Kødjagt i Kirgisistan Lyden af en sten, som slår mod en klippe, rammer mit øre. Jeg kigger op og ser en stenbuk. Den står lige der, hvor bjergets klipper skærer sig ind i himlen. Stenbukkens horn er ikke imponerende, men det er uden betydning. For mine kirgisiske venner jager kun til gryden. Alle trofæer efterlades blot. Tekst og foto: Thomas Lindy Nissen.
Det hele begyndte to år tidligere i et lille cafeteria i den kirgisiske hovedstad, Bishkek. Jeg havde fotograferet en trofæjagt i Naryn-provinsen, og da en snestorm havde tvunget os ud af bjergene, spenderede vi et par dage sammen med tolken Jyldyzbek og hans familie i det lille cafeteria. Jyldyzbeks far, Toktobek, fortalte flere gange om jagten på det eftertragtede stenbukkekød i bjergene på grænsen til Kasakhstan. Han inviterede mig sågar til at deltage, hvis jeg havde lyst – og det havde jeg!
Jeg var således tilbage i det bjergrige landbrugsland, klar til at opleve en meget anderledes jagt. Jagten skulle foregå med udgangspunkt i Jyldyzbeks onkels yurt (en slags telt, red.), som var opstillet seks timers kørsel inde i bjergene. Vi kørte fra medjægeren Kanats bopæl ved midnatstid og dermed i mørke ad en elendig grusvej. Vi krydsede en bro over floden, og kort efter krydsede vi atter floden. Den snoede vandlinje er grænse mellem de to centralasiatiske lande Kirgisistan og Kasakhstan. Landet, vi befandt os i, skiftede således navn, hver gang vi krydsede floden: Kirgisistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Kasakhstan ... Ved sekstiden om morgenen nåede vi yurten, som lå på den modsatte side af floden. Og da jeg vidste, at lejren lå i Kirgisistan, kunne jeg godt regne ud, at bilen holdt i Kasakhstan. Noget, som senere skulle give anledning til et adrenalintrip af de uønskede.
Ifølge et kirgisisk ordsprog er det kun ulven, som spiser mere kød end en kirgiser, og da mange kirgisere bor i bjergene med deres husdyr om sommeren, er det kun naturligt, at de varierer det ensformige udvalg af fåre- og hestekød med vildtkød fra bjergene. Ud over stenbukke jages alt lige fra Marco Poloer over kaniner og murmeldyr til forskellige hønsefugle. Ugen før havde onklen Kairat skudt en stenbuk, og efter ankomsten til yurten fik vi således resten af det kogte stenbukkekød samt suppe, brød og den te, som kirgiserne holder så meget af. Derefter sov vi det meste af den første dag, således at vi kunne være klar til jagten på mere kød næste morgen.
På jagt efter kød
Da de tre ældste kirgisiske jægere om aftenen havde delt lidt mere end et par flasker vodka, blev det lidt op ad formiddagen, inden vi næste dag red ud på jagt. Fem mand drog vi af sted: Jyldyzbek, Kairat, Kanat, Toktobek og undertegnede. Alle garvede jægere – på nær Jyldyzbek. For Jyldyzbek var det første gang, han skulle bære skydevåben under en jagt. Apropos skydevåben, så undrede det mig en hel del, at vi ikke havde nogen med, da vi forlod yurten. Men efter nogle minutters ridning steg Kairat af hesten, krøb ind under en stor sten og fiskede tre salonrifler og en enkeltløbet haglbøsse i kaliber 16 frem fra mørket. Kairat, som er på alder med mig, har redet på jagt, siden han var 13 år, men han har – som de fleste andre kirgisere med rødder i det gamle Sovjet – aldrig haft papirer på sine våben. Ud over våbnene fandt han også en del salonpatroner og fem patroner af ren messing til haglbøssen. Messinghylstrene var alle hårdt ladet med krudt og fyldt med paraffin. I paraffinen var indstøbt fem til syv store blyhagl med en meget ujævn overflade.
Vi var nu klar til at jage! Jeg tænkte for mig selv, at armeringen var lige svag nok til jagt på et så relativt stort dyr som en stenbuk. Men jeg var jo ene og alene med for at se, hvordan kirgiserne går på jagt og ikke for selv at jage - endsige prædike moral!
Efter et par timers ridt nåede vi bjerget Sarala Tor. Kairat, som kender hver eneste sten og hver en lille bæk på bjerget, vidste selvfølgelig også, hvor stenbukkene ville opholde sig. Mens vi red mod de udvalgte bjergtoppe, kiggede jeg skråt op. En kongeørn tegnede sine svingfjers typiske ”fingre” mod himlen, mens den svævede i den termiske vind på kanten af bjergtoppen, hvor gederne gerne skulle stå. Og alt imens steg hestene i sej, prustende gang højere og højere.
Et langhalet murmeldyr søgte ly mellem nogle klippeblokke, imens andre langhalede murmeldyr højlydt gav til kende, at vi var opdaget. To mand steg hurtigt af hestene, fandt anlæg, salonriflerne smældede, og i alt tre forbiskud blev præsteret – intet kød i denne omgang. Kort efter så vi yderligere to kirgisere på jagt – og de var desværre foran os. De skød til og nedlagde en stenbuk på venstre side af Sarala Tor. Vi var derfor nødt til at søge højre om bjerget og nu helt til toppen. Stenbukkene søger altid mod de højeste toppe, når de forstyrres. Da vi nåede de turkisblå bjergsøer under de højeste toppe, sad vi af hestene, og afsøgningen med de udlevede kikkerter begyndte.
Mod toppen
Og det er lige her ved de turkisblå søer, at lyden af en sten, som slår mod klipperne, rammer mit øre. Det er her, jeg kigger op og ser stenbukken i silhuet mod himlen. Stenbukken befinder sig på en klippe lige ved siden af bjergets allerhøjeste top. Men før vi klatrer op og omringer den, vil Kairat først undersøge, om der er flere dyr på bagsiden af bjerget lidt under toppen. Vi rider lidt højere op, efterlader hestene og springer fra sten til sten mod bjergkammens nedre toppe. Jeg har heldigvis været i bjerglandet i over en måned nu og har således vænnet mig til den iltfattige luft. Ud over det, så er de kirgisiske jægere både rygere og vodkadrikkende – og jeg har derfor ingen problemer med at følge med. Jeg er lige bag Kairat, da han forsigtigt lister hovedet ud over kanten for at se, hvad der gemmer sig på bagsiden – intet.
Kanat, som er klatret til kanten lidt højere oppe ad bjergkammen, kommer ned og fortæller, at han har set 70 stenbukke søge mod toppen. Der er nu kun én mulighed for, at vi kan komme til skud med de småkalibrede rifler – vi må klatre til toppen, omringe stenbukkene og drive dem rundt mellem skytterne, som skal ligge gemt i forskellige positioner så højt som muligt.
Jeg skal, sammen med Jyldyzbek, klatre til den højeste top og drive dyrene frem. Planen er, at Jyldyzbek på et aftalt tidspunkt skal affyre et skud med den enkeltløbede haglbøsse. Skuddet skal sætte gang i stenbukkene, og når dyrene er tæt nok på jægerne, vil de skyde. Til tider kan skudholdet blive så kort som fem meter! Når de har skudt, kan vi forvente, at dyrene vil vende rundt og komme mod os igen – Jyldyzbek kan måske også få en skudchance. Al kommunikation skal foregå med håndsignaler, en kommunikationsform de lokale bjergjægere er mestre i. Men som så ofte før i Kirgisistan, så går planen i vasken. Skyerne trækker pludselig op, det bliver på en og samme tid både snevejr og tordenvejr – og pissekoldt. Efter at Jyldyzbek har skudt, venter vi, men intet sker.
Ned uden succes
I Kirgisistan er det altid den ældste, som ved bedst. Og da en ordre er en ordre, vil Jyldyzbek ikke klatre videre frem ad bjerget i forsøget på at drive stenbukkene frem. Han har fået besked på at vente, til han får signal om andet. Men da vi ingenting kan se, må vi til sidst opgive og klatre ned mod hestene. På vej ned møder vi Kanat, og for at vise respekt for en ældre person, bærer Jyldyzbek hans salonriffel ned ad bjerget. Lidt senere finder vi ”affaldet” fra en tidligere jagt – et flot stenbukketrofæ. Det understreger blot, hvad Kanat tidligere på dagen har forklaret mig – hornene kan ikke spises, de efterlades i bjergene.
Da vi når ned til de andre, kan de fortælle, at stenbukkene ikke blev skræmt af skuddet, og at Jyldyzbek skulle være klatret over bjergets top for at drive dyrene frem mod skytterne! Jeg konstaterer blot for mig selv, at det ikke er helt nemt for Jyldyzbek at være dagens yngste deltager, mens jeg på forræderisk vis nikker bekræftende.
Da vi rider hjemad, er det så mørkt, at hesteskoene gnistrer – næsten som da de blev slået – når de rammer nogle af dyrevekslens mange sten og klipper. Det er meget hårdt for lårmusklerne at sidde stabilt i sadlen, når hesten ”famler” sig nedad i mørke. Men endelig når vi lejren. Efter en kødløs middag og tre kopper te i den lille yurt, går jeg over til mit elskede enmandstelt, kryber i posen og falder straks i søvn. Det gælder nemlig om at være udhvilet til næste morgen. Vi har under spisningen højtideligt lagt en plan – i morgen skal vi atter på jagt.
Planen ændres
Da jeg står op næste dag, vil rygtet vide, at der er kasakhiske soldater i området. De har ret til at afsøge terrænet for våben op til 200 meter ind i Kirgisistan, så de kan altså ransage området, hvor Kairats våben er gemt. Og da der jo ikke er papirer på våbnene, må jagten udsættes, indtil vi ved mere om, hvad soldaterne har gang i. Planen er altså ændret – Kirgisistan i en nøddeskal! Jeg skal dog ikke fortvivle. Kairat vil slagte en vædder til ære for mig. Han har lovet mig kød, og kød skal jeg få. Jeg er dog lidt ked af denne gæstfrihed, da jeg senere på dagen, som traditionen byder, spiser kogt vædderhoved i stedet for lækker stenbukkegryde. Og lad det være sagt – har man først prøvet at spise et kogt vædderhoved, ændrer det for altid ens opfattelse af det hyggelige i at ”nusse” med afkogningen af en bukkeopsats.
Næste dag er der så meget styr på den ”militærpolitiske” situation, at vi atter kan drage på jagt. Men hvor vi den første dag red langs med grænsen, rider vi nu direkte ind i bjergene. Her finder vi våbnene, som i ly af natten er blevet båret længere ind på kirgisisk territorium.
Jeg ser to munkegribbe på udkig efter et ådsel. Over dem svæver omkring 100 alpekrager. Det er et vanvittigt smukt syn, hvilket jeg ikke kan sige om den frokost, som lidt senere fremdrages af saddelposerne. Kogt vædderlever, kogt mavesæk og kogt mellemgulv samt et rundt brød. Til dette fire liter valle og lidt kold te til deling. Indrømmet, jeg bryder mig ikke specielt meget om kogt lever, så jeg prøver i stedet lidt mavesæk og mellemgulv – det smager faktisk overraskende godt.
Denne dag er jagtholdet ændret, og jeg bliver sendt på bjerget sammen med to nye folk, Kenjebek og Talant. Denne jagt er Talants første, og han er kun med, fordi han taler engelsk. Kenjebek er derimod en garvet jæger, han er bevæbnet med en enkeltløbet haglbøsse i kaliber 12, Talant med 16'eren, som han aldrig før har affyret. Jeg er derfor glad, da Kenjebek lader Talant forstå, at han først må lade våbenet, når stenbukkene er tæt på os. Våbensikkerhed er nemlig ikke særligt højt prioriteret i Kirgisistan - om overhovedet.
Efter at Talant og jeg er klatret på post, ser vi en lille flok stenbukke, som flygter, da Kenjebek klatrer på plads. Ud over det hører vi nogle dyr tæt under os, men uden at vi kan se dem. På den anden side af bjerget skyder en anden nybegynder seks gange forbi til en stor flok stenbukke, mens Kairat skyder forbi to gange. Da de uheldige jægere senere viser mig skudafstanden, som jeg vurderer til omkring 120 meter, er jeg ikke overrasket – dyrene var i spring og våbnene salonrifler med korn og kærv.
Kairat og Kenjebek sporer nu stenbukkene over to bjerge. Hvad de ikke har i skydefærdighed og anvendelige våben, har de i hvert fald i kendskab til dyrene og de bjerge, som de jager i. Jeg følger sporarbejdet på tæt hold. Flere gange klatrer vi i terræn, som jeg bestemt ikke bryder mig om. I Kirgisistan er én ting dog sikkert: En mand viser ikke tegn på simple svagheder som sult, tørst, træthed, smerte og frygt – således heller ikke jeg.
Forbiskud igen-igen
Et par timer før solnedgang får vi kontakt med stenbukkene, og mens Kairat, Talant og jeg venter på, at Kenjebek og den anden nybegynder skal komme på post oven over dyrene, fortæller den vejrbidte kirgiser mig lidt om jagt, jagtlov og moral blandt bjergenes jægere. Dyrene foran os er hundyr med kid, og de kan sagtens jages her den 17. august, forklarer han. Derudover kan han fortælle, at der i Kirgisistan er en jagtlov, men også, at man grundlæggende følger sine egne regler. Således har jægerne i dette område dømt ulven fredløs, men fredet bjørnene i de bageste bjerge. Aftalen er, at ingen skyder bjørne de næste tre til fire år, og at ingen bevæger sig ud i de bjerge, hvor bjørnene lever. De skal nødigt skræmmes til bjergområder, hvor jægerne vil skyde dem. Stenbukkene jages året rundt, men hundyr skydes ikke i april og maj, da kiddene på det tidspunkt er for små til at kunne klare sig selv. Jeg lytter, noterer, observerer og fotograferer. Som sagt er jeg ikke med for at prædike moral.
Lige før solnedgang er dyrene blot 50 meter under os. De andre jægere er på post. Alle er klar, nu skal der kød på bordet. Kairat tager sigte over korn og kærv. Han skyder, men rammer ikke, og mens Talant sender to gange buckshot efter de flygtende dyr, kan jeg konstatere, at jeg også denne aften kan se frem til kogte vædderribben og væddersuppe.
Næste dag er det tid til at forlade Kairat, hans hustru og deres tre børn. Før jeg pakker, bliver jeg dog informeret om, at mine venner nu har fundet ud af, hvorfor de kasakhiske soldater er i området. For et par dage siden stoppede de en bil, som var fyldt med uregistrerede våben. Da det er mindre end et halvt år siden, at den kirgisiske præsident blev drevet på flugt under meget voldelige demonstrationer i Bishkek, og da det er mindre end tre måneder siden, at mange mennesker blev dræbt i etniske uroligheder i det sydlige Kirgisistan, er man altså også fra Kasakhstans side meget på vagt over for ulovlige våben. Og tolerancen over for syndere er lige så lav, som straffen er hård.
Da vi siger farvel til Kairat, er mine to kameraers simkort fyldt med ligegyldige fotos fra lejren, mens tre af mine simkort med fotos af våben og jagt ligger skjult under linoleumsbetrækket ved bilens forreste passagersæde. Ifølge mine kirgisiske venner vil soldaterne ganske sikkert tjekke mine simkort for kompromitterende fotos, og at de vil antage, at jeg har været med på jagt på Kasakhisk territorium, hvis de ser fotos af jægere med våben. Og da det på disse breddegrader er min pligt at bevise min uskyld, vil det med sikkerhed være umuligt at overbevise soldaterne om, at jagten er foregået i Kirgisistan. Jeg vil komme under anklage og under forhør. Men det er jo muligt, at vi slet ikke bliver stoppet, og så er der jo ingen problemer, lader de mig til sidst forstå med ubekymret kirgisisk logik. Derefter begiver vi os af sted!
Mødet med kasakhiske soldater
Soldaten rejser sig fra græsset og træder ud på vejen foran bilen. Han er ud over camouflagedragten iført sort elefanthue og maskingevær. Vi gør holdt. Endnu en soldat træder ud fra træerne til venstre for bilen. Papirerne kontrolleres grundigt og med stor arrogance – det er tydeligt, at der her er tale om små mennesker, som i kraft af deres våben nu besidder en magt, som de agter at anvende i videst muligt omfang.
Vi kommanderes ud af bilen, og en ransagning af køretøjet sættes i gang. Der ankommer yderligere tre soldater, og mens to af dem gennemgår køretøjet for at spore våben, ammunition eller narkotika, afhører de tre andre os gentagne gange.
Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Hvem er hvem? Navn? Fødselsdato? Og forfra en gang til. Da den mest infame af de fem soldater ser mit pas, siger han grinende nogle ord, hvoraf jeg kan tyde tre: Germania. Dania. Fascisten. Derefter kigger han mig lige i øjnene og nikker, mens han råber:
– Yes, yes, yes?
Han vil have mig til at svare ja, for nu skal han virkelig have det sjovt. Min højre knytnæve rammer ham hårdt i mellemgulvet, han bøjer sig forover, og mit venstre knæ sender alle hans forbandede guldtænder ud på grusvejen, da det rammer klokkerent på kæben – i mine drømme! I virkeligheden svarer jeg: - Yes.
Alle griner højt - også mine rejsekammerater. Det er en del af spillet for at få lov til at køre videre.
Mit hjerte hamrer voldsomt, da handskerummet, hulrummet i bildøren og instrumentbrættet undersøges. Hvis soldaten løfter måtten lige ved sin højre fod, vil situationen ændre sig fra ubehagelig til uudholdelig, ja, nærmest uhyggelig. Men det sker ikke, pludselig er alt i orden, hænder gives, skulderklap modtages, og vi er atter på vej mod Kirgisistan, mod friheden, mod Coca-Cola, mod pizza med oksekød, tomat og ost.
Fakta om kirgisisk kødjagt
Trofæer har i de fleste tilfælde overhovedet ingen værdi for den kirgisiske jæger. Alene kødet fra en stenbuk repræsenterer samme værdi som en uges hårdt slid i marken eller i industrien. Jagtmetoderne er ofte primitive og set med danske øjne også uetiske. Men for en kirgiser på jagt efter kød gælder næsten alle kneb.
Bjergenes storvildt drives oftest frem eller pürsches af jægerne selv. Men når muligheden byder sig, stilles vildtet også af myndehunde, laikaer og diverse krydsninger. Jægerne sniger sig derefter tæt på vildtet - lidt på samme måde som under en elgjagt i Skandinavien eller en leopardjagt i Afrika. Jagten foregår for det meste med gamle våben og håndladet ammunition. Ved alle yurter vil man under nærliggende sten eller klippefremspring finde skjulte, papirløse våben. Disse våben spænder over hanebøsser, enkelt- og dobbeltløbede haglgeværer i alle kalibre til salonrifler holdt sammen af kraftig tape. Ud over de gamle våben er der også en del hel- og halvautomatiske militærvåben i omløb blandt kødjægerne. Jagterne spænder over alt lige fra de dokumenterede lovlige til decideret krybskytteri, og pralerier om snarefangst samt andre former for fangst i fælder er også jævnt forekommende.
Den traditionelle jagt med rovfugle lever i bedste velgående, mens den tidligere ret så populære jagt med langbue uden sigtemidler nu om dage er en næsten ikkeeksisterende jagtform.
Murmeldyr, ræve, grævlinger og andet småvildt nedlægges sommetider på ”autopürsch” eller ved regulær pürsch med buckshot i bøssen. Andre gange benyttes hunde efter engelsk model til rævejagt, ligesom natjagt med hunde efter murmeldyr også er meget brugt i det lille bjergland.
Ulve nedlægges ved udlagt bait eller ved tilfældig skydning med alle former for våben, hvor og når de – af kirgiserne forhadte prædatorer – træffes.
Ud over ovennævnte jagtformer og metoder er jeg sikker på, at der findes et hav af andre variationer og genrer inden for jagten. Nok er landet Kirgisistan ikke et af verdens største, men ideerne er talrige, og skruplerne få. Som nævnt, så er det kun ulven, der spiser mere kød end en kirgiser.
Credits:
Thomas Lindy Nissen