Loading

FRA HELMANDS HELVEDE OG HJEM IGEN Michael Willadsen tog som 26-årig til Afghanistan optændt af et håb om at gøre en forskel og beruset af det fællesskab, han havde med sine soldaterkammerater. Han vendte hjem som en anden mand, der satte både sin families og sit eget liv på spil i kampen mod dæmonerne fra Helmand.

Af Rune Weitling - Fotos: Tue Sørensen og privat

I Afghanistan bliver Michael skudt på af Taleban. Han kører på vejsidebomber og ser sin delingsførers kind blive flænset op af fragmenter. Som sygehjælper stopper han blødningen på sin kammerats skudhul, hvorefter han - med sin ven over skuldrene - løber gennem en regn af kugler for at få bragt ham i sikkerhed. Alt sammen uden at lide større mental overlast.

Men da en afghansk far kommer gående op til den danske lejr og sætter sin lille datter på fem år i skødet på Michael med hendes tarme synligt ude af maven efter et morterangreb, og lægen efter et kvarter afmelder helikopteren, fordi hun er død, så rammer det. Og det rammer anderledes end alt andet.

For mens Michael sidder der med et afsluttet liv, som kun lige var begyndt, i armene, går faderen uberørt derfra, alt imens han tæller de dollars, han har fået i kompensation for sin lille datters død.

Ubarmhjertigt. Iskoldt. Så grusomt, som kun krig kan være.

- Jeg er selv far til en knægt på samme alder som pigen, og da jeg sidder med hende, forestiller jeg mig, det er mit eget barn. Men fordi hun er en pige, og de nærmest intet regnes for i Afghanistan, så går hendes far blot afsted med sine dollars. Det var så enormt stødende. Det var så kvalmende. Og skal jeg pege på én ting, der var ødelæggende for mig, er det dét. Det ændrede på sin vis mit syn på dét, som vi lavede dernede, siger han.

Langt fra Helmand

Vi møder Michael Willadsen på en cafe i Esbjerg indre by. Langt fra krigens rædsler, langt fra Helmand provinsen, langt fra Armadillo forposten.

Michael er 36 år, far til tre og har milde øjne. Blikket er godmodigt som en labradors, og de daggamle skægstubbe, der ser ud til at kunne fjernes med et viskelæder, synes at være et vidnesbyrd om, at Michael er for ung til at have oplevet, hvad han har.

Han er langt fra Rambo typen, men i stedet en sympatisk og reflekterende mand, der overvejer sine ord, mens han roligt drikker sin varme kakao. Men da en cafémedarbejder glemmer at lukke en lagerdør, og blæstens kraft får den til at smække voldsomt i, er Michael en torsdag eftermiddag i Esbjerg centrum med ét tilbage i Afghanistan. Tilbage, hvor Taleban skyder fra den nærmeste jordhule, hvor granater fra oven og bomber fra vejsiden er en del af hverdagen.

- Jeg kan slet ikke have høje lyde. Alle i min omgangskreds ved, at de aldrig må forskrække mig. Og nytårsaften er den værste dag på hele året for mig, fortæller Michael, der har valgt, at vi skal sidde ved det bagerste bord i cafeen.

Med ham placeret så han hele tiden kan se udgangen.

En skæbnesvanger beslutning

Det er godt ti år siden, at Michael vendte hjem fra den krig, han aldrig er vendt hjem fra.

I dag sidder han og er begejstret for at have fået foreløbigt bevilget en daglig arbejdsdag på fire timer hos Kernebageren i Esbjerg efter at have gennemgået mere end 40 ugers behandling på Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Vejle, haft utallige timer hos psykologer og psykiatere samt været stærkt medicineret i årevis.

Han er tilfreds med at kunne få en dagligdag til at fungere nogenlunde normalt, og han er lettet over, at der bliver længere og længere imellem de mareridt, der bader ham i sved og sender hans sind tilbage til fortidens dæmoner i det centralasiatiske land, hvor der siden 2001 har været konstant krig.

Han føler sig mere end taknemmelig ved fortsat at have sin kone, som han snart kan fejre kobberbryllup med, ved sin side, og han er opfyldt med en ren og skær lykke, når han tænker på sine tre børn.

Og så er Michael Willadsen ganske enkelt glad for at være i live. Glad for, at han fejlede den dag i 2014, hvor han besluttede - efter en lortedag, hvor han havde brændt ting på og stortudet i bageriet og været så stopfyldt med afmægtighed og alle de forkerte tanker - at køre sin bil og sig selv direkte ind i et stort vejtræ på vej hjem.

- Psykologen sagde efterfølgende, at jeg skulle forestille mig, at jeg lå i kisten og kiggede op på min familie, som stod og så ned på mig. Det ramte mig hårdt, må jeg indrømme. Jeg oplevede pludselig, hvor egoistisk en beslutning, jeg havde truffet, og der bestemte jeg, at jeg ville kæmpe med alt, hvad jeg havde for at gøre det godt igen.

En tung dyne lægger sig

Forud er gået år, hvor mørke skyer fra Helmand langsomt, men vedholdende er trukket ind over Michael. År, hvor Michael kontinuerligt er gået i opløsning, hvor hans sind snigende er smuldret bid for bid.

Efter sin hjemkomst klarer Michael ellers sine psykologtests og lægeundersøgelser i fin stil. Det er ikke unormalt for hjemvendte soldater, at de i den første tid efter en udsending ikke føler sig belastet af de oplevelser, de har med hjem i rygsækken.

En ny hverdag skal op at køre, familien er i fokus, og de fleste tænker, at der er masser af tid til at få fordøjet begivenhederne fra krigen. Sådan er det også for Michael efter sin første udsending til Balkan, sin første udsending til Afghanistan og sin sidste udsending til Afghanistan.

Men – ligesom hos andre veteraner med PTSD – arbejder tiden ikke for Michael. Den arbejder imod Michael.

Efter hjemkomsten har hans kone, Stine, fundet et rækkehus til familien i Varde, og Michael har bedt om at blive overflyttet fra Garderhusarregimentet i Slagelse til artilleriet i Oksbøl.

Foruden arbejdet som konstabel bevirker den nye bopæl også, at den bageruddannede Michael indimellem kan hjælpe sin svoger, der har åbnet bagerforretning i Vejers.

Michael føler, at hverdagen er fin, som den er, men han mærker også, at nogle af de ubearbejdede oplevelser fra Afghanistan lægger sig som en tung dyne over ham.

Han husker generelt dårligere, men billederne af den lille pige i skødet og faderen, der lusker afsted med sine dollars, begynder at hjemsøge ham. Lyden af kugler, vejsidebomber og mortergranater, pisblødningen fra sin kammerats skudhul i skulderen og meget andet martrer efterhånden dagligt Michael, hvis sind er i et konstant alarmberedskab.

- Jeg kan godt mærke, at det ikke er helt godt, men jeg forsøger at arbejde det væk. Jeg står op midt på natten og hjælper min svoger i bageriet, hvorefter jeg kører hen på kasernen omkring klokken 7.45 og arbejder indtil fyraften. Så skal der hentes børn, smøres madpakker, puttes og alt det der, fortæller Michael, inden han stopper op og eftertænksomt kigger ud gennem cafévinduet på de travle mennesker i Kongensgade:

- Men, hvor hårdt jeg end arbejder, til sidst er det 15-16 timer i døgnet, kan jeg ikke undslippe mine tanker. Jeg ser for mig, at jeg bliver skudt. Jeg føler fysisk, at jeg bliver sprunget i luften. Jeg drømmer, at der står en Talebankriger uden for vores dør, som vil hugge mine arme og ben af. Det bliver værre og værre. Og jeg kan heller ikke kontrollere min vrede længere, fortæller Michael stille.

Verden vælter

Michael er blevet kriger døgnet rundt, og han begynder i fast behandling hos en psykolog, men det hjælper ikke. Han arbejder fortsat mere og mere, og en dag, hvor han er selv med børnene, vælter det for Michael. Hans lille søn spilder lidt pasta på bordet under aftensmaden, og det er mere, end Michael kan kapere.

- Jeg ryger op i en spids og skriger helt voldsomt, at han skal sidde ordentligt ved bordet. Herefter skynder jeg mig at løbe ud på toilettet og låse døren, nærmest hvisker Michael og fortsætter:

- Jeg sætter mig ned på badeværelsesgulvet, og så græder jeg bare helt hæmningsløst, mens jeg ringer til Stine og siger, at hun skal komme hjem og tage over, siger Michael bevæget.

Herefter tager han kontakt til en socialrådgiver på Varde Kaserne og beder om hjælp. Via den vej samt egen læge får han en henvisning til Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Vejle, ligesom han begynder i gruppeterapi, body awareness terapi, mindfullness samt andre behandlingsformer. Han får også stærk medicin for at holde de værste tanker på afstand.

Michael begynder også at snakke med andre veteraner, der har oplevet de samme ting som ham, og en dag er der én, der spørger, om han har hørt om Invictus Games, som er en sports-konkurrence for skadede veteraner skabt af Prins Harry.

Inden længe er Michael en del af det danske Invictus hold i siddende volleyball og svømning, og han rejser én gang i ugen til København for at træne samt være en del af fællesskabet.

- Det ender med, at jeg får en plads på det Invictus hold, der skal dyste i Orlando i 2016, og det bliver virkelig et vendepunkt for mig. Jeg oplever en stor glæde ved idrætten, som giver mig langt mere energi og overskud i hverdagen, ligesom jeg finder meget af det fællesskab, som jeg har savnet så meget fra min tid ved militæret. Samtidig begynder medicinen og min behandling at hjælpe, og vi er også begyndt i familieterapi, som går godt. Jeg genfinder en oprigtig tro på mig selv og mærker en indre fornemmelse af, at det nok skal gå det hele. Samtidig kommer jeg i fleksjob med nedsat arbejdstid, hvilket er virkelig vigtigt for mig, fortæller Michael.

Til sommer skal vi hele familien en uge på telttur med Soldaterprojektet, hvor ungerne kan møde andre, der har en far eller mor, der er skadet veteran. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for det gør, at mine børn oplever, at der er andre i samme båd som dem. Det kan forhåbentlig gøre dem mere trygge ved det hele.

Fortryder ikke

Michael er senere blevet en del af projektet Ride for Rehab, ligesom han er kommet med i Dansk Idræts Forbunds Soldaterprojekt, der i Esbjerg senest har deltaget i Royal Run samt SEPE Bike Challenge med Michael som aktiv deltager ved begge begivenheder.

Derudover er Michael i dag med til at bygge shelters for skadede veteraner i Vardes natur, og han glæder sig over, at man i Esbjerg for nylig har fået to nye tilbud til veteraner i form af Veteran Caféen hos Frivillighuset Vindrosen samt akuttelefonen for veteraner, der er åben døgnet rundt.

- Jeg fortryder ikke, at jeg tog afsted til Afghanistan, for der var også rigtig mange gode oplevelser ved at være udsendt, og kammeratskabet er fuldstændig unikt. Man finder ikke et kammeratskab, der tilnærmelsesvis minder om det, man får, når man har været i krig sammen. I dag får jeg stadig medicin, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer af det igen. Men mit sind er ikke længere i et konstant kaos, og det er det vigtigste, siger Michael, inden han igen holder en pause, ser eftertænksomt ud ad vinduet og drikker det sidste af sin nu kolde kakao:

- Det har været svært at acceptere, at jeg vendte hjem som en anden person end den, der tog afsted. At jeg har været i et frit fald, der har forvoldt mine børn og Stine smerte, og som har truet vores familieliv. Men jeg har omvendt også formået at rejse mig via professionel hjælp, medicin, idræt, fællesskab og viljestyrke. Jeg glæder mig over i dag at kunne give noget igen til andre veteraner og vise dem, at lige meget hvor håbløst det kan se ud, så kan man kæmpe sig ud af det. At man kan komme ud af mørket, for det er jeg selv et bevis på, og jeg ser lysere og lysere på fremtiden. I dag synes jeg faktisk, at det er okay at være Michael.

FAKTA OM PTSD:

Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er en forsinket stressreaktion på svær psykisk belastning. Den voldsomme hændelse, man har været udsat for, resulterer i et uforholdsmæssigt højt stressniveau eller alarmberedskab. PTSD kendes af mange som de eftermen, der kan opstå hos soldater, der vender hjem fra krig med psykiske ar på sjælen. PTSD opstår dog også efter andre typer traumatiserende begivenheder, såsom voldtægt, seksuelt misbrug, partnervold, alvorlige ulykker, naturkatastrofer eller hvis man er vidne til voldsomme begivenheder. Personen med PTSD genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne som drømme eller mareridt. Nogle oplever hyppige episoder af tankemylder eller uforståelige og ukontrollerbare følelser. Symptomerne kan betyde, at personen ikke kan kende sig selv og dermed kan føle et tab af identitet. Der ses ofte en psykisk overfølsomhed: Personen kan være irritabel, bliver let forskrækket, vred, ked af det eller aggressiv, har svært ved at koncentrere sig og sover dårligt. For nogle PTSD-ramte giver tilstanden også fysiske symptomer, for eksempel i form af muskelsmerter og hovedpine. Nogle oplever tilmed delvise hukommelsessvigt, særligt over for den traumatiske begivenhed. Kilde: PsykiatriFonden

FAKTA OM LOKALE TILBUD:

Veterancafé Esbjerg er en selvstændig, upolitisk almennyttig forening, der drives udelukkende af frivillige. Veterancaféen er et uformelt mødested/fristed for alle veteraner og deres pårørende. En gang om måneden er der fællesspisning, hvor børn også er meget velkomne, da de her har mulighed for at få nye venner. Menuen bestemmes af veteranerne. I løbet af året arrangeres der ture ud af huset. Caféen holder til hos Frivillighuset Vindrosen, og man mødes hver onsdag kl. 16-21.

Den 1. marts åbnede Esbjerg Kommune for et nyt tilbud. I akutte situationer kan veteraner og deres pårørende nu ringe til en hotline. Døgnet rundt besvares opkaldene, og her vil tidligere udsendte og deres familier kunne få hjælp. Hjælpen kunne for eksempel være kontakt til relevante myndigheder eller henvisning til lokale tilbud. Hjælpen vil være meget individuel med udgangspunkt i telefonsamtalen.

Oplevelsen med Invictus Games i USA var kæmpe stor. Der er en helt anden respekt og anerkendelse for veteraner derovre, og det betød meget for mig. Året efter var jeg med det danske rugbyhold til Invictus Games i Canada, hvor vi vandt guldmedaljer, som blev overrakt af Prins Harry. Jeg oplevede lige pludselig en hel masse gode ting efter at have befundet mig i et mentalt mørke i mange år.

Credits:

Tue Sørensen og privat

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.