- Når jeg siger hop, så hopper du, siger kaptajn Sigbjørn Johnsen, mens han med sikker, trænet hånd navigerer den sødygtige "Buster Magnum" ind mod klipperne.

Det er stort set vindstille, men da vi befinder os cirka en times sejlads ude i Norskehavet, hæver og sænker havet sig alligevel mellem en og to meter for hver bløde bølge, der rammer klippeskæret.

21-årige Jakob Jensen skal ikke bare springe på det rigtige tidspunkt, han skal også sikre sig, at han lander et sted, hvor han kan få fodfæste på de glatte klipper. Tidevandsforskellen er på flere meter, og lige nu er det lavvande, så de brune, algebegroede klipper kan på steder virkelig være forræderiske. Han skal forsøge ikke at sætte foden, hvor der er tang, men i stedet på de fladeste klipper, og gerne hvor der er små grupper af noget, der ligner rurer.

Rammer han forkert, eller springer han ikke på det helt rigtige tidspunkt, kan det resultere i et smertefuldt møde med de skarpe klipper eller en tur i baljen. I værste tilfælde kan det betyde brækkede knogler eller måske bare, at jagten – selv om Jakob er en sej gut – må indstilles på grund af risiko for underafkøling. Vi befinder os nemlig nord for Polarcirklen, tidspunktet er midt i marts og vandet kan ikke være meget varmere et par grader.

- Klar, klaaar … HOP, kommanderer Sigbjørn i en fast tone.

Jakob springer, hænger frit i luften et øjeblik, mens havet atter sænker sig tager båden med sig. Den unge jæger lander stilsikkert på klipperne – jagtens sidste fase er indledt.

Ned til Lofoten

Jakob kommer fra Møn, der er kendt for sin hvide klint, godt havørredvand og store danske råbukke. På et landkort syner øen ikke af meget, mens Jakobs anskuelse af hjemstavnen er anderledes imponerende og storladen. Når man taler med Jakob, er det ligegyldigt, hvilket sted på jordkloden, der indgår i samtalen, så benævner han retningen mod stedet som; ned til.

I mit verdensbillede vil jeg f.eks. mene, at steder som Grønland eller Alaska ligger oppe, så jeg var da lidt interesseret i, hvad knægtens bevæggrunde var. Inden sæljagten spurgte jeg ham derfor om, hvorfor han mener, at alle steder ligger nede? Han gav mig et for ham meget logisk svar, da han forklarede, at Møn – som han ser det – ligger på toppen af verden, hvorfor han – set i hans optik – var rejst fra Møn og ned til Lofoten for at jage spættet sæl.

Nu kan man jo mene, at den måde at anskue verden på er en smule hovmodig. Alternativt kan man vælge at se det som et tegn på humoristisk sindelag og stor selvsikkerhed. Og kender man knægten, er der ikke tvivl om, at det er det sidste, der gør sig gældende. Hans måde at se verden på kan – i et konkurrencepræget, individfokuserede og forjaget samfund som det vi lever i – måske nok være en fordel. For at klare sig, må man have styr på sit "shit" og være målrettet. Man må være indstillet på at kunne gå den ekstra mil og i øvrigt have selvtilliden i orden. Jakob er indbegrebet af alt dette, han har det hele … i hvert fald hvis parametrene overføres til den jagtsituation han netop befinder sig i.

Mens han udregner ruten, nyder jeg i kikkerten de tre til fire havørne, der på stive vinger glider langs fjeldenes opdriftsvinde langt borte. Ørnene befinder sig lige præcis der, hvor vi havde den store fornøjelse at se en havodder med en friskfanget stenbidder i munden, inden vi stak kursen herudaf. Billedet af det smukke og overraskende store rovdyr er netop genkaldt i min hukommelse, da jeg hører Jakob røre på sig. Jeg kigger på ham og spørger hviskende, om han er klar til at præstere sit livs skud? Mens han nikker, fornemmer jeg ungdommelig jagtiver, et højt adrenalinniveau og en smule nervøsitet i øjnene på ham. Skydning til sæler er ikke verdens letteste disciplin, da målområdet ikke er ret stort, og der ofte skal skydes hurtigt. Jakob er dog klar med et beroligende svar:

- "Sæltilliden" er i top, sælføli er den det, hvisker han, vender sig om og tager de første skridt mod den ventende, jagtlige succes.

Perfekt situation

Oftest vil man under sæljagt være nødsaget til at nedlægge sælen i vandet og derefter hurtigt bjærge dyret med båd, inden det synker. I andre og sjældnere tilfælde er det muligt at finde sæler, der ligger og raster på klipperne. Det er primært ved ebbe, at sælerne ligger på land, og det er ikke alene det at komme på land via de glatte klipper, der er en udfordring. I områder som det vi jager i, er sælerne meget overvågne. Ofte vil de forlade klipperne blot ved lyden af en motorbåd, eller i hvert fald i det øjeblik, de ser en menneskelig silhuet over nærliggende klipper. Jakob må derfor være meget forsigtig og klar til at skyde hurtigt. Op til jagten har han heldigvis trænet skud efter skud på små mål. Han har trænet i at skyde hurtigt, ligesom han har øvet sig i at skifte position på brøkdele af et sekund.

Der var mange skarver og måger på klipperne, da vi ankom. Mange fugle betyder også megen fuglelort, og det vil være en underdrivelse blot at sige, at efterladenskaber fra fiskeædende fugle lugter rigtig grimt. Men på trods af at det stinker, holder Jakob hovedet lavt, maver sig frem og får fedtet sig på plads med riffelpiben fri af klipperne foran sig. 15-20 sæler ligger på klipperne, ingen af dem har fornemmet faren, chancen er optimal. Mens han får åndedrættet i ro, afsikret og udvalgt sig en af de mange mulige mål, snurrer en sæler pludselig rundt og begynder at bevæge sig mod vandet. Den har opdaget faren. Om to sekunder vil det være for sent – så lyder skuddet!

Hjertet på rette sted

Det er som om klippen bliver levende, da de mange sæler, som en bølge af camoufleret pels, søger mod vandet. Sekundet efter er de væk, opslugt af det enorme hav. Tilbage ligger blot en forendt og perfekt skudt spættet sæl.

Sælkød er næsten helt sort og smager fortrinligt. Alligevel er det nok de færreste, der vil sætte tænderne i et sælhjerte stegt over bål. Ikke desto mindre er det hvad den unge knægt har tænkt sig, da han efter at have skindet sælen sætter sig til rette ved det bål, hvor de andre griller pølser og nyder kaffen.

–Jeg tror altså ikke, at det smager godt, siger Sigbjørn, da han ser, hvad Jakob har gang i.

Jakob ignorerer ham med et selvsikkert smil og steger hjertet, mens han stadig udstråler stor selvtillid. Samme selvtillid er faktisk vokset lidt, da han få minutter senere fører det dampende hjerte op til munden. Han tager en bid, tygger to gange, men fornemmer så en fedtet smag af levertran brede sig i munden. Han tygger yderligere to gange, inden han bøjer sig forover og spytter ud.

Den var ellers til stede, men længere rakte den altså ikke: (Sæl)tilliden!