Er der noget, vi skal arbejde for at forbedre i forhold til sikkerhed på jagt? Indberetter vi alle ulykker til jagtansvarsforsikringen, eller er det noget, som vi jægere klarer internt? Dette er nogle af de spørgsmål, jægerforbundet gerne vil have din hjælp til at besvare.
Tekst: Nicholai Vigger Knudsen
Foto: Flemming Højer og Christian Lang Jensen
De eneste oplysninger der findes om, hvor ofte eller hvor sjældent det går galt, når vi er på jagt, er de ulykker, der indberettes til Tryg i forbindelse med den forsikring, som vi har igennem jagttegnet – oftest omtalt jagttegnsforsikringen. Ved henvendelse til politiet er Danmarks Jægerforbund blevet oplyst, at politiet ikke kan trække de oplysninger fra deres systemer.
Hvad ved vi?
I en opgørelse fra Dansk Jagtforsikring A/S og Tryg Forsikring A/S over anmeldte skader i perioden 2008-2020 fremgår det, at der er anmeldt 739 skader fordelt på 624 skader, hvor et glatløbet haglvåben har været anvendt, og 82 skader, hvor det var en riffel. I 33 tilfælde kan det ikke oplyses, hvilken våbentype der har været anvendt, da sagsbeskrivelsen indeholder personfølsomme oplysninger eller ikke er afsluttet på tidspunktet, hvor oplysningerne blev udskrevet.
I en periode på 12 år er der altså anmeldt 739 skader til jagtansvarsforsikringen tilknyttet jagttegnet. Om det tal er højt eller lavt, er ikke formålet med denne artikel, som derimod stiller spørgsmålet, om vi anmelder alle de skader, der sker. Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Hvorfor er det vigtigt?
Danmarks Jægerforbunds vision udtrykker blandt andet, at vi ser ind i en fremtid, hvor jægerne tager ansvar for jægerfællesskabet og udbreder kendskabet til god jagt samt samarbejder bredt for at fremme jagtens sag.
Hvis vi skal sikre god jagt i generationer, er det vigtigt, at vi ved, hvor vi skal sætte ind og bruge kræfterne, og netop derfor har vi behov for din hjælp til at finde ud af, om der er områder indenfor sikkerhed på jagt, som vi skal gøre mere ved igennem uddannelse osv.
Du kan hjælpe ved at besvare denne spærgeskemaundersøgelse:
nvk@jaegerne.dk
Læs mere om din forsikring under jagt
Siden 1946 var Dansk Jagtforsikring det selskab, der leverede den lovpligtige ansvarsforsikring til de danske jagttegnsløsere. Det stoppede den 1. april 2017, hvor forsikringsselskabet Tryg overtog opgaven med at levere ansvarsforsikringen. Ændringen kom, efter at Miljøstyrelsen i 2016 og igen i 2020 sendte jægernes forsikring i udbud. Begge gange blev udbuddet vundet af Tryg Forsikring.