Fuld skrald på julen
I Redux – Affald og Genbrug ønsker vi os en grøn jul. Så spænd nissehuen, for her får du en håndfuld bæredygtige juletips og en virtuel workshop fra alle os til alle jer:
- Sådan sorterer du julens affald
- Bæredygtig indpakning af julegaverne
- Virtuel workshop med gør-det-selv julepynt fra skraldespanden: Lav julepynt af din gamle t-shirt
- Kør dit juletræ på genbrugspladsen, når det passer dig
Sådan sorterer du julens affald
Bunkerne af affald vokser i december: Vi skal hygge, julepynte, spise ekstra god mad og pakke gaver op.
Men hvad gør du af lyskæder uden lys, visne juledekorationer og trætte gavebånd?
Det kan du se på oversigten herunder. Den er også vedhæftet mailen, du fik, lige til at printe og hænge op på køleskabet
Du kan nemlig selv gøre en indsats for at gøre julen en smule mere grøn ved at sortere dit juleaffald rigtigt. 🎁♻️🎁 Hvis du er i tvivl, kan du altid slå op i Sorteringsguiden, som du både finder i appen Affald Kolding og på kolding.dk/sorteringsguiden.
Bæredygtig indpakning af julegaverne
Tid er en af de bedste gaver, vi kan give hinanden. Så vis kusine Kirsten, at du har gjort dig umage med indpakningen – og brug samtidig dine overskudsmaterialer.
Vi har tre flotte, anderledes og bæredygtige forslag til, hvordan du undgår glittet gavepapir, som vi gerne vil dele med dig.
For at producere glittet gavepapir med farve og glimmer, skal der nemlig bruges store mængder vand, kemikalier og træ. Med alt det indhold er det en tung proces at genanvende gavepapiret, og ofte bliver det derfor henvist til restaffald, altså forbrænding.
Det er spild af gode ressourcer, når det faktisk er ret nemt at pakke gaver ind miljøvenligt. Se herunder hvordan. De tre guides er også vedhæftet mailen, du modtog, og du kan i øvrigt også se dem på Redux' pinterest-kanal.
Gør-det-selv julepynt fra skraldespanden
3 x julepynt – vi viser hvordan!
Om lidt vil Josephine og Ulrikke fra Redux – Affald og Genbrug guide dig til, hvordan du kan lave julepynt af ting, der måske var på vej til genbrugspladsen.
Og hent endelig børnene. Hver type julepynt er så nem at lave, at selv de små, kreative pilfingre kan være med. 🎄🎄🎄☃️☃️☃️❤️🧡💛
🎁♻️🎁
En t-shirt forvandler sig til en nisse
Det skal du bruge:
- 2 mælkelåg
- Et stykke stof, fx en gammel dug eller t-shirt (ca. 20 x 20 cm)
- Nål og tråd
- Et stykke papir, fx fra en gammel bog
- Vat, ris, skum fra en bamse eller andet til fyld i nissen
- Limpistol
- Farveblyanter/tuscher
- Limstift
I videoen forklarer Josephine og Ulrikke dig, hvad du skal gøre, trin for trin. God fornøjelse!
🎁♻️🎁
Et marmeladeglas bliver et snelandskab
Det skal du bruge:
- Marmeladeglas/glas med låg
- Vat
- Lille figur (en nisse, stykke legetøj eller andet)
- Limpistol
- Evt. glimmer, knapper eller små perler
I videoen forklarer Josephine og Ulrikke dig, hvordan du bygger dit eget snelandskab, trin for trin. God fornøjelse!
🎁♻️🎁
Grankogler bliver til engle
Det skal du bruge:
- 2 mælkelåg
- En grankogle
- Tråd/garn
- Avispapir eller gamle bøger/magasiner
I videoen forklarer Josephine og Ulrikke dig, hvordan du bygger dit eget snelandskab, trin for trin. God fornøjelse!
⭐️⭐️❤️🧡💛💚💙💜⭐️⭐️
Turen går til genbrugspladsen – døgnet rundt
Når batterierne er brugt, gaverne pakket ud, juletræet har tabt nålene, og du kort sagt bare gerne vil have ryddet op.
Nu!
Så kan du komme på genbrugspladsen, når det passer dig med Genbrug 24-7.
Registrer dig med dit NemID på kolding.dk/247, og så er du klar til at åbne bommen på din nærmeste genbrugsplads med din mobiltelefon. For at bruge ordningen skal du have en mobiltelefon, der kan sende sms'er.
Vi har meget mere på tapetet:
Selvom vi ikke kan mødes, vil vi her i Redux – Affald og Genbrug stadig gerne snakke om affald og genbrug med alle borgere i Kolding Kommune.
Bliv genbrugsambassadør
Vidste du fx, at du kan hjælpe med at genbruge endnu mere ved at sætte et bogskab op i dit lokalområde? Bøgerne kommer fra kommunens fem genbrugspladser.
Hvis du har en idé til, hvordan du og dine naboer kan sortere endnu mere, har du mulighed for at blive sorteringstester.
Få genbrug op under neglene med flere virtuelle workshops
Og hvis du helst bare vil have nogle flere virtuelle workshops, så er der også flere på vej. Du kan også se en, vi allerede har gennemført nemlig den, hvor du lærer, hvordan du støber dine egne stearinlys.
Du kan også følge os på Pinterest, hvor vi gennem billeder og guides inspirerer dig til, hvordan du kan forebygge affald og genbruge endnu mere. Som vi siger her i afdelingen: Affald er først affald, når fantasien slipper op!
Europa reducerer affald
Hvert år i uge 48 er der europæisk fokus på at reducere affald. Her er flere EU-lande med i kampagnen European Week of Waste Reduction, der skal få europæere til at genbruge og minimere affald.
Redux – Affald og Genbrug deltager i kampagnen med denne virtuelle rundtur i julens affald, fordi vi er med i EU-projektet Smart Waste frem til 2023.
⭐️⭐️❤️🧡💛💚💙💜⭐️⭐️
Hvem er Redux - Affald og Genbrug?
Redux – Affald og Genbrug har godt 90 medarbejdere, som blandt andet står for:
- indsamling af mad- og restaffald, plast, metal, papir og glas
- driften af fem genbrugspladser
- at give svar på spørgsmål du måtte have om affald
- formidling af viden om sortering og genbrug
- og så stræber vi efter at få alle til at genbruge endnu mere som led i Kolding Kommunes arbejde for at blive en cirkulær kommune.
Du kan i øvrigt holde dig opdateret om, hvad der sker på affaldsområdet på kolding.dk/affald og i appen Affald Kolding.
🎄🎄🎄☃️☃️☃️❤️🧡💛
Tak fordi du læste med – og rigtig glædelig jul.
🎄🎄🎄☃️☃️☃️❤️🧡💛
Redux – Affald og Genbrug, Kolding Kommune, står bag denne virtuelle julerundtur og workshop. Har du ris eller ros, så skriv til redaktør Camilla Møller Karlsen på cakar@kolding.dk