I første artikel så vi på, hvad skiftende vilkår betød for artssammensætning. Her ser vi nærmere på, hvorfor nogle forsvandt, og om nogle af disse kan tænkes af egen drift at indfinde sig igen.
Tekst: Niels Jørgen Henriksen
Foto: Niels Jørgen Henriksen m.fl.
Nøjagtig hvilke faktorer, der har ligget til grund for de store dyrs forsvinden, er selvfølgelig vanskeligt at afgøre, men det er indlysende, at fragmenteringen af landskabet og øget efterstræbelse for at beskytte afgrøder og husdyr eller undgå konkurrence har været vigtige faktorer. Lossen har således brug for meget store revirer (ca. 300 km² for en hunlos med unger), og det faktum, at den gerne tager får og geder, som var de første tamdyr, giver en grund til, at den var uønsket. Vildkatten kan slet ikke leve i områder med menneskelig aktivitet, og bjørnen har været en risiko for både tamdyrene og menneskene og er derfor blevet forfulgt.
De to store græssere og browsere urokse og elg konkurrerede direkte med tamdyrene, der efterhånden også omfattede tamkvæg, heste og svin, og samtidig var de eftertragtede jagtobjekter, så de er formodentlig bukket under for manglende plads og stort jagttryk. Bæverens udryddelse falder sammen med en voldsom udvidelse af landbruget, og selvom den gennem hele jægerstenalderen var et yndet jagtobjekt pga. pels og kød, så er det mest sandsynlige, at den blev udryddet som følge af bondekulturens krav på de naturlige enge langs vandløbene til græsning og høslæt, hvilket ikke var foreneligt med de oversvømmelser, som bæverne forårsagede.
Med en skulderhøjde på op til 180 centimeter og 800 kilo tung var en uroksetyr en sværvægter blandt planteæderne, og dens iltre temperament gjorde den til et yndet kampdyr i romerske arenaer. Der findes adskillige skeletter af arten som dette ca. 8.600 år gamle, fundet ved Vig og opstillet på Nationalmuseet. Foto: Marcus Sümmick.
Ulven og vildsvinet klarede sig igennem hele vejen, indtil de for ca. 300 år siden bukkede under for iværksatte udryddelseskampagner med kongeligt ansatte jægermestre i spidsen. Også kronhjorten blev udsat for en udryddelseskampagne. I 1799 blev der udstedt et dekret, der beordrede art-en udryddet i hele landet, fordi den påførte skov- og landbrug skader. Det lykkedes på Sjælland i 1845 og på Fyn i 1872 (på Bornholm blev de sidste kronhjorte nedlagt i 1780’erne), men der overlevede en lille bestand i det nordøstjyske.
De klarede sig
En lille gruppe arter formåede at klare sig i Danmark, fra de indvandrede inden indførelsen af landbrug, gennem resten af Holocæn og hele vejen frem til historisk tid. Det gælder udover ulven, som tidligere er nævnt, kronhjort, råvildt, vildsvin, ræv, skovmår, ilder, lækat, brud, grævling, odder, egern, rødmus, markmus, halsbåndsmus/skovmus (kan ikke skelnes knoglemæssigt i fundene), hasselmus, mosegris, pindsvin, alm. spidsmus, dværgspidsmus, vandspidsmus og muldvarp. Disse har kunnet tilpasse sig både de klimatiske og menneskeskabte forandringer, der har været gennem Holocæn, og hvis det ikke havde været for de tidligere nævnte målrettede udryddelseskampagner mod nogle af dem, ville de alle have været her uafbrudt frem til i dag.
Arter her før Holocæn
Skovelefant, skovnæsehorn, flodhest, vandbøffel og dåvildt uddøde i Europa, da mellemistiden Eem sluttede, og temperaturen faldt drastisk. De trak i løbet af Weichsel-istiden først tilbage til det sydlige Europa og Mellemøsten, men da kulden toppede, overlevede skovelefant og skovnæsehorn ikke som arter. Flodhest, vandbøffel og dåvildt forsvandt fra Europa, men overlevede som arter. Dåvildtet blev trængt helt tilbage til Tyrkiet, Iran og Irak. At dåvildt findes i Europa i dag, skyldes først fønikerne, der introducerede arten i Middelhavsområdet, og senere romerne, der spredte arten til det centrale og nordlige Europa. Herhjemme blev dåvildtet indført i sen vikingetid-tidlig middelalder.
Mammut, uldhåret mammut, uldhåret næsehorn, moskusoske, steppebison, vildhest, kæmpehjort, rensdyr, saiga-antilope, snehare, tundramarkmus, markrotte, fjeldlemming og halsbåndlemming var til stede under Weichsel på den gigantiske steppe, der opstod tæt op til iskanten – den såkaldte mammutsteppe. Mammut, uldhåret mammut, uldhåret næsehorn, kæmpehjort, steppebison og vildhest uddøde her i løbet af eller ved Weichsels ophør, da landskabet ændrede karakter til først åben, senere tæt skov, og de uddøde også alle på nær vildhest som arter de følgende årtusinder – den uldhårede mammut overlevede sensationelt på Wrangel Ø nord for Sibirien helt frem til 4.000 år før nu.
Vildsvinet har været her lige så længe som kronvildt og råvildt, men klarede ikke udryddelseskampagnen og bliver stadig aktivt forsøgt udryddet med en statslig ordre meget lig den, der blev givet til kronvildtet for godt 300 år siden. Vildsvinet spiller en vigtig rolle i en vild natur qua sin roden i jorden med sit helt specielle ”snudeskaft”.
Bisonen
Bisonen, eller visenten, som den også kaldes her i Europa, er i bund og grund et steppedyr, og da skovene her i Danmark blev for tætte, flyttede den syd- og sydøstpå og overlevede der. Den vendte senere tilbage til Nordeuropa i de store og mere åbne skove i Hviderusland, Polen og de baltiske lande. Efterhånden som landbruget blev mere og mere udbredt, steg jagttrykket på den, og i begyndelsen af 1900-tallet var der kun to små populationer tilbage – en i Bialowieza-skov-ene og en i Kaukasus. Begge uddøde i 1920’erne, men selve arten blev reddet gennem avlsarbejde med udgangspunkt i en lille flok i fangenskab og findes i dag ca. 30 isolerede steder, fortrinsvis i Østeuropa.
Et stort problem i forhold til bisonen er, at den er en ægte græsser og næppe vil være i stand til at overleve i større populationer i vores skove uden menneskets hjælp. Skovene giver masser af græsningsmuligheder om sommer-en, men stort set kun mulighed for browsing om vinteren, så hvis den skal klare sig, skal der enten være adgang til store, åbne floddale eller enge, der kan give mængder af tørt græs, eller de skal vinterfodres. Skoven er for bisonen kun en nødløsning som habitat, og bliver de introduceret i skov, vil de brede sig ud i de omliggende åbne landbrugsarealer.
Vildhesten
Vildhesten var ligeledes en ægte græsser, og arten fulgte samme mønster som bisonen og overlevede i Syd- og Sydøsteuropa, hvorfra den igen spredte sig til Mellem- og Nordeuropa for 6.000 år siden. Den forsvandt herfra igen efter 1.000 år, men klarede sig på græsstepper mod syd og sydøst. Den europæiske vildhest, tarpanen, Equus ferus ferus, opfattes zoologisk som en underart af Equus fergus, der også omfatter den asiatiske vildhest, przewalski-hesten, Equus fergus przewalski. Sidstnævnte uddøde på fri vildtbane så sent som i slutningen af 1800-tallet i Rusland, hvor den havde overlevet på de sydlige stepper, mens førstnævnte forsvandt tidligere. Hvornår og hvorfor vides ikke præcist, da tamheste dukker op i Rusland for ca. 4.000 år siden, og det er ikke muligt at se direkte forskel på knoglerester af de første tamheste og tarpanen.
Det mest sandsynlige er, at manglen på større sammenhængende græsarealer, der ikke skulle bruges af tamdyr, opblanding med tamheste samt jagt og forfølgelse – både fordi de var græsningskonkurrenter, og deres hybridisering med tamheste var uønsket – tilsammen har betydet enden for arten.
Elgen
Elgen forsvandt herfra for ca. 4.600 år siden. Det var ret sikkert betinget af en øget forfølgelse i kombination med åbningen af landskabet. Elge var både eftertragtede som føde og konkurrent-er til tamdyrene, og de blev presset mod syd og øst (efter vandstandsstigningen blev elgene i resten af Skandinavien adskilt fra de danske). Arten forsvandt af samme årsager som i Danmark fra det meste af Europa og endte med at være en østlig og nordlig art i de store skove der. De senere år er der sket en fornyet spredning mod vest, og hvis den får lov, vil den sandsynligvis indfinde sig igen på et tidspunkt – formodentlig ad samme rute som ulven.
Uroksen
Uroksen forsvandt helt fra Danmark ca. 3.000 år før nu, men var stadig vidt udbredt i Europa på det tidspunkt. Romerne yndede således at bruge indfangne eksemplarer til kampe i deres arenaer, men den øgede jagt og forfølgelse trængte arten tilbage i resten af Europa de følgende årtusinder. Dens krav til habitat gjorde, at den ikke kunne ”flygte” mod nord eller op i bjergene, men måtte blive i tempererede skove og parklandskaber, og de sidste bestande fandtes i de store skove i Østeuropa. Arten uddøde definitivt i 1627 e.Kr., hvor den sidste repræsentant for arten, en ko, døde i Polen, efter at den og dens flok var blevet passet og plejet af kongen og hans hjælpere. Ironisk, da det efter alt at dømme var den, især blandt adelen og fyrster, meget populære jagt på de store okser, der sammen med forfølgelse pga. græsningskonkurrence blev artens endeligt. Dens gener lever dog i vid udstrækning videre i tamkvæg, da den er stamfader til dette.
Svarene
I første artikel i serien om rewilding blev der indledningsvis stillet en række spørgsmål: Kontrollerer vi naturen, når vi udsætter og hegner? Er de arter, som nu skal sættes under hegn i naturområder for at skabe vild natur ikke bare forsvundet som en del af den dynamik, der er i naturen pga. naturlige udsving i klimaet og deraf følgende ændrede livsbetingelser? Vil de arter, der ikke er uddøde, men bare fortrukket til andre områder, ikke selv finde hertil, hvis forholdene passer dem? Og kan man i det hele taget tale om ”vild natur”, hvis man udsætter arter og hegner dem inde? De arter, der er forsvundet, er hovedsageligt forsvundet pga. klimabetingede ændringer, men der er også nogle, hvor det er den menneskelige påvirkning, der har været hovedårsagen til deres forsvinden, og de arter, der ”kun” er blevet fordrevet og dermed stadig eksisterer, vil på et eller andet tidspunkt indfinde sig igen, hvis betingelserne for deres tilstedeværelse genopstår, og de får lov til at indfinde sig.
Indhegning og udsætning af arter er kontrol af naturen, da det sætter den naturlige dynamik ud af kraft og er ikke forenelig med begrebet vild natur. Hegn i forbindelse med vild natur kan kun have sin berettigelse langs store færdselsårer i forbindelse med velfungerende faunapassager.