Loading

Belæringer fra Hjertet Bagom sindets vildfarelser og det at følge hjertet

Der er et niveau, under sindets malstrøm af tankeprocesser, et niveau under livets højde- og lavpunkter. Et niveau under altings trivialiteter og gentagelses tvang. Du skal forbi angstens port. Forbi ensomhedens grå marker, herefter kommer du til erkendelsernes bakkedrag. Bag dig har du sluppet alle gode overbevisninger, det samme gælder alle formål med livet. Meningen er ligeledes blot skygger af betingede livs-strategier, det at skulle praktisere dagens gøremål, det at skulle nå at leve, før dødens endelige.

Dette niveau under fornuften, rationalitet og tankernes tvangsmæssige søgen efter indhold, syntes at være et tomrum, en uendelig intethed. Dette niveau, som syntes ganske tomt, men som er det modsatte, for det er her vi rummer livet, og alle livets facetter, fra livets opståen til altings forgængelighed. Lige her er du fri, fri af sindets evige ønske om, at indfange en form, et begreb, en smag, et billedet af en situation, et billede af verden, for at kunne notere sig, at "sådan er verden". men det er ikke sådan verden er, det er sådan sindet fanger en vinkel af verden, et greb, for det er det, der er sindets opgave.

For sindet er kun en fremkalder, af det som allerede er sket. Som i et kamera, hvor billedet er taget, for øjeblikket og situation er væk. Sindet ønsker, at have et greb om det grebslige, det at tage begreb om situationen. Hvad er dette? er det farligt?, er det noget der kan bruges? kan det spises? Sindet er både "begrebstageren" og "arkivaren", som arkiverer oplevelsen, i enten gode eller dårlige oplevelser, for data og bedømmelser skal der sættes på for senere genkendelse.

”Som havet kun har én smag, smagen af salt, har min lære kun én smag, smagen af frihed.” Buddha Shakyamuni.

Vores sinds opgave er at konceptualiser, sindet sætte i systemer, kategorisere og analysere alt og mest af alt genkender, også selv om det kun ligner. Det er vores måde, at overleve på, det er det som holder os på det sikre spor. Men det har også sin pris, for forlader vi os kun til rationale, fornuften, det faktuelle og det videnskabelige, ja så får vi solgt vores sjæl, for at blive underlagt sindets tyranni. For det er dét som gør, at vi mister os selv, fordi vi tror på sindets fortællinger. Vi bliver devalueret til sindet og til tankernes vekselvirkninger. Vi bliver forført af forstillingerne som jo er farvet, af erindringernes analyser og forbehold. Vi mister kroppens stemme, følelsernes stemmer, visdommen stemme og ja bevidsthedens stemme, som tilsammen skulle udgøre den bestyrelse, som skulle holde vores ego på direktørposten, med kyndig vejledning, i stedet for at flygte fra frihedens "tomme" væren til.

Sindet leder i fremtiden, hvad det har mistet i fortiden.

Egoet er "grebet" om det som var og det som kommer-, det som kan gribes og begribes, som værende enten eller, ven eller fjende, også når der skal gribes efter fortræffeligheder, eller søges udenom det ubehagelige. Egoet er altid "væk fra noget" eller "henimod noget". Drevet af lyst og evnen til at overleve, dette er egoets primære bevidsthed.

Egoet er således en skygge af sig selv, denne skygge er sindets bedste "formgivelse" et falsk selvbilledet, som enten er en forringelse eller en selv-iscenesættelsens "Rambo", alt efter hvad som giver mest og beskytter mest. Men på trods af forringet ægthed, så bringer det en vis ro. Men på et tidspunkt, bliver dette ego-styret liv, til en ringe forestilling og en række genudsendelser, som ikke har livets energi og puls. Ej heller forankret i nuet eller virkeligheden. Det er her isolationen bliver en konstatering, en vildfarelse i sindets fortolkninger om hvordan verden er, og hvem vi er. En fortvivlelse opstår sammen med en smerte i ikke, at leve et autentisk og dynamisk liv.

Hjertet har kun en vej, mens sindet har 1000 vildfarelser.

At bryde med sindets tyranni, er at bryde med hvad som er rigtigt eller forkert. Intet af det som sindet har sat som "beviser", har noget med virkeligheden at gøre. Smerteligt er det, at komme til erkendelsen om, at livet har været levet på illusioner og nogle ikke bæredygtige principper. At det har forført os selv ud af lyset, væk fra det som i virkeligheden har betydning. At vi har levet på vores egen iscenesatte scene, hvor vi har stræbt efter, at spille hovedrollen i et lystspil, men trods anstrengelser, ender det i en tragedie. Det at havde gjort sig uafhængig, af det smertelige ved at være i livet og i beskyttelsens navn, gjort sig afhængig af lystens syntetiske besættelser.

At beskytte et sårbart hjerte, er for at undgå at blive smertelig såret. Egoets største mission er, at søge udenom dét som minder om fortidens smertelige ekkoer. Men desværre, bliver det en smertelig beskyttelse, for det bliver hjertets isolation. Det bliver et smerteligt fængsel, både for hjertet og hjertets længsler. For et beskyttet hjerte, er et tavs hjertet, for hjertets sprog høres kun når Egoets stemmer forstummer, som kan genkendes som selv-fordømmelsens stemme, frygtens stemme, og ikke mindst den moderlige bekymrende stemme. De stemmer som tilsammen udgøre isolationens fangevogtere.

Når smerten ved at være i isolation, vokser sig større end evnen til at holde smerten ude, så er egoet på kollisions kurs og den mindste ydre krise, kan blive egoet død. Et smerteligt sammenstød, ofte med egoets værste frygt, nemlig tab, opbrud, nedbrud, skilsmisse, uvenskab, fjendskab. Virkelighedens smerte vækker dét indre autentisk jeg. Et menneske fødes, det menneske som kan rumme smerten og som står tilbage ved egoets smertelige opløsning.

Erkendelses døre åbner op for en sanselig verden. en smertelig fødsel, hvor ånden trækkes ind, som et omvendt skrig. Et åndedrag hvor ånden trækkes helt ind i kroppens tempel. En frigivelse af hjertets visdom, som er, "jeg har været her før, jeg har altid været her, jeg kan glemmes, men mistes kan kun det forgængelige.
En stjerne fødes

Når egoet mure og forsvarsværker brister, åbner sig et kongerige sig. En verden af sanselige og bevidstheds åbenbaringer, folder sig ud, gennem sårbare processer. For egoets mure har holdt verden ude, og samtidig har det været et fængsel-, et snævert bur, som har lukket verden ude. Det er netop når disse forsvarsværker brydes ned, at tranformationen starter, og i faldet genser vi fortidens smerte oplevelser, dem som startede forsvaret forskansning. Vi smerteligt mærker det vi ikke fik mærket under vores undgåelses-forsøg, og samtidig mærker vi også gensynet med alt det tabte. En dobbelt proces hvor taknemmelighedens tåre også blander sig med sorgens tårer, taknemmelig i at gense sanseligheden, følelserne, kærligheden, værdierne og muligheder i at være sluppet ud af isolationen. En tranformation som den fede larve død, hvorefter den folde sig ud som sommerfuglen let og smuk . Her på erkendelsens mark, mødes både smerte og glæde i forenighed, i et lidenskabeligt møde, uden sindets forsøg på kontrollere, og holde følelserne nede og adskilt. Et smerteligt og kærlig gensyn med denne forenelighed med alle de frigivende følelser, alle de tabte historier, alle de ufødte personlige egenskaber og muligheder.

En tilgivende sårbar proces, hvor alle mennesker bliver til nære menneskerelationer. Og skulle vi møde mennesker der måtte mangle manere, eller har brister, så er erkendelsen ikke til at tage fejl af; De er ikke født sådan, de har oplevet smerte, som har tvunget hjertet i ly, og derfor har det intet med mig, at gøre. En smertelig erkendelse, som huser både empati og medfølelse, for de mennesker som må leve i isolation, og beskyttelse.

Kærlighedens opvågning er et stadie, hvor sårbarheden er en hyppig gæst, og næsten alt giver en smertelig genkendelse som i; Dette her er også min smerte, og min fortids lidelse. Enten er sorgen på spil, eller også en dyb glæde, begge forløsende på tidligere uforløste oplevelser og følelser.

Lykken er ikke noget som kan fanges, lykken er fri og findes i frie bevægelser, lykken findes i hjertets møde med hjertets bestemmelser. Lykken er nemlig ikke noget, som kan gribe eller begribes. Lykken er et brudeslør, som favner den indre feminine brud, som er klar til det indre bryllup, med den maskuline gom. Det er dette indre bryllup, som rummer det eventyrlige kongerige, som findes i det uendelige, det evige. Det er dette eventyr egoet søger i den ydere verden, men som kun kan findes, efter egoet jordiske død. Efter brylluppet og hvedebrøds-dagene, så er det tid til at gå mod hjertets bestemmelser.

Hjertevejen går altid mod hjertets bestemmelse, og efter hjertets bekendelser og forskrifter, så er livets vej skåret fri af sindets vildfarelser og forførelser, det er således lidenskabens vej, hvor ikke én dag går til spilde, men leves i nærvær og samspil med verden om at udføre hjertes gerninger.

Created By
Mads Vang Christensensen
Appreciate

Credits:

Oprettet vha. billeder af Ganesh Kumar B N - "untitled image" • Indra Dewa - "When I was in Yogyakarta about 3 days ago, Me and my friends decide to visit The Borobudur Temple by a Motorcycle that we rent a day before. We arrived in Borobudur Site at 3 in the noon. Just 2 hours before the site closed. The temple are really crowded with many tourist, but Alhamdulillah we could get a beautiful pictures from Borobudur." • Gage Walker - "She thinks she looks dirty. I tell her it’s cool. “Whatever”, she says."