Anne-Cathrine Riebnitzsky sidder tilbagelænet med den ene arm over stolens ryglæn og holder elegant om kaffe- og underkop på samme måde, som hun holder buen. Hun tager eftertænksomt en mundfuld kaffe og vender blikket og tankerne mod loftet i sit køkkenalrum med udsigt over Nordsjællands markvidder, hvor Jæger har mødt hende til en snak om buejagt, jagtens unikke evne til fortællinger, etik i drab og jagt og et forfatterskab, der trækker tråde fra hendes hobby.
– Jeg havde bukkefeber i flere timer, simpelthen!
Hendes øjne lyser op, og smilet breder sig hele vejen fra øjenkrogene og ned i skuldrene, som kryber op om ørerne i begejstring. Hænderne følger med og gestikulerer den eufori, som kun en jæger kender. Følelsen, der løber gennem kroppen, når man genkalder sig fortællingen om det første bytte.
Kærligheden til buejagten lyser ud af Anne-Cathrine Riebnitzsky. En jagtform, som fra første færd har faldet hende meget mere naturlig end jagt med riffel.
– Der er noget fascinerende ved skydevåben, og jeg kan godt lide mekanikken og det meditative i at koncentrere sig om de mange elementer, der skal til for at afgive et perfekt skud. Men dels er jeg linksskytte, så jeg har altid fået kastet patronerne ud på mig. Det er skideirriterende. Dels kan jeg ikke lide høje lyde.
Det var hendes mand, som introducerede hende til buejagt. Selvom han arbejder i forsvaret, havde han lagt krudtvåben fra sig i jagten og skiftet til bue, for han synes også, at skydevåben larmer. Et par gange var hun med sin mand på jagt med hans konsortium, og interessen blev vakt.
– På et tidspunkt tog jeg med på en jagtmesse, og der kunne man også prøve at skyde med en bue. Det prøvede jeg, og der blev jeg tændt.
Anne-Cathrine Riebnitzskys øjne lyser op, og man fornemmer hendes umiddelbare glæde og lyst til buen. Alligevel gik der noget tid, før hun overgav sig til buejagten. Hun holdt nysgerrigheden for sig selv en tid. Med en mand der var ivrig buejæger, var det vigtigt at mærke efter, om interessen nu også var hendes egen. Ellers ville hun, som hun kalder det, gå i bak.
– Jeg købte en bue og trænede derhjemme, og jeg syntes, det var skægt, og så tænkte jeg efterhånden, at jeg godt ville prøve at gå på jagt. Jeg kan tydeligt huske den første fasan, jeg skød. Mit første “kill” var med bue. Jeg har ikke skudt noget som helst, der ikke var med bue.
Og så tænder kontakten i hendes øjne igen. Måske var det ”kill”, der trykkede på knappen denne gang. Anne-Cathrine Riebnitzsky trækker os med ind i jagten på sit første bytte.
– Jeg fik væltet en fasan i oktober. Jeg sad i et område ved en mødding. Der var rigtig mange udsatte fasaner, og først på sæsonen er de ikke helt så kloge. Så de var lidt oppe på en træstamme og kigge sig omkring og listede lidt rundt. Og jeg sad der og lignede en busk i mit 3D-udstyr, og jeg havde målt ud i en kreds omkring mig, hvor jeg kunne skyde til. Fasaner er ikke så store, men de er meget skudstærke. Jeg havde hørt de andre jægere snakke om, hvor man skulle træffe dem, og at de kan være nogle værre bæster, fordi de er så stærke. Der skal slås til!
- Endelig kom en ung fasankok spankulerende ud og stillede sig lige på den plet, jeg havde målt til. 17 meter. Flaf! Så fik han en stift, og så røg han bare rundt. Han blafrede med vingerne og løb en meter ind i nogle siv. Jeg tænkte, ”du kan lige vove på at stikke af”. Han skal være død! Så jeg for efter ham med pil på. Han lå inde i de der siv og baskede med vingerne og var ved at dø. Men det havde jeg ikke helt nok erfaring til at se, så jeg stak ham en stift til, så han var ordentligt død. Jeg var pavestolt.
- JEG HAR DET STADIG SÅDAN MED FASANER, AT JEG HAR LYST TIL AT BINDE BENENE SAMMEN PÅ DEM ELLER LIGE GIVE DEM ET KNÆK PÅ HALSEN. DET ER ALTSÅ, SOM OM DE HAR MERE END ÉT LIV.
Den første rå
Kvindelige jægere, navnlig buejægere, hænger stadig ikke på træerne. Men der bliver flere og flere. Anne-Cathrine Riebnitzsky har selv et træk på 48 pund, men hun fortæller, at hun kender små kvinder, som absolut ikke holder sig tilbage for buejagt, selvom korte kvindearme giver udfordringer i forhold til pilens hastighed og en deraf mere krum pilebane.
– Jeg har altid tænkt, at det var mere feminint med buen, end når jeg har skudt med krudtvåben. Men jeg er også ret sikker på, at mandlige buejægere synes, det er meget maskulint at trække bue og fyre pile af. Jeg kan godt lide selve bevægelsen.
- Det er meget ærligt, at jeg er så tæt på. Jeg kan jo se øjnene på de dyr, jeg skyder. Jeg kan godt lide, at det er mig, der leverer energien, at jeg trækker op og har kraften. Jeg var overrasket, da jeg skød mit første rådyr, for på en måde var jeg bange for, at den der lille pil ikke var nok.
Og med et er vi inde i en fortælling. Hun læner sig lidt frem mod spisebordet og stiller kaffekoppen. Jægers udsendte tager en mundfuld af den kage, som fortælleren har bagt, og læner sig tilbage i stolen for at lytte.
– Det var en kold novemberdag. Min mand var gået fra et andet område med nogle stiger, hvor han havde fundet en rå, som han stille fulgte. Så gik hun over til mig. Jeg nåede at have bukkefeber i 45 minutter, griner Anne-Cathrine Riebnitzsky.
– Hun kom ind i noget buskads, og hun havde et stort lam med sig, som sagtens kunne klare sig selv. Jeg skulle egentlig have haft lammet, det kunne bare ikke lade sig gøre. Det havde været så hundekoldt at sidde stille der så længe, at jeg kunne næsten slet ikke trække min bue op. Jeg var dybt flov, for det havde jeg jo hørt mænd, der trækker 70-80 pund, fortælle om og en lidt kold dag ude i skov-en, hvor de ikke kunne trække buen, og så måtte de 10 pund ned. Men som jeg sad der, kunne musklerne faktisk ikke bare sådan trække mine normale 48 pund, og jeg blev enormt gal på mig selv. Jeg sad og rystede op ad en træstamme på en stige inde i mørket.
De var syv-otte meter foran mig. Og de kom frem og tilbage flere gange. Normalt når man laver bare en lille lyd – Anne-Cathrine Riebnitzsky knipser, og lyden står stille i køkkenet – er de væk. Men lige på det her sted var de trygge, så der skulle mere til at skræmme dem. Vinden og det hele var rigtigt. På et tidspunkt trådte råen frem, og jeg tænkte, ”så er det nu”. Så fik hun en stift, og jeg vidste, den sad perfekt.
Min mand sad tålmodigt på en jagtstol bagved og tænkte, ”gad vide om der sker noget?” Han kunne høre pilen, da ribbenene knækkede. Og råen mærkede også knækket, så hun løb rundt om den rododendronbusk, hun stod ved. Pludselig for et rådyr ud. Jeg tænkte panisk, ”nej, jeg syntes jeg ramte hende!” Min mand sendte en sms til mig. ”Tag det roligt! Det lød helt rigtigt.” Hun var selvfølgelig løbet ind i rododendronbusken og havde skræmt en anden rå, som så stak af med hendes lam.
Nogle gange sker der bare sådan nogle mærkelige ting. Jeg fattede slet ikke, hvad der skete. Jeg tænkte, ”nej altså, det er mit første rådyr, hvad sker der?” Jeg fandt pilen på den anden side, fulgte blodsporet og kravlede på alle fire ind i busken. Jeg så hende først, da jeg var en meter fra hende. Hun lå der krøllet helt sammen på jorden, stendød.
Den gode fortælling
Hvad er det så, der gør, at Anne-Cathrine Riebnitzsky elsker buejagten? Hun fortæller, at hun finder en mærkelig blanding af spænding og ro i at opleve alt det, der sker i skoven.
– Jeg er helt tosset med egern, som de kommer spunsende op ad den stamme, man sidder i stige ved. Så skælder de ud, og de er meganysgerrige, og det synes jeg er sjovt. Bare at se dyrene i deres eget element, også selvom de ikke lige er på skudhold. Så roen er den ene del af det, og den anden er spændingen, når det lykkes at komme tæt på, og man kan skyde et dyr. Det er meget tilfredsstillende at tage hjem og putte det i fryseren.
Hvor andre måske bruger jagt som et fristed fra hverdagens ræs, er det i langt højere grad spændingen og naturoplevelserne, der tænder hende. Med et job som forfatter, hvor hun bruger det meste af sin tid alene i stilhed, har hun ikke det samme behov for at mærke roen sænke sig, som mange andre jægere.
– Jeg er er et meget udadvendt menneske med et indadvendt job, så det er egentlig ikke det, der fylder for mig.
Til gengæld elsker hun de historier, der er i jagt, hvilket måske hænger meget godt sammen med, at historier er hendes levebrød.
– Jeg bemærkede tidligt ved jægere, at de elsker at fortælle om jagten. Det er interessant, hvordan man laver en spændende historie. Jeg kender ikke så mange andre hobbies, hvor historieelementet fylder så meget. Da jeg sprang i faldskærm, var der ikke så meget at fortælle: – Det gik stærkt. Sejt, lad os komme op igen. Men alle jægere kommer tilbage, og de siger enten, at der ikke skete en skid eller også er der en lang fortælling. Nogle gange kan der måske også snige sig et ekstra spændingselement ind, men ikke helt så slemt som hos lystfiskerne, har jeg indtryk af.
– Jeg oplevede en buk, som ville slås med mig.
Det var helt fantastisk. Ham kunne og burde jeg have skudt, men jeg havde fejlvurderet afstanden. Jeg troede, han var længere væk, end han faktisk var. Jeg kom gående langs et skovstykke, og jeg hørte noget inde i skoven, der raslede. Der kom også et pindsvin trissende ud på et tidspunkt, og jeg tænkte, at det nok var det, der havde larmet. Det var det ikke. Lige pludselig kom den store seksender spunsende ud på pladsen. Så mosede han ellers bare rundt og essede og kløede sig på ryggen. Han havde en fest. Han kom stille og roligt tættere på mig, og jeg stod med buen rejst på låret. Jeg kunne overhovedet ikke røre mig, for enhver bevægelse ville han reagere på. På et tidspunkt var det, som om han fornemmede mig derovre i skovkanten. Han begyndte at skrabe og sænke hovedet. Han skulle til at slås med mig. Han gik lidt frem mod mig. Jeg stod musestille. Da jeg tilsyneladende ikke reagerede på noget af det, endte det med, at han spredte benene, sænkede bagkroppen og tissede ud over det hele. Han tænkte ”så kan hun lære det. Det her er mit sted. Enten kan hun fise af, eller også kan hun slås!”
Det var helt forrygende at have sådan en buk helt tæt på. Og da han så endelig stak af, højt smælende over min tilstedeværelse, tog jeg min afstandsmåler frem. Han var kun 20 meter væk. Jeg kunne have skudt ham. Men det var alligevel en smuk oplevelse.
Etisk fryserfyld
Anne-Cathrine Riebnitzsky skyder for at spise sit bytte, og det er hendes primære mål med jagten.
– Jeg tror, at det, at jeg kan spise det, betyder en del mere for mig, end det gør for nogle af min jagtkammerater. De griner lidt af mig nogle gange, for jeg kan ikke lade være med at sige det, når jeg ser et dyr – den der er der meget kød på. Sådan en 19-kilos rå sidder der altså nogle rigtig gode fileter på, griner hun.
Hun mener, at det at spise hvad man nedlægger er en stor del af berettigelsen for en jæger, men også et stort ansvar. Det stiller krav til jægerens moral. Det er vigtigt for hende, at hver pil, hun sætter i et dyr, er ud fra overvejelsen om, at det er ”en god kandidat”.
– Jeg ved også meget mere om det dyr, jeg selv skyder, end om en eller anden tilfældig ko, der kommer op af køledisken. Jeg ved, at det har haft det godt lige til det sidste.
Etikken omkring at tage dyrets liv er derfor et tema, som ligger hende på sinde, og som hun føler ansvar for, i en ofte ophedet debat om, hvad der er synd for dyrene. Hun taler om en disneyficering af dyr, i takt med at vi fjerner os mere og mere fra naturen.
– Det er vigtigt, at vi forholder os til virkeligheden, og at vi kæmper imod, når den der disneyficering glider ind. Jeg forstod det heller ikke selv, før jeg begyndte at læse til jagtprøven. Først der gik det op for mig, at der faktisk er et formål med at pleje en bestand. Enten skyder vi dem, eller også løber de ud og bliver trafikdræbt eller dør af sygdom. Vi høster et overskud, som ellers ville forsvinde på en anden måde. Det, tror jeg, er meget overset i dagens Danmark.
På den måde blev det et underliggende tema i romanen Orkansæsonen og Stilhed-en, at der er en forpligtelse omkring det at forvalte en dyrebestand, og at vi bør arbejde hen mod et realistisk og naturligt forhold til dyr og drabet på dem. En af hovedpersonerne, Beate, er buejæger, og faktisk har især jagtscenerne i bogen høstet rosende ord hos landets anmeldere.
– Jeg var spændt på, om man kunne få de mennesker, som læser bøger, til at synes om at gå på jagt i bogform, så det var dejligt, at det lykkedes. Man kan godt høre argumenter om, at vi slet ikke bør spise kød, og det kan man jo vælge at lade være med. Men jeg mener bare, at det ikke nødvendigvis er sundere for dyrene, at vi ikke spiser deres kød. Og den problematik ville jeg gerne tage fat i i min bog. Temaet flyder ligesom med bagved, og det var en af årsagerne til, at buejagten kom med i romanen. Man kan sige, at vi har trukket vores humanistiske idealer ned over dyrene, og sådan hænger verden ikke sammen. Jeg synes, det er ansvarlige forældre, der tager deres børn med i zoo og ser en giraf blive parteret. Det tror jeg, de fleste børn kan forstå, og at det snarere er forældrene, der bliver for forsigtige med en slags hensynsbetændelse.
Anne-Cathrine Riebnitzsky mener, at der følger forpligtelser med at være den øverste ansvarlige i fødekæden, og at det er vores opgave at tage vare på dyrebestanden.
– Dem, vi slår ihjel, dem skal vi slå ihjel på en ordentlig måde. Og har man set et rådyr med rådyrsyge, så får man medlidenhed. Det er da ikke værdigt. Så vil jeg hellere, at vi erklærer os selv som rovdyr med en etik og en moral og så holder bestandene sunde og raske.
Alligevel har Anne-Cathrine Riebnitzsky og hendes mand en regel om, at de ikke skyder noget, der kommer på deres private grund. En vinter med meget sne kom et rålam fast i haven. Hun griner af et billede af rålammet stående lige ved siden af familiens grill.
– Det er jo sådan lidt bizart. Jeg gik og skovlede sne, så hun kunne nå græsset og få mad. Fuldstændigt tåbeligt, men det gjorde jeg, smiler hun.
Kaffen er blevet kold, og skribent og fotograf skal nå en færge tilbage til Jylland. Alligevel bliver der tid til at se Anne-Cathrine Riebnitzsky sætte et par pile i skiven på plænen foran huset. Og i modsatte hjørne, lige i skovbrynet, springer en lille rå tilbage i skjul. Som det perfekte hvide punktum for dagen.
Blå bog
- Anne-Cathrine Riebnitzsky Født i 1974.
- Uddannet fra Forfatterskolen i 1998. Sprogofficer i russisk i 2003. Hun arbejdede bl.a. ved ambassaden i Rusland, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan, først som soldat og siden som Udenrigsministe- riets rådgiver.
- I 2010 modtog hun Anders Lassen Fondens legat for “betydningsfuld militær og civil indsats under udsendelsen i 2007 og 2008″.
Bibliografi:
- Kvindernes krig (2010). Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2010.
- Den stjålne vej (2012), hædret med BogFo- rums Debutantpris 2012, og nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og til
- DR Romanprisen.
- Forbandede yngel (2013) hædret med Boghandlernes Gyldne Laurbær og vinder af Politikens romankonkurrence.
- Orkansæsonen og Stilheden (2016).
Jagtjournal:
- Jagttegn bestået 27. september 2012.
- Buejagtkursus bestået 5. marts 2013, bue-
- jagtprøve bestået 5. april 2013. Første stykke vildt: to fasaner nedlagt 2. oktober 2013.
1. sæson (efterår 2013 og forår 2014):
- 10 fasaner, en rå og en buk (hun kalder det selv ret heldigt for en førsteårsjæger).
2. sæson (efterår 2014 og forår 2015):
- 10 fasaner, en hare, en rå og et lam – begge rådyrene blev skudt 26. december hhv. mor- gen og aften (hvilket var ret heldigt, da nyt- årsmenuen var truet det år, fortæller hun).
3. sæson (efterår 2015 og forår 2016):
- tre fasaner, to vildkaniner, to råer og et lam. (Der har ikke været helt så meget tid pga. færdiggørelse af Orkansæsonen og stilheden – og det ses på fasanstatistikken)
Credits:
Flemming Højer, Danmarks Jægerforbund