Langfredag plejer mange at søge til kirken for at høre beretningen om Jesu sidste timer, bede og reflektere over lidelseshistorien samt finde trøst og håb ved at synge med på salmerne og lytte til musikken. Langfredag 2020 er kirken lukket pga. covid-19. Derfor bringer vi en anderledes digital Langfredags-andagt fra Dalum Kirke.
Johannes 19,17-24: Korsfæstelsen
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså.
Johannes 19,25-37: Jesu død
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«
Lidelseshistorien og musik:
Den sidste del af lidelseshistorien læses fra Johannesevangeliets 19. kapitel. Den 2000 år gamle tekst omkranses af musik fra én af det 20. århundredes store komponister, Dmitri Shostakovich. Shostakovichs´ egen skæbne var præget af det sovjetiske regimes fornedrelse og megen smerte – hvilket tydeligt kommer til udtryk i hans musik, som til denne dag spilles af Poul Udbye Pock-Steen samt Agnethe og Marie Tofte-Hansen. Sognepræst Dorthe Tofte-Hansen læser teksterne.
Langfredag har vi valgt at bruge et udvalg af Shostakovich musik i en collage med lidelseshistorien. Læs lidt om Shostakovich her:
Dmitri Shostakovich 1906 - 1975
Shostakovich var en russisk pianist og komponist. Han oplevede stor succes i sine unge år og var under det sovjetiske styres protektion indtil 1936. Operaen ”Lady Macbeth fra Minsk” havde haft premiere i Leningrad i 1932 og siden gået sejrsgang på operahuse over store dele af den vestlige verden. Det foranledigede i 1936 at Stalin ville opleve operaren. Nogle dage efter kunne Shostakovich i avisen læse, at operaen var ”Roderi i stedet for musik”, og han, komponisten, blev erklæret ”folkets fjende”. Siden den tid, levede Sj. I evig angst for at falde i regimets unåde og havde i mange år en pakket kuffert stående klar til at flygte. Det siges at Shostakovich herefter havde to musikalske udtryk: en del af den musik han komponerede blev tilpasset et tonesprog, som faldt i regimets smag - det gælder blandt andet nogle af symfonierne. Andet – herunder hans kammermusik – udtrykker melankoli, sarkasme og opposition til det sovjetiske tvangs-styre. Shostakovich komponerede gennem sin levetid mange forskellige værker – ikke mindst blev han kendt og elsket for sin ballet- og filmmusik. I 1973 modtog han Léonie Sonnings musikpris. På det personlige plan var han imidlertid et ulykkeligt menneske og skulle på sine ældre dage have udtalt, at hans liv havde været ”gråt og ulykkeligt, uden synderlig glæde.”
Credits:
Billeder i og omkring Dalum Kirke, Fotograf: Tine Antonsen