Navnet er Henning Caspersen. Han har på nær fem år boet hele sit liv på Bogø ved Møn mellem Grønsund og Bøgestrømmen, og det er særligt de mange vandfugle, der er tiltrukket af områdets forskellige biotoper, der har været genstand for jagten. Og den er blevet drevet hyppigt.

Som så mange andre unge ”jagtgale” mennesker ville han oprindeligt være skytte og kom som 15-årig i lære som elev hos skytte Petersen på Skørringe på Falster, men efter otte måneder havde han fået nok af at knokle med fasanopdræt til 20 kr. om måneden. Så var det bedre, da han i 1950 fik arbejde som hjælpepost i Stubbekøbing. Arbejdet som post betød, at eftermiddagene efter kl. to kunne bruges på jagt, så det var perfekt, da han i 1955 fik fast ansættelse som post på Bogø. Han kunne flytte tilbage til sin fødeø og have tid til at skyde ænder. Et job, han beholdt, til han som sidste landpost på Bogø gik på pension i 1991, og som i jægerkredse gav ham tilnavnet ”Bogøposten”.

– Vi brugte både købepatroner og ladede selv. Hærens de gule og røde hylstre kunne holde til at blive genladet fem til seks gange.

Tidlig jagtdebut

– Hvordan startede den jagtinteresse, der har fået dig til at tage af sted igen og igen i mere end syv årtier, og kan du fortælle lidt om, hvordan jagten foregik tidligere?

– Både min far og min syv år ældre bror gik på jagt, men min far sejlede og var ikke meget hjemme, så det var min bror, der tog mig med på jagt. Da jeg havde været med i et par år, fik jeg lov til at skyde med hans bøsse, og da jeg var 12 år, fik jeg fat i en kaliber 16-sortkrudtsbøsse med båndløb. Jeg skød med røgsvagt krudt i den, fordi bøssemager Bülow fra Næstved havde sagt, at bare jeg holdt mig til Hærens de røde, så kunne den sagtens tåle det. Og skulle der endelig ske noget, så ville den ikke eksplodere, men bare krølle løbene op. Det var muligt for mig og min bror at have både denne og hans bøsse, da min far under krigen, hvor mange måtte aflevere deres geværer, havde tilladelse til at opbevare to haglbøsser.

– Jeg skød med den, indtil jeg blev konfirmeret. Da fik jeg i konfirmationsgave en ”rigtig” bøsse: En belgisk Dumoulin, side by side, kaliber 12, som jeg brugte i en lang årrække.

– Vi brugte både købepatroner og ladede selv. Hærens de gule og røde hylstre kunne holde til at blive genladet fem til seks gange. Jeg brugte mange patroner, da jeg som så mange andre havde svært ved at ramme i begyndelsen, men der var dengang mange, mange tusinde blishøns her, og ved at jage dem lærte jeg at ramme. De ”cykler” hen over vandet, når de letter, og man kan tydeligt se, hvor haglsværmen sidder på vandet, og man kan så rette ind efter det. Så efter et par jagtsæsoner var jeg blevet en ganske habil skytte, og blishønsene solgte vi dengang til vildtfirmaet Møller og Melgaard.

Flugtskydning

– Det var ikke nok for mig at skyde i jagtsæsonen, så i 1955 meldte jeg mig ind i Vordingborg Strandjagtforening, fordi de havde en fin flugtskydningsbane. Til at skyde lerduer gik jeg over til at bruge en russisk O/U – en Baikal. Det gik så godt, at jeg et år kom med til danmarksmesterskaberne. På det tidspunkt skød jeg med en fuldt trangboret Browning-trapbøsse, men da jeg skulle skyde i finalen, var der nogen, der syntes, det var synd for mig, at jeg skulle skyde med den voldsomt samlende trapbøsse, så de lånte mig en dyr Browning – 65.000 kr. kostede den – åbent boret og med singleaftræk. Den faldt fint, og det gik fremragende. Jeg ramte alt, lige indtil den første doublé på spidsduerne. Kun ét skud fik jeg trykket af, og det gentog sig ved den anden doublé, så jeg mistede to duer. Min egen bøsse havde to aftrækkere, og ved spidsduerne, hvor det skal gå uhyggeligt stærkt, fik jeg ikke lettet fingeren nok fra aftrækkeren til, at bøssen kunne skyde andet skud! Hvis jeg mistede duer, var det i øvrigt næsten altid spidsduer. De er ikke jagtrelevante i den højde og med den hastighed, de kommer i. Jeg vil helst have ordentligt hold på det, jeg skyder på. Måske var det derfor, de andre ofte sagde: – Posten, han sigter dem sgu ihjel!

Foretrækker fuld trangboring

– Apropros bøsser, så havde jeg fået den Browning, jeg havde med til danmarksmesterskaberne, på en speciel måde. På en jagt, hvor jeg var inviteret, stod jeg på en post og skød med min gamle russer seks fasaner i lige så mange skud, og ham, der stod ved siden af, skød forbi til otte i træk. I sin frustration spurgte han, om vi skulle bytte bøsser. Jeg indvilligede, og så ville skæbnen, at i de første to skud, han skød med russeren, faldt der to fasaner, og han insisterede derefter på, at jeg skulle beholde hans bøsse, så han kunne beholde min. Det var en Browning O/U-trapbøsse, fuldt trangboret på begge løb, og den fik jeg efterfølgende rigtig meget glæde af.

– De sidste mange år har jeg skudt med en Remington-halvautomat, også med fuld trangboring, som er den boring, jeg helst skyder med. Jeg har dog været ude for, at ænderne nogle dage har slået så godt, at de er kommet så tæt på, at de ville blive ødelagt af det tætte skud. Så har jeg bare skruet choken ud! Det har fungeret fint, og der har aldrig været problemer med at skrue den ud eller ind bagefter.

Mange ænder

– Der var mange flere ænder, da jeg begyndte at gå på jagt, og helt op i 60’erne, 70’erne og begyndelsen af 80’erne var der mange. Jeg var så heldig, at vores nabogård på Bogø, hvor jeg ofte hjalp til, blev overtaget af Erik Stolt, der ejede en hel del jord på Nyord, og på den måde fik jeg lov til at gå på jagt på Nyord sammen med svigersønnen. Dengang kunne en enkelt mand ofte skyde 25 pibeænder på et aftentræk på engene. Det kan man ikke i dag. Der er slet ikke de mængder af pibeænder i dag, og så er der for meget uro, og engene er græsset alt for hårdt ned. Dengang blev der kun skudt på aftentræk, medmindre det var overfaldsvejr, og der var masser af frø fra bl.a. kogleaks. Mad og fred og ro og tusinder af rastende ænder var opskriften. Nyordboerne selv gad som regel slet ikke at skyde småænder som krik-, ske- og pibeænder. De ville kun skyde gråænder og til nød spidshaler (spidsænder), så vi havde stort set jagten på dem for os selv.

– Der er også en anden ting, der har ødelagt mulighederne for at skyde ænder på engene eller på stranden på aftentræk. Det er de massive nedfodringer i moser og vandhuller inde i land. Her på Bogø blev der tidligere ikke fodret, og man kunne med det rigtige vejr skyde fem-otte ænder på et aftentræk ved kysten, men nu er der seks moser, hvor der bliver fodret, og der kan ikke længere skydes nogen ved kysten.

– Inde i moserne skyder de mange ænder. Jeg forstår ikke, at det i det hele taget er lovligt at skyde dem, hvor der fodres. Ovre ved Fanefjord vildtreservat er der anlagt et vandhul, hvor de fodrer lige op ad reservatet. Ænderne ligger i reservatet om dagen og flyver ind til foderet og bliver skudt om aftenen. Og det er nok ikke det eneste sted, det foregår sådan.

Færre dykænder

– Heller ikke dykænderne er her som tidligere. Det var ikke usædvanligt i 60’erne og 70’erne at skyde 500 troldænder på en sæson. Jagten var specielt god, hvis der kom is, og de kom ud og rastede i kæmpeflokke ved Bogødæmningen og op langs Bogø. Dengang måtte vi skyde ved iskanten, og vi måtte også ligge på isen. Der var særligt et sted, hvor grunden går helt ud til renden, som ofte var isfrit, der kunne vi skyde mange.

– Vi brugte ikke lokkeænder, men lagde simpelthen tangduske op på isen, og dem slog ænderne fint på. Taffelænder skød jeg også mange af i en periode i 60’erne. Senere blev de færre og færre, og nu er de gået så meget tilbage, at man skal være heldig bare at skyde et par stykker. Edderfugle skød jeg ude i Faxe Bugt, og særligt først på sæsonen kunne udbyttet være stort.

Solgte ænderne

– Jeg og min familie kunne selvfølgelig ikke spise alle de ænder selv, så de blev solgt. Ligesom blishønsene blev de sendt ind til Møller og Melgaard. Jeg puttede dem i kartoffelsække – der kunne være 50 troldænder i hver sæk – og kørte op til fragtmand Hemmingsen om aftenen og stillede dem hos ham, og så tog han dem med ind til København næste morgen. På den måde var de stadig friske, når de kom frem. Troldænder og taffelænder blev afregnet til 5 kr. stykket – edderfuglene husker jeg ikke prisen på – og fragtmanden skulle have 20 kr. Købepatronerne, Rød Gyttorp, som jeg brugte meget dengang, kostede 52 øre stykket, og jeg kunne som regel holde otte ænder i ti skud, så det var en god forretning.

– Jeg solgte også nogle af de gråænder, jeg skød, men det var mest lokalt. Jeg husker, jeg tog 30 kr. for en grydeklar gråand, men vi spiste selv de fleste af de 100-150, jeg skød hvert år. Gråænderne er som regel de bedste spiseænder, synes jeg. De tåler bare ikke, at der kommer frost og is. Allerede efter en uge begynder de at blive magre og ”sorte i røven”. Det skyldes, at de er tvunget til at spise halvrådden tang, og det er der ikke megen næring i, og de skal bruge en masse, når det er koldt. De bliver også hurtigt meget lette at skyde, men der er ingen mening i at skyde dem, når de ikke er værd at spise. Dykænderne derimod har altid været i god kondition, også når der har været is.

Gæssene

– Grågæs var der ikke så mange af tidligere. Her på Bogø var der ingen, men det var der på Nyord, og der var jeg altid ovre den 1. august. Vi kunne skyde 5-10 stykker, men de trak hurtigt væk dengang, og når vi kom ind i oktober, var der ingen. Men vi havde til gengæld en fin jagt på knortegæs, indtil tangpesten slog igennem i begyndelsen af 60’erne. Dem skød vi ved at sejle til dem i sejlbåd. Indtil 1955 måtte vi skyde dem om foråret, og der var de bedst, fordi de havde ædt sig fede i løbet af vinteren. Om efteråret var de meget nemme at sejle til, men de var ofte så magre, at de ikke kunne bruges.

– De blev fredet helt i 1972, men næsten samtidig begyndte der at komme canadagæs, og i 80’erne og 90’erne var der flere tusinde. De første kom i november, og de fleste holdt til ude på Ægholm Sand, og der blev skudt en hel del. Det er desværre også historie nu. Ude på Sandet er der stort set ingen mere, og vi ser kun få her ved Bogø. Jeg tror, at der har været for meget uro ude på Sandet, så de har fundet andre steder at være.

Indskrænkninger

– Mange ting var anderledes tidligere. De første år, jeg gik på jagt, havde vi ikke bil og heller ikke motorbåd. Så det var noget sværere at komme rundt, men der var derfor også mere fred. For at komme til Nyord skulle vi også sejle over. Broen kom først i 1968. Indtil da blev vi færget over. Der var også et andet syn på jagt dengang. Det var noget ganske naturligt, at folk færdedes med jagtvåben, og at vi skød ænder, ja, også vadefugle. På Nyord var der en god jagt på regnspover. Det ændrede sig i løbet af 70’erne og ind i 80’erne. Næsten alle havde nu bil og motorbåd, og der kom en masse indskrænkninger. Blandt andet blev vadefuglene efterhånden fredet alle sammen på nær bekkasiner og skovsnepper, og motorbådsjagten blev forbudt flere steder. Men de indskrænkninger, der har gjort mest ondt, har været fjernelsen af muligheden for at jage ved iskanten, februarjagten på dykænderne og augustjagten på gæs og duer.

Aktiv i foreningsarbejde

Du har også arbejdet for jagtsagen og været medlem af to jagtforeninger?

– Ja, jeg har været aktiv i organisationsarbejdet. Nogle år efter, at jeg meldte mig ind Vordingborg Strandjagtforening, blev jeg valgt til formand for vores egen jagtforening her på Bogø, som dengang var en afdeling under Landsjagtforeningen af 1923. Jeg tog hvervet for især at fremme flugtskydningen, som dengang var under sin spæde opstart mange steder. Jeg gik selv af som formand efter 15 år, fordi jeg blev sur på bestyrelsen. Der var nogle forhold, de ikke havde oplyst mig om, og det kunne jeg ikke tolerere.

– Det betød dog ikke, at jeg holdt helt op med at prøve at arbejde for jagtsagen. Under oprettelsen af Ulvshale-Nyordreservatet arbejdede jeg tæt sammen med den daværende landsformand for Landsjagtforeningen, Frede Petersen, og jeg havde også en rigtig god dialog med Jesper Madsen fra det, der dengang hed Vildtbiologisk Station på Kalø.

Det var noget ganske naturligt, at folk færdedes med jagtvåben, og at vi skød ænder, ja, også vadefugle. På Nyord var der en god jagt på regnspover. Det ændrede sig i løbet af 70’erne og ind i 80’erne.

– Jeg har i øvrigt også ud over at være medlem af flere jagtforeninger været medlem af Dansk Ornitologisk Forening i mange år og er det stadig. Det startede med, at vi var nogle, der hvert år tog til Falsterbo i nogle dage i september for at se på fugletræk, og da jeg i lige så høj grad nyder at se levende fugle som døde, var det meget naturligt, at jeg også blev en del af den forening.

Forstyrrelser

Har oprettelsen af Ulvshale-Nyordreservatet og de andre såkaldte jagt- og forstyrrelsesfrie kerneområder været godt for jagten?

– Reservaterne kom i slutningen af 80’erne og i 90’erne. Der var meget ballade omkring oprettelsen af dem, fordi vi strandjægere kom til at miste en masse jagtområder. Der er dog en del områder tilbage, så det kan stadig lade sig gøre at drive jagt, og det er vel meget godt, at fuglene har nogle fristeder, men selv med fristederne er der slet ikke det antal ænder, som der var tidligere, tværtimod.

– Godt nok skyder de mange ænder inde i vandhullerne, men vi ser slet ikke de mængder af rastende fugle som tidligere og slet ikke de kæmpetræk af svømmeænder, som førhen trak igennem. Disse træk kunne være i gang i flere dage. Krikænderne kom i store mængder omkring den 20. august, og så var der et kæmpeindtræk af spidsænder, også i slutningen af august. Skeænder kom der også mange af nordfra dengang, og oktobertrækket af pibeænder var enormt. Og de små nordiske gråænder kom i tusindvis hen i november.

– Hvorfor de ikke kommer mere, ved jeg ikke, men selvom vi har fået reservater, så er der jo alligevel mere uro i dag end tidligere. Hele året rundt og alle steder. Inde i reservaterne ligger de og sejler rundt og fisker bl.a. gedder, og så er der windsurferne og ikke mindst kitesurferne. Oppe ved Farøbroen, som i sig selv har ødelagt en masse, har disse kitesurfere fået lov til at tage ud. Det gør de både sommer og vinter, og de store sejl, der blafrer rundt langt oppe i luften, jager alt væk, så fuglene er væk, og jagten er ødelagt.

Tager stadig på jagt

Kan du som 84-årig stadig holde til at tage ud i prammen?

– Jeg fik nogle alvorlige helbredsproblemer sidste år, og det har betydet, at jeg ikke kan tage ud så meget, som jeg gerne vil. Her i sæsonen 2015/16 har jeg kun været ude et par gange og skudt en håndfuld gråænder. Jeg har nu en alarm på mig, så jeg kan komme i direkte kontakt med alarmcentralen, hvis der sker noget, og det er ikke så smart at være alene ude i en pram, hvis jeg får brug for alarmen. Derfor tør jeg nu kun tage ud tæt ved mit hjem eller sammen med andre, men jeg har heldigvis oplevet rigtig god jagt og store mængder af ænder i min tid. Jeg synes, det er synd, at vi ikke længere har de mange ænder. Til gengæld har vi mange flere grågæs og blisgæs end tidligere, og det må vi jo så glæde os over.