Loading

Status for Økologisk Rum II

Forskerne er i fuld gang med at indsamle viden i forbindelse med projektet Økologisk Rum II. 1000 insekter er blevet målt og vejet for at nå frem til en bestemmelse af biomassen for de forskellige habitatområder. En konklusion på resultaterne forventes dog først senere i projektet.

Tekst, foto og video: Christian Lang Jensen

Økologisk Rum II tager udgangspunkt i forskellige habitatområder med forskellig naturtæthed.

Økologisk Rum II er sat i søen af DCE og Danmarks Jægerforbund for at opnå viden om, hvorfor insekterne går tilbage i det åbne land, og ikke mindst hvilke habitatområder som er af stor betydning for insekterne.

Projektet forventes afsluttet i 2023, hvor forskerne forhåbentligt har opnået ny viden, der kan være til gavn for landmænd og lodsejere, som vil gøre en indsats for naturen på deres arealer.

Agerhønen er en af de vildtarter, som lider under insekternes tilbagegang i landbrugslandet.

Grundlaget for projektet

Toke Thomas Høye er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, og han påpeger, at projektet gerne skal føre til en bedre forståelse af hvilke faktorer, som yder negativ indflydelse på insektlivet i det åbne land.

– Med projektet håber vi at opnå en bedre forståelse af, hvilke faktorer der begrænser insektlivet i landbrugslandet og dermed begrænser fødegrundlaget for de vildtarter, der lever af insekter, forklarer han.

Den viden, man håber at opnå via Økologisk Rum II, skal naturligvis anvendes i praksis i håbet om at kunne vende den negative udvikling for insektlivet.

– Hvis vi er heldige, får vi desuden en bedre forståelse af, hvor vigtige naturområder er som et understøttende element for vildtet. Lykkes det, kan vi bruge den viden til at rådgive landmænd i forhold til en dyrkningspraksis, som kan bidrage til mere talrige insektbestande, lyder det afslutningsvis.

Hvilken betydning har en lav naturtæthed for insektlivet? Det er et af de spørgsmål, forskerne søger svar på via projektet.

Så langt, så godt

Cecilie Lohse Mielec, som er biolog ved Aarhus Universitet, har stået for at indsamle og ikke mindst analysere de insekter, som er blevet indfanget via klække- og faldfælder samt ved hjælp af en insektsuger. Hun fortæller følgende om processen indtil nu:

– Vi afsluttede feltsæsonen 2021 i september. Fælder der stod på arealer med markaktivitet i slutningen af juli blev afsluttet inden, så de ikke kom i vejen for arbejdet i marken. Siden da er vi blevet færdige med at tage billeder med BioDiscover af materialet fra 2020, og vi er derfor gået i gang med at tage billeder af materialet fra 2021. Det kommer til at gå hurtigere med at tage billeder af materialet fra 2021, da vi gennem materiale fra 2020 kan skære nogle trin fra i processen, fortæller hun.

Som man måske kan forestille sig, tager det tid at sortere og affotografere de mange insekter, men via en særlig anordning kaldet BioDiscover har det været muligt for forskerne at opnå præcise data, der danner grundlag for det videre arbejde i projektet.

– Den største udfordring har været det store antal insekter, som har resulteret i, at tidsplanen er skredet lidt. Vi har dog indhentet den tabte tid og er nu med igen, pointerer Cecilie.

Planterne i de udvalgte områder er også blevet registreret, og derudover er der blevet målt jordfugtighed og temperatur for at kunne forklare eventuelle forskelle og variation i biomassen mellem arealerne.

Arbejdet fortsætter

Arbejdet med at analysere insekterne via BioDiscover fortsætter ufortrødent, da alle de indsamlede insekter fra 2021-sæsonen også skal undersøges.

– Tidligere i år tog vi billeder af og vejede 1000 insekter fordelt på de mest almindelige grupper: biller, fluer, edderkopper, tæger og hvepse/bier. Ud fra det areal, vi fik gennem billederne, og vægten af hvert individ kan vi lave en relation, vi kan bruge statistisk til videre beregning af biomassen. Næste step derfra er at bruge alt det materiale, der er blevet og bliver digitaliseret hen over de næste måneder til at bestemme biomassen fra de forskellige arealer, lyder det fra Cecilie.

Til projektet er der blevet udvalgt en række forskellige habitatområder, som blandt andet omfatter brakarealer, afgræssede arealer og dyrkede arealer. Nogle af disse arealer er beliggende i områder med 20 procent naturtæthed, mens andre har omtrent 40 procent naturtæthed.

Dermed bliver det interessant at se, hvorledes de forskellige habitatområder og naturtætheden inden for disse områder yder indflydelse på insektbiomassen. Disse konklusioner må vi dog vente på lidt endnu, da projektet først forventes afsluttet i 2023.

Projektet Økologisk Rum II er en forlængelse af projekterne Økologisk Rum og Biodiversitet i det åbne land, og forhåbentligt vil projektet kunne bidrage til en større indsigt i de mekanismer, som yder indflydelse på insektfaunaen i det åbne land.

clj@jaegerne.dk

Støtte

Projektet er støttet økonomisk af Jægernes Naturfond og Godfred Birkedal Hartmanns Familiefond.

De medvirkende lodsejere har frivilligt stillet arealer til rådighed i forbindelse med indfangningen af insekter.

Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate