En stor tid venter bukketopti 2021

Der er meget at reflektere over, men en ting, man kan dvæle ved, er, hvordan vi som jægere bidrager til sunde råvildtbestande. Det må netop være et mål for alle jægere at sætte vildtet først, for kun herved kan vi bidrage til at sikre jagtens grundlag i fremtiden. Sagt på en anden måde: Vi må alle bidrage til at sikre den gode jagt i generationer.

Motiverne for bukkejagt kan være mange. Et motiv, der fylder meget hos mange bukkejægere, er bukkens opsats – trofæet. Hvorvidt trofæet er målet med jagten eller er midlet til at sikre en bæredygtig vildtforvaltning, er en diskussion, der har fyldt meget hos jægere verden over, og til stadighed gør det. Faktum er, at mange jægere både ser sig selv som nydere af rekreativ jagt, samtidig med at jagtudøvelsen bidrager til en bæredygtig forvaltning.

Der bør være plads til alle og meget gerne i et samarbejde over naboskel, så vi virkelig kan styrke forvaltningen af råvildtet. Det er der nemlig behov for.

På de kommende sider vil du kunne se de største trofæer fra sidste sæson, og vi vil give nogle anbefalinger til, hvordan rekreativ jagt kan udøves, så den fører til bæredygtig råvildtforvaltning, uanset om motivet alene er balsam for sjælen, trofæet, jagten eller forvaltningen.

Den 16. maj er lige om hjørnet, og jeg vil selv være derude med telefonen ved hånden. Som noget helt nyt kan man nemlig registrere de jagtbare pattedyrarter, man ser, i Jæger-appen. På den måde kan vi bidrage til dataindsamlingen og derved hjælpe med at sikre en kvalificeret vurdering af bestandstætheder, så vi også fremover kan udøve en bæredygtig jagt. Knæk og bræk!

tsj@jaegerne.dk

Som en slange i græsset

Toptiens største buk er nedlagt på Møn. Øen er kendt for sine gode bukke og viste sig også i 2021 at være et rent klondike for bukkejægere. Møn leverede således en håndfuld bukkeopsatser over de magiske 130 point.

For Stig Andersen, der er formand for Nyord Jagtforening, blev bukkejagtsæsonen intet mindre end uforglemmelig. På premieredagen var han så heldig og dygtig at nedlægge en buk på øen Nyord, hvor han bor. Han estimerer den til at være i bronzeklassen (ikke opmålt). Dagen efter nedlagde han en buk på Møn, som han estimerer til at have sølvpotentiale (ikke opmålt).

– Den potentielle sølvbuk nedlagde jeg i et jagtkonsortium på det nordlige Møn, hvor jeg sammen med tre andre har lejet 250 ha hos en landmand, fortæller han.

Selvom pyrschjagt med riffel er Stigs altoverskyggende foretrukne jagtform, kom han ikke på jagt hos jagtkonsortiet igen før sidst på sæsonen. Ingen af de tre andre havde på det tidspunkt nedlagt buk i reviret, og tiden var ikke til, at de kunne komme ud mere, hvorfor Stig igen fik muligheden.

– Den 14. juli bestemte jeg mig for at give det en chance, men fik desværre stødt et dyr i begyndelsen af pyrschen. Jeg satte mig derfor i en skydestige et godt stykke fra den skov, hvor dyret var blevet stødt, fortæller han.

To unge bukke kom snart til syne foran ham og begyndte at esse. Efter en times tid sprang de begge uden varsel, og kort efter så Stig noget bevæge sig i den høje bevoksning 85 meter foran sig.

– Det var nærmest som at se en slange i græsset, sådan som vegetationen bevægede sig over et stykke på 40 meter, og pludselig kom bukken til syne mellem to hyldebuske. Shit, den er stor, tænke jeg. Selv uden kikkert kunne jeg se, det var en god buk, fortæller han.

Bukken forsvandt dog lige så pludseligt, som den var kommet til syne, men efter intense 10 minutters venten stod den pludselig til venstre for ham. Den var 85 meter ude og sikrede direkte mod skydetårnet, han sad i. Stig besluttede, at det var nu eller aldrig. Han skuldrede riflen og skød.

Selvom han allerede havde konstateret, at den var stor, blev han alligevel overrasket, da han fik opsatsen i hænderne. Han havde som afslutning på en ekstraordinær god sæson nedlagt et ekstraordinært godt trofæ. Blandt de omkring 150 bukke, som den 72-årige jæger inden denne sæson havde nedlagt gennem sit næsten 50 år lange jægerliv (han fik jagttegn som 25-årig), var blot en enkelt medaljebuk, og den var af bronze.

Et pusterum i hverdagen gav guld

På væggen over spisebordet i Daniel Madsens hus i Glyngøre hænger allerede en god håndfuld fine bukkeopsatser, som den 29-årige jæger har nedlagt i løbet af sine fire år som jæger. Sidste år fik de dog særdeles flot selskab af en skuldermonteret guldbuk – Daniels første medaljebuk.

– Det er ikke sikkert, at jeg kommer til at hænge alle mine bukke op i fremtiden, hvis det fortsætter i det her tempo. Men nu det var en guldbuk, så skulle den selvfølgelig op. Sådan en får jeg nok aldrig lov til at skyde igen.

Bukken på hele 148,25 point blev nedlagt på limfjordsøen Mors en aftentime onsdag den 19. maj på et landbrugsareal, der ligger lige op ad en golfbane. Og netop denne placering samt gode gener på øen mener Daniel kan være medvirkende til hans guldheld. Daniel havde allerede haft held på premieredagen, men besluttede sig for at sætte sig ud på et nyt revir og prøve lykken igen.

Bukkefeberen skulle vise sig at ramme Daniel endnu en gang, da han fik øje på seksenderen, der spankulerede frem og tilbage mellem en rapsmark og det åbne areal, han sad på. Lige idet Daniel troede, at bukken slap, kom den til syne igen inden for skudhold. Et hurtigt fløjt fik bukken til at stoppe op, og Daniel kunne sende den kugle afsted, der fik bukken til at smide sig på stedet.

– En drømmebuk! Og så endda på dansk jord. Det kunne ikke blive bedre.

Daniels far, der indtil 2020 var minkavler, ejer jord flere steder i limfjordslandet, og det er her, Daniel primært dyrker jagten sammen med sin far og bror. Det var frem til nedlukningen Daniels plan at gå i farens fodspor som minkavler. Men Daniel måtte, ligesom sin far, sadle om og er nu gået i voksenlære som gartner.

Daniel drømmer om i fremtiden at supplere jagtturene på Mors med jagtrejser i udlandet. Han har en onkel i Canada og kunne i første omgang godt tænke sig at prøve kræfter med bjørnejagt.

Ud af tågen i Thy

Stig Larsen fra Skjoldborg i Thy er efter eget udsagn en utålmodig riffeljæger, der som regel ikke går på post længe før skydetid. Det var også tilfældet den 23. maj, hvor den 67-årige jæger satte sig i tårnet fem minutter før skydetid. Tålmodighed blev heller aldrig nødvendigt.

– Det var tåget, og det støvregnede – det var noget rigtigt lortevejr.

Allerede idet Stig satte sig, dukkede de første dyr op på 50 meters afstand. Tre hundyr viste det sig dog, men det gav alligevel Stig anledning til at tro på sit eget held. Der gik da også kun få minutter, før der var noget, der bevægede sig i tågen igen. Stig trak først en drivvåd kikkert, som ikke var til megen hjælp, men i kikkertsigtet kunne han hurtigt se, at det var en buk, han kunne skyde. Bukken så ud til at gå ned i skuddet, men kort efter sprang et dyr afsted fra stedet.

– Jeg nåede lige at tænke nogle dårlige tanker.

Med kikkertsigtet kunne han dog se, at det heldigvis var endnu et hundyr, der havde ligget tæt op ad bukken, der sprang.

Bukken lå nemlig, hvor han havde skudt den, og ved første øjekast kunne den erfarne jæger godt se, at der nok var tale om en medaljebuk, men de 141,05 point og den medfølgende guldmedalje var en positiv overraskelse for den beskedne Thybo.

For Stig har jagt været en selvfølgelighed, lige siden han kunne følge i hælene på sin far. Da han selv fik sit jagttegn som 16-årig, blev han hurtigt bidt af hagljagten.

– Jeg synes, duejagten i august måned var fantastisk. Man kunne sidde ude i sine skjorteærmer, og der var mange duer. Det er sådan noget, jeg husker tilbage på og glædes over.

Det er stadig den dag i dag hagljagten, og hvad der følger med af selskabeligheder, der tiltaler Stig mest. At mødes om morgenen og dele en god jagthistorie eller to, før man går ud, er noget af det, han sætter stor pris på. Og så ligger der en frihed i jagt, som er svær at undvære, fortæller han.

Far sendte guldbukken

Tommy Ipsen, som i dag har rundet de 52 år, fik sit jagttegn som 30-årig. Han var dog med som klapper tidligt i livet. Jagtprøven bestod han i år 2000 på sin fars fødselsdag, og dermed blev kimen lagt til mange store jagtoplevelser i familien.

Tommy har været bosat på Bornholm en stor del af sit liv, men i 1993 flyttede han til Sjælland. Klippeøen mod øst har imidlertid fortsat udgjort omdrejningspunktet for bukkejagten, som han har nydt med sin far indtil sidste år, hvor Tommy mistede sin far få dage før bukkejagten.

Det var derfor ikke helt det samme at tage afsted på bukkejagt, men når den 16. maj nærmest er en helligdag i familien, skulle Tommy selvfølgelig ud at kigge efter den store buk, han havde observeret en uge tidligere, da han kørte en tur forbi reviret med kæresten.

– Den 16. maj kom jeg på plads i god tid. Jeg spottede hurtigt en god seksender, som gik på en privat vej, som grænser op til mit revir. Desværre kom han ikke ind forbi mig. Et par dage senere var jeg afsted igen. Jeg så først nogle råer, og der var generelt fin aktivitet i området. Pludselig dukkede den helt store buk op på naboens areal. Han begyndte at feje på en busk lige i skellet. Jeg var nervøs for, at han ikke ville komme ind på mit revir, men efter nogle minutter skete det. Han lavede et par spring og kom ind på engen. Jeg var på dette tidspunkt klar. Skuddet gik, og han faldt i knaldet for en høj lungekugle. Derefter kørte det hele rundt i kroppen. Da jeg kom ned til ham, kunne jeg godt se, det var en god buk, men jeg var ikke klar over, det var en guldbuk. Da jeg tog billeder af bukken, kom jeg til at tænke på min far, som jeg gerne ville have delt denne oplevelse med. Min kæreste sagde efterfølgende, at hun var sikker på, det var min far, som havde sendt bukken i min retning, fortæller Tommy om oplevelsen med den prægtige guldbuk.

Den glemte toptibuk

En stor guldbuk på 137,90 point fra 2021 kunne have figureret på årets bukketopti bragt i maj-udgaven af Jæger. Desværre havde den pågældende opmåler glemt at sende info om bukken til Jægers redaktion, og derfor var den ikke at finde på listen. Det beklager vi naturligvis. Herunder følger fortællingen om Henrik Pedersens guldbuk.

At have adgang til bukkejagt på Møn er bestemt et privilegium. Hele fem af toptibukkene fra 2021-sæsonen er nedlagt på den smukke ø. Henrik Pedersens buk fra den 16. maj er en af disse bukke.

Den 67-årige jæger indledte sit jagtliv så tidligt, som det var muligt, og riflen var med fra begyndelsen. Siden da er det blevet til mange store oplevelser i både ind- og udland, og Henrik har i dag adgang til et spændende revir ved Nordfeld Gods på godt og vel 900 hektar. Her har han efterhånden nedlagt en del flotte bukke.

Området, hvor han primært går på bukkejagt, består hovedsageligt af store, levende hegn og markarealer, og der skal ikke herske tvivl om, at råvildtet stortrives i området.

– Jeg kører gerne med skytten 14 dage før bukkejagten for at kigge lidt på bukkene. I den forbindelse så vi den store buk. Ugen efter så jeg ham igen. Så jagten varede kun en god times tid den 16., da jeg vidste, hvor han gik. Dog var der nogle naboer, som skabte lidt postyr blandt dyrene i området, da de skulle på plads i deres tårne. Jeg formåede dog at få ram på den store buk, inden han nåede at fordufte. Det var en meget spændende oplevelse, særligt fordi jeg pürschede mig ind på ham. Det var bare helt vildt, og for at det ikke skal være løgn, var jeg afsted igen dagen efter, hvor det lykkedes mig at pürsche mig til endnu en stor buk. Han blev opmålt til sølv. 14 dage efter skød jeg så en bronzebuk, så det var svært at få armene ned oven på den sæson. Det var mine tre første danske medaljebukke, beretter Henrik Pedersen, som vist aldrig glemmer bukkesæsonen 2021.

Kongen af rørskoven

Gode venner er guld værd – nogle gange i bogstaveligste forstand. Det kan Carsten Balsløv skrive under på, da hans ven har givet ham mulighed for at gå på bukkejagt på et skønt revir på Møn.

Carsten nedlægger som regel en enkelt buk om året på reviret, som er ganske kuperet. Området består af mindre bevoksninger, arealer som ligger brak og en rørskov ud mod havet. Han har tidligere nedlagt en flot bronzebuk på reviret.

Et par uger før bukkejagten var Carsten ude at skære ned omkring skydetårnet på reviret, og der stødte han en meget stor buk, som havde siddet i rørskoven. Forventningerne var derfor høje, da kalenderen viste 16. maj.

– Det blev den 16. maj, og jeg gik fra bilen fem minutter før skydetid. På vej ned over marken kunne jeg se ryggen af et dyr. Var det mon bukken? Kort efter rejste dyret hovedet, og jeg kunne se, det var en rå. Jeg gik derfor forsigtigt videre og kom rundt om hjørnet ved tårnet. Der stod bukken 75 meter ude. Den kiggede på mig, og jeg havde ingen mulighed for at skyde. Jeg tog en hurtig beslutning og kravlede i tårnet. Han løb først op på den bevoksede skrænt og derefter ud i sivene. Omkring 5.30 dukkede en stor, høj buk frem til venstre for mig, men han forsvandt hurtigt igen. Den store buk, jeg havde stødt, befandt sig til højre for mig, og da klokken var lidt i seks, kom den stille og roligt ud af sivene. Jeg fik riflen i anslag, og i kikkerten kunne jeg se, det var en god seksender. Jeg afgav derfor skud. Han tegnede fint, men rendte op i træerne på skråningen. Jeg ventede og drak kaffe et kvarters tid. Derefter gik jeg hen til skudstedet 100 meter ude. Jeg fandt schweiss og afmærkede stedet, hvorefter jeg gik op på skråningen. Der lå han forendt. Da jeg senere mødte op til bukkepral og fik sammenlignet ham med andre gode bukke, gik det op for mig, at han var lidt mere end en god buk, lyder det fra den passionerede riffeljæger Carsten.

Tålmodighed betaler sig

Det er velkendt, at det kan betale sig at gå tålmodigt til værks. Dog er det ikke alle, som mestrer netop det. Det er imidlertid tilfældet for Flemming Hansen på 54 år. Han fik sit jagttegn som 16-årig, og riffeljagten kom han i gang med i 1995. Selvom han nyder bukkejagt med riffel, takker han ikke nej til en fællesjagt med hagl eller en kronvildtjagt i det jyske.

Han har sit eget revir beliggende på Møn, hvor han råder over små 200 hektar. Her har han brugt meget tid på naturforbedrende tiltag i form af beplantning, oprensning af tilgroede vandhuller og lignende. Flemming er netop bevidst om, at vil man opnå gode jagtmuligheder, skal der lægges en indsats i at skabe gunstige forhold for vildtet.

At gå yderst selektivt til jagten er endnu en dyd, Flemming besidder. Med guldbukken har han blot nedlagt fire bukke i sit liv som jæger, men han har såmænd også en bronzebuk på væggen. Dermed har halvdelen af bukkene, som pryder hans hjem, opnået en medalje. Det må siges at være imponerende. Flemmings tålmodighed i jagtlig henseende skinner tydeligt igennem i beretningen om guldbukken:

– Jeg var ude den 16. om morgenen, men jeg holdt mig på 300 meters afstand af området, hvor, jeg vidste, bukken gik. Jeg havde nemlig ikke travlt, og jeg ville ikke risikere at støde ham. Jeg så ham denne morgen sammen med nogle råer. Den 17. så jeg ham også, men jeg væbnede mig endnu en gang med tålmodighed. Da kalenderen viste den 18., var jeg igen afsted, og denne gang kom bukken ned langs et læhegn, hvor jeg sad. Han kom dog først til skud lidt efter lukketid, og derfor blev det heller ikke til noget denne aften. Den 19. flyttede jeg så position, og denne gang flaskede det hele sig. Bukken kom ud 145 meter fra mig, og jeg kunne med ro sætte en god bladkugle. Han faldt i knaldet. Jeg var glad for forløbet, for min hovedmission havde netop været, at jeg ikke skulle støde ham på noget tidspunkt. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, afrunder han.

Et godt nabosamarbejde

Torben Ingvorsen er passioneret jæger, og jagttegnet var allerede en realitet, da han fyldte 16 år. Riffeljagten fyldte meget fra begyndelsen. Den 50-årige jæger ejer et landbrug på omtrent 200 hektar, hvor han gennem årene har arbejdet ihærdigt på at skabe gode forhold for vildtet i området i form af beplantning, vildtagre og lignende.

Torben har desuden et godt samarbejde med nabojægerne, og de er enige om, at flere af de store bukke skal have lov at udvikle sig og bringe generne videre. Det har resulteret i, at tre af naboerne i området har skudt guldbukke, og med Torbens buk fra sidste sæson slutter han sig til denne fornemme klub.

– I begyndelsen af marts så jeg en stor buk på vildtkameraet, men han forsvandt desværre fra området igen. Så da bukkejagten blev indledt, var det faktisk en anden stor buk, jeg var ude efter. Den 22. havde jeg ikke sat vækkeuret, så jeg vågnede først ved halvsyvtiden. Selvom jeg var en smule træt, besluttede jeg, at jeg skulle ud at kigge efter bukken. Jeg var på plads i tårnet ved syvtiden. Den buk, jeg egentlig gik efter, kom kort efter ud på 100 meters afstand, men den satte sig med det samme. Jeg sad derfor og observerede den i lang tid. Da klokken var over otte, lagde jeg pludselig mærke til, at der stod en meget stor buk et lille stykke fra mig. I kikkerten kunne jeg se, at det var den store buk fra vildtkameraet. Jeg ville dog have en helt perfekt situation, så jeg afventede lidt, men han forsvandt desværre igen. Jeg ærgrede mig, men efter 10 minutter kom han ud endnu en gang. Jeg satte med det samme en god bladkugle, og bukken løb 10 meter, hvorefter den lagde sig. Den anden buk stod en rum tid og kiggede forundret, og jeg nød synet af ham i kikkerten, fortæller Torben.

Guldbuk på retur

Slagtermester Michael Riis Jensen er så heldig at have mulighed for at kunne gå på jagt i et herligt område ikke langt fra Limfjordens østlige udmunding – et område, der er kendt for at have leveret mange gode bukke gennem tiden.

– I området er der et rigtig godt samarbejde med de forskellige naboer. I de seneste år har vi haft en aftale om kun at skyde helt svage bukke og de helt store. Det er tydeligt, at den fælles tilgang giver pote, da vi nu ser langt flere gode bukke. I begyndelsen af maj ser jeg denne her rigtig gode buk på en mark sammen med en håndfuld råer. Jeg er afsted mange gange i løbet af bukkejagten, men ser ikke noget til ham. Den 3. juli er jeg på plads 10 minutter før skydetid. Næsten med det samme kommer der en lille buk ud og lidt efter en rå. Råen går og kigger sig tilbage mod noget bevoksning. Hun er urolig og skraber i jorden. Lidt efter træder bukken frem – det er ham den store. Jeg får riflen i anslag, og det føles som lang tid, før der byder sig en god skudmulighed. Afstanden er 60 meter, og bukken forender med det samme. Jeg var helt oppe at ringe. Jeg sidder et stykke tid for at få pulsen ned igen. Det var en fantastisk oplevelse. Det er mit livs buk. Den er fantastisk flot og helt mørk. Rosenkransene er på størrelse med bunden af en ølflaske. Det vurderes, at bukken er hele syv-otte år gammel og faktisk på retur, hvilket gør det hele endnu bedre, fortæller Michael Riis Jensen, som er en meget erfaren riffeljæger med en del bukke på samvittigheden.

Ud over bukkejagten går han meget op i hundearbejdet og har en kennel med tysk ruhår.

Møn leverer

Møn er et af de steder i landet, hvor der er basis for nogle rigtigt gode bukke. Faktisk så gode, at Anders Christiansen var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle nedlægge denne buk, som endte med at indtage niendepladsen på bukketoptien.

– Jeg havde været afsted på et andet revir om morgenen, hvor jeg havde haft mulighed for at nedlægge buk, men jeg går udelukkende efter store eller abnorme bukke, så jeg måtte afsted igen om aftenen. Jeg var på plads klokken 16, og der gik ikke så lang tid, før bukken viste sig inden for skudhold. Jeg kunne godt se, at det var en lovende buk, men jeg mente ikke helt, at han var stor nok, så jeg lod ham gå. Efter nogen tid kom han ud igen, og jeg var stadig meget i tvivl, så jeg skød ikke. Han forsvandt igen ind i en tykning. Et stykke tid efter viste han sig utroligt nok igen – denne gang sammen med et par råer. Her fik jeg mig selv overbevist om, at bukken var skudbar. Afstanden var 100 meter, og bukken døde i knaldet, fortæller Anders Christiansen.

Bukken viste sig siden at blive opmålt til en guldmedalje og er således Anders Christiansens største buk. Han har tidligere nedlagt både sølv- og bronzebukke på de mønske arealer.

Anders Christiansen har været sømand i mange år. Han fik jagttegn i 1980, men det var først, efter at han gik i land for nogle år siden, at han for alvor fik mulighed for at gøre noget ved riffeljagten. Han har selv jagten på flere hundrede tønder land, og han har desuden været på jagt i Polen nogle gange. Han kan ikke få nok af at opholde sig ude i det fri – på jagt efter store naturoplevelser.