Fjordens mand I Uggelhuse ved Randers bor en mand med en stor kærlighed til fjorden. Efter at have levet et meget omtumlet arbejdsliv som blandt andet toiletpapirsælger, industrimaler og slagteriarbejder er han nu en engageret folkeskolelærer, men også forfatter, sivskomand, lokalpolitiker og ikke mindst inkarneret jæger og fjordelsker. Navnet er Karsten Andersen. Tekst og foto: Kim Lykke Jensen, Danmarks Jægerforbund.

De største lussinger, han nogensinde har fået, fik han af sin far, da han som meget ung stjal faderens båd og sejlede en hel dag rundt på fjorden. Senere brugte han alle sine konfirmationspenge på at købe en jolle, så han uden ballade kunne komme ud på sin elskede fjord.

Den kærlighed har han bevaret hele livet. Fjorden sidder dybt i ham, og han kunne ikke drømme om et liv uden de daglige ture til de vidtstrakte rørskove. Lydene, lugtene og naturoplevelserne er essentielle for ham.

Kærligheden til fjorden

– Jeg kan vågne op midt om natten, fordi det knager i spærene på huset. Så ved jeg, at vinden er gået i nordøst, og der er masser af ænder, der trækker i fjorden. Så kan jeg blive helt desperat ved tanken om, at jeg skal passe mit arbejde inde på skolen, fortæller han.

– Når man ligger dernede, flere timer inden solen står op, og kigger op i loftet, (himlen, red.) føler man virkelig, at man lever og mærker friheden bruse i blodet. Stemningen er helt fantastisk, og der er ingenting, der kan komme helt på højde med det, forklarer han.

Den 61-årige fjordelsker har alle dage været en ivrig jæger. Det hører ligesom med til livet i fjordbyen.

– Min interesse for jagt startede allerede fra barnsben. Min bedste kammerat var ud af en gal jagtfamilie. Vi brugte mange timer på at tælle ænder og rode rundt langs fjorden. Vi fiskede og sejlede rundt. Da vi blev gamle nok, skulle vi selvfølgelig have jagttegn. Vi deltog i det første obligatoriske jagttegnskursus, der blev afholdt i vores lokale afdeling af Landsjagtforeningen af 1923, Virring-Essenbæk Jagtforening. De gamle i jagtforeningen hørte os igen og igen i stoffet, så den daværende jagtkonsulent, Max Pape, ikke havde noget at udsætte på vores evner, da vi gik op til prøven. Herefter fulgte en tid, hvor vi var vilde og blodige, og vi var på jagt hele tiden, fortæller han.

I de første mange år var pramjagten på fjorden det eneste, der duede:

– Til helvede med halvtamme fasaner og haretramp. Nej, må jeg be' om en skydepram, en hård nordøstenvind, lyden af vind i tagrørenes toppe, synet af en flok hvinænder på vej mod lokkeænderne. Det er jagt!, skrev han i forordet til debutbogen Fjordjæger.

Det er stadig pramjagten, der rangerer højest hos Karsten Andersen. Men han er dog blødt noget op på holdningen til jagten med fast grund under fødderne. Især er det bukkejagten, der har trukket i ham. I de senere år er det også blevet til en god drivjagt i ny og næ – vel at mærke, hvis det foregår med ordentlige folk – underforstået jægere med moralen og sikkerheden i højsædet.

– Jeg kan vågne op midt om natten, fordi det knager i spærene på huset. Så ved jeg, at vinden er gået i nordøst, og der er masser af ænder, der trækker i fjorden.

Jagtpolitik

Karsten var tidligere kasserer og formand for den lokale jagtforening, men det, der for alvor fik ham engageret i det jagtpolitiske arbejde, var, da man i sin tid fra det daværende Århus Amt barslede med et forslag om at omdanne Randers Fjord til et naturreservat med dertilhørende indskrænkninger af jagten.

– Jeg begyndte så at rende rundt til alle jægere, jeg kendte, langs fjorden for at mobilisere en modstand. Resultatet blev, at vi etablerede Randers Fjords Jagtudvalg, hvor vi arbejdede for at bevare jagten på fjorden, samtidigt med at vi tog ansvar for at få ryddet op i de brodne kar blandt fjordjægerne. Dengang var der nogle, der skød på for lange hold, svinede og bedrev ulovlig jagt. Hvis der fra da af var nogen, der ikke opførte sig ordentligt, kunne de være sikre på, at der med det samme kom en fra jagtudvalget og påtalte forholdet. Der skulle være respekt for vildtet og naturen – ellers var vi heller ikke værdige til at beholde den frie jagt. Det lykkedes os også at få styr på tingene, og det lykkedes os også at redde jagten på fjorden. Vi opnåede en stor pondus i det politiske system, og vi blev også taget med på råd, da der senere blev indført jagtfrie zoner ude på kysten, fortæller han.

Det jagtpolitiske arbejde var den direkte årsag til, at han også blev engageret i partipolitik. I 12 år sad han i kommunalbestyrelsen i den daværende Sønderhald Kommune. Efter en selvvalgt pause fra politik har han nu valgt at genopstille til det kommende kommunalvalg i Randers Kommune.

Forfatterskabet

Karsten Andersen har i de seneste årtier skrevet om sine oplevelser på fjorden. Det har resulteret i en håndfuld jagtbøger og en lang række artikler i forskellige tidsskrifter.

– Det hele startede faktisk dengang, jeg var lige ved at blive slået ihjel. Det var lige efter jul, og jeg var med min gode ven Peter ude på kysten for at skyde ænder fra bobler. De er som bekendt ikke særligt sødygtige, og vinden var meget kraftig. Det var også meget koldt. Vi drev lynhurtigt til havs med retning mod Sverige. Vi var adskillige kilometer væk fra land og helt sikre på, at vi nu skulle dø. Efter mange timers kamp mod bølgerne lykkedes det os at komme i land. Episoden havde jeg det efterfølgende meget dårligt med, indtil jeg fik skrevet det hele ned og dermed det hele bearbejdet, fortæller Karsten Andersen.

Historien om havsnøden blev antaget af et større dansk ugeblad, og Karsten Andersen kom på forsiden af bladet sammen med Ghita Nørby. Det var meget hyggeligt, syntes han.

Artikelsalget gav ham blod på tanden, og han begyndte at skrive mere og mere om sine oplevelser på fjorden. Først som fast skribent for Jæger. Et par år senere udgav han sin første bog med titlen ”Fjordjæger”. Senere udkom ”Bukkejæger”, ”Uden Kuglefang” og ”Øst for Skanhagen”. Alle bøgerne er fyldt med jagthistorier, hvoraf de fleste foregår på Djursland og især omkring Randers Fjord. Historierne er altid mættet med humor og indeholder adskillige fantastiske skildringer af de mennesker, der færdes på fjorden.

...Og han er virkelig glad for at skrive.

– Man får trukket det hele op, når man skriver, husker alle sine oplevelser bedre og kan nemmere reflektere over tilværelsen. Jeg har altid gerne villet skrive en bog om mine oplevelser som jæger, men lysten til at skrive blev for alvor vakt til live, da jeg gik på HF ovre i Hornslet. De inspirerende lærere, jeg der havde, skylder jeg utroligt meget, fortæller han.

Efter en længere pause fra Jægers spalter er Karsten Andersen nu tilbage som skribent for bladet. Den første af hans stemningsfulde historier bliver bragt i septembernummeret.

Sivskoene

Udover jagten, skriveriet og det politiske er der nok en beskæftigelse, der fylder meget i hans liv. Sivskoproduktion. Før i tiden lavede alle mennesker i Uggelhuse-området sivsko. Nu er der kun to tilbage, der udøver det gamle håndværk. Den ene er Karsten Andersen.

– Far havde lavet sivsko hele livet, både da han arbejdede på fjorden, og da han senere kom til at arbejde på fabrik inde i Randers. Han sagde tit til mig, at jeg skulle lære at lave sivsko, men jeg havde aldrig tid. Vi var meget tæt knyttet og en dag, vi gik en tur og snakkede om det forestående sildefiskeri, faldt han pludselig om og døde i mine arme. Så jeg fik aldrig lært at lave sivsko. Et godt stykke tid senere gik jeg ind i hans gamle værksted og prøvede at se, om jeg kunne finde ud af det. Forbavsende nok faldt det utroligt nemt for mig. Jeg nåede at lave et par sivsko, inden min mor bad mig om at holde op, da hun ikke kunne klare de gammelvante lyde fra værkstedet. Det mindede hende for meget om far, fortæller han.

Allerede da havde han fået smag for at videreføre sivskotraditionen. Derfor indrettede han et værksted hjemme hos sig selv og begyndte selv at høste siv på fjorden.

Efter høstningen med segl følger resten af den traditionelle proces: Rør i neg og traver. Tørring og modning af sivene. Fletning. Stikke bunde (såler). Pyning og syning. Udblokning og faconslåning.

– Jeg elsker at lave sivsko. Både for at holde det gamle håndværk i live, men i ligeså høj grad, fordi jeg på den måde kommer i kontakt med en masse spændende mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt. For eksempel blev jeg engang kontaktet af en russisk munk. Han ville lære, hvordan man lavede sivsko. Noget tid efter kom så denne her lange, mærkelige munk på besøg og lærte lidt af mig. De stakkels munke fryser ad helvede til, når de står midt om natten og beder i flere timer uden at måtte bevæge sig, og der er sivskoene gode, forklarer Karsten Andersen.

Mange af Andersens sivsko går rundt på mange eksotiske steder. For eksempel varmer de et par kolde fødder ved Yangtze-floden i Kina, ligesom hele personalet på et hotel på Svalbard har sivsko fra Randers Fjord som en del af deres uniform.

...EN DAG, VI GIK EN TUR OG SNAKKEDE OM DET FORESTÅENDE SILDEFISKERI, FALDT HAN PLUDSELIG OM OG DØDE I MINE ARME. SÅ JEG FIK ALDRIG LÆRT AT LAVE SIVSKO.

Jagten i dag

Til stadighed følger de store oplevelser ved fjorden. Karsten bor i byens gamle slagteri. Med til huset hører en stor grund helt ned til vandet. På grunden er der en dejlig hytte med udsigt over fjorden og egen havn. En fantastisk naturperle. Flere gange om dagen er han nede ved hytten for at mærke fjorden. For ikke så lang tid siden gik han en tur ned til fjordhytten med sine to hunde. Pludselig ser han en odder komme op ad vandet med en stor skalle i munden. Den sætter sig til rette på molen og spiser i fred og ro fisken, selvom Karsten og de to hunde kun er 20 meter væk. Odderen spiser færdig, tørrer sig om munden og glider tilbage i vandet for blot kort tid efter at dukke op med nok en skalle, som den også fortærer med Karsten og hundene som tilskuere.

Her i de vidtstrakte rørskove er det ikke ualmindeligt at se de store rovfugle som rørhøg, glente, fiskeørn og havørn. Karsten har også tit fornøjelsen af at møde en anden notabilitet i rørskoven – nemlig rørdrummen.

– Det hele startede faktisk dengang, jeg var lige ved at blive slået ihjel.

– Man plejer at sige, at alt var bedre i gamle dage, men sådan er det altså ikke her i fjorden. Det er tydeligt, at vandet er langt renere end før i tiden. Vandplanterne er kommet tilbage. Vi ser masser af sjældne fugle, som vi heller ikke så før i tiden. Og så er der gæssene, som er et kæmpe aktiv for os pramfolk. Jeg er ikke i tvivl om, at vandmiljøplanerne har en del af æren for den nuværende situation, siger Karsten Andersen.

Karsten Andersen er om nogen fjordens mand. Han er for nylig begyndt at tage ud og holde foredrag om egnen. Han er en meget populær foredragsholder. Og med god grund. For han er en gudsbenådet fortæller.

Karstens bror Bent har lige været forbi. Også hos ham fylder fjorden meget. De to brødre vil gerne ud at sætte garn, men vinden er lige vel frisk. Så de håber på en flovning af vinden inden aften, så de kan komme ud på deres elskede fjord.

Du har netop læst en artikel fra Danmarks Jægerforbunds medlemsblad Jæger.

Credits:

Kim Lykke Jensen

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.