Loading

En helt særlig jagtoplevelse Min første buk

Det er velkendt blandt jægere, at der ligger en udfordring i at overbevise ens bedre halvdel om, at man skal afsted på jagt igen. Derfor kan det være en god idé at inddrage kæresten, konen eller manden i ens jagtlige univers, så man får mulighed for at dele nogle af de store jagtoplevelser med hinanden.

Tekst: Christian Lang Jensen
Foto: Joy Arenchild Petersen og Christian Lang Jensen

Som nyjæger oplever man gang på gang, at ens jagtlige formåen ikke rækker tilstrækkeligt langt til, at man opnår succes i forbindelse med jagten. Det måtte jeg sande i forbindelse med dette års bukkejagt, hvor jeg ved flere lejligheder var meget tæt på at nedlægge min første buk.

Det lykkedes imidlertid ikke, og særligt én buk havde snydt mig indtil flere gange. Nogle gange havde jeg haft ham inden for skudhold med riflen, men hvad nytter det, når man sidder med buen. Når jeg endelig havde riflen med, dukkede han aldrig op, eller også så jeg ham først efter solnedgang.

I den sidste del af bukkejagten, så jeg slet ikke bukken, og derfor var jeg af den klare overbevisning, at han var faldet på nabojægerens jord.

I løbet af bukkejagten havde jeg haft adskillige store oplevelser med råer, som jeg ved flere lejligheder havde været helt tæt på. Diana tilsmilede mig dog ikke, når det kom til bukkene.

Dejlig start på efterårsjagten

Da kalenderen viste den første oktober havde jeg desværre ikke mulighed for at komme afsted på jagt, og jeg øjnede først en mulighed for at sætte mig ud tre dage senere. Det var ikke ligefrem ønskescenariet. Heldigvis var vejret fint, da jeg endelig skulle afsted, og jeg havde besluttet mig for at tage buen med ud.

Jeg placerede mig efter en kort pürsch bag et lille træ i nærheden af en frisk veksel. Herfra havde jeg en god mulighed for at få et stykke råvildt eller en ræv tæt på, og jeg kunne samtidig nyde udsigten over en stor eng, hvor jeg også har jagtretten.

Råen med sit bukkelam.

Efter en times tid dukkede to dyr op ude i engen, og de bevægede sig i min retning. Uheldigvis drejede de af, og jeg besluttede derfor at pürsche mig tættere på dem. Det lykkedes til min store overraskelse, og jeg kunne i en rum tid sidde og betragte råen og hendes lam på 30 meters afstand. Jeg kunne dog ikke komme dem nærmere, og der opstod aldrig en reel chance.

Oplevelsen var ikke desto mindre noget helt særligt, og jeg glædede mig over endelig at være på jagt igen.

Efter flere dage med regn var det rart med en lille opklaring.

Frisk luft skal der til

Den efterfølgende dag havde jeg aftalt med min kæreste, at vi skulle lave noget sammen, og da hun selv foreslog, at vi kunne tage en kort jagt, inden vi skulle ud at spise, var jeg naturligvis klar på den idé. Hun havde ligget syg et par dage, så hun trængte til noget frisk luft, og det kunne jeg ikke være mere enig med hende i.

Vi tog derfor ud til reviret ved 12-tiden, og jeg havde egentlig ikke de store forhåbninger, da jeg er præget af en indgroet forestilling om, at jagt hovedsageligt foregår morgen eller aften. Men nu hvor min søde kæreste selv havde foreslået en jagt, så ville jeg naturligvis ikke forspilde denne mulighed for at introducere hende for jagtens verden.

Denne gang havde jeg riflen med, og kæresten fik lov at gå forrest med kikkerten, så hun kunne forsøge at spotte et dyr. Vi var dog ikke nået mere end 40-50 meter væk fra bilen, da jeg fik øje på en brun plet i det grønne græs 60-70 meter fra os. Forsigtigt fik jeg visket til hende, at hun lige skulle få kikkerten i retning af den brune plet, så hun kunne vurdere, om det var et dyr.

Det var dette syn, der fangede min opmærksomhed.

Hun fik dog ikke øje på noget, så hun stak mig kikkerten. Der sad han! Bukken, som havde snydt mig flere gange under bukkejagten, sad og kiggede direkte på os!

Jeg stivnede, og vi satte os langsomt ned i det høje græs. Min kæreste kiggede på mig med store øjne. – Hvad gør vi? spurgte hun med iver i stemmen. Jeg vurderede, at vi måtte forsøge at kravle tilbage til en lille busk, som vi kunne gemme os bag, hvilket lykkedes. Da jeg igen fik kikkerten på bukken, kunne jeg til min store glæde se, at han sad der endnu, og han havde tilsyneladende mistet interessen for os.

Bukkefeber en masse

Problemet var nu, at jeg var nødt til at bevæge mig hen til et lille træ tættere på bukken for at få en ordentlig skudchance. Jeg aftalte med kæresten, at hun skulle blive ved busken, mens jeg forsøgte at nå uset hen til det lille træ, hvor jeg kunne snige riflen frem.

Det lykkedes på forunderlig vis, og jeg var klar til at afgive skud, hvis bukken skulle rejse sig. 20 meter bag mig sad min kæreste med kikkerten og fulgte intenst med. Hun havde nu fået øje på bukken.

Ventetiden var dog ulidelig, da bukkefeberen rasede i mit system. Jeg trak vejret dybt flere gange for at få ro på systemet, og det hjalp heldigvis en smule. Min puls tog dog et nøk op, hver gang bukken rørte på sig i det høje græs. Han havde på ingen måde travlt.

Efter tre kvarters ventetid var jeg efterhånden ved at blive utålmodig, og da jeg sad på et meget skævt underlag, var ryggen ikke ligefrem tilfreds. Men pludselig skete det! Bukken rejste sig i ro og mag og blottede hele siden. Lynhurtigt faldt trådkorset til ro på bladet, og jeg strammede langsomt fingeren om aftrækkeren. Et smæld rungede, og jeg så bukken falde sammen og forsvinde.

Det var en stor oplevelse for os begge to.

Med rystende ben gik jeg op til min kæreste, som havde fået et gevaldigt chok, da skuddet lød. – Jeg fik ham, hørte jeg mig selv sige, og et stort smil bredte sig på hendes ansigt. Efter lidt ventetid gik vi langsomt ned for at kigge efter ham. Han lå forendt der, hvor jeg havde set ham forsvinde. Kuglen sad lige efter bogen, og jeg var en meget glad jæger.

Min kæreste havde uden tvivl haft en stor oplevelse, og det samme gjorde sig naturligvis gældende for mig. At kunne dele en jagtoplevelse af denne kaliber med min kæreste var noget helt særligt.

Det var en dag, vi begge vil huske resten af vores liv, og mon ikke hun skal med på jagt igen snart?

clj@jaegerne.dk

Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate