Bonderøven og jagten Vi kender ham alle sammen. Bonderøven. Personificeringen af det moderne menneske, der vender tilbage til rødderne og lever det enkle liv. Selvom vi kender ham og hans familie, er det de færreste bekendt, at Frank også går på jagt. Jæger tog en snak med ham om hans syn på jagten og naturen i dagens Danmark. Tekst og foto: Kim Lykke Jensen, Danmarks Jægerforbund.
Frank Erichsen viser rundt på Kastanjegården i landsbyen Revn på Djursland. Med stor entusiasme fortæller han om genslyngningen af baghavens Lillemølle Å, der har betydet, at det nu vrimler med liv i vandløbet. Turen går forbi vandhullet på den afgræssede eng, hvor han for nyligt så et mistænkeligt dyr, som umiddelbart lignede enhver fjerkræholders skræk:
– Jeg drønede ind og hentede mit jagtgevær og stormede ned til søen. Der kunne jeg så hurtigt se, at det ikke var en mink, men derimod en odder, der havde pjasket frem og tilbage i det stille vand. Det var en dejlig oplevelse. Det er et fantastisk dyr, siger han.
Frank er opvokset på en gård i Sønderjylland og har fra barnsben fulgt med sin far på jagt hjemme på gården efter fjervildt og harer, der indgik i husholdningen på lige fod med råvarerne fra den store køkkenhave og gårdens fjerkræ. Men også den sociale side ved jagten har præget Frank:
– Jeg har de her stærke minder fra fællesjagterne. Det at komme ind i mørke lokaler med den tunge duft af oilskin, tobak og røverhistorier, der fløj omkring ørerne. Jeg syntes, at det var fantastisk. Det var nogle rigtige mennesker. De der fællesjagter er jo virkelig en del af den bondekultur, som jeg sætter meget højt, og som rummer perspektiver af fællesskab, upåagtet af hvor forskellige folk ellers måtte være af andre overbevisninger – eksempelvis politiske. Så kan man alligevel mødes omkring den fælles interesse, som man har en lige forståelse og fælles kodeks omkring. Det er ret fantastisk, synes jeg, siger Frank.
Inspireret til selvforsyning
Selvforsyningstankerne har rumsteret i Franks hoved, siden han var helt lille, og jagten var en medvirkende årsag til, at Frank blev yderligere sporet ind på selvforsyningsvejen. Det foregik gennem farens kammerat fra landbrugsskolen, der i den grad inspirerede Frank til hans videre virke:
– Poul Erik er vokset op på en lille ø, der hedder Bågø, der ligger i Lillebælt. Selvom han ikke er gammel, er han alligevel vokset op i et samfund, der var baseret på naturalieøkonomi. Og jagt fra morgen til aften. De drenge derovre gik på jagt, samlede mågeæg, satte åleruser og alt det der. I en årrække havde jeg mulighed for at komme derover sammen med mine forældre og Poul Erik og hans kone. Den første gang, jeg var derovre, var skelsættende. Han kendte naturen som sin egen bukselomme. Han var et af de mennesker, som havde de her indgroede kundskaber, som bare var en naturlig forlængelse af ham selv, fortæller Frank og fortsætter:
– Det var første gang, at min far og jeg blev introduceret for skumringsjagt efter ænder. Himmelen var bare levende af fugle, og Poul Erik kunne i skumringen skelne alle slags ænder fra hinanden i flugten, og så kunne han bare med læberne kalde alle ænderne til sig. Det var ikke noget med at skyde dem i det vilde træk fra siden – det ville nærmest være spild af patroner – det gjaldt om at få ænderne helt ind for at få dem ned på vandet og så skyde dem på opfløj for at få det mest sikre skud. Poul Erik kunne nu sagtens pille dem i flugten, men der lå en anden ting til grund for den måde, at han gik til jagten på. Siden da har jeg snakket meget med ham om, hvordan tingene foregik på øen. Når han tænkte tilbage på, hvad de bød hans mor. Alt, hvad de slæbte hjem af gæs og forskellige slags ænder, blev tørplukket og sorteret i fjer og dun. Meget af det var pigget som et pindsvin, og det sad hun altså og tørplukkede. Der blev handlet med vildtet, og en gang om året kom der en dunkræmmer og opkøbte moderens sorterede sække med fjer og dun enten for rede kontanter eller i bytte for en dyne. Det var fantastisk, syntes jeg. Fuldstændigt fantastisk. Det ramte mig. Det skal ses i lyset af, at jeg meget tidligt begyndte at rode med de her selvforsyningstanker – uden at vide, hvad selvforsyning egentlig var, siger han.
Jagttegn og Norge
Franks og hans fars store fælles interesse var jagten. De var altid faste gæster på den store årlige jagtmesse. På en af disse i slutningen af 90’erne kom Frank forbi en stand for en naturefterskole på Djursland, og han var med det samme fuldstændigt solgt. Han blev straks indskrevet på skolen og fik et fantastisk ophold, der blandt andet kunne tilskrives en dygtig lærer, der inspirerede og tilskyndede Frank til at følge hans drømme. Frank tog også jagttegn på skolen.
Året efter gik turen mod nord til et ophold på en norsk friluftshøjskole. Senere kom han til at arbejde på en gård i Nordnorge, hvor Frank for alvor fik afløb for sin jagtlyst.
– Da jeg flyttede op til Nordnorge på gården, dér drejede alt sig om jagt. Det var en familie, der havde trukket teltpælene op nede i Trondhjem og købt gården oppe i Nordnorge med masser af skov og masser af fjeld. Han havde levet seks-otte år i Alaska – delvis som pelsjæger. Konen var grønlandsk. Det var et perfekt match for mig at være hos dem. De havde tre børn, der gik i hjemmeskole. Jagten var en meget stor del af at bo der. Det handlede blandt andet om elgjagt med elgen, der blev skudt i den fjerneste ende af dalen på den anden side af elven. Dyret blev parteret og hængt op i et grantræ og næste dag båret ned og fragtet over elven og kørt med hest op på den anden side. Et kæmpearbejde. Masser af rypejagt om efteråret og fiskegarn ude hele tiden – om så det var under isen eller fra pram eller svømmet ud. Hele tiden gang i at jage. Og 200 rypesnarer, som jeg skulle passe som det mest fantastiske mandagsjob. Fast hele vinteren. Om formiddagen savede jeg brænde, og efter frokost spændte jeg otte hunde for og røg op i fjeldet og røgtede de her snarer. Den sidste vinter deroppe tilbragte jeg sammen med Knud Rasmussen, og hvad der ellers kunne hives ned fra hylderne i reolen. Jeg var slået ind på den praktiske kurs i mit liv, men jeg kunne godt mærke, at jeg havde en nysgerrighed efter at forstå noget mere om idehistorie og biologi og alt sådan noget, fortæller Frank.
Djursland
Efter de to år i Norge besluttede han sig derfor for at tage tilbage til Danmark for at gå på gymnasiet. Han havde forelsket sig i det østjyske og besluttede sig for at gå på studenterkursus i Århus. Han fik lov til at flytte ind i sin efterskolelærers primitive skovhytte i Mols Bjerge og pendlede mellem storbyen og skoven.
– Det var sådan en 20 m2 stor bjælkehytte med brændekomfur og en mælkejunge til vand og så en Petromax (petroleumslampe, red.). Der boede jeg så de to år, hvor jeg gik på studenterkurset inde i Aarhus. Det var tidligt op om morgenen og ind til Aarhus. Hjem om eftermiddagen, kløve noget brænde og afsted efter noget vand. Jeg havde min køkkenhave og skød fasaner ude i haven. Der var også et stort fyrretræ, som jeg sad oppe i med min riffel og ventede på råvildt. Jeg brugte det her landskab som mit helle i forhold til at lave noget af det, der slægtede på det, jeg lavede oppe i Norge, fortæller han.
Den smukke kyst ved Kalø Vig blev også brugt som spisekammer:
– Jeg gik også lidt på havjagt sammen med min ven og gamle efterskolelærer Peter, der havde skoven, og som har betydet rigtigt meget for mig. Det var helt lavpraktisk. En plastikkajak, ud i vandet. Vinter. Intet skørt på kajakken. Haglgeværet ned mellem benene. Ladt. Og så ud på vandet. Når der kom noget, var det om at få bøssen trukket op af kajakken. Det var igen maden, det handlede om, siger han.
Men tilværelsen i Norge blev ved med at trække. Han havde tabt hjertet til nabolandet mod nord.
– Jeg havde fuldt fremmøde i gymnasiet, så hver gang der var efterårsferie eller påskeferie, så forlængede jeg den med en uge, for det kunne jeg godt tillade mig i forhold til min fraværsprocent. Så på den måde kunne jeg tage til Norge et par uger ad gangen for at arbejde eller gå på jagt, fortæller Frank.
Da han havde fået huen på hovedet, havde han egentlig regnet med, at han ikke skulle se noget til Danmark foreløbigt. Han forestillede sig, at fremtiden lå i Norge. Men ved et tilfælde blev hans skæbne en anden. Det skyldtes blandt andet, at han på studenterturen med kammeraterne fra gymnasiet kom til at købe to heste af kusken. De heste blev opstaldet i landsbyen Revn, og resten er historie.
Bonderøven på jagt
Frank går i dag stadig på jagt, men ikke så meget som tidligere. Det bliver som regel kun til et par årlige bondejagter med familie og venner. Han har svært ved at finde tiden og freden til jagten ved siden af tilværelsen som travl gårdejer, tv-mand og familiefar.
– Bukkejagten er et eksempel på, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke kan finde roen til den type jagt. De gange, jeg kommer op om morgenen for at kigge efter bukken, så kan jeg sidde der en halv time, inden jeg kommer til at tænke på alle de ting, jeg skal nå at lave derhjemme, og så går jeg typisk hjem igen og går i gang med arbejdet, siger han.
For som så meget andet af det, Frank foretager sig, gør han sjældent noget halvt. Det gælder også i forhold til jagten.
– Jagten har for mig aldrig været det at sidde ved en sø med en dåsebajer og hygge sig. Når man er på jagt, så er man fandeme på jagt. Man tager hele oplevelsen ind og alle de sanseindtryk, der er i at sidde derude og mærke, at ens fingre bliver kolde, og at vinden begynder at dreje, at dyrene begynder at komme ind over. Det er ret fantastisk, siger han.
Frank har til gengæld haft svært ved at vænne sig til de ret snævre rammer for jagtens udøvelse herhjemme efter at have levet størstedelen af sit jagtliv i den grænseløse frihed i storslåede norske landskaber.
– Jeg har haft det lidt svært med det her kodeks, der gennemsyrer jagten herhjemme. Der er det noget helt andet oppe i Norge. Når man har vandret en hel dag på fjeldet og så ser en rype på jorden, så venter man fandeme ikke på, at den letter, før man skyder. Det her med, at vildtet skal have en chance – den her engelske moralistiske sportsmandtilgang til jagten. Det er også noget, jeg har det anstrengt med. Det har jeg også snakket en del med min far omkring. Han er opdraget med de her traditioner. Selv om man har haft en madtilgang til jagten, har man stadig haft de her traditioner at følge. Jeg har for eksempel tit foreslået, at vi skulle tage en riffel med på hagljagt, for vi kunne jo aldrig vide, hvad der kom for. Også det her med, at man absolut skal skyde fugle i flugten. Jeg har været jagtleder på nogle fællesjagter, som min far har holdt. Der har jeg skældt jægerne ud for at skyde efter ænderne, inden de landede i søen: ”Så vent for helvede med at skyde ænderne, til I kan ramme, så vi kan få nogle ænder med hjem.”
Naturen og mennesket
Gennem sin position i offentligheden har Frank haft mulighed for at påvirke og inspirere hele familien Danmark til det gode liv i enkelhedens navn. Men positionen har også medført, at han har fået en indflydelse, som han ikke havde forudset. Blandt andet er han blevet udpeget af den tidligere miljøminister til at sidde i bestyrelsen for den magtfulde Den Danske Naturfond, hvilket har givet anledning til mange refleksioner over naturen og menneskets samspil med naturen.
Frank håber, at hans position i samfundsdebatten kan være med til at mindske den fremmedgørelse over for naturen, der har været fremherskende gennem de seneste generationer, og som Frank ser som noget usundt:
– Det er faktisk interessant, at i de fleste naturfolks sprog figurerer ordet ”natur” slet ikke. Du har ikke et ord for det, du er en indgroet del af. Ordet natur opstår først i forbindelse med, at vi begynder at løfte os over landskabet som bønder og opfinder religioner og alt muligt andet, som man kan give skylden for, at høsten slår fejl. Lige så stille begynder der at opstå det her kliniske snit mellem mennesket og naturen. Det kan man se afspejle sig i alt. Blandt andet i friluftslivet. Ja, du er ude i naturen i alle tilfælde, men der er en klar brist imellem dig og naturen i nogle typer friluftsliv, ligesom jeg også mener, det er i forhold til visse typer jagt. Det er ikke al jagt, der nødvendigvis er udført på en måde, hvor man som jæger ser sig selv som en del af naturen. Absolut ikke, vurderer Frank Erichsen.
Han mener, at man skal finde en balanceret tilgang til samspillet mellem mennesket og naturen. Mennesket er i hans øjne en del af naturen, men vi har vores plads ligesom alle andre naturligt forekommende dyr og samtidig en forpligtigelse til at sikre den vilde natur i vores gennemkultiverede landskab. I det lys er hans holdning også klar i forhold til ulvens genkomst:
– Hvis ulven vil være i Danmark, synes jeg bestemt, at den skal have lov til det, men jeg kan sagtens forstå, at der sidder nogle fårebønder ovre i Vestjylland, der ikke synes, det er fedt. Men det her med, at folk er bange for, at ulven kommer og tømmer barnevognen, det er bare et bevis for, at vi ikke fatter, hvad der er op og ned i vores verden. Men jeg kan godt forstå, hvorfor nogle af dem, der har får, er utilfredse over, at der ikke er et system til at håndtere det. Jeg kan også godt forstå, hvorfor kystnære fiskere kan være trætte af skarver og sæler. I det øjeblik, man går ind og lovgiver omkring naturen, skal man virkelig være bevidst om, at det er en dynamisk størrelse, man går ind og piller ved. Derfor skal lovgivningen også være dynamisk. Den skal også kunne sættes i værk lige så hurtigt, som den kan opløses, siger han og fortsætter:
– Når vi bevæger os ud i landskabet med vores gøremål, vil der opstå konflikter. Balancen er delikat, men jeg mener godt, at den kan findes.
Jagtens fremtid
Befolkningens fremmedgørelse fra naturen er noget af det, som i Frank Erichsens øjne kan skabe problemer for fremtidens jagt. Derfor mener han, at det er vigtigt, at man som jægere er bevidste om, hvad man gør og hele tiden vurderer, om det, man gør, kan forsvares ud fra et etisk og moralsk synspunkt.
– I kraft af vores separation fra naturen kan jagten komme i nogle store vanskeligheder. Slet og ret, fordi vi ikke forstår den. At vi ikke kan se vores rolle som rovdyr og ikke bruger jagten som det, den er, så jagten måske kommer til at fremstå som en slags underholdning. Og det, tror jeg, er meget farligt. Det kan være et stort problem for jagten. Jeg ved, at Jægerforbundet til stadighed skal argumentere for, hvorfor man gør, som man gør. I kraft af, at der ikke er et kendskab og forståelse for natulige, dynamiske processer i samfundet, så kan folk heller ikke nødvendigvis forstå jægerens rolle på samme måde, som man kunne tidligere. Derfor er det vigtigt, at vi lykkes med at løfte kundskabsarven omkring jagten. Jeg mener, det er meget, meget vigtigt, at især børn bliver udstyret med nogle værktøjer, så de fornuftigt kan reflektere over deres omgivelser – også i forhold til en bæredygtighedskontekst. Man kan ikke forvente, at folk passer på noget, som de ikke ved, hvad er, fortæller Frank, der naturligvis selv har haft sin dreng Johan med på jagt.
Datteren Alma er heller ikke blevet ramt af tidens disneyficering, hvilket for nyligt kom tydeligt til udtryk, da hun spurgte, om de ikke snart skulle slagte familiens hund, Malik, da hun godt kunne bruge nogle varme luffer af skindet.
Men tilbage til jagtens fremtid i Danmark:
– Jeg mener virkelig, at jagten kan vise vejen til den bæredygtige udnyttelse af ressourcerne. Men man bliver nødt til at gøre op med sig selv – rent ideologisk – hvad man vil med den her jagt. Det er ikke mere end tre dage siden, at jeg kørte på det her skovstykke ind mod Grenaa, hvor man fandeme ikke kunne køre på asfalten for fasaner. Der var fasaner overalt. Jeg så flere af dem, der havde det ene ben trukket op under sig og humpede på det tilbageværende ben. Det er for mig så langt fra jagt, som noget kan blive. Og det er et klokkeklart eksempel på, at vi ikke forstår det landskab, vi agerer i. Jeg så gerne, at der var nogle opgør med den slags. Det lægger sig til en anden tid. Det lægger sig til det engelske friluftsliv og godsejerepoken. Nærmest som at se Downton Abbey igen. Og det er ikke sådan, at det skal være, pointerer Frank og fortsætter i samme spor:
– Det her med fodring i forbindelse med jagt ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Her på gården er det jo sådan, at hvis jeg ikke har nok foder til mine dyr, så har jeg jo for mange dyr, i forhold til hvad der er plads til. Hvis man skal sælge jagt på et bæredygtighedsprincip, så er fodring en sten i skoen, hvis du spørger mig. Jeg kan godt være med til det her med vildtstriber og sådan noget, men jeg har godt nok også set mange vildtstriber, der er blevet mast ind på en eller anden smal skoveng, der bare skulle have haft lov til at være som den var. Men hvis man ser bort fra udfodring og udsætning, så står jagten jo fornuftigt i en bæredygtighedskontekst. Udkommet er mad produceret på det grundlag, som landskabet kan præstere.
Fremtidens bonderøv
Tv-programmerne med Bonderøven kører nu på sæson 15 og er et af de mest sete tv-programmer på Danmarks Radio. Udsendelsen fanger opmærksomheden hos op mod en million danske seere per program og toner nu også frem på skærmen i de øvrige nordiske lande. Der er ikke noget, der tyder på, at populariteten er ved at fortage sig. Tværtimod. Faktisk er der udsigt til endnu mere tv-tid med Bonderøven. Sammen med komikeren Simon Jul er han ved at optage en række tv-programmer, der sætter fokus på de gamle husdyrracer, bæredygtighed og madlavning.
Sammen med selvsamme Simon Jul har Frank også købt en gammel gård i Revn, som de er ved at indrette til kursusejendom. Herfra vil de tilbyde kurser inden for selvforsyning, gamle håndværk, fødevareproduktion og andre praktiske kundskaber. Det kommer der til at gå en del tid med i de kommende år.
Og så er der foredrag, bogproduktioner og alt muligt andet, der skal passes ved siden af det enkle liv som selvforsynende husmand og familiefar. Der er med andre ord nok at se til, og det nye stuehus, som Frank efterhånden har bygget på i en rum tid, skulle også gerne laves færdigt på et tidspunkt. Frank håber, at han på et tidspunkt kan finde mere luft i sit liv, så han igen kan finde roen til at gå på jagt. Og så har vi jægere endnu mere at glæde os til onsdag aften:
– Når luften opstår, vil det være oplagt at bringe jagten ind i programmerne, eller hvis det lykkes mig at erhverve mere jord, så det gav mere mening. Helt klart, slutter Frank Erichsen.
