Tårer, smil og taknemmelige soldater SMUK - Slesvigske musikkorps i Kabul

Lea husker ikke mindst soldaten med øjnene fyldt med tårer under gudstjenesten i Kabul. Fire musikere fra SMUK samt orkesterchefen var kort før jul i Afghanistan for at sprede lidt humør og julestemning til de danske soldater.

Tekst og produktion: Jacob Svendsen

Trin for trin nærmer de sig dansk jord. Alle har de været væk længe, alle er de klædt i uniform, og alle kan de se frem til stunder med deres kære efter omkring seks måneders kamp mod ISIL. De er fløjet fra Incirlik-basen i Tyrkiet og landet ved lufthavnen i Vojens. For enden af flyets trappe venter kærester, ægtefæller, børn, mødre og fædre, og i lufthavnens ventesal venter også SMUK – Slesvigske Musikkorps. Og med humørfyldte toner er Forsvarets Musikalske Ambassadører med til at byde soldaterne velkommen hjem. Fire af de faste musikere i SMUK mangler imidlertid.

Omtrent samtidig med at de danske soldater får dansk jord under støvlerne ved Vojens, får Lea, basunist i SMUK – Slesvigske Musikkorps, afghansk jord under sine. Det samme gør hendes tre kolleger fra SMUK Per, Kenneth og Jai samt orkesterchef Rasmus. En lang rejse har nået sin ende, og de fem medlemmer af SMUK indtager Hamid Karzai International Airport i Kabul. Da bygherrerne opførte lufthavnen, velsignede de den med rigeligt grå beton, brunt træ og dunkle nuancer, og den minder mere om en træt gammel polsk lagerbygning fra før murens fald end om en storbys internationale lufthavn. I lufthavnen tager mænd imod rejsedokumenter, før de fortrækker til deres små skure og tjekker, om papirerne er i orden. Af sikkerhedsmæssige grunde rejser musikerne og orkesterchefen uden pas, men med papirer fra NATO, der giver indrejse til det krigshærgede land.

- Det var fuldstændig surrealistisk. Vi kom fra den ene yderlighed til den anden. Vi fløj fra lufthavnen i Billund og vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente af Afghanistan. Vi var trætte efter den lange rejse, og så lander vi i en gammel cementblok af en lufthavn og afleverer vores NATO Travel Order til nogle mænd, der ikke forstår engelsk og ikke smiler og mest virker lidt sure, fortæller Lea.

- Det mest grænseoverskridende var, at kort efter vi havde været i lufthavnen, så var der en afghansk betjent, som skød vildt omkring sig og dræbte to. Det fik vi at vide om aftenen, og der gik det virkelig op for os, at det ikke var nogen ferieø, vi var kommet til, men et uroplaget land. Vi var fem fra SMUK, der var fuldstændigt på udebane, men vi overlevede på en god portion humor og på at fokusere fuldt ud på vores opgaver, tilføjer hun.

Der bor cirka 3,5 mio mennesker i Afghanistans hovedstad, Kabul. Der er en håndfuld militære lejre i Kabul. SMUK gæstede to af dem. Dagen efter ankomsten gav de koncert på basen med den militære betegnelse ”NKC-lejren” hvor knap 500 fortrinsvis amerikanske soldater men også danske soldater er udstationeret. Herudover medvirkede SMUK ved en gudstjeneste, ligesom musikerne gav koncert i lejren med navnet HKIA, der huser over 4000 soldater, herunder de danske udsendte. (foto: Google)
- Det lå hele tiden i baghovedet, at det kunne gå grueligt galt - Lea musiker i SMUK

Få dage før ankomsten til Kabul…

Musikere og orkesterchef bliver briefet om, hvordan de skal forholde sig, hvis de bliver taget som gidsler i Afghanistan, og hvilke andre risici Kabul byder på. Informationerne er mange, det samme er stikkene med vaccinationer. Og som alle andre ansatte i Forsvaret, der skal til et farefyldt område, skal Lea udfylde sin ”Sidste Vilje”, før hun kan rejse ud. Her beskriver hun hvilke salmer, der skal synges til hendes begravelse, om hun vil bisættes eller ej, og hvordan hendes eventuelle kiste skal se ud. Hun planlægger alt, hvad der skal ske, hvis familie og venner skal sige et sidste farvel. Ordene bliver nedfældet, mens hun er i sit hjem. Hendes mand og datter er også hjemme, men Lea trækker sig tilbage. Hun sidder i stolen ved skrivebordet på familiens kontor og tager hul på de svære ord.

- Min datter var lige på den anden side af døren og anede ikke, hvad der skulle foregå. Hun troede, vi skulle på endnu en tur til en NATO-base i Polen. I mens sad jeg og skrev: ”Hvis du læser dette, er det fordi, jeg ikke er her mere… ” Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde er blevet sat til. At skulle forholde sig til, at det mest utænkelige skulle ske og sidde og skrive det personlige brev til min datter. Det var det hårdeste, og da jeg kom ud fra kontoret, prøvede jeg at skjule tårerne, siger Lea og tager en dyb indånding.

Musikerne blev undervejs konstant mindet om, at de var i et farefyldt og krigshærget land. De passerede blandt andet en rundkørsel, der efter sigende er en af verdens farligste, og de amerikanske pansrede køretøjer, de kørte i, måtte under ingen omstændigheder stoppe op, hverken for rødt lys eller hvis de var involveret i et uheld.

Tango for to

Uden for det enorme telt er patronerne i soldaternes våben klar til at gøre deres arbejde. Inden for er et par hundrede personer samlet, og teltet bliver derfor bevogtet. På scenen sidder Per fra SMUK med stort hvidt skæg, stor mave og rød kåbe. Lea har taget et nissekostume på. Musikken er munter, flere af musikerne synger teksten til julesangene, og julestemningen trodser beton og potentielle farer og breder sig i teltet. Publikum tæller alverdens nationaliteter. Blandt andet to amerikanske soldater, der missede SMUK’s første koncert i Afghanistan, der fandt sted i amerikanernes egen lejr. Nu er de taget tværs gennem byen for at opleve de fire musikere fra SMUK, og bagerst i teltet er en norsk feltpræst. Hun har en dansepartner i hænderne, og hendes fødder følger musikken. Lea ser feltpræsten fra scenen og lader sig inspirere.

- Kenneth lægger an til en trompetsolo, og jeg tænker, at jeg vil lave lidt sjov i gaden og byde en af soldaterne op til dans. Men jeg have ikke lige taget for højde for, at det var en tango, Kenneth skulle til at spille, og jeg nåede lige at tænke ”shit, det er en tango”. Jeg stod naturligvis lige foran scenen og alle generalerne og nej, hvor blev jeg flov, siger Lea.

- Men jeg dansede med en ungarsk soldat, og han styrede den der tango, tilføjer Lea med et grin.

- Folk begyndte at danse, og den stemning, der lige pludselig bredte sig, er en af de fedeste oplevelser, jeg har haft. Folk var så taknemlige over, at vi havde givet dem den stund og påskønnede vores indsats, men i virkeligheden gjorde vi jo ikke noget.

Efter julekoncerten bevæger Lea, de øvrige fra SMUK samt den danske feltpræst Lars Christensen sig gennem lejren. De passerer to tyrkiske soldater, som stopper op og begynder at synge en af de sange, som var på repertoiret aftnen forinden. Lars Christensen konstaterer, at i alt den tid, han har været i lejren, har han ellers ikke hørt de tyrkiske soldater sige et eneste ord.

Afbrækket

Mellem deres optrædener mærker de fire musikere og orkesterchefen de faste rutiner i lejren. De går op i et telt, hvor næsten endeløse rækker af træningsmaskiner venter. Og musikerne giver dem kamp til stregen. Tiden i lejren bliver imidlertid først og fremmest tilbragt sammen med de danske udsendte.

- Den taknemmelighed, vi blev mødt af, har virkelig sat en helt masse ting i et helt andet perspektiv. Vi laver en masse ting herhjemme for udsendte og veteraner, men det gav en helt anden mening, da vi var dernede. Og selv om vi kun var af sted en uge og kun smagte lidt på, hvordan det er at være udsendt, så kan vi virkelig godt forstå alt det, de udsendte og deres familier står overfor.

- Og uanset om vi snakkede med soldaterne eller gav koncerter, kunne vi mærke, at vi var et dejligt afbræk i deres trivielle dagligdag, siger Lea.

På turen til Kabul, blev musikerne ikke kun kendt for deres musik og gode humør. Med sig bragte de nemlig også hele 19 kasser med udstyr. Blandt andet trommesæt, lamper, klaver og et tre meter langt banner med teksten ”Merry Christmas”.

Prædikenen

Kirkerummet i danskernes lejr i Kabul minder mest om et klasselokale. Her hænger ingen skibe, der er ingen store malerier med scener fra biblen, og selv et krusefiks er svært at spotte. Til gengæld er der masser af stole. Som alt andet i lejren er bygningen, hvor kirkerummet ligger, bygget af beton.

Lokalet er ikke stort, men på etagen under er en større sal, som de amerikanske styrker bruger til deres gudstjenester. Derfor blander gospelmusik sig ikke sjældent med ordene fra den danske feltpræst, når der er gudstjeneste samtidigt. Sådan er det ikke i dag. Her bliver betonbygningen kun fyldt med toner fra de fire musikere. Feltpræst Lars Christensen er der også plads til, men også kun lige. For Pers klaver fylder, det samme gør trommesæt og stativer, så præsten må klemme sig ind ved sin lille pult, der også bliver brugt som alter.

- Jeg tror, feltpræsten er en af verdens bedste præster. Han var en af gutterne og havde hjertet på det rigtige sted, men jeg tror lige, han skulle se os an. Men sådan er det tit, når vi gakkede musikere fra SMUK dukker op. Men faktisk nævnte han os i sin prædiken, og det er nok både første og sidste gang, jeg bliver nævnt i sådan en. Han sagde, at her gik de rundt og prøvede at være sure og alt var alvorligt, og så kom der fem skrupskøre musikere ned og lavede fis og ballade. Og med så meget humor kunne man ikke længe være sur. Og det skulle vi have stor tak for.

Tårerne

Under gudstjenesten sætter Lea basunens mundstykke til læberne. Hun har gjort det tusindvis af gange før, og stort set hver gang sker det samme. Basunen adlyder, og luften hun blæser ind bliver til musik. Men denne dag er det anderledes. Musikerne fra SMUK spiller ”Dejlig er jorden”, og under salmen er alt ved at vælte for den ellers rutinerede basunist. På kirkebænkene inde lejren sidder mænd og kvinder, der savner og risikerer ikke at vende hjem, og Ingemanns salme skærer i hjertet.

- Soldaten på bænken lige foran os havde mistet sin far kort forinden og havde det virkelig skidt. Han græd, og den slags kan godt smitte, så jeg kæmpede virkelig, og jeg tænkte hele tiden, at nu kommer det, fortæller Lea og tilføjer, at hun har oplevet den følelse før.

- Jeg har mærket det, når vi deltager ved hjemtagelser, og vi ser de pårørende tage imod kisten, og en soldat er død i en alt for tidlig alder. Døden er aldrig nem, men at se to små børn, der har mistet deres far, er frygteligt.

Hjemkomsten

Der kan ikke klemmes flere ind til de to koncerter i Slesvigske Musikhus. Lars mestrer til dagligt tubaen, men til de to koncerter mestrer han også kunsten at læse juleeventyr op, så der bliver lyttet. Juleaften venter om tre dage. Og julestemningen har optimale vilkår til SMUK’s julekoncerter, der er fyldt med julesalmer, julesange og julemusik i alle afskygninger. Musikerne i SMUK begejstrer, og publikum nyder stunden. I en uge har fire af deres kolleger samt deres chef været fraværende, og imens har de holdt skansen.

Lea og de øvrige, der har været i Afghanistan, nyder musikken til julekoncerten fra gulvet. Det er omkring et døgn siden, de forlod Kabul og de danske udsendte. Nu er de hjemme igen, og Leas datter behøver ikke læse moderens ord og sidste vilje. Men Lea hører aldrig julekoncerten til ende.

- Da vi kørte hjem fra lufthavnen aftnen inden julekoncerten og kørte gennem små villakvarterer, hvor det emmede af julehygge, og hvor der var masser af julelys, tog jeg mig selv i at tænke: nej, hvor er det her surrealistisk. Og da jeg så sad til koncerten, tror jeg bare, at der kom en reaktion på vores tur til Kabul. Lige pludselig var det bare for meget, alt det vi havde været igennem. Lige pludselig var mit hoved fyldt med et virvar af tanker. Jeg tror, det blev vækket til live af alle de store flotte, brusende julesalmer, og jeg blev bare nødt til at trække lidt frisk luft.

Masser af tanker og følelser buldrer gennem Lea, men fortrydelse er ikke blandt dem.

- Jeg kan forsikre om, at vi musikere generelt er så lidt modige, at ikke engang tør at spille hurtige noder, men vi kunne bare mærke, at der var et behov. Og jeg vil gerne af sted igen, for vi kunne mærke, at vi var med til at gøre en forskel ude blandt soldaterne, siger Lea, der var med til at spille både tårer og smil frem blandt de udsendte i Kabul.

Her kan du læse om baggrunden for SMUK - Slesvigske Musikkorps rejse til det krigshærgede land:

Orkesterchef: Ja, det var det hele værd

De fire musikere samt orkesterchefen var på farten i syv dage, fra den 14. til den 20. december.

Made with Adobe Slate

Make your words and images move.

Get Slate

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.