View Static Version
Loading

En skydedygtig familie

Ved dette års forbundsmesterskab i jagtskydning og jægertrap præsterede flere skytter at ramme alle 40 duer. Tre af disse serier var dog noget helt særligt, for skytterne bag er fra samme familie.

Tekst og foto: Christian Lang Jensen

Marcus Steensgaard Kjep modtog en guldmedalje i både den individuelle skydning og holdskydningen i juniorrækken.

I Oldboy-rækken præsterede brødrene Jesper Rasmussen Kjep og Torben Kjep at skyde henholdsvis 40/41 og 40/42. Det er i sig selv ganske imponerende. Dog blev de overgået af nevøen Marcus Steensgaard Kjep, som skød 40/40 i juniorrækken, som han vandt efter omskydning med klubkammeraten Mads Baarupdal.

Marcus Steensgaard Kjep var ude i omskydning med klubkammeraten Mads Baarupdal. Han vandt omskydningen ved at ramme 15 ud af 16 duer.

Træning skal der til

Jesper har skudt konkurrencer siden 1995, hvorimod Torben kom i gang et par år senere. De er enige om, at familien nok er lidt skydegal, da der er og har været mange dygtige skytter i familien.

– Jeg skyder omkring 5000 skud om året, men tidligere var det meget mere. Jeg kunne godt skyde i nærheden af 25.000 skud, da jeg var yngre, fortæller Jesper.

Broderen Torben skød tidligere en del med riffel på højt plan, men da lysten forsvandt, kastede han sig over hagl. Det er gået ganske godt, da han har opnået gode placeringer i flere forskellige konkurrencer siden. Han har blandt andet en bronzemedalje fra FM i seniorrækken for år tilbage.

Torben skyder ikke længere så meget på grund af arbejde, men man kan tilsyneladende nå langt på rutinen.

Jesper Rasmussen Kjep (yderst til venstre) og Torben Kjep (yderst til højre) var med til at sikre holdguldet i Oldboy-rækken ved dette års FM i jagtskydning og jægertrap.

– Jeg har haft meget at se til arbejdsmæssigt, så i et par sæsoner er det kun blevet til et par serier om året. Jeg er dog kommet lidt i gang igen, fortæller han.

Da de to brødre var yngre, blev der arbejdet ihærdigt på at udvikle skydefærdighederne, hvilket var årsagen til deres succes ved diverse konkurrencer.

– Var der ikke en skydebane, som havde åbent på Sjælland, så kunne vi godt finde på at køre til Jylland for at få skudt. Det gjorde vi især op til konkurrencer, forklarer Torben.

Jesper påpeger, at han med årene er blevet bedre til at sætte sig op på dagen, og da grundfærdighederne er på plads, er det ikke nødvendigt med lige så meget træning som tidligere.

– Med årene er jeg nok blevet bedre til at sætte mig op på dagen for en konkurrence. Jo flere konkurrencer man skyder, jo nemmere bliver det at sætte sig op på dagen, pointerer han.

Yngre kræfter godt på vej

De to brødre har endnu en bror ved navn Benny Kjep. Han skyder også med hagl, og han deltog ligeledes ved dette års FM i jagtskydning. Dog er niveauet ikke helt så højt. Det må man derimod sige, at det er hos Bennys søn Marcus.

At skyde 40/40 er de færreste forundt. At gøre det i en stor konkurrence er noget, som kun meget få kommer til at opleve. Marcus er en af disse få, hvilket sikrede ham guldet ved årets FM i juniorrækken.

Den unge haglskytte indledte konkurrenceskydningen for otte år siden, og han har i flere år skudt hele fem gange om ugen.

Her ses med Marcus sammen med holdkammeraterne, som leverede en imponerende serie på 118/121. Dette resultat var bedre end vinderresultatet i seniorrækken.

– Jeg skyder to gange om ugen i øjeblikket, men tidligere har jeg været oppe på fem gange om ugen. Jeg skyder i hvert fald på den gode side af 10.000 skud om året, og det bliver nok også til noget mere, fortæller det unge håb med et stort smil.

En 40/40-serie er ikke hverdagskost for Marcus, men han har gjort det nogle gange tidligere.

– Jeg har skudt 40/40 fem gange, tror jeg. Men jeg er særligt godt tilfreds med dette resultat, da jeg fik ny bøsse for otte dage siden.

Meget tyder på, at Marcus er blevet dus med den nye haglspreder, og hvis han fortætter sin udvikling, er der vist ingen grænser for, hvor langt han kan nå med flugtskydningen. Én ting er dog sikkert: Familien Kjep er en særdeles skydedygtig familie!

clj@jaegerne.dk

Selvom niveuaet ikke er helt det samme, så kan Marcus’ far Benny Kjep bestemt også finde ud af at svinge en haglbøsse.

Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate
NextPrevious