Loading

Historien om Arendse Af Lærke Morell, Ankh Media

OP TIL 5% AF ALLE BØRN I DANMARK LEVER I EN VIRKELIGHED, HVOR DE MED HØJ SANDSYNLIGHED VIL OPLEVE MISTRIVSEL I SKOLEN. MÅSKE ALLEREDE I BØRNEHAVEN. MEN DE FÅR MEGET SJÆLDENT DEN HJÆLP, DE HAR BRUG FOR. DET HER ER HISTORIEN OM ÉT AF DE BØRN, SOM TRODS MODSTAND OG MASSIV MISTRIVSEL, I DAG ER GLAD, FULD AF HÅB FOR FREMTIDEN OG LEVER GODT MED AT VÆRE ANDERLEDES END STØRSTEDELEN AF BEFOLKNINGEN.

Jeg gik i en helt normal børnehave ved Trianglen på Østerbro. Legepladsen lå på taget af en etageejendom, og der var to piger, Sofie og Aristea, jeg altid legede med. Det var mig, der bestemte hvad vi skulle lege og fandt på nye lege – og pigerne ville altid gerne lege med mig. Deres forældre ringede tit og ville lave legeaftaler. Også da jeg var gået ud af børnehaven.

Når hun ikke legede med pigerne fra børnehaven, elskede Arendse at lege med en bogstavramme og kigge i sine Kig, lyt og læs-bøger med Disneyklassikere som blandt andet Løvernes Konge og Klokkeren fra Notre Dame.

Den 2. august 1999 begyndte Arendse i skole. Hun var godt nok kun lige fyldt fem år, men pædagogerne i børnehaven mente, at hun var helt skoleklar. Arendses mor var selv startet sent i skole og havde været nødt til at hoppe klassetrin over i løbet af de første skoleår, og derfor besluttede forældrene, at det var okay, at Arendse fik en tidlig skolestart.

Inden jeg skulle starte i skole, havde vi været ude og købe min første skoletaske og det første penalhus. Jeg glædede mig helt vildt til at starte.

Jeg var så klar til at lære, og det var fedt at gå i skole. Jeg elskede det. Jeg husker det som om, jeg var den sejeste og mest populære i klassen. Jeg var venner med alle, og alle ville lege med mig. Det var rigtigt sjovt.

Men sådan ville det ikke blive ved med at være. Arendse er nemlig anderledes end de fleste andre. Men det var der endnu ingen som vidste.

I slutningen af 2. klasse flyttede familien til Søborg og Arendse kom til at gå på den lokale folkeskole i Høje Gladsaxe.

Det gik egentlig også fint de første år på den nye skole.

Jeg havde travlt med at være dygtig i skolen. Jeg ville gerne gøre det godt og syntes, at det var sjovt.

Jeg har egentlig altid været lidt kræsen med venner. Men jeg havde i hvertfald én god ven, Mille, i den nye klasse. Og jeg legede også med de andre børn. Det var helt okay.

Arendses mor Stine fortæller, at Arendse aldrig havde lektier for, fordi hun nåede det hele i skolen. Men ellers havde de derhjemme ingen ide om, at der var noget anderledes ved Arendse.

Men da Arendse gik i sjette klasse begyndte Stine at opleve sin datter som virkelig trist og ensom.

Når Arendse kom hjem fra skole, gik hun op på sit værelse og sad foran sin computer, spillede og levede et liv i cyberspace i stedet for med sine klassekammerater. Og det blev bare værre og værre.

“Hun havde aldrig aftaler eller mødtes med kammerater,” fortæller Stine

Efter femte eller sjette klasse stoppede det med vennerne ligesom bare. Mille og de andre piger gad ikke længere lege. De begyndte at gå op i tøj og tog ud og shoppede sammen. Og jeg syntes, det var det mest kedelige i verden.

De skulle allesammen have ens tøj; den samme Dolce&Gabbana top og det samme halstørklæde fra Burberry.

I skolen talte pigerne kun om drenge, og drengene talte om piger.

De blev teenagere, og det gjorde jeg bare ikke.

“De taler ikke om noget som helst, jeg interesserer mig for,” sagde Arendse selv til sin mor.

Så Arendse begyndte at trække sig fra de andre, også rent fysisk.

Jeg følte mig anderledes. I 7. klasse blev det så meget, at jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt gå all-in. Jeg begyndte at gå i sort tøj og med nitte-armbånd og -bælter. Jeg lyttede meget til Emo-musik og tog også tøjstilen til mig.

Arendses forvandling fra femte til syvende klasse

Det var egentlig ok at være anderledes, men jeg havde det dårligt. Jeg følte at det hele var åndssvagt; Jeg blev rigtig utålmodig med de andre i skolen. Jeg syntes, de var virkeligt dumme, de havde dårlig humor og åndssvage interesser. Jeg kedede mig rent fagligt, det hele gik for langsomt. Og så begyndte min matematiklærer tilmed at mobbe mig.

Min mor begyndte at spørge, om jeg ikke skulle prøve at skifte skole. Min lillebror gik på en helt særlig friskole, og måske var det også der, jeg hørte til.

Jeg har aldrig været glad for at prøve nye ting, og jeg havde slet ikke lyst til at skifte skole igen.

Arendses lillebror gik på det tidspunkt i tredje klasse. Han trivedes virkeligt godt i sin skole. En friskole som har en meget snæver målgruppe: højt begavede børn.

Siden lillebroren var startet i skole, havde Arendses mor læst om, hvad det vil sige at være højt begavet og var begyndt at tro, at hendes datter også var i den gruppe af børn: Hendes hukommelse havde altid været virkelig god; da hun gik i dagpleje kunne hun f.eks. hele Halfdans ABC udenad. Hendes retfærdighedssans var meget veludviklet og havde tidligere fået lærere til at mene, hun overreagerede. Rent fagligt var hun langt foran sine klassekammerater, selvom hun ikke trivedes. Hun lærte hurtigt. Og nu kunne Stine også genkende det meget typiske træk for højt begavede piger: At de tilpasser sig deres veninder og er forskellige alt efter, hvilke veninder de er sammen med.

Stine ville så gerne hjælpe sin datter, og mente at lillebrorens skole kunne være løsningen for hende. Men der skulle lang tids overtalelse til.

Det lykkes alligevel for min mor at få mig lokket til at prøve nogle dage på min lillebrors skole. Jeg var noget forbeholden, men det var fantastisk. Når jeg fortalte en joke, grinede de andre. Ikke fordi de grinede af mig, men fordi de forstod joken.

“Jeg følte mig endelig set, hørt og værdsat.”

Men før hun kunne starte rigtigt på skolen, skulle hun igennem en test. Selvom Arendses mor mente hun passede ind og hendes lillebror allerede gik der, var det et krav fra skolens side, at Arendse fik lavet en såkaldt WISC (Wechsler Intelligence Scale for Children) test. Testen skulle blandt andet måle, om hendes IQ var høj nok til, at hun kunne gå på skolen.

Jeg var ret nervøs, da jeg sad i bilen på vej til psykologen, hvor jeg skulle testes. Jeg ville så gerne klare det godt, og det hele var lidt angstprovokerende. Jeg vidste, jeg skulle have en IQ på over 120 for at få lov at starte på skolen. (I dag er adgangskravet på Atheneskolen en score på 130, red.) Men jeg blev positivt overrasket over opgaverne; De var faktisk rigtig sjove og talte til det, jeg var god til.

“Det var virkelig en øjenåbner at følge Arendse lave testen,” fortæller hendes mor.

Og testen gik fint. Arendse scorede 149 og startede i 8. klasse på Atheneskolen i Søborg. Atheneskolen er én af kun to skoler i Danmark for højt begavede børn.

Der gik otte drenge og Arendse i hendes klasse. Arendse elskede det.

Arendse på studietur med Atheneskolen

Det var virkeligt life-changing for mig og et kæmpe selvtillidsboost. Lærerne var fede, og her var det helt ok at være anderledes, ja vi dyrkede det næsten.

Og de er anderledes de højt begavede børn.

Intelligens er normalfordelt: Der findes flest mennesker med en normal begavelse, defineret som en IQ mellem 90 og 110. Jo længere fra midten man bevæger sig, desto mindre er gruppen af mennesker.

Afvigelserne fra midten bliver kaldt standardafvigelser. En standardafvigelse er cirka 15 point (varierer fra test til test).

Kommer man to standardafvigelser fra midten og rammer en IQ på 130 eller over, er man del af den lille gruppe på kun 2% af befolkningen, man kalder højt begavede. Børn i denne gruppe, vil med stor sandsynlighed ikke have nogen at spejle sig i i en normal skoleklasse. Måske ikke engang på en hel årgang.

Med Arendses score på 149 falder hun i den meget lille gruppe yderst til højre på kurven nedenunder.

Normalfordelingekurven over intelligens. (Gengivet under cc-licens fra Wikipedia)

Arendse havde i folkeskolen forsøgt at passe ind i en kasse for børn, der er anderledes end hende selv; de udviklede sig anderledes end hende og derfor følte hun sig pludselig helt malplaceret. Men der var ikke noget i vejen med hende, hun var bare højt begavet.

Høj begavelse er et misforstået begreb i hele verden. Det er meget få, der kan forklare og beskrive, hvad det egentlig vil sige, at være højt begavet. For det betyder ikke bare, at du har en høj IQ.

Linda Silverman har arbejdet med højt begavede børn i mere end 35 år og kan forklare, hvad det betyder at være en del af den lille gruppe mennesker, der fungerer anderledes, tænker og opfatter verden på en anden måde. Se videoen her, og hør hvad hun har at sige:

Netop alle de særlige træk gør, at det ikke altid er nemt og problemfrit at være et højt begavet barn blandt alle de andre børn, præcist som Arendse mærkede; hun udviklede sig ikke parallelt med de andre børn i sin klasse, og derfor blev det hele virkeligt svært, da hendes legende opfindsomhed ikke længere havde værdi i relationen til de andre børn.

Højt begavede børn der trives kan være sjove, givende, omsorgsfulde og inspirerende selskab. Men når de er i mistrivsel udviser de nogle af de samme træk som børn med f.eks. ADHD eller Aspergers.

Det at være højt begavet er dog ikke en diagnose, men de har særlige behov, som Arendses historie også meget tydeligt viser.

Linda Silverman forklarer, hvorfor det at være højt begavet skaber særlige behov i forbindelse med f.eks. undervisning. Se videoen:

Udfordringen for de højt begavede børn er altså, at de er lige så langt fra normalen som udviklingshæmmede børn, men ikke ses som børn med særlige behov på grund af deres høje IQ.

Foreningen Gifted Children repræsenterer danske børn med en IQ på mindst 125. Alt efter hvor man sætter grænsen, udgør de højt begavede børn altså 5% eller 2% af de danske børn. Men børnene får ikke nødvendigvis hjælp og faglige udfordringer på deres eget faglige niveau.

Hverken pædagoger eller lærere bliver i Danmark uddannet i, at der findes højt begavede børn og hvad det betyder. Men der er særlige retninger med fokus på udviklingshæmmede og børn med diagnoser.

Mange tænker at intelligens gør, at børnene nok skal klare sig. Men den høje IQ er ikke nødvendigvis en fordel.

Som Arendses historielærer engang sagde til hende, da hun trist fortalte, at hun ikke forstod faget historie og aldrig følte, hun kunne svare på lærerens spørgsmål:

“Nogle mennesker ser måske to eller tre mulige svar på mit spørgsmål, og synes derfor hurtigt de kan komme med et svar. Andre ser måske 20, eller endda 20 nye spørgsmål, og så kan det blive rigtigt svært at komme frem til et godt svar.”

Og det er sådan, det er at være et højt begavet barn i en klasse fyldt med neurotypiske børn.

Nogle højt begavede børn opdages tidligt, fordi deres særlige forudsætninger er meget tydelige, måske læser eller regner de inden de starter i børnehave. Som drengen her i filmen, der med kluntet barnehånd pludselig begyndte at skrive sit eget navn.

Men andre bliver først opdaget sent. Ligesom Arendse. Faktisk er det mest normalt, at børnene først bliver opdaget efter nogle år i skolen, når de ligesom Arendse begynder at mistrives. Enten på grund af mangel på faglige udfordringer eller fordi de ikke føler, de kan spejle sig i nogen af de andre børn.

“Vi ventede alt for længe med at skifte Arendse til en anden skole,” siger hendes mor med fortrydelse i stemmen.

Efter nogle gode år på Atheneskolen skulle Arendse i gymnasiet. Men her gik det igen helt galt. Hun udviklede både angst og depression.

Stine er i dag stadig frustreret over, at der ikke findes et særligt tilbud på gymnasieniveau for de højt begavede børn. Efter Atheneskolen samlede hendes datter op, fik gymnasiet hende til at falde helt fra hinanden igen.

Fagligt var det stadig kedeligt at gå i gymnasiet. De andre elever sagde mig stadig ingenting. De syntes nok jeg var lidt underlig, men jeg tror egentlig godt de kunne lide mig. Jeg var elevrådsformand og kom på den måde tættere på lærerne. Jeg havde et bedre forhold til dem end til eleverne, så derfor gav det mening for mig at sidde i elevrådet.

Jeg gik i en terapigruppe for at komme ovenpå igen. Alle de andre fandt med tiden ud af, hvad det var, der var gået galt for dem. Men jeg fandt aldrig ud af det.

Jeg har altid været meget følsom. Det lyder som sådan en dårlig ting. Men virkeligheden for mig er, at jeg nemt bliver overvældet af mine følelser uden helt at vide, hvordan jeg skal håndtere dem.

Men Arendse fik sin studentereksamen på trods af alt, og i sommeren 2018 blev hun også kandidat i Game Studies fra IT-Universitetet i København med et 12-tal i specialet.

Jeg synes, sådan set, jeg har fået hjælp: jeg har jo både gået til psykolog og psykiater. Det har bare ikke hjulpet og gjort en forskel for mig. Jeg ved ikke, hvad der skulle have været gjort. Men jeg fik det først rigtig godt, da jeg begyndte på mit kandidatstudie på IT-Universitetet. Her fandt jeg endelig andre mennesker, der ligesom jeg turde gå op i noget uden forbehold; andre der turde at være nørdede.

Stine ved derimod godt, hvad hun kunne have ønsket sig var anderledes: At de fagfolk som er der for at hjælpe, rent faktisk har forstand på højt begavede børn. Hun er sikker på, det ville have gjort en forskel for hendes datter.

I dag arbejder Arendse dels som spilleder hos eventbureauet Mystery Makers og som forskningsassistent for en amerikansk adjunkt på Lingnan University i Hong Kong. Hun drømmer om at skrive en ph.d. og er kommet sig over de hårde skoleår.

Tak til Arendse og Stine for at dele deres historie og billeder. Alle fotos i fortællingen er private.

Created By
Lærke Morell
Appreciate

Credits:

Private fotos

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.