Buk nr. 1, 159,33 point – Ny jysk rekord

Man kan vist godt tale om at have jagtblod i årerne, når man får tilsendt sit jagttegn på sin 16-års fødselsdag. Derfor kan man med rette sige, at 55-årige Palle Søbygge er inkarneret jæger. En travl dagligdag som områdemester hos Aalborg Forsyning gør dog, at tiden ikke altid er til jagt, men Palle Søbygge prioriterer at komme afsted, lige så snart muligheden byder sig.

I 2017 fik han sammen med ni andre jægere mulighed for at leje jagten på en del af den 600 hektar store ø Egholm, som er beliggende i Limfjorden vest for Aalborg. Øen byder hovedsageligt på landbrugsjord, men enkelte skovområder er også at finde på øen. Terrænet er meget fladt, hvilket understreges af, at det højeste naturlige punkt på øen befinder sig halvanden meter over havet.

Palle Søbygge fortæller, at der trækkes lod mellem de 10 jægere for at finde ud af, hvem der skal nedlægge de to bukke, som årligt nedlægges på reviret. At øen huser gamle bukke, bekræftes af, at den ene af de to bukke, som blev nedlagt på terrænet sidste år, er blevet aldersbedømt til syv år. Så i den henseende giver det god mening, at Palle Søbygges nye jyske rekordbuk kommer fra den lille ø i Limfjorden. Her fortæller han, hvordan den vellykkede aftenjagt forløb.

– Jægeren, som skulle sidde ude om aftenen den 3. juni, var sammen med sine børnebørn på Sjælland, så han tilbød mig at tage stigen allerede om aftenen, selvom jeg egentlig først skulle ud den efterfølgende morgen. På vej mod stigen observerede jeg, hvad der lignede en rå, som sprang ind i et lille stykke skov. Lidt efter kom hun ud igen, og jeg håbede derfor, at en buk ville kigge forbi. Da klokken var lidt over syv, så jeg en buk på naboreviret. Jeg var dog ikke sikker på, hvor stor den var, men da den begyndte at gå imod mig, rettede jeg for alvor mit fokus mod den. Jeg kunne se, at hvis den fortsatte på den måde, ville den komme over til mig. Desværre forsvandt den i noget højt græs, men til mit held fortsatte den gennem græsset hen mod mig. Da den var fri, gik skuddet, og bukken forsvandt i græsset. Da jeg 10 minutter senere med rystende ben gik mod skudstedet, var jeg ikke helt klar over, hvor stor bukken egentlig var. Det gik først op for mig, da jeg løftede hovedet fri af græsset. Hold da op, tænkte jeg. Derefter gik jeg bare rundt om mig selv i noget tid for at begribe, hvad der netop var sket. Der gik nogle dage, før det for alvor gik op for mig, at jeg havde skudt mit livs buk.

Buk nr. 2, 155,78 point – En skøn 70-års fødselsdagsgave

Knud Erik Krogh har haft jagttegn siden 16-årsalderen, og dermed kan han i år bryste sig af at have gået på jagt i 55 år. Han nyder at gå på jagt, men det er ikke en besættelse, og rent faktisk er det ikke bukkejagten, men derimod fællesjagter med gode venner, som han for alvor prioriterer. Her er der nemlig mulighed for, at han kan få lov at arbejde med sin dygtige kleiner münsterländer.

I dag er Knud Erik Krogh pensioneret, men i sit arbejdsliv har han været både landmand og fabriksarbejder. Han har derfor altid haft meget at se til, hvorfor jagten ikke altid har været øverst på prioriteringslisten. Men nu hvor arbejdet ikke længere fylder, er der blevet mere tid til jagt, hvilket der er rig mulighed for, da Knud Erik Krogh ejer omtrent 27 hektar jord. Derudover lejer han jagten på yderligere 90 hektar, og hans bror ejer omtrent 150 hektar, hvor de sammen går på jagt.

Terrænet består hovedsageligt af landbrugsjord med tilhørende læhegn, og der skydes kun en enkelt buk årligt på de 120 hektar, som Knud Erik Krogh selv råder over. Derfor bliver mange af bukkene på reviret gamle, hvilket skaber grobund for stærke bukke som den, der kom forbi den 2. juli.

– Jeg havde fulgt ham hele foråret. Fra vores hjem kan jeg se udover terrænet, så jeg havde sagt til kammeraterne, at den store buk kunne de ikke få lov at skyde. Én af mine kammerater havde året før skudt en bronzemedaljebuk fra det tårn, hvor jeg havde tænkt mig at sidde. Kort efter jeg havde sat mig, kom den store buk ud 25 meter fra mig, og jeg kunne sætte en perfekt bladkugle. Han gik ned i skuddet, men formåede alligevel at rejse sig, hvorefter han løb ind på en kartoffelmark. Da jeg undersøgte skudstedet, fandt jeg lungestykker, så jeg vidste, at bukken lå forendt derinde et sted. Derfor hentede jeg hunden, som på stram line gik de godt og vel 80 meter, som bukken var løbet. At se hvor glad hun var, da hun fandt bukken, var faktisk den største oplevelse.

Buk nr. 3, 147,75 point – Den perfekte morgen

62-årige Jes Hollerup Petersen er bosat på en gård i Korup nær Hadsund, hvor han tilmed er opvokset. Omkring gården ligger 52 hektar jord, hvoraf 17 hektar er skov. Jagten har han haft inde på livet, siden han som 16-årig fik jagttegn, og især bukkejagten har en særlig plads i hans liv.

Den 16. maj har Jes Hollerup Petersen tradition for at invitere fire til fem gode jagtkammerater på bukkejagt, og han lader sågar jagtkammeraterne vælge, hvor de vil prøve lykken, før han selv vælger en plads. Det må siges at være en flot gestus. Jes beretter følgende om den morgen, hvor det hele gik op i en højere enhed.

– Vi var fire mand, som mødtes på gården den 16. maj klokken 04.00. Gæsterne fik vanen tro lov til at vælge, hvilke pladser de ville have. Da de var på plads, besluttede jeg at prøve lykken ved den store sø på ejendommen. Vejret var lunt og fint, og på vej mod pladsen hørte jeg for første gang gøgen kukke dette år. Jeg tænkte, at det kun kunne blive en dejlig morgen. Da jeg kom op over en lille bakketop, kunne jeg se, at der gik en rå og en mindre buk i den nærmeste ende af en lille kløvergræsmark. Klokken var nu 04.35, og jeg gik forsigtigt videre bag en række træer. Da jeg kiggede frem igen, fik jeg øje på en noget større buk, som var kommet ud på kløvergræsmarken i den fjerneste ende, og de to andre dyr gik stadig i den nærmeste ende. Solopgang var 05.01, og jeg besluttede mig for at pyrshe over til enden af kløvergræsmarken for at komme tættere på den store buk. En stor del af vejen måtte jeg kravle. Da jeg var fremme ved marken, kunne jeg pludselig se, at den store buk kun var 65 meter fra mig. Der var nu to minutter til solopgang, så jeg talte hvert sekund, mens skydestokken forsigtigt kom på plads. Bukken reagerede dog pludselig og kiggede i retning af mig. Det var et prægtigt syn. Bukkefeberen begyndte også for alvor nu, så jeg måtte hanke op i mig selv for at få ro på systemet. Kort efter gik skuddet, og bukken tegnede godt, men den fortsatte ind gennem grendækket bag den. Efter 10 minutter gik jeg over for at kigge efter bukken, og til min store glæde lå den forendt fem meter inde i krattet. Jeg havde aldrig set ham før, så jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg så, hvor stor han var. Det var ganske enkelt en kæmpe oplevelse.

Buk nr. 4, 143,90 point – En grå skygge fra skoven

Dan Andersen er en ihærdig mand, når det kommer til bukkejagt. Det står klart, når man hører, at han har brugt flere år på at finde det perfekte jagtrevir. I efteråret 2017 lykkedes det imidlertid den 36-årige jæger at finde et revir, hvor der er mulighed for både kron-, då- og råvildt. Området er præget af høj løvskov, og Dan Andersens revir er en del af et større skovområde på omtrent 300 hektar.

Han fortæller, at han har brugt en del tid på at sondere terrænet for bedre at kunne vurdere, hvor vildtet færdes. Denne prioritering, må man i høj grad sige, har båret frugt for den ihærdige riffeljæger.

– Spændingen var stor, da kalenderen omsider viste den 16. maj. Klokken var 04.00, da vækkeuret kimede, men da var kaffen allerede sat over og riflen fundet frem. En halv time senere lukkede jeg forsigtigt bildøren bag mig og begav mig ind ad det smalle skovspor, der fører ind til den hochsitz, som jeg to måneder tidligere havde sat op i en fin, lille lysning. Jeg var ikke nået mere end 100 meter frem, før der trådte en rå ud på det smalle spor. Jeg satte mig langsomt på hug for ikke at skræmme hende. Efter små 10 minutter forsvandt råen lige så lydløst, som hun var dukket op, og jeg kunne fortsætte min færd frem mod den grønne lysning. Efter denne glædelige forsinkelse nåede jeg omsider hochsitzen 10 minutter før solopgang, og nu begyndte solens første stråler at titte frem mellem bøgebladene. Det var i sandhed en skøn morgen. Men med ét blev jeg revet ud af mine tanker, da en bevægelse i udkanten af lysningen fangede min opmærksomhed. Det var en fin gaffelbuk, der lydløst bevægede sig gennem de visne blade. Afstanden var ikke mere end 40 meter, og jeg kunne tydeligt høre, hvordan han nappede græsset over. Efter 20 minutters tid blev stilheden dog brudt, og ud af øjenkrogen observerede jeg en grå skygge komme styrtende gennem bladene i skovbunden. Gaffelbukken sikrede øjeblikkeligt og kiggede i retning af skyggen, der kom farende. Jeg kunne med det samme se, at også dette var en buk. Den viste sig dog at være af en helt anden kaliber end dens lydløse artsfælle. Jeg greb instinktivt riflen, og i samme øjeblik trådte bukken ud på lysningen. Den var tydeligt ophidset over sin mindre artsfælles tilstedeværelse. Han fortsatte derfor i retning af den mindre buk, så jeg forsøgte at stoppe ham uden held. Til min store glæde stoppede han få meter fra grendækket, og jeg lod kuglen gå. Den sendte bukken til jorden. En kort stund blev jeg siddende for at genopleve det hele, hvorefter jeg gik ned til mit livs buk.

Buk nr. 5, 142,23 point – Selektiv afskydning betaler sig

At være nybagt far er ikke altid foreneligt med jagt, men det holder imidlertid ikke Lasse Esbech Hansen tilbage for at komme afsted, når muligheden byder sig. Til daglig bruger den 29-årige jæger tiden på et spændende og afvekslende job som ambulancebehandler ved Falck, og derudover prioriterer han familielivet meget højt.

Jagten foregår hovedsageligt på farens landejendom nær byen Brovst, og reviret er omtrent 180 hektar. En stor del af reviret består af agerjord, men der er også lidt skov og mose, som råvildtet ynder at færdes i og omkring. Afskydningspolitikken er selektiv, og der skydes som regel ikke mere end en enkelt buk om året. Lasse Esbech Hansen har dog også stort set riffeljagten for sig selv, da hverken faren eller broren bruger tid på denne jagtform. Det betyder, at bukkene har tid til at vokse sig særdeles store i området.

– Efter at have observeret en stor buk den 16. maj valgte jeg at sætte mig ud den efterfølgende morgen og aften. Desværre så jeg ikke bukken denne dag, men jeg besluttede mig for at give det en chance mere den 18. maj. Da jeg var på plads, rakte jeg ud efter kaffekanden for at få noget i koppen, men i samme øjeblik fik jeg øje på den store buk. Han stod omtrent 120 meter ude, og det lykkedes mig heldigvis at lægge mig ned og langsomt kravle ind bag en stor balle wrap, som stod på marken. Herefter fik jeg riflen bragt i position, men bukken bevægede sig nu direkte hen mod mig. Til sidst var han blot 30 meter fra mig, og jeg fik til min store glæde stoppet ham med et enkelt pift, hvorefter han vendte sig med siden til. Da jeg fik pulsen bragt en smule ned, gik skuddet. Han tegnede for en perfekt hjertekugle. Ikke desto mindre formåede han at dreje rundt og løbe 60 meter over mod en sivbræmme, hvor han faldt om. Det var en ret vild oplevelse, og den brændte sig for alvor fast i min erindring. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor stor han var, og selv da jeg fik ham hjem, var jeg fortsat i tvivl om, hvorvidt det var en stor buk. Jeg havde derfor ikke forestillet mig, at opsatsen skulle opmåles. Men da jeg fik den forbi min lokale opsatsmand, blev jeg klogere. Han konstaterede med det samme, at det måtte være en guldbuk, og det havde han jo ret i.

Buk nr. 6, 141,90 point – Hjælpsomhed kan føre meget godt med sig

Det kan godt betale sig at være hjælpsom i forbindelse med fællesjagter. Det må Torben Jensen sande, da hans store buk fra sidste år er et resultat af 25 års ihærdigt hundearbejde på diverse fællesjagter.

Den 59-årige jæger har haft jagttegn siden 16-årsalderen, og det er netop arbejdet med hans to springer spaniels, som langt størstedelen af tiden går med. Til daglig er Torben Jensen tekniker i et firma, som servicerer og sælger landbrugsmaskiner, men det frivillige arbejde i den lokale jagtforening fylder også en del.

Hans passion for jagt har gennem årene ført meget godt med sig. Blandt andet bliver han jævnligt inviteret på jagt af en god ven, som lejer et 300 hektar stort revir, hvoraf en del holdes helt fri for jagt. Reviret består hovedsageligt af remiser, store læhegn og moser. Derudover dyrkes der majs og roer på nogle marker indenfor området. Torben Jensen beskriver det som noget af det bedste råvildtterræn i Danmark, og på en typisk jagtdag kan han tælle over 30 stykker råvildt. Ydermere nedlægges der kun meget få bukke på terrænet, og nogle år afstår Torben Jensens jagtkammerat helt fra at nedlægge bukke. Som man nok kan forestille sig, skaber det grobund for særdeles stærke bukke.

– 20. maj var jeg inviteret på bukkejagt af min gode ven. På vej til stigen så jeg en meget flot seksender ved en sø, som råvildtet ofte færdes omkring. Jeg fortsatte dog til stigen som aftalt. Denne aften skete der imidlertid ikke det store, så da jeg senere på aftenen mødtes med min jagtkammerat, fortalte jeg ham om bukken. Mens vi snakkede, dukkede en ny stor buk op. Vi aftalte derfor at tage ud igen den 24. maj. Min jagtkammerat ville forsøge sig med bukken ved søen, og jeg kunne få lov at gå efter den anden store buk. Lidt efter jeg var kommet frem til den pæl, som jeg ville sidde ved, dukkede den første rå op. Den næste times tid så jeg adskillige råer i området, og pludselig kom den store buk ud. Han forsvandt dog kort efter, men jeg var overbevist om, at han ville komme ud igen. Det gjorde han, og det lykkedes mig at sætte en perfekt kugle på 196 meters afstand. Bukken gik ned, som den skulle. Efter noget tid gik jeg ned til bukken, og han var stendød. Heldigvis havde jeg formået at få ro på bukkefeberen, for den var særdeles slem denne aften. Da jeg løftede bukkens hoved fri af græsset, blev jeg mildest talt chokeret. Han var bare langt større, end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig. Jeg glemmer det aldrig.

Buk nr. 7, 141,30 point – Nyjæger med held i sprøjten

Det kan godt være, at 49-årige Søren Beuchert er nyjæger, men som det nok står klart, når du læser hans beretning, agerer han som en erfaren jæger, når det for alvor gælder. Jagttegnet fik han i 2016, men han har allerede ræv, edderfugl og flere andre arter på CV’et – og nu også en enorm guldbuk!

Søren Beuchert er desuden flugtskydningsinstruktør, riffelinstruktør og tillidsmand i to jagtforeninger. Det må siges at være ganske beundringsværdigt, at en nyjæger kaster sig direkte ud i at bidrage til andre jægeres jagtlige udvikling.

Sidst, men ikke mindst har han anskaffet sig en weimaraner, som han bruger mange timer på at træne, så den bliver den bedst mulige jagthund.

Reviret, som Søren Beuchert lejer, består hovedsageligt af marker med spiseærter, og det strækker sig over 320 hektar. Det er beliggende på øen Egholm ligesom det revir, hvor årets vinderbuk er nedlagt. Meget tyder altså på, at den flade ø i Limfjorden producerer særdeles store bukke.

– Da jeg kravlede op i tårnet, som jeg skulle sidde i, erfarede jeg hurtigt, at tårnets ene ben var brækket, hvilket umuliggjorde jagten fra den position. Derfor besluttede jeg mig for at flytte til et andet skydetårn. På vej derover blev jeg dog opmærksom på, at der stod et dyr og essede et stykke ude. Jeg stoppede derfor op, og langsomt fik jeg bukket mig ned, så jeg gik i ét med spiseærterne omkring mig. Det viste sig kort efter, at det var en buk, og den gik nu i min retning. Den var omtrent 150 meter ude, men jeg havde ikke mulighed for at få riflen og skydestokken op, da den kiggede direkte i min retning. Heldigvis vendte den sig kortvarigt for at se efter en rå, som stod et stykke bag den. Jeg så derfor mit snit til at få skydestok og riffel i position. Bukken fortsatte derefter sin færd frem mod mig, hvorefter den drejede af til venstre, så jeg kunne sætte en perfekt kugle på bladet. Havde jeg flyttet mig, var det ikke lykkedes mig at nedlægge denne fantastiske buk, så jeg er glad for, at jeg formåede at holde hovedet koldt i situationen.

Buk nr. 8, 140,65 point – Kæmpe, bornholmsk efterårsbuk skudt med hagl!

56-årige Morten Lindberg Mogensen er bosat på Bornholm med sin kone, og her nyder han at gå på jagt. Særligt hagljagten er af stor betydning for ham. At have mulighed for at bevæge sig gennem flere kilometer bornholmsk jagtterræn med haglbøssen under armen og hunden foran sig er bestemt noget, som mange jægere drømmer om. Netop derfor er Morten Lindberg Mogensen lykkelig for at have talrige muligheder for at komme på jagt rundt omkring på øen.

Hans eget terræn er yderst varieret med små remiser, søer og åbne arealer, hvilket gør jagten særdeles spændende, og området huser meget råvildt og mange fasaner og ænder.

Morten Lindberg Mogensen har to FT springer spaniels, og særligt den ene er en umådeligt dygtig jagthund, som bringer ham mange gode oplevelser, når han er ude med haglbøssen. Og det var netop på en hagljagt, at det lykkedes ham at nedlægge den store guldbuk, som muligvis er den næststørste buk skudt med hagl i toptiens historie!

– Jeg var placeret således, at driverne kom mod mig. Først kom der lidt fugle, hvilket var fint. Jeg havde en skytte på min højre side, og pludselig kom der fire dyr ud mellem os. Han nåede ikke for alvor at reagere, hvorimod det lykkedes for mig at skyde det bagerste lam. Det rullede, som det skulle. Jeg nåede lige at tænke, at der nok ikke ville komme flere dyr ud af den såt. Jeg kiggede derfor ned på hunden, men pludselig fik jeg øje på et par stænger, som kom hoppende gennem såten. Bukken kom tættere og tættere på mig, og da han var forbi naboskytten, vendte jeg mig og skød. Han faldt øjeblikkeligt. Det nåede ikke helt at gå op for mig, hvor stor bukken rent faktisk var, og jeg nåede derfor ikke at blive ramt af bukkefeber. Oplevelsen var noget helt særligt.

Buk nr. 9, 139,68 point – Glædelig guldbuk fra Fyn

Uffe Kongstad har haft jagttegn siden 1994, men riffelprøven blev først en realitet i 2012. Selvom han har haft mulighed for at gå på riffeljagt i seks år, er han først kommet i gang med jagtformen i 2018. Uffe Kongstad fortæller, at han var ude en del under bukkejagten i 2018, og det lykkedes ham at nedlægge sin første buk, som endda var en abnorm buk. Så man må sige, at han har held i sprøjten i forbindelse med bukkejagten.

Han har mulighed for at gå på bukkejagt flere steder, hvilket han er meget glad for. Riffeljagten foregår for Uffe Kongstads vedkommende med tvillingebroren og gode kammerater, men han tager også gerne ud på egen hånd, når muligheden byder sig.

– Hele ugen op til lukkedagen var jeg ude næsten hver dag, og den 14. juli var jeg igen på plads tidligt om morgenen. Jeg ventede tre timer og så natten forvandle sig til dag. Jeg observerede dog kun en flot rå med et lam, der krydsede skoven. Om aftenen skulle jeg i byen, så jeg regnede ikke med at nå mere i denne omgang. Senere samme dag blev vores planlagte besøg ved nogle venner aflyst, hvilket gav mig endnu en chance i skoven. Derfor tog jeg derud ved 19-tiden. De første to timer skete der ikke noget, og jeg begyndte at blive særdeles træt. Lidt over ni var jeg ved at falde ned af stolen og besluttede derfor, at det var forbi for i år. Men da jeg kiggede op, kom den store buk ud som en sand skovkonge. I løbet af et halvt sekund havde jeg ham på kornet. Skuddet gik, og tiden stod stille. Han sprang afsted, men efter 20 meter for fuld fart sagtnede han farten og gik helt i stå. Lidt efter lagde han sig, mens jeg rystede som en gal. Jeg blev siddende 20–30 minutter, inden jeg gik de 40 meter hen til stedet, hvor han lå forendt. I guder, hvor var han stor og smuk. En sand drømmebuk.

Buk nr. 10, 138,73 point – Den næststørste af de ”mindste”

På trods af at dette er den ”mindste” buk på årets bukketopti, så skal der bestemt ikke herske tvivl om, at det er en sand drømmebuk, som den 38-årige jæger Mads Bay har nedlagt. Det er rent faktisk den næststørste af de 46 bukke, som siden 1973 har prydet bukketoptiens 10. plads.

Mads Bay har haft jagttegn i 20 år, og til daglig arbejder han som betonarbejder. Reviret, hvor han den 4. juni var så heldig at nedlægge kæmpebukken, er godt og vel 200 hektar stort, og det består hovedsageligt af nyetableret skov. Terrænet er desuden ganske kuperet, hvilket gør jagten derude meget spændende.

Årligt skydes der to-tre bukke på reviret, og der nedlægges udelukkende råer og lam i efteråret. Dermed får de store bukke lov at gå, til de topper.

– Jeg havde fået lov til at skyde en buk på reviret, da jeg gennem en årrække har hjulpet med at skabe gode betingelser for jagten derude. Jeg måtte endda selv vælge, hvilken buk jeg ville skyde, og da jeg kender området godt, vidste jeg, at der var en del store bukke derude. Tredje gang, jeg var derude, så jeg en stor buk komme ud. Han jagede en mindre buk, og da jeg fik muligheden for at afgive et godt skud til den store buk, greb jeg den straks. Jeg nåede slet ikke at få bukkefeber, men det kom så bagefter. Bukken forsvandt desværre, og selvom der var masser af schweiss på skudstedet, kunne jeg ikke finde ham. Jeg forsøgte så at ringe, men der var ingen forbindelse. Jeg gik derfor tilbage for at kigge endnu en gang, og denne gang lykkedes det mig at finde bukken. Tilsyneladende var jeg gået forbi ham flere gange under den første eftersøgning. Jeg var vist ramt ret hårdt af bukkefeber. Glæden ved den store oplevelse var slet ikke til at tage fejl af, og jeg var meget taknemmelig for at have fået denne fantastiske mulighed af ejerne.