Hvert år kommer mange jægere til skade, når de skal brække hjortevildt. Nogle tager ikke deres sår særligt alvorligt, for der skal vel ”bare noget plaster på”. Sådan tænkte også Camilla Jensen, da hun som nybagt jæger kom til skade. Det var ved at gå galt, da der gik MRSA bakterier i såret.
Tekst og foto: Camille Jensen
Som nyjæger fik jeg lov at brække et rålam (som jeg desværre ikke selv havde skudt). Det var min første gang og det startede ganske fint, men da jeg nærmede mig endetarmsregionen, fik jeg problemer. Det var svært at komme til og min helt nye og meget skarpe jagtkniv smuttede for mig og lavede et dybt snitsår i venstre pegefinger.
Jeg skyndte mig at skylle såret og fik bundet fingeren ind, så jeg kunne fortsætte med at brække dyret. Der var ikke så meget logik til stede på det tidspunkt. Kroppen kørte på ren adrenalin og spænding. Heldigvis var de andre ikke fortsat, så jeg fik lov til gøre dyret færdigt med min kæmpestore finger.
Flere af dem mente jeg skulle tage på skadestuen, men det slog jeg væk. Det var jo bare et snitsår. Efterfølgende spurgte de om jeg ville med på næste såt og det ville jeg selvfølgelig.
Stivkrampe og to sting
Da jagtdagen var slut, talte jeg med min kæreste, som var mere eller mindre oprørt over at jeg ikke var taget på skadestuen. Han havde selv venner, som havde fået blodforgiftning ved lignende skader, og han insisterede på, at jeg ringede 1813. Det gjorde jeg så og kom på Gentofte Sygehus. Her fik jeg en stivkrampe vaccine og to sting i fingeren. Ingen antibiotika. Alt var fint og jeg fik bare at vide jeg skulle reagere, hvis det udviklede sig.
De efterfølgende dage virkede alt fredeligt. Fingeren var lidt øm, men ikke noget jeg tillagde betydning, sårets dybde taget i betragtning.
Men lige pludselig gik det stærkt. Otte dagen efter uheldet var jeg var på arbejde, og om formiddagen begyndte klar væske at sive fra såret. Jeg troede bare det var blevet generet af det plaster jeg havde på og reagerede ikke yderligere.
Men i løbet af dagen tog smerten i fingeren til. Jeg mødtes med min kæreste efter arbejde, som igen blev meget utryg ved synet af min finger, som var hævet og rød. Jeg selv var stadig lidt i benægtelse, men han insisterede endnu engang på at jeg ringede 1813.
Jeg kom til på Gentofte hos en ung læge, som tydeligvis ikke var helt tryg ved situationen. Efter en del sparring med sine kollegaer sendte han mig videre til Herlev, da han mente jeg skulle indlægges, så jeg kunne komme i intravenøs antibiotikabehandling.
Store smerter og gult puds
Lettere rystet over udviklingen kørte jeg til Herlev, hvor jeg efter nogle timer kom ind til lægen. Hun trykkede på min finger, som på det tidspunkt gjorde hamrende ondt. Væsken var absolut ikke klar længere. Det var nu helt gult puds, der kom ud. Jeg blev indlagt med beskeden om at jeg skulle opereres næste morgen, hvor de ville skære hele min finger op og forsøge at fjerne den infektion der var opstået.
Jeg var mildest talt i chok over den hastige udvikling der var i gang. Næste morgen blev jeg opereret og vågnede op til en hånd der var bundet ind så den lignede en boksehandske. Havde ingen ide om, hvad der ventede inde under forbindingen.
Jeg lå et døgns tid og var ved at få ro på mig, men dramaet skulle ikke slutte der. Pludselig stormede det ind på stuen med sygeplejersker i fuld beskyttelsesudstyr og jeg blev fortalt de havde fundet MRSA i mit sår. Det er en multiresistent bakterie, som forhindrer behandling med almindelig antibiotika, og den er meget smitsom. Jeg skulle derfor isoleres på stuen og i en ny behandling med en meget hårdere form for antibiotika (Vancomysin).
Indlagt i en uge
Jeg endte med at være indlagt i en uges tid, før jeg kunne få lov at komme hjem og forsætte behandlingen i tabletform og så var det ellers i gang med genoptræning af fingeren.
I dag ser min finger fin ud og jeg kan bevæge den normalt, men det tog mange måneder og daglig træning for at få normal førlighed igen. Den er dog lidt stiv og området med det værste arvæv er stadig lidt følelsesløst. Arret kan sagtens ses, men er pænt og det passer mig egentlig fint, for det er en ”god” historie og en vigtig påmindelse om, hvor forsigtig man skal være og hvor hurtigt man skal huske at handle, hvis uheldet er ude. Det er i hvert fald et råd jeg vil give videre. Kommer du til skade, så afsted med det samme, og gør det jeg ikke gjorde; du skal insistere på en antibiotikabehandling med det samme. Stil dig ikke tilfreds med en stivkrampe. I mit tilfælde er det ikke sikkert det havde gjort en forskel, da der jo var MRSA til stede, men derfor var det stadig en fejl at jeg ikke fik antibiotika fra starten.
Så pas på fingrene, når I arbejder med dyrene, og tag det alvorligt, hvis det alligevel skulle gå galt. Jeg tager i hvert fald aldrig så let på det igen.