Den hårde træning
En af de største udfordringer i en jægers travle hverdag er at nå at få trænet til jagt. Man ved det godt, når man står der i den første såt, at der nok ikke helt havde været nok ture til skydebanen, og at det hele virker lidt rustent. Det er ikke fordi, at man ikke gerne vil, men når man endelig kommer afsted, så har alle andre fået samme idé, og så er der lang kø på alle skydepladser. Hvis man så ovenikøbet godt kunne bruge en lille smule instruktion, for de der venstreduer bliver altså bare ved med at drille, så er der langt mellem instruktørerne. Til gengæld kan man så opleve, at andre jægere gerne kommenterer, hvilket måske hverken er gavnligt for skydningen eller selvtilliden, og direkte kan være med til at dæmpe glæden.
Der måtte være en anden måde at gøre det på, og da jægerne ikke altid nåede til træning, så besluttede vi i mit jagtkonsortie at invitere træningen ud til jægerne.
DJ's håndgange mænd
Vi skulle i forvejen have den første jagt på ænder først i september, så datoen var allerede på plads, og jægerne havde den allerede i kalenderen. Normalt er den første andejagt en hurigt overstået jagt, som varer et par timer, men nu lavede vi et længere program med skydning af lerduer og mulighed for pølser på grillen, så det også var et socialt arrangement. Det gav pludselig nærmest en hel dags jagt med garanti for, at alle fik chancer til at afprøve færdighederne.
Finn havde taget en makker med, og de var meget tilfredse med den mark i udkanten af jagtarealet, som vi havde besluttet os for, at vi skulle træne på. Det tog dem ikke længe at sætte vognen op, lave afskærmning til sikkerhed, og få gjort klart. Det var tydeligt, at vi var i hænderne på erfarne folk. Hele dagen oplevede vi, at de havde fuldstændig styr på alt omkring skydningen, og det var virkeligt dejligt, at de tog hele ansvaret for det - professionelt og behageligt.
Alle jægerne mødte op omkring kl 12, og vi var nu klar til nogle timer med træning, før vi skulle på jagt. Det eneste jægerne skulle medbringe var patroner og gevær, og så havde jagten styr på forplejningen, og Finn havde styr på lerduerne. Det virkede rigtigt godt
Træning begynd
Efter at vores formand havde budt velkommen til arrangementet og sæsonen, fik Finn ordet, og gav en tydelig parole med stor fokus på sikkerhed. I løbet af dagen oplevede jeg, at alle fulgte den, og folk tog hensyn til hinanden og sikkerheden, særligt den detalje med ikke at gå ind foran kasteren, var væsenligt, da det var professionelle kastemaskiner, og derfor kom lerduerne med en fart og kraft, som var meget alvorlig, hvis man kom for tæt på.
For at Finn kunne se, hvor meget instruktion hver især havde brug for, startede vi med at skyde nogle få bagduer. Det virkede fint, og med den viden startede Finn sit lerdueprogram. Det var faktisk det program, som man kan skyde på de fleste jagtbaner i Danmark med bagduer, venstre duer, højre duer og spidsduer. På den måde var der ikke nye vanskelige duer for jægerne, og alle havde mulighed for at skyde noget de kendte i forvejen, og som var jagtrelevant.
Da vi så skød bagduerne med to enkelte, en doublé og to enkelte, så kunne man som på jagt godt se, at nogen tydeligvis havde skudt mange duer på banen i denne sæson før dagens arrangement, mens andre nok ikke havde. Selve skydningen var arrangeret, så vi tog en type due af gangen, som alle så skød, før vi rykkede videre til næste type due. Med 6 duer til hver gav det ikke meget ventetid. Alle havde også mulighed for at få ekstra duer, indtil at man var tilfreds
Det sociale aspekt
Før vi startede lerdueskydningen havde formanden tydeligt fortalt, at dette ikke var nogen konkurrence. Det handlede på ingen måde om, hvem der var bedst, men derimod om at hjælpe hinanden med at blive bedre. Det gav et godt grundlag for hele dagen, så ingen blev udsat for drillerier pga. deres evner med lerduerne, men lidt kammeratligt sjov kunne der fint være plads til, til dem som ikke havde brug for instruktion.
Finn og hans medinstruktør havde en rigtig god tilgang til instruktionen. På sin helt egen stille måde hjalp Finn dem, som havde brug for det, og dem som ikke havde, drillede han derimod. Det oplevede jeg selv på egen hånd, da jeg, efter at have skudt rent bord på venstre duerne, frejdigt kaldte den sidste due med kun en enkelt patron i geværet. Her kom så ikke kun en enkelt due, men to og for at gøre det helt tydeligt, sendte han dem med forsinkelser, så jeg kun kunne skyde til en af gangen. Da nummer to due kom, havde jeg tomt gevær og det grinede alle meget af, inklusiv mig selv.
Et hyggeligt arrangement
Da dette var første gang vi så hinanden i efterårssæsonen, var der mulighed for at kunne få snakket sammen, mens man ventede på sin tur. Vi havde sat det op, så der var pølser og brød på grillen og lidt at drikke ved en trailer et godt stykke fra kasteren og skydeområdet. Her stod der så konstant en gruppe og snakkede, mens man på afstand kunne følge med i hvordan det hele forløb med lerduerne. Jeg fik i løbet af arrangementet snakket med nærmest alle og det var dejligt, at der var tid til at få hørt, hvordan alle havde det, og hvad der var oplevet indtil nu i sæsonen, samt hvilke ønsker og håb der var for denne sæson. Det gav en god start på sæsonen, og der er mange snakke, som jeg glæder mig til at fortsætte, som efterårets jagter melder sig.
Vi var så ovenikøbet så heldige at en af årets få sommerdage kom denne dag, vejret var høj solskin under hele lerdueskydningen, hvilket jo kun gjorde oplevelsen bedre.
Efterhånden var der gået nogle timer, og vi var ved at være nået vejen rundt, både med duerne og jægerne. Der var masser af tid i programmet, så alle kunne tage det i deres eget tempo, og få en god oplevelse. Da vi nåede til den sidste due, var der endog mulighed for at skyde nogle ekstra, da der var lidt tid i overskud, før vi skulle på andeopfløj. Her blev de sidste detaljer sat på plads, og nu var alle godt igennem.
Fra træning til jagt
Vi sagde tak til Finn og hans makker for en god oplevelse og mødtes igen foran hytten, for vi skulle jo også på jagt. Jeg tror alle var spændte på at se, om træningen nu også kunne ses, når vi gik på jagt
Dagens jagt var et andeopfløj fra vores to søer, som ligger inde i skoven.
Med alle jægere på plads rundt om søen, på de anviste pladser, startede opfløjet. Der gik ikke længe, så kom de ænder og trak højt op. Hele vejen rundt blev der skudt, og der var ikke mange forbiere, kunne man se.
En af udfordringer med andeopfløj er, at flere skytter ofte skyder på samme and samtidigt (dobbeltskud) og det oplevede jeg selv med min makker Kaj, i det indhak vi stod i. Flere gange lød det som et enkelt skud, for vi skød begge, når chancen var bedst, og det gav jo så to skud fremfor et, hvilket gav flere skud til skudstatistikken.
Efter jagten var afsluttet, var det tid til at gøre status. I sidste sæson oplevede vi ofte at skudstatistikken var alt for høj. Men i år var en kraftig forbedring i forhold til, hvad vi før har skudt, og selvom tallet måske kan blive endnu bedre, var det positivt, at vi nærmest fik halveret antal skud pr. stk vildt ved at have haft lerduetræningen først.
Afslutning
Vejret havde jo vist sig fra sin flotteste side hele dagen, også selvom skyerne havde samlet sig under opfløjet. Det ændrede sig nu, da regnen stille silede ned, men det blev den ikke ved med, for under paraden ved hytten stod det ned i stænger, og gav måske den korteste parade, vi endnu har haft
Epilog
I løbet af dagen var der en del jægere, som kom og sagde, at lerdueskydningen var noget af det bedste som var sket i konsortiet længe, både med skydningen men måske særligt det sociale. Finn ville meget gerne komme igen, og var også glad for en god dag. Mon ikke vi igen til næste sæson inviterer træningen ud til jagten, for det var både godt for skydningen, men også for det sociale. Da regningen for hele dagen var gjort op havde det kostet under 100 kr. pr. mand, så måske var det noget for din jagt, at invitere træningen ud.
Knæk og bræk