Loading

Den gode hyrde Dalum Kirke: Digital gudstjeneste 26. april 2020: 2. søndag efter påske

Gudstjeneste for børn den 26. april (2. søndag efter Påske)

I dag handler det om hyrder. Faktisk handler det om hyrderne over dem alle: Hyrdedrengen David fra Det Gamle Testamente – og så også om ham, der kaldte sig selv ”Den gode hyrde”: Jesus.

Hvad er en hyrde? Hvad gør en hyrde? Det kan du få svar på, hvis du kigger herunder, når der er kirkefjernsyn for børn om Den Gode Hyrde fra Dalum Kirke.

Læs videre og se videoen med den digitale gudstjeneste nederst i oplægget.

Dagens bibeltekst er Salme 23 fra Det Gamle Testamente:

Salme af David. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Ved andagten læses teksten som Ida Jessen har gendigtet den i ”Bibelhistorier”.

Billedet af ”Den Gode Hyrde” er et maleri af den fynske maler Niels Th. Lindberg. Maleriet blev i sin tid bestilt af sognepræst og provst Kaj Rasmussen til at hænge i konfirmandstuen ved Dalum Præstegård. Siden hang det i mange år i kirkens dåbsværelse, men nu hænger maleriet i Biblioteket i Kirkens Anneks.

Musikken: Der spilles hyrdemusik i den digitale gudstjeneste. Først en gammel sefardisk ”Pastorale” som spilles på organetto, klarinet og gedeklokker. Gedeklokkerne slutter også gudstjenesten af, og undervejs hører vi to vers af Grundtvig og Carl Nielsens bibelske sang om Kong David: ”Jeg gik i marken og vogtede får”.

Klik på videoen herunder og se og hør hele gudstjenesten.

Medvirkende: Poul Pock-Steen: organetto, gedeklokker, produktion - Tine Maj Kofoed Antonsen: klarinet - Agnethe og Marie Tofte-Hansen: sang og violin - Johannes og Dorthe Tofte-Hansen

God søndag! Hilsen Dalum Kirke, Odense
Created By
Dalum Kirke
Appreciate