Foran kirken på et smukt anrettet bunddække af rødgran ligger der en ung buk, en rå og en hare. Kirkegængerne, hvoraf flere er iført jagttøj, kan ikke undgå at se det lille skue, inden de træder ind i den smukke, gamle, hvidkalkede kirke i Hornstrup lidt uden for Vejle. Inde i kirken har Grejs-Holtum Jagtforenings medlemmer haft travlt med ikke blot at pynte op med grangrene, vissent løv, bukkeopsatser på gavlene ved kirkebænkene og trofæer af dansk og udenlandsk vildt omkring knæfaldet. Også udstoppede ikke jagtbare småfugle og pattedyr er en del af udsmykningen.

Inden gudstjenesten starter i den fyldte kirke, spiller foreningens jagthornsblæsere Hallali, Jagt begynd og hornsignalerne for fasan, dåhjort og sneppe, hvorefter organisten spiller et præludium over salmen Rind nu op i Jesu navn. Der knipses med kameraer og mobiltelefoner, mens alles øjne under orgelbruset går på vandring i den ”indendørs skov”.

Naturen i mennesket

Anne Mette Ramsgaard Johansen, der er præst i sognet og for anden gang holder jagtgudstjenesten, byder velkommen til den specielle gudstjeneste og starter med at slå fast, at kirke og jagt hænger sammen. Det får vi i den efterfølgende prædiken – perfekt krydret med årstidens velvalgte salmer – uddybet. Der synges igennem. Salmesangen ledes af kirkesanger Frank Petersen, hvis malmfulde røst ville være velkommen i enhver driverkæde.

Mens efterårssolen skinner skarpt igennem de romanske vinduespartier, prædiker Anne Mette Ramsgaard Johansen over temaer som jagt og jægere, skabelsesberetningen, menneskets og civilisationers udviklingshistorie, jagten som håndværk, H.D. Thoreau og andre naturfilosoffers beskrivelse af mennesket i naturen og naturen i mennesket og meget mere for at slutte med legenden om Hubertus, som de fleste jægere kender.

Fortrinligt samarbejde

I sognegården er der efter jagtgudstjenesten dækket op til gule ærter. Mange af jægerne og menighedens medlemmer sidder forventningsfulde omkring bordene, da duften af den gode mad rammer vores næsebor. Inden tallerknerne fyldes, og den gode stemning kulminerer, får jeg en snak med Rasmus Palmelund, som i sin egenskab af jagtforeningsformand for Grejs-Holtum Jagtforening og ægtemand til den tidligere formand for menighedsrådet i Grejs, Anne Palmelund, er involveret mere end de fleste.

– Vi synes, vi har igangsat en fin tradition med den årlige jagtgudstjeneste. Medlemmerne bakker op om både det store forberedende arbejde med at udlåne deres private trofæer fra ind- og udland og ved at møde frem og både spille på jagthorn og synge med på salmerne, så lige så længe, vi har medlemmernes opbakning, og Anne Mette vil være med, ja, så fortsætter vi traditionen, fortæller en glad og tilfreds formand.

Stilheden og oplevelserne

For at få uddybet nogle af pointerne fra jagtgudstjenestens prædiken får Jægers udsendte nogle dage efter arrangementet en god snak med Anne Mette Ramsgaard Johansen.

– Hvad er din egen jagtlige baggrund?

– For mange år siden tog jeg jagttegn, opfordret af en daværende kæreste. Her blev min jagtviden uddybet betydeligt, og jeg var med på jagt nogle gange derefter – dog uden gevær. Det med at sidde ude en tidlig morgen, iagttage dyrenes færden og være fuldstændig i ét med naturen var en stor oplevelse. Jeg husker især en morgen, hvor jeg sad med vinden i ansigtet og fulgte en flok rådyr. De var så tæt på mig, at jeg følte mig som en del af deres flok. Den morgen gik det op for mig, hvor store oplevelser jægerne har – for er man jæger, så er man også naturelsker, og derude i naturen får man fantastiske oplevelser. Dog blev det kun til jagttegnet og nogle få jagter, men min familie ”fodrer” mig stadig med fantastiske historier fra de jagter, som de deltager i. Efter jagtgudstjenesten i Hornstrup Kirke blev jeg i øvrigt budt på jagt, som jeg takkede ja til, så måske bliver jagten genopfrisket i fremtiden – hvem ved?

– Vi skal ikke jage for kun at jage – jagten er ikke et mål i sig selv, som Hubertus, den mand, der blev helgenkåret til Skt. Hubertus, erfarede, da han en dag mødte en stor hjort med et kors i sit gevir.

I familie med Adam og Eva

– Hvorfor deltager du som præst gerne i en jagtgudstjeneste?

– Ligesom høstgudstjenesten har som formål at takke for høsten, så kan jagtgudstjenesten i kirken være det sted, hvor vi kan takke for naturen og for vildtet, som vi har fået givet. Samtidig er det dejligt at se, at der kommer andre mennesker i kirken den dag, end dem jeg normalt ser. Det må skyldes, at en jagtgudstjeneste giver mere mening for dem, end en almindelig gudstjeneste gør.

– Hvor er det, at jagten og forståelsen af tilværelsen har nogle fællestræk?

– Som jeg sagde i min prædiken, så er det, når man sidder derude. Det her med at man oplever øjeblikke derude, hvor man er helt alene, og stilheden fra verden omkring er total, og opmærksomheden forstærker alle naturens lyde, og ens sanser sidder næsten uden på tøjet. Var det et glimt af den flotte seksender, man så derude i morgendisen? Her er man ikke bare i kontakt med sig selv og naturen – her mærker man slægtskabet med de første mennesker på jorden – her er man i familie med Adam og Eva, der skulle skaffe sig skind. Her mærker man slægtskabet med disciplene, der kastede net ud om natten; ja, slægtskabet med hele menneskeheden – og det er kun geværet og jagtstolen, der fortæller en, hvilken tid vi lever i.

Jagten som håndværk og tid til medmennesket

– Hvordan kan man argumentere for, at jagt er en nutidig nødvendighed, som du sagde i din prædiken?

– Lige nu og her ser vi det måske ikke som en nødvendighed, da vi ikke lider nød i Danmark, men vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe os, og derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer, hvor vigtigt et håndværk jagten er. Jagten var det, der skaffede de første mennesker mad og tøj, hvilket er livsnødvendigt for os.

– På hvilken måde kan skabelsesberetningen sige noget om det moderne menneskes livsvilkår?

– I skabelsesberetningen bliver det fortalt, hvordan mennesket bliver forvist fra Paradisets Have, og at det nu skal leve af naturens rigdomme. Herude i den vilde natur skal mennesket klare sig – i begyndelsen som jægere, fiskere og samlere og siden som agerdyrkere. Sådan er det stadig. Vi er fuldstændigt afhængige af naturen og dens rigdomme.

– Hvor ser du etikken i jagtudøvelsen?

– Vi skal ikke jage for kun at jage – jagten er ikke et mål i sig selv, som Hubertus, den mand, der blev helgenkåret til Skt. Hubertus, erfarede, da han en dag mødte en stor hjort med et kors i sit gevir. Hubertus lærte, at jagten skal tjene Guds skaberværk, hvor mennesket er i centrum. Derfor er det godt, at vi indimellem lægger vores jagtredskaber ned for at være sammen med mennesker i stedet for. Ligesom Gud valgte at være sammen med mennesker, da han igennem sin søn, Jesus, forlod sin himmel og søgte fællesskabet blandt mennesker, blandt fiskere, blandt jægere – ja, blandt os alle.

Genkendelige billeder i salmerne

– Vi hører om mennesker, der i dag søger ud i stilheden – langt væk fra larmen i byerne, langt væk fra menneskers påvirkninger – de søger ud i naturen og lever i og af naturen, fuldstændigt autentisk og fuldstændigt afhængigt af, at de kan mestre jagten som håndværk. Måske virker denne udflytning i naturen som en flugt, men den kan også ses som et behov for at genopdage og erfare det grundlæggende menneskelige. Som allerede sagt, er det vigtigt, at vi ikke glemmer den forpligtelse, vi som kristne har over for vores medmennesker.

– Har du særlige kommentarer til enkelte vers i de valgte salmer?

– Næh, men salmerne, som jeg valgte til gudstjenesten, skulle være nogle salmer, som folk kendte, og som passede godt ind i temaet ”skabelse og efterår”, for der er ikke så mange jagtsalmer i salmebogen, smiler Anne Mette Ramsgaard Johansen bredt og med et glimt i øjet.

– "Se, nu stiger solen af havets skød", har morgenstundens liv og skønhed, som jeg tror, at enhver jæger har oplevet. "Op al den ting, som Gud har gjort", er en salme, der priser alt det skabte, og som sætter ord på, at vi ofte bliver tomme for ord, når vi oplever naturen. "De dybeste lag i mit hjerte", som er en forholdsvis nyskrevet salme, er bare så smuk og fyldt med så mange billeder på længsel efter Skaberen. "Dybt hælder året i sin gang" er en smuk sent efterårssalme, som igen har flotte billeder, og som har evighedshåbet med – ligesom "Se, nu stiger solen af havets skød", fortæller Anne Mette Ramsgaard Johansen.