Julerose eller påskeklokke?

Når vinteren rigtig begynder at tage fat, når træerne står nøgne, og de fleste stauder er som ruiner fra en svunden sommer, så er det en smuk oplevelse at se juleroserne stå blomstrende. Rene og smukke fortæller de, at der stadig er liv.

Der findes mange arter julerosearter (latin hedder Helleborus). Den mest almindelige er den hvide enkeltblomstrede Helleborus niger. Så findes der en grøn Helleborus foetidus, kaldet stinkende nyserod, og der findes en rød julerose, Helleborus abchasicus, der kaldes påskeklokke. Den tidligst blomstrende er den hvide art Helleborus niger. Den blomstrer fra december/januar måned helt hen i marts/april. Den røde art blomstrer i naturen langt senere, nærmere betegnet omkring påske og kaldes derfor påskeklokke.

Den almindelig julerose vokser vildt i Alperne og på Balkan. Den vokser ofte i den yderste del af skovbrynet, hvor der er både sol og nogen skygge. Julerosen skal insektbestøves, og da den jo blomstrer om vinteren, må den både kunne ses og duftes, når insekterne er fremme. Hvis der en vinterdag pludselig er varme i luften, vil man opleve, at der er en summen af insekter, som henter foder. Både nektar og pollen er hos julerosen af en høj kvalitet.

Julerosen har mange navne men har bestemt intet at gøre med roser. Men som en vinterblomstrende staude har den fået mange navne. Den er bl.a. blevet kaldt sneklokke, snelilje, snerose, julerod. Man kaldte den også for svinerod eller svineblomme, fordi roden blev anvendt veterinærmedicinsk mod mund- og klovsyge og mod lungesyge. Også i skadedyrsbekæmpelsen er den blevet brugt, bl.a. mod mus, fluer, lus og til at dræbe orm og larver på planter.

Julerosen bliver også kaldt nyserod eller sort nyserod. Det skyldes, at den mørke rod blev tørret og pulveriseret og brugt som nysepulver. Man havde førhen den opfattelse, at et godt kraftigt nys var rensende og helbredende. Planten indeholder stoffet helleborin, som er giftigt.

Jens Thejsen