Loading

Penille og de ti stemmer Penille Olesen ligner en helt normal pige på 25 år. Det er hun ikke. Penille Olesen deler pladsen i sit hoved med ti stemmer. De ni ønsker hende død.

Diagnosen: Der var engang, hvor Penille Olesen troede, at hun var helt normal. Måske troede hendes forældre det også. Måske troede hendes far, at hun var et helt almindeligt genstridigt barn, da hun en aften som femårig nægtede at spise kød. Måske troede han, at hun gjorde det for at provokere ham. Måske var det derfor, han rejste sig op og lænede sig henover spisebordet, mens Penille Olesens mor og mormor så til. Måske var det derfor, han smækkede sin datter en lussing.

Men Penille Olesen er ikke helt normal, og den aften nægtede hun ikke at spise kød, fordi hun var stædig, kræsen eller provokerende. Hun nægtede at spise kød, fordi stemmer i hendes hoved sagde, at hun ikke måtte.

- Jeg har ti stemmer i hovedet. Ni af dem er ikke positive. Jeg har haft mine stemmer, så længe jeg kan huske. Jeg troede, det var normalt, fortæller Penille Olesen.

Hun er i dag 25 år. For to år siden blev hun en af de cirka 40.000 danskere, der lever et liv med skizofreni. Penille Olesen blev diagnosticeret med skizofreni med tendens til paranoia, og hun kan ikke helt forstå, at det skulle tage så lang tid.

- Min mor burde nok have lagt mærke til det eller min stedfar (Penille Olesens mor blev skilt fra hendes biologiske far red.). Jeg pjækkede i skolen. Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg blev mobbet. Jeg holdt mig for mig selv. Nogle burde nok have lagt mærke til, at der var et eller andet, siger hun.

Der kom aldrig en voksen og spurgte, hvordan Penille Olesen havde det, og hun ville ønske, det havde været anderledes. Det kunne det have været, mener psykolog Anne Cathrine Bomann, der tidligere på året udgav bogen ”En ud af hundrede - Om unge og skizofreni”, men hun vil ikke bebrejde Penille Olesens forældre, at de ikke opdagede, præcis hvad der var galt med deres datter.

Barndommen

- Mange børn har jo en livlig fantasi, der kan være svær at skelne fra noget mere alvorligt. Det er meget atypisk, at man udvikler skizofreni i barndommen, så jeg kan godt forstå, at det ikke er det første, man tænker på. Jeg tror tit, man tilpasser familiemønstret som forælder. Så mister man metaperspektivet. Det er svært at træde væk og se på sin datter udefra. En forælders opgave er først og fremmest at elske sit barn, siger psykologen og fortæller, at skizofreni typisk bryder ud i starten af 20’erne eller i 30’erne.

Kaninen Ninus, der sidder i hospitalssengen, var med Penille Olesen, da hun sidste gang var indlagt på Spangsbjerg. Hun har haft kaninen hele sit liv.

Det atypiske ved Penille Olesens historie er, at hun har haft symptomerne altid. En dag i folkeskolen midt i billedkunstundervisningen på Kvaglundskolen, hører hun en stemme sige sit navn. Hun kigger rundt i klassen, men lyden kommer inde fra hendes hoved.

- Jeg har jo bare fået at vide, at jeg havde en livlig fantasi. De voksne kunne se, at jeg kunne finde ud af lege selv, men det gjorde jeg jo ikke, for jeg havde stemmerne. Som teenager fortæller du ikke dine forældre noget. Der er stor risiko for, at du mister vennerne, hvis du fortæller, at du har stemmer i hovedet. Det er et kæmpestort skridt at tage, for du er usikker nok på dig selv i forvejen. Så jeg gik med det selv, indtil min krop ikke kunne klare det mere, siger Penille Olesen.

Hun kæmper sig gennem skoletiden. Hun bliver mobbet, slået og sparket. Hun skifter skole, og hun kommer igennem det, og efter folkeskolen begynder hun at læse videre til social- og sundhedshjælper, men en dag mister hun grebet om det hele.

- Jeg er realistisk, men jeg er også optimistisk, så jeg håber, jeg kommer ud på den gode side, siger Penille Olesen.

Det er en december-morgen i 2016, og Penille Olesen sidder i sin Suzuki Alto på vej fra Varde til Esbjerg. Morgenen er ved at skifte fra mørk til lys, og Penille Olesen skal hente en veninde i Sønderris på vej til VUC, hvor de sammen læser hf-enkeltfag. Lige før rundkørslen ind til Sønderris mister Penille Olesen kontrollen over sin egen krop. Penille Olesen har et lille sort hul i sin hukommelse, det drejer sig om sekunder, men da hun kommer til sig selv, er hendes Suzuki i den forkerte vejbane, og Penille Olesen stirrer ind i forlygterne på en mørk stationcar. Den kører lige imod hende. Penille Olesen hører lyden af stationcarens horn, og så er der stemmen i hovedet.

- Den siger, jeg skal gøre det af med mig selv, husker hun.

De ti stemmer

Penille Olesen kender sine ti stemmer. Inde i Penilles hoved har hun selvfølgelig sig selv, sine egne tanker og sin egen stemme, men hun har også ti andre. Bortset fra en har de Penille Olesens krop, ansigt, og de har lyden af hendes stemme. Der er ”Den Vrede”, som Penille Olesen bryder sig mindst om af dem alle, for den kommer oftest frem, når Penille selv bliver sur, og så gør den hende ekstra gal, for den ved hvordan den kan påvirke hendes følelser. ”Den Vrede” kan godt lide at holde sig i baggrunden og gejle de andre stemmer op.

I Penille Olesens familie er der en arvegård. Det er her ”Bonden” kommer fra. Ligesom ”Den Vrede” ønsker ”Bonden” ikke Penille Olesen noget godt.

Når Penille Olesen bliver forvirret, kommer ”Den Forvirrede” frem. Hun er lige så negativ som de andre, og som flere af de andre, understøtter ”Den Forvirrede” Penille Olesens negative følelser.

”The Crowd” er en gruppe af fem stemmer. De er altid klar til at gejle de andre stemmer op. De gør ”Den Vrede”, ”Bonden”, ”Den Forvirrede” og ”Den Engelske” stærkere. ”Den Engelske” er den sidste af Penille Olesens negative stemmer. Den taler kun på engelsk. Den er altid negativ. Den er altid farlig.

- Den vil have, jeg skal gøre det af med mig selv, så jeg kan få fred.

”Den Engelske” og de andre stemmer er med Penille Olesen i bilen den morgen, da hun stirrer ind i forlygterne på den mørke stationcar, men vi mangler at møde Penille Olesens sidste stemme.

”Hende” eller ”Hun” er lyset i Penilles stemmeverden. Hun taler med en positiv lys kvindestemme. Penille Olesen kan ikke se sine stemmer, men hun forestiller sig ”Hende” som en skikkelse med en lysende glorie omkring sig. Penille Olesen ser ”Hende” som en slags skytsengel.

- Det er ”Hende”, der siger, at jeg ikke skal lytte til de negative stemmer. Det er ”Hende”, der siger, at jeg er stærk og sej.

Lyden af hornet trænger igennem Suzuki Altoens bilrude og ind i Penille Olesens ører. Den mørke stationscars forlygter er alt for tæt på, men i sidste øjeblik, får Penille Olesen igen kontrol over sin krop, sine hænder og bilen. Hun svinger den til siden, og stationcaren drøner forbi med hornet i bund.

- Jeg tror, ”Hun” reddede mig den dag i bilen, siger Penille Olesen og sender en venlig tanke til sin ene gode stemme.

Den dag kører Penille Olesen ud på det psykiatriske hospital Spangsbjerg efter skole. Den dag bliver hun indlagt på en psykiatrisk afdeling for første gang. Det er her, Penille Olsen får diagnosen skizofreni med tendens til paranoia.

Diagnosticeret

- Det gjorde, at der faldt en tung sten fra mine skuldre, for nu ved jeg, hvad der er i vejen. Nu kan jeg arbejde med det, siger Penille Olesen.

Og det er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt, at system-Danmark bliver bedre til at diagnosticere unge med psykiske lidelser, mener Anne Cathrine Bomann. Der allerede brug for årvågenhed, når pædagoger eller lærere møder børnene i institutioner og skoler.

ADVARSELSTEGN:

Psykolog Anne Cathrine Bomann har lavet følgende liste, der kan være advarselstegn på skizofreni:

  • Søvnproblemer og forandret døgnrytme
  • Mistroiskhed og irritabilitet • angst og depression
  • Social tilbagetrækning og isolation
  • Problemer med at klare skole eller arbejde
  • Svigtende hygiejne
  • Initiativløshed, manglende drive og motivation
  • Forandret eller aparte væremåde

- For langt de fleste plejer det at være en kæmpe lettelse at få en forklaring på, hvad der er i vejen. Mange har med sårbare unge at gøre, uden at de ved noget om psykiske lidelser. Det her er stadig en sort boks for mange. Jeg vil ikke bebrejde den enkelte lærer, men i systemet er der brug for mere viden. Man tryller jo ikke folk syge ved at undersøge det nærmere, men desværre starter man ofte med den mindst alvorlige hypotese i stedet for at prøve at afkræfte den mest alvorlige først. Det bliver en bjørnetjeneste, og i værste fald kan det tage årevis, hvor man måske først prøver at behandle for angst, så depression og først til sidst overvejer skizofreni. På den tid kan der nå at gå rigtig meget galt, for eksempel at man mister sit netværk, begynder at ryge hash eller falder ud af uddannelse eller arbejde. Så hver dag tæller, siger Anne Cathrine Bomann og uddyber:

- Jeg synes hellere, man skal sende folk for tidligt afsted til udredning end for sent.

For Penille Olesen er det et personligt plaster på psyken at få diagnosen, men den har også en bagside. For det er ikke alle, der deler Penille Olesens lettelse over, at hun nu ved, at hun har skizofreni. Et ældre kvindeligt familiemedlem tager direkte afstand til hende.

- Hun troede, det smittede, at det var farligt, at jeg var farlig. Jeg har i dag formået at få et kram af hende, for hun fandt jo ud af, at jeg ikke var farlig. Jeg håber, det kan hjælpe andre til ikke at have de fordomme, at jeg er åben, siger Penille Olsen.

Netop de fordomme vil Anne Cathrine Bomann også mane i jorden.

- Der er i udgangspunktet ikke noget at være bange for. Hvis et menneske med skizofreni er diagnosticeret og i den rigtige behandling, er der ikke noget, der tyder på, at vedkommende er farligere end alle os andre. Der kan dog være en øget risiko for aggression, hvis man ikke passer behandlingen, eller hvis man har et sideløbende misbrug, siger psykologen.

Drømme for fremtiden

Så Penille Olesen er stadig ikke helt normal, men nu ved hun, at en lyserød pille med stoffet Respidon kan holde stemmerne bag en lukket dør. Hun bor i en lejlighed midt i Esbjerg med sin kæreste og de to katte Mini og Tiger. Penille tog Tiger til sig, da Varde Golfklub efterlyste en ny ejer til en lille killing, der blev fundet på golfbanen. Da Penille så opslaget, reagerede hun med det samme, og kørte ud og hentede katten. Tiger er sort og hvid og opkaldt efter Tiger Woods, og den havde brug for omsorg, et besøg hos dyrlægen, loppekur og ormekur. Kattene holder Penille med selskab, mens kæresten er på arbejde.

- Det er jo mine børn, de gør, at jeg har nogle at snakke med, når jeg er alene hjemme. Jeg forestiller mig endda, at de svarer mig. Mine katte kan mærke, hvis jeg har det skidt, så flokkes de mere omkring mig. De hjælper mig, og de gør mig opmærksom på, at jeg har behov for lidt ekstra hjælp.

Kattene og kæresten Mogens er Penilles støtter i hverdagen.

- Jeg forestiller mig, at når jeg engang selv får børn, skal det ikke være en hemmelighed, at mor er syg, siger Penille Olesen.

I lejlighedens stue hænger Penille Olesens egne malerier af forskellige stjernetegn. I et sofahjørne har hun sit strikketøj, og hver mandag tager hun det med i strikkeklub. Penille Olesen vil gerne være helt normal. Hun elsker børn, og hun drømmer om at blive mor og om at sige farvel til de lyserøde piller og stemmerne i sit hoved.

- Jeg har 50 procents chance for at komme ud på den anden side uden medicin. Men der er så også 50 procents chance for at jeg skal leve med det resten af livet. For mig handler det om at få en velfungerende hverdag, så jeg kan tage vare på mine børn, siger hun.

Man kan faktisk blive rask. Man kan leve gode liv med skizofreni, og nogle bliver helt raske igen. Omkring 20 procent bliver så raske, at de ikke længere lever op til diagnose- kriterierne, siger Anne Cathrine Bomann, psykolog og forfatter til bogen ”En ud af hundrede - Om unge og skizofreni”

Penille Olesens liv går på mange måder i den rigtige retning henover sommeren. Hun har fået en praktikplads i en børnehave, og det er som en drøm, der går i opfyldelse, for Penille Olesen elsker at arbejde med børn. Hun tager sin knallert ud i børnehaven to gange om ugen og er der fra klokken 9-12. Lederen ved godt, at Penille Olesen har skizofreni, men for børnene er hun bare Penille.

- Det er fantastisk, for jeg oplever, at folk dømmer mig, men det gør børn ikke, siger Penille Olesen.

Stemmerne banker på

Men mandag den 3. september går det galt. Den dag bruger Penille Olesen på sofaen med sin kæreste Mogens begravet i superhelteserien The Flash. Hun ligger med hovedet i hans skød på sofaen, mens Flash redder verden i fjernsynet. Penille og Mogens har været kærester i fem år, så Mogens har været med helt fra dengang Penille Olesen var en pige uden en diagnose. I weekenden var han ikke hjemme, så hun har savnet ham, og nu er der dømt tv-hygge i den lille lejlighed i Esbjerg, men om aftenen sker der noget med Penille Olesen. Hun beskriver det som et korthus, der begynder at vakle. Det hele foregår inde i hendes hoved. Penille Olesen føler sig nogle gange som hovedpersonen i Pixar-tegnefilmen ”Inderst Inde”, hvor pigen Rileys hoved er et kontrolpanel, der styres af de til tider egenrådige karakterer Vrede, Afsky, Frygt, Glæde og Triste. Penille Olesens indre stemmer er langt mere ondsindede end karaktererne fra tegnefilmen, og nu banker de på døren. De vil ud.

På det tidspunkt har Mogens rejst sig fra sofaen for at hente en cola i køkkenet. Da han kommer tilbage, kan han se, at der er noget i vejen med Penille. Hun har sat sig på kanten af sofaen.

- Hvad kan jeg gøre for dig skat, spørger han.

- Hold om mig, svarer Penille Olesen.

Så lægger han armene om hende, for at give hende tryghed. Det virker … en lille smule. Efter en halv time finder Penille sin telefon frem og sætter beroligende musik i ørerne og laver vejrtrækningsøvelser.

Penille Olesen gør alt, hvad hun kan, for at holde døren til stemmerne lukket. Hun tager sin medicin, hun prøver at lægge sig under sin kædedyne, der normalt giver hende ro, men som ikke er nok denne aften. Så sætter hun sig på sin kontorstol ved computeren og forsøger igen at få kontrol over sin vejrtrækning og sit hoved. Hun finder strikketøj frem og tænder en lydbog i høretelefonerne, men heller ikke det hjælper. Inde i sit hoved hører Penille tre høje bank. Som hvis en sko bliver sparket mod en dør.

Så er stemmerne ude.

Penille Olesen smider strikketøjet fra sig, river sine hvide iPhone-høretelefoner ud af ørerne og trækker benene op mod brystet i fosterstilling, mens hun stadig sidder på kontorstolen. Så vugger hun sig selv frem og tilbage.

- Jeg kan ikke klare mere, der er intet, der hjælper, siger Penille Olesen til sin kæreste.

Det tager lidt tid, så finder hun styrke til at tage sin telefon. Med gråd i stemmen ringer Penille til Spangsbjerg Hospital, og hun pakker sin taske, og klokken to om natten ankommer hun til psykiatrisk akutmodtagelse. Først får hun en samtale med en sygeplejerske, og senere kommer lægen, der vælger at indlægge Penille Olsen.

Fakta

Skizofreni er en psykisk sygdom, hvor symptomerne fx kan være oplevelser af, at noget udefra kan påvirke patientens tanker, oplevelse af at høre stemmer eller andre hallucinationer, oplevelser af at blive styret af udefra kommende kræfter eller af kræfter, der påvirker kroppen, legemlige påvirkningsoplevelser, forstyrrede sansningsoplevelser, vedvarende hallucinationer, sproglige tankeforstyrrelser og stivnet adfærd som fx at have vanskeligheder med at skabe og vedligeholde kontakten til andre.

På hospitalet

Det er fredag den 14. september. Det er 11 dage siden, Penille Olesens stemmer bankede døren i hendes hoved ind. På Spangsbjerg Hospitals sengeafsnit A hænger der en tegning af en farvet blomst på døren ind til stue 26.

”Her bor Penille”, står der.

Indenfor er farverne suget ud af værelset. Der er hvide vægge, beige gardiner, et gråt linoleumsgulv og kun det blå dynebetræk, og Penille Olesens strikketøj sætter en lille smule farve på Penille Olesens virkelighed som psykiatrisk patient. Hun er kun et par dage fra at vende tilbage til virkeligheden, for inde bag hospitalets vægge har Penille Olesen fået justeret sin medicin, og stemmerne i hendes hoved er stort set reduceret til en mumlen.

- Jeg vil ikke sige, det er en god oplevelse at komme herud, men det gør godt for en. Det er godt for en, hvis man har det psykisk dårlig, men man har ikke lyst til at blive indlagt. For du bliver jo revet væk fra din familie, du bliver revet væk fra din dagligdag, og hvis du er vant til at stå op klokken 9, så bliver du vækket herude fra kvart i syv til kvart over syv, fordi nu skal du op. Der er morgenmad klokken halv otte, så er der morgenmøde klokken halv ni og en gåtur klokken halv ti, og så er der middagsmad klokken halv 12. Så din formiddag er ligesom planlagt.

Penille Olesen sidder ved et lille bord, der sammen med en seng, et sengebord og to stole udgør møblementet i hospitalsværelset. Der er chips på bordet og tobak og cigaretfiltre, så hun kan rulle sine smøger. I sengen sidder Penille Olesens tøjkanin Ninus.

Det er et lille nederlag for Penille, at hun igen bliver indlagt, for når hun lægger planer for fremtiden, er Spangsbjerg Hospital ikke med i dem.

- Men jeg rejser mig stærkt igen. Det er ok at have nederlag, når man har det psykisk dårligt. Raske kan også have en dag, hvor de ikke magter det hele, men for mig varer den periode bare længere. Sidst, jeg blev indlagt, kunne jeg ikke selv ringe ind. At jeg kan det nu, er en sejr for mig, siger hun.

Alligevel sidder frygten i hende. Frygten for at det aldrig ender.

- Jeg går jo og frygter, at jeg kommer til at leve med det resten af livet, at jeg skal tage medicin resten af livet. Det frygter jeg, men det er jo den realistiske side af mig. Og jeg er samtidig optimistisk og siger, jeg skal nok komme ud af det på den gode side. Om det så tager fem år, så skal jeg nok komme derover. Om det så tager ti år, jeg skal nok komme derover.

Engang var hun indlagt halvanden måned. Dengang kunne hun ikke se lyset, det kan hun i dag. Hun tager sin mobiltelefon, og sætter den sang på, hun har hørt igen og igen, mens hun har været indlagt. Sangen er fra serien The Flash. Den serie hun så med sin kæreste Mogens, den dag hun fik det dårligt.

- Det er ligesom den, der har holdt mig fast, for det han synger, det passer så godt på mig nu. Når jeg går her, så savner jeg jo min kæreste, jeg savner mine katte, jeg savner min hverdag.

Så lyder Grant Justins stemme:

“Can’t say how the days will unfold,

Can’t change what the future may hold

But, I want you in it

Every hour, every minute”.

Created By
Jan Lindhardt
Appreciate

Credits:

Tue Sørensen

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.