Loading

Lynæs Posten Nr. 2 · juli 2019

Byger der går og kommer

Så kan vi kende den danske sommer igen efter sidste års sydlandske tilstande. Salget af sommerhuse i Danmark slog nye rekorder i løbet af vinteren, for hvem gider dog tage til udlandet, når vi har det hele lige her.

Men mon ikke, vi er mange, der foretrækker de mere normale tilstande. For selv om det var skønt, var det alligevel lidt…..brunt og brændt.

Sommerfesten fik igen i år flot fremmøde med nok 70-80 mennesker. Børn og voksne i alle aldre og dejligt mange nytilkomne til foreningen. Gamle traditioner blev holdt i hævd med både tovtrækning og trillebørræs, og nye tiltag kom til i form af hulahop konkurrence og dekorationer i teltet, som aldrig er set mage.

Der er billeder fra både fest og forberedelser inde i bladet.

Du kan også se billeder fra den fælles arbejdsdag, hvor alle træerne i den nye æblelund øjensynligt endnu ikke var bortadopteret, så vores formand måtte have fat i seriøse redskaber og sikkerhedsudstyr for at gå til kamp for æbletræernes befrielse.

Og så kan du læse om, hvordan OF Lynæs går i blodet. Så meget, at en familie nu har taget fat på fjerde generation her.

Fortsat god sommer til alle.

Formanden måtte have fat i seriøse redskaber og sikkerhedsudstyr for at gå til kamp for æbletræernes befrielse.

Tekst: Lis Norup - Layout: Henrik Ludvig Christensen

Send indlæg og forslag til: lisnorup@mail.dk

Sommerportrættet

Fjerde generation har taget hul på livet i Lynæs

Det startede med oldefar på Dovrehøjen for mange år siden. Nu vokser Mollie og hendes lillebror op som fjerde generation i andelshaveforeningen.

Det begynder at ligne en familiesaga, for Tikkie og Mads Elsøes børn kan nemlig prale af at være fjerde generation i OF Lynæs. Deres oldefar var den første, der opdagede oasen i 60’erne. Så var det mormor og senere mor, der kørte på trehjulet på eventyrvejene som små, og nu er det altså 4-årige Mollies tur til at udforske området – ikke at forglemme hendes i skrivende stund ufødte lillebror.

Tikkie og Mads bor på Nøkkevangen 12, Tikkies mor, Lonnie Iversen bor med sin mand, Dimitri Grädel, på Dværgbakken 29, og det var Lonnies far, Jan Carlo Iversen, der for snart et halvt århundrede siden startede det hele, da han begyndte at besøge venner i det dengang ret nyetablerede OF Lynæs og efter nogle år købte sin egen skurvogn på Dovrehøjen. Med sig havde han sin dengang 9-årige datter, Lonnie, som havde nogle af de allerbedste stunder med sin far her i Lynæs.

Lynæs blev fristedet med det gode nærvær

Jan Carlo var brolægger og søn af ”Farfar Ismand”, som kørte med is i Rødovre. Jan Carlo blev skilt fra Lonnies mor, og hun boede hos ham efter skilsmissen, mens hendes søskende blev hos moren. Og ikke sjældent gik turen til Lynæs for far og datter. Haveforeningen var dobbelt så stor dengang, og Lonnie husker, at hun for vild flere gange.

”Min far sang altid Elvis sange, han var fuld af fest og ballade, og jeg husker de første år i Lynæs som et sted med fællesskab, sammenhold, gæster og fester og som et fristed med et nærvær med min far, som jeg ikke oplevede andre steder. Plus en stor glæde ved naturen, som han har lært mig meget om.”

Desværre døde han allerede som 53-årig, men da var Lonnie blevet voksen og havde købt sit eget sted i Lynæs med Dimitri, og de nåede at få fire fantastiske år med ham heroppe. Det var i 1996, at Lonnie og Dimitri købte et par skure på 15-20 m2 på Dværgbakken.

Skure med vokseværk

”Vi var fire i familien, og det gik fint med petroleum, bilbatteri og bål i haven.”

Noget der har ændret sig en hel del i dag, hvor Dimitri har bygget om, udvidet og forbedret i den helt store stil, så huset nu fremstår som lidt af en drøm.

Som datalog ligger det ikke umiddelbart i jobbet at kunne tømre og snedkerere, som Dimitri kan. Men det har han lært sig, og huset er vokset både i størrelse og komfort med årene. Lonnie arbejder stadig på fuld tryk som selvstændig konsulent inden for ledelse og personaleudvikling. Så sommerferien i Lynæs er noget, hun og familien glæder sig meget til.

Børnene Tikkie (34) og Luna (25) har deres barndomsminder her, og for fem år siden købte Tikkie selv hus med sin Mads på Nøkkevangen.

Der har de bygget ny terrasse, lagt nyt gulv i soveværelset og fået installeret toilet, så det fungerer for den voksende familie. Tikkie kan godt huske de glade dage med morfar og fortæller, at det faktisk var ham, der byggede den store grill ved fælleshuset.

Børn af den digitale tidsalder

”Det var spændende at lege på hans grund dengang, husker hun. Men man skulle ikke tabe bolden i det kuperede terræn fra Dovrehøjen ned mod Dværgbakken.”

Datteren Mollie leger lystigst i haven, som hun selv og hendes mor engang har gjort det, og i skrivende stund er der endnu et eksemplar af fjerde generation på vej – og sandsynligvis allerede sat i verden nu.

"I skrivende stund er der endnu et eksemplar af fjerde generation på vej – og sandsynligvis allerede sat i verden nu."

Både Tikkie og Mads er børn af den digitale tidsalder. Tidligere ejede og drev de fælles webshop og tøjbutik på Nørrebro, og i dag arbejder de som henholdsvis interiør skribent og stylist, og som Native Manager på Politiken. Til de sikkert ganske få, der ikke lige ved, hvad det er, forklarer Mads, at det betyder annoncørbetalt indhold — journalistisk indhold i samarbejde med annoncører.

”Det er spændende at følge udviklingen i området, og vi bruger virkelig lokalområdet,” siger Mads. ”Ikke mindst Hundested og Lynæs. Vi er glade for både den nye Restaurant Knud på havnen, Cafe Proviant, Bryghuset og fællesspisningen i Lynæs Surfcenter. Og jeg er specielt glad for det nye kontorfællesskab i Lynæs Havn, hvor der er gratis kaffe og hurtigt internet, og hvortil jeg har klippekort. Det gør det muligt at være her rigtig meget – specielt nu med den lille nye.”

OF Lynæs er, som allerede skrevet, gået i blodet på hele familien generation efter generation og er blevet deres samlingssted. Også to af Tikkies bedste veninder er flyttet ind i foreningen det sidste års tid med deres familie, mens Tikkies lillesøster, Luna, stadig nøjes med at være på besøg, men også hun drømmer om at få sit eget sted i OF Lynæs en dag.

Af: Johnny Hedegaard, Elvervænget 1

Tidselsommerfugl eller Painted Lady

Der var ikke meget glans og glamour over de første Bella Donnaer, der indtog blomsterbedenes dansescene i Lynæs i det tidlige forår. Tværtimod.

Slidte, flossede og falmede i farverne efter en ekstraordinær lang flyvetur var de. Tidselsommerfuglene.

Bella Donna kaldte Linnés (svensk videnskabsmand fra 1700 tallet, red.) den, hvilket blev oversat til Den Smukke Frue. Siden blev den på de fleste sprog kaldt Tidselsommerfugl. Fordi dens foretrukne foderplante er Tidsel. Men når man ser en nyklækket, farvemættet Tidselsommerfugl, må man tage hatten af for englænderne, som kalder den ved helt rette navn: Painted Lady.

Selv om ikke alle kender Tidselsommefuglen af navn, er det få, der efterhånden ikke har opdaget, at der i år ikke bare er mange, men ekstraordinært mange af slagsen. Eksperter mener at de flyvende gæster skal tælles i millioner - med 100 foran.

Sommerfuglen kommer til landet hvert år, men selv om den sætter en enkelt eller to generationer i verden over sommeren, overlever de ikke den danske vinter. Hvor mild den efterhånden end måtte være.

Alle de første vi ser i maj måned, har derfor været på en lang rejse. Og i år mener sagkundskaben, at ekstraordinært gode forhold tidligere på året i Mellemøsten/Arabiske lande har fået så mange sommerfugle på vingerne, at et astronomisk antal presses væk fra lokalområderne, og dermed forårsaget den massive vandring op gennem Europa.

Flosset i kanten og falmet i farverne efter en lang flyvetur fra Middelhavet og op gennem Europa for endelig at blive fotograferet på Elvervænget 1. Herunder et perfekt eksemplar.

Selv om den kaldes Tidselsommerfugl er hverken den voksne eller larverne kostforagtere, og æggene lægges på så forskellige planter som katost, slangehoved, bynke, nælde, evighedsblomst og (selvfølgelig) tidsel. Efter 3-7 dage kommer larverne frem. De forpupper sig efter 3-4 uger, og efter yderligere to uger som puppe kommer den allersmukkeste Painted Lady frem i solen. Det mest almindelige er en generation, men i milde sæsoner kan der forekomme 2. generation.

Det hænder, at de formerer sig undervejs på den lange rejse, så nogle af de første vi ser, kan faktisk være 1. generation på sommerens rejse.

Den regnes for at være verdens mest udbredte sommerfugl, og den er fundet ikke bare på Færøerne, men også så langt ude til havs som på Svalbard. (Prøv at se på et kort. Det er næsten ubegribeligt, hvordan en sommerfugl klarer den rejse over åbent hav).

Der er adskillige beskrivelser fra foråret, der fortæller om, hvordan folk har siddet målløse ved strandkanten og set den enorme mængde af sommerfugle, der er kommet ind fra havet.

Selv om vi synes der i år har været enorme mængder, videregav Torben W. Langer i 1958 en beskrivelse der lyder: "Den kan optræde i uhyre masser, så at jorden ligefrem synes at flimre, indtil en veritabel sky af sommerfugle som på et givent signal steg til vejrs og satte kursen nordpå, ud over Middelhavet". Der foreligger også en melding fra 1879 hvor der i Frankrig observeredes en sværm der fløj i ca.1 meters højde og bredte sig over en ca. otte kilometer bred front.

Havevandring

Torsdag d. 1. august er der mulighed for gå med på en uformel havevandring i foreningen. Alle, der har lyst til at vise deres have frem, eller bare til at gå med på turen, er velkomne. Hvis I har lyst til at byde på et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft, hjemmedyrkede bær, ærter, en kage el.lign. i haven, vil det være dejligt, men det er ikke et krav for at deltage.

Kom med, lad dig inspirere af de andre haver og lav evt. aftaler om at bytte planter eller andet undervejs.

Vi mødes ved fælleshuset kl. 15 og slutter turen af i haven hos Claus og Jytte på Dværgbakken 36, hvor der helt sikkert bliver serveret en forfriskning.

Sommerhilsner Jacob, Nøkkevangen 7

Sommerfest 2019

Kort nyt

Ny svævebane med lyd på

Vi har fået ny legeplads i flotte og robuste materialer. Og det har med sikkerhed været et stort arbejde for legepladsudvalget, som blev nedsat ved generalforsamlingen. Ikke mindst med sikkerhedsgodkendelser, som skal være der, fordi vores område i praksis er offentligt tilgængeligt. Trampolinen er dog stadig ikke godkendt af myndighederne, hvilket betyder, at den er, som den altid har været – men altså ikke officielt godkendt.

Der er gang i den nye svævebane, og børnene er tilsyneladende glade for den. Men desværre har det vist sig, at den afgiver noget støj fra kablerne, som beboerne, der ligger op til, er generet af. Især, fordi endestationen er uden for selve legepladsen på fodboldbanen og dermed lige op ad haverne.

Det er rigtig beklageligt, at nogle oplever støjgener fra svævebanen. Og bestyrelsen er i gang med at finde ud af, hvad der kan gøres for at begrænse støjgenerne. Foreløbig henstiller bestyrelsen til, at svævebanen i lighed med motorredskaber og plæneklippere, kun benyttes mellem kl. 9 og 18, så de omkringboende kan få fred om aftenen.

Det handler om at sigte

Når du skal tømme campingtoilettet, må du meget gerne tømme direkte ned i hullet – altså sigte lidt bedre. Skulle hilse og sige, at det ikke er sjovt at gøre rent, når indholdet af campingtoilettet er plasket op ad væggene. Hmmmm.

Træfældning til vinter

Vi er nået til næste runde træfældning på vores fælles matrikel. Bestyrelsen har i år besluttet at udvælge de træer, vi mener, skal fældes til gavn for fællesskabet. Vi sender vores plan til høring hos jer, og der er deadline 1. september 2019.

Eventuelle indsigelser til Mads' email: mwillads@gmail.com

Bedste hilsener Bestyrelsen

Bestyrelsen kommunikerer ikke på Facebook

Mange i OF Lynæs bruger vores Facebookside, hvor vi har en lukket gruppe for beboere. Men ikke alle er på Facebook. Bestyrelsen kommunikerer derfor ikke via Facebook, men via mail, nyhedsbreve, Lynæsposten og vores egen hjemmeside of-lynaes.dk, hvor du kan finde alle relevante oplysninger.

Det kan også være en god ide at tjekke Halsnæs Kommunes hjemmeside, hvor vi løbende bliver orienteret om eventuelle forbud mod at vande, tænde bål, grille osv. Og hvor vi også to gange årligt kan tilmelde os afhentning af storskrald.

Hvis du er ny i foreningen, så tjek Medlemsmappen under Info på vores hjemmeside. Der kan du ses vores ordensregler og få svar på de fleste af de spørgsmål, du måtte have.

Du kan også kontakte et bestyrelsesmedlem i Fælleshuset om søndagen fra 11-12. Her kan du også få udleveret sneglegift og nøgle til bom og badehus, såfremt du ikke allerede har en.

Og så er du altid velkommen til at sende en mail til bestyrelsesmedlemmerne.

Fælles arbejdsdage

Det er helt frivilligt, om du vil deltage i vores fælles arbejdsdage. Udover at få ryddet op på fællesområdet og ordnet små og store reparationer, er det hyggeligt og en god måde at lære hinanden at kende på. Vi bliver alle trukket 200 kr. om året for fællesarbejde, men hvis du møder op, modtager du 100 kr. pr gang. Børnene kan tjene 50 kr. på at komme med og give en hånd.

Næste fælles arbejdsdage:

  • 11. august og 22. september fra Kl. 10-12

Der er bestyrelsesmøder de samme dage fra kl. 12-14.

Mobile Pay

Vores Mobile Pay nummer er 16354 og kan bruges til:

  • Vaskemaskine (30 kr. pr. vask)
  • Brusebad (20 kr.)
  • Leje af fælleshus (100 kr. pr. nat)
  • Leje af trailer (25 kr. pr. påbegyndte to timer)

I ladeskuret er der en kalender, hvor du kan reservere fælleshus og trailer – og hvor du også finder koden til trailerlåsen. Nøglen til ladeskuret er den samme som til bommen. Og til badehuset.

Græsslåning, el- og motorredskaber

En af de ting, de fleste virkelig påskønner i vores forening er den fred og idyl, der hersker. Derfor har vi lidt strikse regler om brug af larmende maskiner. Det er tilladt at slå græs og bruge motorredskaber mandag til lørdag fra kl. 9-18. Fredag er det tilladt at slå græs og bruge maskiner til kl. 19. Søn- og helligdage KUN kl. 9-12.

Bestyrelsen

Mads Willads Petersen, Formand • Elvervænget 2 • mwillads@gmail.com
Jacob Søborg, Næstformand • Elvervænget 4 • jacob@sinatra.dk
Ingelise Hallengren, Kasserer • Elvervænget 21 • ingelise@hallengren.net
Jan Svane, Bestyrelsesmedlem • Dværgbakken 39 • jansvanec@gmail.com
Bent Kjær Hansen • Bestyrelsesmedlem • Dværgbakken 33 • skovlybakken12@gmail.com
Lis Norup, Suppleant og lokalredaktør • Elvervænget 3 • lisnorup@mail.dk
Henrik Christensen • Hjemmeside og Lynæsposten

Har du ideer eller indlæg til bladet, så send indlæg og forslag til: lisnorup@mail.dk

LYNÆSPOSTEN · NR. 2 · JULI 2019

På gensyn i næste nummer af Lynæs Posten

Created By
Henrik Christensen
Appreciate

Credits:

lis Norup og Henrik Christensen

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.