Loading

Sundbys puljer KULTUR DER FORBINDER & NYE MØDESTEDER OG SÆRLIGE GENVEJE

Områdefornyelsen Sundby har to forskellige puljer.

'Kultur der forbinder' der støtter kunst og kulturelle begivenheder, der skaber sammenhæng på tværs af området. Vi kan støtte lokale initiativer, der skaber liv, forbinder Sundby og styrker områdets identitet og fællesskab.

'Nye mødesteder og særlige genveje' støtter etableringen af grønne og attraktive mødesteder på veje, fortove og gadehjørner, hvor børn, unge og voksne kan mødes og opholde sig. Vi støtter også projekter der kan skabe synlige genveje, der kan binde kvarteret bedre sammen.

Her kan du læse om vores to puljer - og se hvad dit projekt skal opfylde for at få støtte:

Vil du søge en af puljerne?

Der er fire årlige ansøgningsfrister: 1. november, 1. februar, 1. maj og 1. august. For ansøgninger op til 15.000 kr. kan man søge løbende.

Find ansøgningsskema her

Vælg fanen 'søg en pulje' og find ansøgningsskemaet der.

Har du spørgsmål?

Skriv til sundby@tmf.kk.dk hvis du har spørgsmål.

Hvad har puljerne støttet?

En solskinstunnel, fællesspisning, en skulpturplads, et vægmaleri og en vegansk kagekonkurrence er et par eksempler på projekter, der blev støttet af puljerne. Herunder kan du se billeder fra nogen af de afsluttede projekter og læse ansøgernes bedste råd til dig som kommende ansøger.

Her kan du få et overblik over, hvilke projekter puljerne har støttet ind til videre.

Vores Sundby

I Børnekulturhus Ama'rs værksted malede lokale børn selvportrætter, mens de havde dialog med kunstneren og deres lærere om deres hjem. Alle børn skulle nævne en ting, som de ser ud af deres vinduer. Selvportrætterne blev hængt op sammen med teksten på et byggehegn ved Musiktorvet og skabte blikfang og farverig stemning under renoveringen af Amager Bio.

Et godt råd fra ansøger:

Bare gå i gang!

Lyslabyrint i Englandsparken

I februar 2019 lavede to kunstnere i samarbejde med Partnerskabet i Urbanplanen en kæmpe lysende labyrint i Englandsparken. Den blev indviet med den årlige lysfest og kunne herefter opleves i hele februars vintermørke.

Der var en del, som gav udtryk for, at de aldrig brugte parken på trods af, at de boede i området. Der var besøgene fra Urbanplanen og de andre områder i nærheden af parken, fra Tårnby og andre bydele i København.

Et godt råd fra ansøger

Få kontakt til en masse lokale samarbejdspartnere. Det gør altid arrangementet stærkere med lokale ildsjæle.

Sundby lydvandring

’To eks plus én’ hedder lydvandringen, der tager én igennem Sundbys parker, gader og stræder, mens man hører fortællingen om et ekskærestepar, der har brug for at fortælle hinanden noget svært. Mens de nærmer sig hinanden og får talt sammen oplever man små stemninger fra Sundby.

Vil du gerne følge ruten som ekskæresteparret går, så start ved legepladsen i Englandsparken og bliv guidet derfra igennem Sundby.

Et godt råd fra ansøger:

Vær åben overfor uforventede forandringer og udfordringer, der gør, at man bliver nødt til at ændre lidt i projektet. Tag evt. højde for dette i ansøgningsprocessen ved ikke at skrive en så detaljeret projektbeskrivelse, at det ikke efterlader rum til tilpasning i selve udarbejdelsen af projektet.

Mangfoldighedsfest på Peder Lykke Centret

Peder Lykke Centret - byens første multikulturelle plejehjem - åbnede dørene og bød hele Sundby ind i deres have til musik, mad, værksteder og 'landerum', hvor lokale præsenterede deres hjemlande igennem mad, beklædning og forskellige aktiviteter.

Gode råd fra ansøger:

Sørg for at engagere lokale borgere og foreninger i projektet. De kan tiltrække flere deltagere gennem deres netværk, og det skaber ejerskab hos de lokale.

Grønne generationsmøder

Unge lokale fritidsjobbere fra FRAK lavede aktiviteter på Fælleden med de ældre medlemmer fra Peder Lykke Centrets Aktivitetscenter. Formålet med generationsmøderne var at bygge bro mellem to borgergrupper, der sjældent er i kontakt med hinanden, samt at nedbryde fordomme om ældre, om yngre, om plejecentre og om borgere med anden etnisk baggrund.

Gode råd fra ansøger:

Det er en god idé at have samarbejdspartnere, der brænder lige så meget for en ide som du selv gør.
Derudover kan det være en god idé at starte i det små og afprøve en idé for så evt. at søge midler til en videreudvikling.
Et tredje og sidste råd er ikke at være nervøs for at holde ideen simpel.

Lokal mad på Musiktorvet

I løbet af dagen kunne deltagerne møde lokale madentusiaster og smage på/ købe lokal mad og drikke på Musiktorvet. Bytte spise- og prydsplanter. Gå på opdagelse i udstillingen 'Hungry Planet' og lære at forvandle ukrudt til lækker mad. Arrangementet blev sluttet af med en fællesspisning på pladsen.

Gode råd fra ansøger:

Det er en god idé at undersøge, om der er projekter eller institutioner, som man kan samarbejde med og derved nå bredere ud lokalt.
Hvis man er mange der samarbejder, så er det en rigtig god idé at lave en drejebog med hvad, der skal ske hvordan og hvornår under arrangementet.

Gadejazz og Gadeliv

Et arrangement under årets Majfest, der skulle skabe liv på en lille plads ved Amagerbrogade - ved hjælp af kor og gadejazz.

Gode råd fra ansøger:

Søg mere end én pulje/fond. Det kan være kritisk, hvis hele projektet ikke støttes.
Find samarbejdspartnere med ressourcer – gerne i erhvervslivet. Sørg for, at alle er med på at give en hånd med, så en enkelt ikke står med hele arbejdet.
Forsøg at finde partnere, som også økonomisk støtter op om projektet, så puljen ikke skal finansiere hele projektet.

Bysafari

Projektets omdrejningspunkt var en app, der kan føre dig rundt i Sundby, hvor du ved forskellige hotspots får nye naturoplevelser.

Et godt råd fra ansøger

Den største stressfaktor har klart været en for stram tidsplan, der ikke havde nogen fleksibilitet. Trods alle vores interesse tilkendegivelser i forbindelse med ansøgningen, så var det tidskrævende at starte projektet op. Derfor er mit bedste råd, at når man får en interesse tilkendegivelse, og at man også sætter en dato i kalenderen, når projektet er i gang.

Markering af Klaus Rifbjerg

Grundejerforeningen Dyveke ville gerne markere at Klaus Rifbjerg er vokset op i kvarteret. De tog derfor initiativ til at danne en lille plads med skulpturer, der på forskellig vis fortæller om Rifbjergs liv og virke.

Du kan se skulpturerne ved Ingolfs Allé / Breidablik Allé.

Et godt råd fra ansøgerne:

Læs retningslinjerne grundigt og træk på de gode folk i Områdefornyelsen og andre lokale kræfter. Dertil er det godt at have en vis portion stædighed og gåpåmod og bare blive ved, selv om det ser lidt sort ud med at nå målet.

Flere gode råd er på vej - hold øje med siden her :)

Credits:

Oprettet vha. billeder af Zavate Maria - "Meditation" • ROBIN WORRALL - "This way up?"