Guld over hele linjen

Det er bestemt ikke hverdagskost, at samtlige bukke på listen er guldbukke. Bukketoptien fra 2017 kunne berette om seks guldbukke, og året før blev kun to bukke tildelt en guldmedalje. I år lyder tallet altså på 11 guldmedaljer.

Ydermere er 20 bukke blevet opmålt til sølv, og yderligere 31 bukke er opmålt til bronze, hvilket tegner et billede af, at sæsonen 2019/2020 har været en fin en af slagsen på medaljefronten. I alt har Danmarks Jægerforbunds flittige opmålere haft 141 danske bukkeopsatser fra den forgangne sæson i hænderne.

Om dette års bukkesæson vil kunne levere lige så mange stærke bukke som de to foregående sæsoner, kan kun guderne vide. Heldigvis er det ikke størrelsen på trofæet, som er afgørende for den jagtlige oplevelse. Det kan flere af bukkejægerne på dette års topti bekræfte.

Meget tyder dog på, at man skal være hurtigt ude, hvis man vil have chancen for at nedlægge en af de helt store bukke. Seks af de 10 bukke på listen er nedlagt den 16. maj, og yderligere tre er nedlagt inden for de første 10 dage af bukkejagten. Kun en enkelt af årets toptibukke er nedlagt et stykke inde i bukkejagten.

God læselyst, og knæk og bræk, hvis du skal ud med riflen eller buen den 16. maj.

Buk nr. 1, 148,33 point – Når det hele går efter bogen

Man skal tilsyneladende hedde Palle, være i 50’erne og have bopæl i den nordlige del af Jylland for at kunne gøre sig forhåbninger om at indtage førstepladsen på bukketoptien. Det gør sig i hvert fald gældende for dette og sidste års bukketopti.

Palle Rasmussen er navnet på manden, som i år indtager listens førsteplads med en fantastisk buk opmålt til hele 148,33 point. Den 51-årige nordjyske jæger, som til daglig arbejder som brandmand på Flyvestation Aalborg, har gået på jagt i snart 30 år. I de år har Palle Rasmussen nedlagt meget vildt, da han udover jagten har mange reguleringsopgaver i forbindelse med sit job. Derfor handler det ikke om at nedlægge vildt, når han er ude. Det er derimod oplevelserne og roen i naturen, som er det afgørende for den inkarnerede jæger.

Palle Rasmussen har jagt flere steder, men når det drejer sig om bukkejagt, foretrækker han et lejet revir, hvor en lang bakkekam med pil skaber gode betingelser for områdets råvildt. Mange dyr færdes i dette område, hvor de altid kan finde læ og føde.

– Jeg havde holdt øje med de mange piletræer op til bukkejagten, og fejninger var der mange af flere steder. Dermed vidste jeg, at der gik en eller flere bukke i området. Dog havde jeg ikke observeret guldbukken forud for bukkejagten. Den 16. om morgenen var jeg afsted, og jeg havde en god ide om, hvor en buk måske ville dukke op. Der gik dog heller ikke lang tid, før han dukkede op. Den store buk var dog meget forsigtig, og han ville bestemt ikke ud i det åbne. Derfor kravlede jeg tættere på. Da jeg kom op på en lille bakke, hvor jeg havde godt udsyn til ham, ventede jeg i 40 minutter, mens han blev stående inde mellem piletræerne. Heldigvis kom han ud, som jeg havde håbet på, og situationen udspillede sig lige efter bogen. Han vendte siden til, og jeg kunne sætte en perfekt kugle på 40 meters afstand, hvorefter han styrtede til jorden. Jeg kunne godt se i kikkerten, at det var en god buk, men jeg var egentlig ikke klar over, hvor stor han rent faktisk var. Det gik først for alvor op for mig, da jeg kom ned til ham. Det mest fantastiske ved oplevelsen var, at det hele forløb fuldstændig, som jeg havde håbet på. Jeg vidste, han var derude, og min plan for den første bukkejagt gik lige efter bogen, så det kunne ikke være bedre.

Buk nr. 2, 143,73 point – Én jagt kan være nok

Johnny Sørensen var hurtigt ude i forhold til at få jagttegn. 16 år var han, da jagttegnet kom i hus, men da han som 18-årig flyttede fra Nordjylland til København, blev jagten sat på pause i en årrække.

Johnny Sørensen fortæller, at jagten først for alvor kom ind i billedet igen, da han rundede de 40 år. Riffeltegnet kom kort efter i hus, så i skrivende stund har riflen været med på jagt i snart 20 år. Dermed er den 59-årige jæger ganske velbevandret inden for jagtens verden, og han kender tilsyneladende sin besøgelsestid. En enkelt bukkejagt var alt, han behøvede, i den forgangne sæson for at nedlægge drømmebukken.

Johnny Sørensen lejer et 18 hektar stort revir med en stærk bestand af råvildt, og igennem flere år har afskydningen været ganske begrænset i området. Samtidig går han ganske selektivt til værks, og han går primært efter de store bukke.

– Efter at have stødt to råer på vej til pladsen havde jeg mistet modet en smule, men pludselig så jeg noget bevæge sig ude på engen til højre for mig. Jeg kunne ikke se dyret, men jeg kunne fornemme en opsats. Jeg forsøgte at gøre mig klar, hvis den skulle komme frem. Efter ganske få minutter kom et smukt dyr frem, og jeg kunne uden kikkert konstatere, at det var en seksender. Den stod nu halvt dækket af græs, og den kiggede lige mod mig. Jeg blev siddende fuldstændig stille, og efter lidt tid begyndte den at bevæge sig længere frem. Jeg drejede mig yderligere og rettede lidt på skydestokken. Bukken begyndte derefter at feje voldsomt på nogle hyldebuske. Pludselig stillede den sig med front direkte mod mig og stod nu 70-80 meter ude. Nu var jeg klar. Jeg havde nu haft bukken for i 15-20 minutter, og jeg var egentlig forbavsende rolig. Pludselig lavede den en hurtig bevægelse og vendte siden til. Jeg tænkte: Så er det nu! Jeg lod kuglen gå, og bukken gik ned med det samme. Da mit ældste barnebarn på seks år så den, sagde hun øjeblikkeligt: Den er meget større end den, du skød sidst, farfar. Det måtte jeg give hende ret i.

Buk nr. 3, 140,68 point – Guldbuk nummer to

Den 62-årige landmand Jørgen Peter Larsen fik sit jagttegn som 16-årig, og siden da har jagten været et omdrejningspunkt i hans liv. Udover sit arbejde som landmand bruger han tiden på foreningsarbejde i Møns Jagtforening, hvor han er formand.

Jørgen Peter Larsen har sit eget jagtrevir, hvor det gennem årene er blevet til mange medaljebukke. Derudover lejer han sammen med fem jagtkammerater et stykke statsskov på omtrent 75 hektar, som før i tiden har kastet flere medaljebukke af sig. Dog er der i de senere år blevet længere mellem råvildtet i området, da skoven er blevet ældre og dermed mere åben.

Af denne årsag havde hverken Jørgen Peter Larsen eller hans fem jagtkammerater kendskab til den store buk forud for bukkejagten. De seks jagtkammerater har en indbyrdes aftale om, at der kun skydes seksendere i området, for på den måde at bevare en stærk bestand af råvildt, og det har tilsyneladende båret frugt.

– Jeg var heldig at trække den stige, som jeg helst ville sidde i. Fra den stige har jeg tidligere skudt en sølvbuk, så jeg havde egentlig troen på, at der godt kunne ske noget denne aften. Da klokken blev ni, havde jeg endnu ikke set noget, men pludselig kom en buk frem omtrent 130 meter ude. Jeg fik hurtigt kikkerten på den, og jeg kunne se, det var en flot seksender. Hurtigt faldt trådkorset til ro på bladet, og skuddet gik. Bukken gik ned i knaldet, og jeg var ikke i tvivl om, at det var en stor buk, da jeg kom ned til den.

Buk nr. 4, 138,75 point – Når den gode forvaltning bærer frugt

Igennem flere år havde 55-årige Frank Hansen drømt om at tage jagttegn. En travl hverdag som skoventreprenør gjorde dog, at det først blev en realitet i 2015. Siden da er jagten blevet en væsentlig del af hans liv. Han går meget op i både hagl- og riffeljagt, og i løbet af en jagtsæson er han afsted så ofte som muligt.

På trods af at Frank Hansen kun har gået på jagt siden 2015, har han allerede haft mange store oplevelser. Det er blandt andet blevet til vildsvin i Sverige og en del bukke på hans eget revir. Han går meget op i at forvalte råvildtbestanden på en måde, så den forbliver sund, og derfor bruger han meget tid på at udvælge de rigtige dyr til afskydning i efteråret.

Selvom Frank Hansen har jagt flere steder, bruger han mest tid på sit 16-17 hektar store revir, som grænser op til et område på 20 hektar, som han lejer. I dette område har han ved flere lejligheder oplevet at se 10-11 dyr på en aften fra sit tårn, så der skal ikke herske tvivl om, at der er meget råvildt i området.

– Jeg kørte ud til reviret ved 12-tiden den 16. for at sidde i mit tårn. Da klokken blev halv to, kunne jeg høre noget rumstere i skoven, som grænser op til min jagt. Jeg kunne se, det var en buk, men han ville ikke ud. Efter lidt tid stod det klart for mig, at bukken var meget stor, og jeg begyndte at få bukkefeber. Efter en del ventetid kom han ud i det fri, hvorefter han drejede mod højre. Nu var hele siden blotlagt, og jeg havde fået pulsen ned igen. Jeg var klar. Skuddet gik, og han faldt, som han skulle. For tredje år i streg var det lykkedes mig at nedlægge en buk om eftermiddagen, men denne buk var uden tvivl meget større end de andre. Da min gode bekendte Bo Torp så bukken, var han ikke et sekund i tvivl om, det var en medaljebuk, og det havde han ret i.

Buk nr. 5, 138,48 point – En rørende oplevelse

66-årige Klaus Heldager har haft jagttegn i snart 50 år, men det var først, da han flyttede til Møn i 2006, at han for alvor begyndte at fordybe sig i jagten. En stor del af hans familie går på jagt, og hans datter har også fået jagttegnet i hus. Derfor nyder Klaus Heldager at have sin datter med på jagt, og han forklarer, at der er noget helt særligt forbundet med at dele de jagtlige oplevelser med hende.

For Klaus Heldager udspringer jagten af en grundlæggende interesse for naturen. Han lægger vægt på, at man oplever naturen på en anden måde i kraft af jagten, og i dag har han for alvor tiden til jagt, da han er pensionist.

Han bruger også en del tid på foreningsarbejdet i Møns Jagtforening, hvor han er en del af bestyrelsen. At skyde lerduer er desuden noget, han virkelig nyder i fulde drag, og Klaus Heldager holder meget af at indgå i det sociale liv i foreningen.

For at kunne komme afsted på jagt så meget som muligt har den erfarne jæger sin jagt lige uden for døren. Han ejer selv et lille stykke jord, og derudover lejer han jagtretten på yderligere et stykke, som grænser op til hans egen jagt.

– Min nabojæger havde nævnt for mig, at jeg havde en stor buk gående, men jeg havde kun set ham kortvarigt, så jeg var ikke klar over, hvor stor han egentlig var. Den 16. maj om morgenen sad jeg i et af mine tårne, men på grund af en kold vind blev jeg meget nedkølet. Derfor gik jeg en tur rundt på reviret for at få varmen. Pludselig stødte jeg den store buk. Det var jeg selvfølgelig træt af, så jeg satte mig op i en anden stige, jeg har. Efter to timer dukkede bukken op på en skråning over for mig, men jeg kunne ikke komme til at afgive et forsvarligt skud. Efter noget tid fik jeg en skudmulighed, og det lykkedes mig at nedlægge ham med et godt skud. Da jeg kom over til ham, blev jeg helt rørt, fordi oplevelsen havde været så overvældende.

Buk nr. 6, 138,43 point – Ihærdighed betaler sig

Trods sine kun 24 år har Hans-Jacob Müller Jensen haft jagttegn i snart 10 år, og han har fulgt med på jagt, siden han kunne gå. Til daglig arbejder han på Bornholms Andelsmejeri.

Hans forældre ejer en gård med tilhørende skov, og et stykke inde i skoven ligger en eng, hvor en del selvsåede askeskud skaber de rette vilkår for områdets råvildt. Skoven er beliggende i nærheden af den bornholmske by Vestermarie.

– Jeg kendte ikke til bukken forud for bukkejagten, men jeg havde en idé om, at der nok skulle gå en pæn buk i skoven. Jeg var ude den 16. om morgenen, men denne morgen skete der ikke det store. Den 18. var jeg igen afsted, og ud af det blå dukkede en god buk op. Han forsvandt dog igen. Efter lidt ventetid kom en rå ud, og kort efter fulgte bukken. Han satte sig, og jeg kunne sidde og observere ham i halvanden time. Desværre opstod der ingen skudchancer, og da en lille spidsbuk kom ud på engen, forsvandt begge bukke fra stykket. De næste dage så jeg intet til bukken, men den 21. var heldet med mig. Da jeg ankom til engen i skoven, fik jeg øje på et dyr i den anden ende af stykket. Jeg listede mig forsigtigt op i stigen, hvorefter jeg fik kikkerten på dyret. Jeg kunne se, det var den store buk fra tidligere. Efter omtrent 15 minutter stillede han sig perfekt, og jeg fik ham nedlagt. Det gik først for alvor op for mig, at jeg havde skudt en kæmpebuk, da jeg kom ned til ham. Da kunne jeg se, det var alvor.

Buk nr. 7, 133,58 point – Gode venner er guld værd

Arne Moeskjær er 62 år gammel, og han har haft riffeltegn siden 1986. Jagttegnet har han dog haft, siden han fyldte 16 år. Han blev udlært slagter i 1979, og han har været beskæftiget inden for faget siden dengang.

Han fortæller, at han via en god ven har fået mulighed for at skyde en seksender hvert år, og det er lykkedes bortset fra et enkelt år. Vennens revir er yderst kuperet, selvom det ligger nær byen Flade på Mors. Området består af marker med græs og noget skov, så betingelserne for råvildtet er gode. Arne Moeskjær har været heldig at nedlægge en bronzebuk derude tidligere, og nu er det også blevet til en guldbuk.

– Jeg kendte til en stor buk i området, men jeg troede faktisk, at bukken var blevet skudt af nabojægeren. Det viste sig dog, at bukken ikke var blevet ramt, så jeg tog ud for at kigge efter ham. Da jeg ankom til stykket, stod der to råer ude i marken. Kort efter dukkede den store buk op, men jeg havde ikke nået at få riflen ud af bilen. Jeg fik dog listet mig tilbage til bilen, og jeg fik riflen gjort klar. Desværre blev bukken ved med at gå i det høje græs, så jeg fik ikke en skudchance den dag. Om aftenen tog jeg derud igen, hvorefter jeg satte mig på min sædvanlige plads. Efter noget tid uden aktivitet fik jeg pludselig en besked fra min ven, som skrev, at bukken gik omme på den anden side af skoven. Jeg pyrschede derfor derom, men jeg havde ikke heldet med mig. Nogle dage senere satte jeg mig ud igen, og denne gang tilsmilede Diana mig. Bukken dukkede op, men jeg kunne ikke komme til at skyde. Derfor flyttede jeg mig lidt, og nu var chancen der. Det sagde bang, og han forsvandt i græsset. Jeg kunne dog ikke finde ham i første omgang, men efter at have ledt lidt lykkedes det. Derefter hentede jeg min hund, og så fik han lov til at finde ham. Det var en god oplevelse.

Buk nr. 8, 133,00 point – En speciel buk

38-årige Thomas Fenger fik sit jagttegn i 1996, og riffeltegnet blev en realitet to år senere. Han påpeger dog, at det først er i de senere år, han for alvor har fået gjort noget ved jagten. Til daglig arbejder han som kemiker ved Novozymes i Bagsværd, så han har et stykke vej fra sit arbejde til sit konsortierevir på Røsnæs.

Dette 200 hektar store revir består af vandhuller, krat og markarealer, og terrænet er yderst kuperet, hvilket ifølge Thomas Fenger gør jagten meget spændende. I konsortiet har jægerne en indbyrdes aftale om, at der primært skydes store bukke, så de yngre bukke kan få lov til at vokse.

– Jeg havde været ude en del gange siden den 16. maj, og jeg havde en fornemmelse af, at der gik noget derude. Dog havde jeg ikke set bukken, da jeg den 23. maj var afsted igen. Jeg kom hurtigt på plads i terrænet, hvorefter jeg vurderede, at der umiddelbart var to steder, hvor bukken kunne komme fra. Dog havde jeg ikke et helt godt overblik, der hvor jeg sad. Derfor rejste jeg mig forsigtigt op, og da fik jeg øje på bukken. Jeg var dog lidt i tvivl om størrelsen på opsatsen, så jeg pyrschede mig tættere på. Da jeg fik den på kornet, tøvede jeg lidt med at skyde, da jeg egentlig gik efter en seksender. Denne buk havde en lidt speciel opsats, men jeg besluttede mig for at skyde. Da kuglen ramte, lavede den et lille hop, hvorefter den faldt om. Lidt efter gik jeg ned til bukken, og nu kunne jeg se, hvor stor den rent faktisk var. Det kom noget bag på mig.

Buk nr. 9, 131,93 point – En uventet sydjysk buk

Sidste år indtog en lidt uventet fynsk buk niendepladsen på bukketoptien, og i år er der altså tale om en sydjysk buk fra Egtved Skov, hvilket også må betegnes som lidt af en overraskelse.

Den heldige jæger, som fik fornøjelsen af at nedlægge den prægtige buk, er Allan Gredsted Busch. Den 38-årige jæger er født ind i en jægerfamilie, og derfor var det en selvfølge, at jagttegnet kom i hus, da han fyldte 16 år.

Til daglig arbejder Allan Gredsted Busch som bygningskonstruktør, da en skade for nogle år siden satte en stopper for, at han kunne fortsætte sit job som tømrer.

Sammen med familien lejer han et 60 hektar stort revir, og de har gået på jagt i området i mere end 20 år. Der bliver hvert år skudt pæne bukke på reviret, men her er der tale om 80 point-bukke. Medaljebukke er det aldrig blevet til, så Allan Gredsted Busch fik sig noget af en overraskelse, da han den 16. maj nedlagde sin drømmebuk.

– De seneste fem år havde rugen sat en stopper for, at vi kunne jage på en del af reviret, da det ganske enkelt ikke var til at se dyrene ude i marken. Vi havde dog en ide om, at der gik en god buk derude, så jeg valgte at sætte mig derud den 16. Kornet stod ikke så højt endnu, så det ville være muligt at afgive et forsvarligt skud, hvis en buk skulle dukke op. Jeg fortrød dog, at jeg havde sat mig på den plads, da der intet skete de første to timer. Men pludselig dukkede en opsats op, og da den store buk kom fri af kornet, faldt skuddet. Den faldt til jorden øjeblikkeligt. Da jeg kom ned til den, gik det op for mig, at jeg havde nedlagt drømmebukken.

Buk nr. 10, 131,13 point – Fra bronze til guld

Michael Jul på 56 år driver i sin dagligdag et professionelt forretningsnetværk med udgangspunkt i golf og jagt. Han forklarer, at det grundlæggende handler om at give sine kunder mulighed for at udvide deres netværk via golf og jagt. Ønsket om at gå på jagt har han haft i flere år, men det var først i 2013, det blev en realitet.

Sidste år indledte Michael Jul et samarbejde med Erik Christfort på Møn, som har råderet over 700-800 hektar jord, og her arrangerer han sammen med sin samarbejdspartner forskellige jagter for sine kunder.

Området består af marker, levende hegn, små skovstykker og noget kystlinje. Der skydes hovedsageligt seksendere i området, men der er også åbnet op for, at nyjægere kan få lov til at skyde mindre bukke, hvis de ønsker det.

– Vi havde samlet 11 mand til bukkejagt om aftenen den 16. maj. Jeg havde om morgenen skudt min første seksender, så jeg havde ingen intentioner om at skulle skyde endnu en buk. Som vært tog jeg naturligvis det sidste nummer i forbindelse med lodtrækningen, og jeg tilbød alle at bytte tårn. Jeg besluttede mig for, at hvis jeg skulle skyde noget, skulle det være en større buk end den, jeg havde skudt om morgenen. Da jeg ankom til tårnet, fik jeg kort efter øje på en rå. Der gik herefter lidt tid uden aktivitet. Pludselig kom endnu et dyr ud, og denne gang var det en buk. Jeg studerede ham i kikkerten, hvorefter jeg kunne konstatere, at han var større end den buk, jeg havde skudt om morgenen. Derefter flyttede jeg trådkorset til bladet og trykkede af. Bukken faldt i knaldet. Jeg var dog slet ikke klar over, at jeg netop havde skudt en buk af den kaliber. Flere af de øvrige gæster kiggede nærmere på opsatsen, men de vurderede, at den nok var til bronze. Så jeg blev noget overrasket, da min buk blev opmålt til guld.