regeringen vil død og pine fortsætte oliejagten i Nordsøen. Regeringen vil ikke lægge en afgift på flybilletter. Regeringen vil ikke indføre kødfri dage. Regeringen vil slet ikke gøre det surt og dyrt at eje benzin- og dieselbiler. For uha, hvordan vil det da påvirke vores liv - og uha, hvor vil det ramme socialt skævt - og uha, har det nu overhovedet nogen effekt? Uha. Undskyldningerne for ikke at gøre noget, og slet ikke at gøre nok, har stået i kø. Ja, lad os da bare vente og sætte børn og børnebørn og de endnu ufødte i en endnu dybere og snart ubetalelig økologisk gæld, synes rationalet at være. Føj for pokker, siger jeg bare.

Men nu ved vi, at de kan, vores ledere. De kan handle, hvis de vil - og det må og skal vi minde dem om, hver gang de prøver at undslå sig det. Det er lektien fra corona-krisen, som vi ikke må glemme det.

chris1million.dk