En gammel klosterkirke

I 800 år har Dalum klosterkirke ligget med sine røde mure på skråningen tæt ved Odense Å. Det var Benediktiner-nonnerne, der omkring slutningen af 1100-tallet flyttede fra klostret på Nonnebakken i Odense til Dalum. Kirken udgjorde den nordre fløj af en firkantet klostergård, der stadig ses spor af på kirkens sydside. Mærker af 6 hvælvingsfag fra klosterets indvendige korsgang er stadig synlige på kirkens sydside i dag. Med en gåtur rundt om Dalum Kirke er det umuligt ikke at mærke historiens vingesus.

Overflytningen af nonneklostret til Dalum var med sikkerhed gennemført 1249, men formentlig allerede i århundredets begyndelse. Således kendes en privilegieskrivelse fra januar 1193, hvori klostret fik sine ordensregler og hellige kar fra benediktinermunkene i Skt. Knuds Kloster, hvorfra også prioren kom. Klostret var viet til Vor Frue (omtalt 1464).

Allerede i det tidlige 1500-tal fungerede klostret i praksis som kongeligt len, men ejerskabet overgik formelt set først til Kronen med reformationen 1536. Nonnerne fik dog tilladelse til at forblive på klostret, og 1571 boede der endnu fire nonner på klostret, hvoraf de to var døtre af rigets kansler Johan Friis, der havde livsbrev på Dalum Kloster. Man kan derfor overveje, om klostret på dette sene tidspunkt snarere havde karakter af jomfru- end nonnekloster. Dalum Kloster forblev kongeligt len indtil 1662, da det blev solgt til møntskriver Jens Lassen. 1680 blev det taget tilbage af Kronen og 1682 solgt til kammerherre Didrik Schult, hvorefter det ændrede navn til Christiansdal. Kirken lå til denne herregård indtil 1891.

1912 blev den solgt til Dalum Kommune og først ved kommunesammenlægningen 1970 overgik den til selveje.