I døden falder den sidste maske

Det kom bag på både bedemand, kapelbetjent og præst, da tre personer pludselig trådte ind ad døren til Vestre Lille Kapel. For siden Eriks død og frem til hans bisættelse har ingen kunnet finde hverken slægtninge eller pårørende.

Af Mikkel Thuesen (tekst) og Morten Lau-Nielsen (foto)

Grønne, lilla og orange planter er bundet sammen til en blomsterkrans. Nogen har alligevel sendt en bårebuket, men uden afsender. Den ligger på det murstensbrune klinkegulv ved siden af Eriks hvide ligkiste, der er placeret midt i det lille kapel.

Det er et kirkelignende rum. Væggene er støbt i beton og beklædt med bronze. På alteret står seks levende stearinlys. Prædikepulten er støbt i jern, og på de opstillede stolerækker er 50 salmebøger fordelt ud på hver enkel siddeplads.

Det er bedemand Per Wraa, der har stået for de praktiske omstændigheder i forbindelse med forberedelserne af Eriks bisættelse. Han er iklædt en lang sort frakke og har kortklippet lyst hår.

”Det er alligevel lidt specielt, at der ikke er nogen, der ved noget om ham,” siger han henvendt til kapelbetjent Bjarne Hjorth.

”Ja, men måske kommer der nogen fra plejehjemmet, for der er jo kommet én bårebuket. De plejer at være søde til at komme, når der ikke er andre,” svarer Bjarne Toft.

Selvom det ikke er første gang, de to står i den her situation, er en bisættelse uden pårørende altid lidt vemodig. De står og taler sammen i entreen til Vestre Lille Kapel. Herfra er der udsyn til en tilstødende have og parkeringspladsen.

”Nu kommer der nogen,” bemærker Bjarne Toft.

To ældre kvinder og en gråhåret mand kommer pludselig til syne gennem det store vinduesparti. De går og skutter sig i vinterkulden, mens de søger efter indgangen.

”Kom ind i varmen,” siger Bjarne Toft og byder velkommen, da de nyankommne træder ind ad døren.

”Er I familie til afdøde?” spørger Per Wraa.

”Ja, vi er Eriks niecer,” lyder svaret fra kvinderne.

”Jeg er bare påhæng,” svare manden.

Bårebuketten er fra dem.

Pårørende søges

På plejehjemmet vidste de godt, at Eriks tid snart var forbi, og derfor tog de kontakt til bedemand Per Wraa. Det er godt 14. dage siden, og normalt plejer pårørende at tage sig af den slags, men Erik var hverken gift eller havde nogen børn.

”Det har simpelthen ikke været muligt at finde nogen pårørende til Erik - overhovedet. Derfor har vi indrykket en dødsannonce i forhåbning om, at nogen måske genkender ham og vil komme til hans bisættelse,” siger Per Wraa.

Eriks bisættelse er betalt af kommunen. Sådan gør man, hvis der ikke findes pårørende eller andre nærstående personer til afdøde, der vil tage ansvaret på sig. I Aarhus Kommune sker det cirka 130 gange om året og i København cirka 230.

Erik var medlem af folkekirken, og derfor er sognepræst Leise Christensen også blevet underrettet om hans død. Selvom den afdøde ikke har pårørende skal præsten alligevel afholde en afskedsceremoni. Selv i døden har man visse rettigheder.

”For mig som præst er det vigtigt at alle, uanset om de har pårørende eller ej, får en værdig afsked. Derfor synger vi salmer, og jeg holder også nogle gange en lille tale for afdøde,” siger Leise Christensen.

Har den afdøde ikke givet ønske om begravelse, bliver man kremeret. Derfor skal Erik brændes. Hans aske vil blive gravet ned på kirkegårdens urnefællesgrav. Det er her, hvor gravpladsen udgøres af en tom græsplanen uden gravsten.

Uden dødsannonce, ingen pårørende

Dybe toner fyger ud af orgelpiberne og fylder rummet. To korsangere stemmer i og forsøger at gøre sit til, at Erik sendes godt herfra. Det er ikke altid, de pårørende har overskud til at synge med på salmerne, og så er det godt med et par ekstra sangstemmer.

”Havde jeg vidst, at der kom pårørende i dag, havde jeg nok valgt nogle lidt mere traditionelle begravelsessalmer,” fortæller sognepræst Leise Christensen.

Men det vidste hun ikke, for ingen meldte sig som pårørende, da Erik døde. Det uventede fremmøde fra Eriks to niecer, der også er søstre, samt den ene af kvindernes ægtemand, vidste heller ikke, at Erik var død. De fik besked gennem den dødsannonce Per Wraa offentliggjorde.

”Da vi så dødsannoncen, vidste vi med det samme, at det var morbror Erik,” siger den ene af søstrene.

”Jeg tror ikke, han var gift, men han var altså en flot mand og damernes ven – en rigtig livsnyder,” fortæller den anden søster.

”..og så kørte han rundt i en stor amerikansk flyder af en bil,” tilføjer hendes mand.

De fortæller også, at Erik var musiker, og at han nogle gange spillede live rundt omkring på byens værtshuse og bodegaer. Erik har uden tvivl været i berøring med mange mennesker i løbet af sine 84 år.

En døbefont med jord og grus

Ved siden af Eriks hvide kiste står en lille døbefont støbt i jern og kobber. Men i stedet for vand er kummen fyldt med en blanding af jord og grus. Ovenpå ligger en lille skovl.

”Af jord er du kommet”

Leise Christensen stikker skovlen ned og lader jord og grus falder mod kistelåget. Lige over det sted, hvor Eriks hoved må ligge.

”Til jord skal du blive,” endnu et spadestik.

Selvom Erik skal kremeres, udfører Leise Christensen alligevel kirkens karakteristiske begravelsesritual med jordpåkastelse. I sin prædiken talte hun om livet, der måske ikke udformede sig, som Erik ønskede. Men også at det ifølge den kristne tro ikke er det vigtigste.

”I døde falder alle de masker, vi påfører os gennemlivet. Når vi træder ind i evigheden foran vor Herre, tager han imod os, præcis som dem vi er bag vore masker,” sagde hun.

Hvor mange masker, Erik havde hængende i sin garderobe, er ikke til at sige, og måske levede han præcis det liv, han drømte om.

”Af jord skal du igen opstå.”

Nu er Erik den næste i køen til at blive brændt” fortælle bedemanden Per Wraa, og efterlader Erik i krematoriet.

Credits:

Morten Lau-Nielsen

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.