Buk nr. 1, 155,13 point – En yderst heldig andejæger

53-årige Bent Rasmussen har gået på jagt siden 80'erne, og han deler i dag et jagtrevir nær Terndrup i Nordjylland med 10-11 andre jægere. Området er samlet set omkring 110 hektar, og Bent Rasmussen har slået sine jagtlige folder her i snart 25 år. Dog har han aldrig været heldig at nedlægge en medaljebuk, og hvis han selv skal sige det, er han normalt mere til andejagt end bukkejagt. Heldigvis har han rig mulighed for at jage ænder i området, da jagtreviret huser det meste vildt.

Bent Rasmussen fortæller, at når bukkejagten går ind, trækkes der lod mellem de 10-11 jægere, hvorefter de hver især får tildelt et område, som de har en dag. Samlet set skydes der fire til fem bukke årligt på reviret, så Bent Rasmussen er ikke heldig at nedlægge en buk hver sæson.

Men på en aftenjagt den 20. maj i let støvregn tilsmilede Diana ham imidlertid i en grad, som er svær at sætte ord på.

– Jeg sad ved en eng og ventede på, at der skulle komme nogle dyr ud af skoven. Vinden var imidlertid i ryggen på mig, så jeg troede ikke for alvor på det denne aften. Lige pludselig kom der dog en rå ud, og så var det ikke så træls at sidde der. Jeg nød synet for en stund, men jeg lagde mærke til, at hun gik og kiggede tilbage mod skoven. Ud af det blå trådte bukken, som jeg aldrig havde set, frem, hvorefter han stille og roligt gik omtrent 30 meter ud i engen foran mig. De to dyr betragtede hinanden lidt, hvorefter bukken begyndte at esse. Jeg sad bomstille, da jeg vidste, at jeg kun ville få én skudchance til denne kæmpebuk. Jeg kunne dog ikke skyde fra det sted, hvor jeg sad, så jeg måtte flytte mig en smule, mens hans hoved var gemt i græsset. Det lykkedes mig dog at få fast anlæg, inden han rejste hovedet igen, så jeg kunne sætte en sikker kugle på 70 meters afstand. Han gik ned i braget. Det var en meget stor oplevelse, og jeg var virkelig glad for, at det lykkedes for råen at lokke ham ud til mig, fortæller en meget glad Bent Rasmussen.

Buk nr. 2, 145,05 point – Livredderen med passion for bukkejagt

Jæger, lystfisker, motionist og vinterbader er nogle af de substantiver, man kan benytte sig af for at beskrive Per Gøsta Auene Jacobsen på 80 år. Der skal ikke herske tvivl om, at han lever livet fuldt ud, og i kraft af en uddannelse som automekaniker, tre år som korporal i Forsvaret, 38 år i Falcks redningskorps og sin tid som udsendt soldat for FN i Belgisk Congo er han i besiddelse af en livserfaring, som kun er de færreste forundt.

Ikke mange mennesker kan bryste sig af at have reddet andre menneskers liv, men det kan Per Gøsta Auene Jacobsen. Han er dog en ydmyg mand, der beskriver sig selv som yderst privilegeret, da han har mulighed for at gå på jagt på samlet set 600 hektar bornholmsk jord. Her har han mulighed for at jage flere forskellige vildtarter, men selvom den 80-årige jæger startede sit 65 år lange jagtliv som strandjæger, så er bukkejagten i dag hans hjerteblod.

Et af hans jagtrevirer hedder Simblegård Klemensker, og det ligger i det nordvestlige hjørne af klippeøen. Dette område har tidligere kastet mange fine bukke af sig, hvilket de to sølvbukke og fire bronzebukke, som pryder Per Gøsta Auene Jacobsens trofævæg, vidner om. Typisk får bukkene lov at gå fire-fem år på reviret, så de kan vokse sig til stærke seksendere. De fleste af disse bukke stifter Per Gøsta Auene Jacobsen bekendtskab med flere gange, inden de skydes, men til tider formår en buk at gå under radaren.

Det var netop tilfældet med guldbukken, som viste sig for første gang en tidlig morgen den 16. maj.

– Jeg kørte til Simblegård om morgenen og satte mig ved en lille sti i området. Kort efter kom en lille gaffelbuk ud, som satte sig tæt på mig. Den blev efterfulgt af en rå, som gik lige forbi den lille buk. Dette syn nød jeg en rum tid, mens jeg sad og funderede. Jeg begyndte dog at undre mig over en busk, som jeg ofte har betragtet på mine jagter. Den plejede nemlig ikke at have tykke grene, men det havde den på denne dag. Kikkerten kom derfor hurtigt op, og jeg blev klar over, at det var en buk, som stod bag busken. Den gik efter lidt tid hen imod gaffelbukken, men den store buk skræmte ikke den lille væk. Pludselig kunne jeg for alvor se den imponerende opsats, så jeg fulgte ham i kikkerten en kort stund, hvorefter jeg skød. Han forendte øjeblikkeligt, og på dette tidspunkt var klokken 07.45. Da klokken var 07.48, kom der en seksender gående forbi min netop nedlagte buk på tre til fire meters afstand, og den reagerede overhovedet ikke. Denne buk var også rigtig flot, men han fik lov at gå. Jeg gav mig dog god tid, og jeg nåede at få mig en lille kop kaffe, mens adrenalinen suste rundt i min krop. Da jeg efter et kvarters tid tog bukken i nærmere øjesyn, kunne jeg godt se, at den var flot, men jeg vurderede ikke i første omgang, at han var en guldbuk. Jeg blev dog klogere, og i dag er jeg lykkelig over denne fantastiske oplevelse, fortæller Per Gøsta Auene Jacobsen med stor glæde i stemmen.

Buk nr. 3, 139,00 point – Den gode forvaltning betaler sig

Jacob Nielsen på 52 år ejer en gård nær Arresø, hvor han har 15 hektar jord til. Området har en meget stor råvildtbestand, og for en mand, som har gået på jagt det meste af livet, er dette område et sandt paradis. Et lille stykke derfra ligger der et sommerhusområde, hvor bukkene kan vokse sig særdeles store.

Jacob Nielsen gør dog også, hvad han kan, for at forvalte råvildtbestanden i området på en hensigtsmæssig måde. Han har blandt andet taget en beslutning om, at han kun skyder nogle af de store bukke, og derudover sørger han for at få skudt en del råer og lam i efteråret, for at afskydningen er optimal.

Denne afskydningsmodel viste sig at give pote den 18. maj om morgenen.

– Jeg havde fulgt bukken gennem nogle år, og jeg havde ved flere lejligheder set den i området. Den 16. maj satte jeg mig så ud i kontorstolen, som jeg kalder den, men jeg så den hverken den 16. eller den 17. Jeg fik dog nogle gode oplevelser med mindre bukke, som jeg lod gå, da jeg jo ventede på den store buk. Den 18. om morgenen var jeg så på plads igen. Der gik da heller ikke mere end en halv time, før to råer kom ud. Jeg slappede dog bare af i stolen og nød synet af de to dyr, men pludselig var han der. Jeg tænkte bare: "Nu er han der ... Nu er han der!" Jeg har skudt mange bukke i mit liv uden at få bukkefeber, men denne buk gav mig godt nok et adrenalinkick. Jeg fik dog taget anlæg, hvorefter jeg skød. Til min store overraskelse gik den ned i skraldet, hvilket ikke altid er tilfældet, når jeg skyder med min .243 Win. De plejer at løbe otte-ti meter, før de går ned. Det var dog skønt at se ham gå ned med det samme. Især fordi han var så stor, som han var, lyder det fra en meget glad Jacob Nielsen.

Buk nr. 4, 134,90 point – Kammeratskab og en meget flot efterårsbuk

At skyde en sommerbuk på 134,90 point er en meget imponerende bedrift, men at skyde en efterårsbuk af den kaliber er usædvanligt. Ikke desto mindre er det, hvad Finn Bech fra Aalborg har gjort.

Til dagligt arbejder den 58-årige jæger som gruppeleder ved Siemens Wind Power i Aalborg, og som han siger, så er der god vind i den branche. Arbejdstiderne passer også Finn Bech særdeles godt, da han har rig mulighed for at tage på mange morgenture i bukkesæsonen, og når man har gået på jagt i mere end 40 år og har råderet over 150 hektar god jagt med ens bedste kammerat, så er det altså et must at komme ud.

Jagtreviret ligger syd for Aalborg, og det består hovedsageligt af græsenge og majsmarker med grusgrave på kanterne. Finn Bech og hans kammerat har jagten sammen, og de deler hvert år rigtig mange gode oplevelser derude. Det er nemlig afgørende for Finn Bech at kunne dele de skønne oplevelser med kammeraten og ikke mindst sin søn. Han beskriver, at der på ingen måde er konkurrence mellem dem, men derimod handler det for Finn Bech og hans kammerat om at kunne glæde sig over hinandens succeser.

Om morgenen den 16. oktober var der imidlertid særlig grund til at udvise stor glæde.

– Min kammerat og jeg havde set den store buk i bast i foråret, men vi så den ikke under selve bukkejagten, hvilket undrede os lidt. Men da jeg var på vej hjem fra arbejde den 15. oktober, besluttede jeg mig for at sætte mig ud den efterfølgende morgen. Det viste sig, at markerne var blevet høstet for majs dagen inden, men et enkelt område i den ene ende var ikke blevet høstet endnu. Så jeg gik ned ad en hulvej for at sætte mig ved en busk, hvorfra jeg havde et godt overblik. Kort efter kom en rå ud efterfulgt af et lam, og ud af det blå kom den store buk. Jeg var dog ikke så sikker på, hvor stor den egentlig var, men jeg sad bare bomstille og betragtede dem. Råen og lammet gik længe og essede, men bukken var hele tiden meget vagtsom. Stille og roligt begyndte de at komme tættere på, men desværre i dårlig vind, så da de stod omtrent 200 meter ude, valgte jeg at skyde. Der var dog lidt bukkefeber, så jeg ramte ved siden af, og bukken drejede hurtigt rundt og begyndte at løbe sammen med råen og lammet. Jeg repeterede hurtigt og fulgte bukken i kikkerten, men det var ikke forsvarligt at skyde igen. De fortsatte derefter ud over markerne og forsvandt i en af grusgravene. Ved grusgraven stod dog en enkelt busk, så jeg gik stille og roligt i retning af busken for at lede efter schweiss. Pludselig kom råen frem, og hun satte i fuldt firspring i retning af den anden grusgrav. Jeg fortsatte derfor 10-15 meter mere, hvorefter lammet og bukken dukkede op. De blev stående en kort stund for at kigge efter råen, og det lykkedes mig at få sat en perfekt kugle på bukken fra siddende stilling. Jeg havde omkring 180 meter til bukken, så jeg var glad for, at det lykkedes denne gang. Det første, jeg gjorde, da jeg kom hen til bukken, var at sende et billede til min kammerat, og der gik ikke mange minutter, før jeg havde ham i røret. Jeg fik også vist bukken til en lokal 80-årig jagtkammerat, der påpegede, at der aldrig før var blevet skudt så stor en buk i det område, fortæller en meget stolt og glad Finn Bech.

Buk nr. 5, 131,70 point – Når en ny buk dukker op

78-årige Jørgen Enggaard har i mange år stået i spidsen for den store entreprenørvirksomhed A. Enggaard A/S, som han har overtaget efter sin far. Igennem hele Jørgen Enggaards liv har jagten dog fyldt meget på privatfronten, og i dag er han den glade ejer af en stor del af Hals Nørreskov, som ligger nær Aalborg.

Området er i omegnen af 550 hektar, og han og en skytte står for at forvalte revirets meget store råvildtbestand på den bedst tænkelige måde. Jørgen Enggaard har tilsyneladende stor succes med sin forvaltning, hvilket tidligere har resulteret i toptibukke.

Den 5. juni 2017 lykkedes det ham igen at nedlægge en prægtig toptibuk.

– Det var nu tredje gang, jeg tog plads i stigen ved Myhrens Sø. Denne solrige aften havde jeg truffet en beslutning om at blive siddende til solnedgang. En halv time efter jeg havde sat mig til rette, trådte en lille spidsbuk frem i den sydlige del af området. Den var tilsyneladende tørstig, da den begav sig til at drikke ved søbredden. Sulten meldte sig imidlertid også hos den lille buk, som begyndte at esse. Da den nærmede sig, kunne den fornemme min tilstedeværelse, og den stak af i nordlig retning. Lidt efter denne fine episode meldte et nyt dyr sin ankomst, men da jeg fik riflen lagt til rette og fundet dyret i kikkerten, kunne jeg hurtigt konstatere, at der var tale om en rå. Jeg lod dog min riffel ligge i denne position, og det viste sig kort efter at være en særdeles god beslutning. Bukken trådte nemlig frem et kvarters tid senere, og jeg kunne nu se, at det var en anden buk end den, jeg havde set nogle dage forinden. Denne buk havde jeg ikke set før, og den så meget stærk ud i kikkerten. Efterhånden vendte den til min store glæde siden til, og jeg satte en perfekt bladkugle, som resulterede i, at dyret gik ned øjeblikkeligt. Efter at have ventet lidt sneg jeg mig i et adstadigt tempo over til skudstedet, hvor jeg kunne konstatere, at den store buk var gået til de evige jagtmarker. Bukken var væsentligt større end først antaget, og det var en meget opløftende oplevelse, som blev fejret med en god whisky på gårdspladsen, beretter Jørgen Enggaard.

Buk nr. 6, 131,30 point – Naturen i højsædet

For nogle jægere handler jagt om at stramme pegefingeren om aftrækkeren så ofte som muligt, og for andre jægere handler det i højere grad om at nyde det levende vildt og naturen. Klaus Fruelund Christensen er 61 år, og han hører til den sidstnævnte gruppe af jægere. Han udtrykker meget klart, at han ikke vil gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert, når det kommer til den enkelte jægers jagtanskuelse, men han er bevidst om, hvad jagt er for ham.

At betragte en hare, som hopper rundt på engen, eller at se råvildtet esse er en meget essentiel del af jagten for Klaus Fruelund Christensen. Hans jagtrevir er på godt 350 hektar, og det består af både vådområde, skov og eng, så man finder det meste vildt i området.

Jagtreviret er beliggende ved Lundberg, som ligger ned til Gudenåen, og for Klaus Fruelund Christensen er det afgørende, at der er rigeligt med foder til vildtet hele året rundt. Fodertønderne er desuden indrettet således, at alle vildtarter kan komme til dem. Det har dog voldt lidt problemer, efter der er kommet meget kronvildt til området.

Fodringen har dog vist sig at kaste nogle gode bukke af sig, da der er blevet nedlagt en sølvbuk og tre bronzebukke i området.

Men guldbukken, som Klaus Fruelund Christensen mødte den 23. maj, var dog noget helt særligt, selvom det tog den 61-årige jæger noget tid at træffe en beslutning om at skyde.

– For nogle år siden besluttede jeg at satse på at skabe gunstige forhold for en meget stærk buk. Derfor fredede jeg en del af et skovområde på min ejendom, hvor jeg så håbede på, at en stærk buk kunne udvikle sig til en guldbuk. Jeg vidste, at generne var til stede i området, så det var bare et spørgsmål om at give det tid og ikke mindst ro. I 2017 var jeg så nede for at inspicere området, og der så jeg så en fin seksender. Den så dog lidt nervøs ud, og kort efter trådte en meget stor buk ud bag ham. Aftenen efter satte jeg mig så i et tårn bag en bakketop inde i skoven. Der skete imidlertid ikke noget før 20 minutter før lukketid. Bukken kom ud og gik roligt rundt på 75 meters afstand. Han gik dog længe rundt således, at jeg ikke kunne afgive et ordentligt skud. Jeg besluttede dog, at hvis han kom til at stå godt, ville jeg skyde. Til sidst endte han med at stå godt med siden til, og jeg satte efter lidt betænkningstid en perfekt kugle. Et kvarter senere gik jeg så ned for at kigge ved skudstedet, og der var masser af schweiss på stedet. Jeg troede dog, at han ville ligge forendt inden for få meter fra skudstedet, men det viste sig, at han var løbet et ret langt stykke ned ad en veksel. Heldigvis fandt jeg ham lidt efter, og da jeg fik ham i nærmere øjesyn, var jeg ikke helt sikker på, hvor stor han var. Det var først, da jeg fik kigget nærmere på ham den næste dag, at jeg virkelig kunne se, hvor stor han var, lyder det fra Klaus Fruelund Christensen, som i dag er glad for, at hans strategi har vist sig at fungere.

Buk nr. 7, 128,85 point – Nogle gange er man bare heldig

Hans Ole Madsen, som er 56 år gammel og bosat på Samsø, kan i år fejre sit 40-års-jubilæum som jæger. Riffeljagten er dog først blevet en del af hans jagtliv for 20 år siden. At være jæger på en forholdsvis lille ø som Samsø er ikke altid det nemmeste, da der er mange små jagtrevirer på øen. Hans Ole Madsen fortæller, at det til en vis grad resulterer i, at bukkene bliver skudt, før de bliver rigtig store, da mange jægere frygter, at nabojægeren skyder dem først.

Selv har han et revir på godt og vel 20 hektar, og derudover har han mulighed for at gå på et 25 hektar stort revir, som tilhører hans svigerinde. Hendes søn går nemlig på jagt, men nogle gange har sønnen ikke tid til at gå på bukkejagt i området, og så får Hans Ole Madsen lov til at tage derud. Han plejer dog kun at skyde en enkelt buk om året, så han vil ikke betegne sig selv som inkarneret bukkejæger.

Men heldigvis tilsmilede Diana den 56-årige jæger den 20. maj om morgenen på svigerindens jagtrevir.

– Reviret ligger tæt på øens golfbane, og da jeg ikke er den store bukkejæger, tog jeg først ud den 20. maj. Jeg havde dog set, hvad der lignede en god buk i området. Den holdt tilsyneladende til i en nærliggende mose. Da jeg ankom til området ved golfbanen, kunne jeg se, at bukken essede inde på selve golfbanen, så jeg passerede den stille og roligt i min bil og fortsatte ind i området. Her fandt jeg et sted at sætte mig, og så håbede jeg ellers bare på, at bukken ville komme til mig. Det gjorde den heldigvis, og jeg fik sat en god kugle, da den stod, som den skulle. Alt i alt var det faktisk meget ligetil, og jeg følte mig ret heldig den morgen, da alt gik lige efter planen. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den var så stor, og da det var min første medaljebuk, var jeg himmelhenrykt den morgen, fortæller en meget stolt Hans Ole Madsen, som vist roligt kan kalde sig bukkejæger nu.

Buk nr. 8, 127,93 point – Den længe ventede Djurslandbuk

På grænsen mellem Favrskov og Syddjurs Kommune ligger Mellem Mølle. Stedet er kendt for sin beliggenhed ved Skørring Å, og her ligger en gammel vandmøllegård, som dateres tilbage til 1400-tallet. Niels Dueholm Jensen har her retten til at gå på bukkejagt.

Han har gået på jagt siden 16-års-alderen, men han har dog aldrig været så heldig at nedlægge en medaljebuk. Men med denne imponerende sølvbuk fra sidste sæson har han fået sig en flot 50 års fødselsdagsgave. Han har sågar bragt Djursland tilbage på bukketoptien efter syv års fravær.

Bukken blev nedlagt den 11. juli, så det var tæt på bukkesæsonens afslutning.

– Jeg så bukken første gang inden bukkejagten i foråret 2016 på et andet revir, som ligger 500 meter fra det sted, hvor den faldt i juli 2017. Men bukken var som sunket i jorden senere i 2016. Og i 2017 skulle jeg helt hen til den 11. juli, før jeg igen fik den at se. Jeg tog af sted til reviret kl. 20.45. På vej hen til en skråning, som jeg havde besluttet at sidde på, mødte jeg en rå og en gaffelbuk. Det var en typisk dansk sommeraften, og det begyndte at regne kraftigt, så jeg måtte søge ind under et træ i tørvejr. Da regnen stilnede af, rejste bukken sig ude på 300 meters afstand i en stor brakmark. Vegetationen var dog så høj, at jeg ikke kunne se den hele tiden. Til min store overraskelse kom den efter lidt tid gående direkte mod mig, og på 30-35 meters afstand faldt den for en bladkugle. Det var en meget intens oplevelse, da det lykkedes klokken 21.27. Højden på opsatsen var imidlertid ikke imponerende med sine 20 cm, så jeg blev meget overrasket over opsatsvægten på hele 548 gram, fortæller Niels Dueholm Jensen, som er glad for at bringe Djursland tilbage på bukketoptien.

Buk nr. 9, 126,90 point – Ihærdighed betaler sig

Selvom man ikke umiddelbart ser spor efter buk, så må man aldrig helt afskrive muligheden for, at der kan gemme sig en god buk. Det er i hvert fald en erfaring, som Kristian Lynge har gjort sig på sit 32 hektar store jagtrevir nær Frederikssund.

Reviret deler den 42-årige inkarnerede bukkejæger med sin far, og selvom de i sin tid fik interesse for jagtreviret grundet muligheden for god gåsejagt, så har det siden hen vist sig, at bukkejagten er noget særligt i området. Bestanden af råvildt er nemlig god, men indtil nu er det kun blevet til nogle mindre bukke og så denne meget flotte sølvbuk. Kristian Lynge og hans far tror dog på, at potentialet er til stede.

Området består primært af agerjord, hvor små, sporadiske beplantninger skaber gode vilkår for råvildtet. En egentlig forvaltningsmæssig strategi har Kristian Lynge og hans far imidlertid ikke lagt for reviret, da det ikke er så stort, men de er begge begunstigede ved at bo meget tæt på området. Derfor holder de løbende et vågent øje med vildtet derude, og Kristian Lynge giver udtryk for, at de nu vil forsøge at lade bukkene gå længere derude, da områdets råvildt øjensynlig er i besiddelse af særdeles gode gener.

Disse gode gener fik Kristian Lynge tæt ind på livet den 23. maj om aftenen.

– Op til bukkejagten havde min far og jeg holdt lidt øje med reviret. En stor del af markerne derude var dog dækket med raps, hvilket ikke ligefrem var optimalt, men der var heldigvis en god lavning ude i rapsen, hvor man kunne komme til at skyde. Vi så dog ingen fejninger i området, men jeg gav det alligevel en god chance i begyndelsen af bukkejagten. For at optimere skudmulighederne benyttede jeg mig af en stige, som vi havde sat op ved en lille granplantage. Fra den så jeg jævnligt råer og lam, men der var stadig ingen tegn på buk. Tredje gang, jeg var der, gik jeg dog en tur i sprøjtesporet. Her fandt jeg pludselig fejninger. Den gamle derhjemme var dog lidt skeptisk. Jeg gav dog ikke op så let, og den 23. var det lidt blæsende og overskyet, så jeg valgte at tage derop i god tid, da vinden skulle tage af i løbet af aftenen. Jeg var på plads ved sekstiden, og da klokken var halv syv, så jeg med ét en rigtig god buk i rapsen. Jeg kunne lige ane, at han var værd at se nærmere på. Desværre forsvandt han, og jeg troede, at chancen var forspildt. To gråænder kom forbi, og dem sad jeg så og studerede lidt. Jeg kommer dog lidt på afveje tankemæssigt, men jeg skal lige love for, at jeg vågnede op, da de skræmt fløj væk. Jeg håbede, at det var bukken, men det viste sig dog at være en ræv, der havde skræmt den. Da klokken var tæt på halv otte, fornemmede jeg imidlertid noget under mig. Jeg kiggede meget forsigtigt ned, og det viste sig, at den prægtige buk nu stod seks til syv meter fra mig. Jeg følte i det øjeblik, at verden gik i stå. Desværre lå riflen ikke rigtigt i forhold til skud, så jeg var nødt til at slå koldt vand i blodet for ikke at skræmme ham. Lykken ville mig imidlertid, at han begyndte at gå rundt om træet, hvilket gav mig en mulighed for at få riflen på plads. Desværre havde jeg naturligvis glemt alt om at få zoomet ud med kikkerten, men da han spankulerede lidt væk fra mig, øjnede jeg muligheden for at få gjort mig klar til skud. Det lykkedes at få riflen i anslag, og jeg skød, da jeg havde otte meter til ham. Han faldt med det samme, hvorefter jeg virkelig mærkede adrenalinrusen i kroppen. Jeg fik hurtigt grebet knoglen og ringet til min far, og han var noget forbavset. Da jeg lidt efter fik bukken i nærmere øjesyn, kunne jeg se, at der måske var tale om en medaljebuk, så jeg fik min far til at tage det gode kamera med. Da han ankom, gik der lidt photo shoot i den, og jeg var simpelthen helt høj på denne intense oplevelse, lyder det fra Kristian Lynge.

Buk nr. 10, 125,08 point – Den ”dårlige” plads kan overraske

Jagt handler i høj grad om hyggeligt samvær med gode jagtkammerater, fortæller 65-årige Hans Sparby. Han arbejder fortsat som smedemester, men jagten er for ham en mindst lige så vigtig del af livet. Jagten har nemlig haft en særlig plads i hans liv siden 1972.

Når han ikke er på jagt i Norge efter elge eller i Sverige og Polen efter vildsvin, så står den på jagt i et område på omtrent 30 hektar ved Ølsemagle nær Køge. Dette jagtrevir har han sammen med to kammerater, og det er sammensat af skov, lidt græsområder og en lille mose. Hans Sparby har tidligere nedlagt en sølv- og en bronzebuk, men de er fra andre revirer. På dette revir er det bestemt ikke hverdagskost at nedlægge en medaljebuk, og som regel handler jagten derude mest om hygge med jagtkammeraterne, fortæller Hans Sparby.

En aftentur den 2. juli endte dog med at byde på en oplevelse, som var noget ud over det sædvanlige.

– Vi havde ikke været afsted så meget, som vi gerne ville, i løbet af sæsonen, så vi besluttede at tage os sammen, inden timeglasset løb ud. Vi var to mand ude den aften, og vi indledte med at slå plat og krone om, hvem der skulle sidde ved søen, og hvem der skulle sidde ude ved vinklen, som vi kalder det. Kammeraten var umiddelbart den heldige denne aften, da vi plejer at være enige om, at pladsen ved søen er bedst. Jeg måtte så tage til takke med vinklen. Mit sæde var dog så elendigt, at jeg blev øm bagi, og derfor besluttede jeg mig for at gå ned før lukketid. Jeg havde kun set et par råer, en hare og en ræv, så jeg tænkte, at der ikke ville ske mere. Der kom dog en rå ud, inden jeg nåede ned fra stigen, og hun havde en kæmpe buk bag sig. Da jeg fik kikkerten på ham, tænkte jeg bare: "Hold da fast! Han er stor!" Det gik dog så stærkt med at finde anlæg og skyde, at jeg ikke nåede at få bukkefeber. Den kom så bagefter. I sådan en situation kan man dog godt ærgre sig lidt over, at det ikke tager længere tid at nedlægge sådan en buk, men sådan er det jo bare til tider. Kammeraten havde dog hørt skuddet, så han havde skyndt sig at pakke sammen for at komme over til mig. Han gjorde meget store øjne, da han ankom til stedet. Heldigvis var jeg lige blevet færdig med min sejrsdans, så den fik han ikke lov at overvære. Jeg var naturligvis meget glad, for det er bestemt ikke hverdagskost i det område, beretter sidste mand på årets bukketopti.