Loading

Psykoterapi Ved Lykke Dyrvig - tlf. 6179 5283

Kontaktinfo

Du er altid velkommen til at kontakte mig med spørgsmål og tidsbestilling

Tlf. 61 79 52 83

mail: lykke.do@gmail.com

Alle mennesker har ret til et godt og trygt liv.

Det, vi giver opmærksomhed, vil blomstre. Det lyder meget simpelt, men er ikke altid let.

Vi kan ikke ændre vores livsvilkår, men vi kan lære at acceptere dem og engagere os i de ting i livet, som vi har indflydelse på, og som skaber mening og glæde for os.

Livet vil altid give os sorger og glæder, det er en naturlig del af det at være et menneske. Men hvis du oplever, at de negative sider af livet fylder mest, at livet ofte er svært, hårdt eller udfordrende, kan det være, at terapi er den rigtige hjælp og støtte for dig. Jeg tænker, at der er en god vej i livet for os alle, og denne vej vil jeg gerne hjælpe dig med at finde. Gennem terapi kan du lære dig selv bedre at kende og blive opmærksom på de faktorer, der gør, at dit liv ikke er blevet, som du ønsker.

Terapirummet er et trygt sted, hvor vi sammen kan arbejde med de områder, som er vigtige for dig.

Mine interesseområder

  • Unge
  • Stress, angst, depression
  • Udfordringer og bekymringer i graviditeten
  • Fødselsangst.
  • Ubearbejdede fødselsoplevelser

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, vil bestille tid, eller hvis du har brug for at mærke efter og undersøge, om jeg er den rette terapeut for dig.

Om mig

Min tilgang

Som psykoterapeut tager jeg altid udgangspunkt i dig, din historie og problemstilling. Jeg vil møde dig med empati, respekt og rummelighed. Det er vigtigt for mig, at du oplever at blive set, hørt og forstået.

Din opgave som klient er, at du skal prøve at være så ærlig som muligt, og så tager jeg ansvar for at tilpasse terapien til dig. Derfor vil terapien ofte indeholde elementer fra forskellige psykologiske retninger, blandt andet den eksistentielle, den narrative og kognitive tilgang, alt efter dit behov.

  • Den eksistentielle terapi er oftest gavnlig, når vi mangler svar på livets store og svære spørgsmål. Via dialog vil vi dykke ned i emner som ansvar, valg, frihed, livsværdier, meningen med livet og gode principper.
  • Inden for den narrative terapi anskues ”problemet som problemet, og ikke personen som problemet”. Dette betyder blot og vi sprogligt adskiller personen og problemet. Dette gør det muligt at betragte problemet udefra og undersøge, hvornår har problemet meget magt? Hvad skal der til for, at problemet fylder mindre? Hvad udløser problemet? Måden, som vi taler om vores problemer på, betyder meget for den måde, vi og andre mennesker ser os. Derfor er denne tankegang gavnlig, når vi skal udfordre de fortællinger, som ikke længere er gode, og derigennem skabe ny handlemuligheder.
  • Den kognitive tilgang er god til at skabe opmærksomhed på det, der sker i livet lige her og nu. Dette gør vi blandt andet ved at undersøge sammenhængen mellem dine tanker, følelser, adfærd og fysiologiske reaktioner.

Vi vil undersøge, om årsagen til problemerne skyldes udfordringer i livet her og nu, eller om de skyldes tillærte, uhensigtsmæssige handlemønstre. Hvis dette er tilfældet, giver det mening at bringe fortiden i spil og undersøge, hvordan og hvornår den påvirker nutiden. Længden af et terapiforløb afhænger af, om du ønsker hjælp til at løse en konkret problemstilling, eller om du ønsker en større personlig udvikling.

Det er vigtigt for min faglige stolthed, at du får den bedste behandling. Hvis der er evidens for, at anden behandling er mere gavnlig og effektiv til lige netop din problemstilling, henviser jeg dig videre til en kollega med speciale i det.

Min faglige baggrund

Til dagligt praktiserer jeg som psykoterapeut hos Center for Trivsel og velvære. Grunden til, at jeg netop har valgt at tage den 4-årige uddannelse til psykoterapeut hos Center for Trivsel & Velvære, er, at uddannelsen rummer filosofisk dybde, undervisning baseret på nyeste evidens og solid viden om de forskellige psykologiske retninger og metoder.

Ud over at være uddannet psykoterapeut er jeg også uddannet jordemoder. Til dagligt arbejder jeg som selvstændig, og er også tilknyttet fødegangen på Rigshospitalet. Med en baggrund som jordemoder har jeg en bred forståelse for de fysiske og psykiske forandringer, der sker under graviditeten, både de gode og de, som er udfordrende. Moderskabet er et kæmpe udviklingspotentiale for os, fordi vi uundgåeligt oplever hele spektret af følelser. Følelserne kan svinge fra enorm kærlighed til usikkerhed, utilstrækkelighed, sorg, skam, glæde, lykkerus og mange andre følelser. Normalt kan vi trække os eller ”tage en pause”, når vi oplever svære eller overvældende følelser, men denne mulighed har vi ikke altid, når vi har et lille barn, som kræver vores fulde opmærksomhed. Derfor kan vi ofte have stor glæde af at blive støttet og guidet i denne periode.

Du er velkommen til at læse mere på: www.lykkedyrvig.dk

For at sikre kvaliteten af mit terapeutiske arbejde modtager jeg løbende supervision og holder mig fagligt opdateret via kurser og undervisning, som tager udgangspunkt i den nyeste forskning inden for psykologi.

Alle henvendelser behandles fortroligt, jeg har tavshedspligt og efterlever naturligvis de etiske retningslinjer.

Lykken er meningen og hele formålet med livet, hele målet og enden af menneskehedens eksistens.

Citat: Aristoteles

Created By
Mads Dahlgaard
Appreciate

Credits:

Oprettet vha. billeder af Jeffrey Workman - "Peaceful waterfall" • Pexels - "adventure blonde hair exploring" • 5688709 - "men women apparel" • panajiotis - "romance lovers happy" • Melissa Askew - "Sunshine and daisies" • Bess-Hamiti - "tree sunset amazing"