1945
Kan døden snydes, var han en krigens største svindlere. Himlen over Europa var et af anden verdenskrigs farligste steder at opholde sig, og omkring 55.000 besætningsmedlemmer på engelske bombefly mistede livet under skyerne. Men ikke Haydn John Lawrence.
Trodsede Statistikken
Endte man ombord på en AVRO Lancaster-bomber kunne man forvente at leve i to uger. Var man hale-skytte skulle den forventede levetid tælles i dage. Haydn John Lawrence trodsede statistikken, og klarede sig gennem 25 missioner over Tyskland, hvor han som skytte forsvarede Lancasteren mod Luftwaffe. Og han klarede sig gennem krigen. Efter freden fik det walisiske medlem af det engelske Royal Air Force dansk jord under støvlerne og dansk himmel under vingerne. Han blev udstationeret på Flyvestation Skrydstrup ved Haderslev, og i domkirkebyen ved dammen, mødte han sit livs kærlighed.
2017, februar.
Dirigenten har vintersolen i ryggen, og hans skygge strækker sig hele vejen til musikerne, der står samlet under et halvtag lidt fra ham. Her står normalt en ambulance og en lægebil parkeret, men denne dag viger køretøjerne pladsen for SMUK. Musikkorpset sørger således for musikken ved indvielsen af det nye sundhedscenter på Fighter Wing Skrydstrup, der fra 1945 til 1946 var under engelsk kommando. Jack Lawrence leder musikken. Skyggen er hans. I 27 år har han været en Forsvaret Musikalske Ambassadører, men indvielsen af sundhedscentret er hans sidste som ansat i SMUK. Det er blevet tid til at trække sig tilbage, og i stedet nyde livet som pensionist. Pensionist er Jack dog ikke endnu, og han har et sidste stykke musik tilbage i uniformsærmet. Det er en march, der har noget muntert over sig, og som bærer navnet Royal Air Force March Past.
- Det var en hilsen til far, siger Jack Lawrence, søn af den walisiske RAF-skytte Haydn John Lawrence.
1990
Jack Lawrence blev ansat som dirigent i SMUK i 1990. Inden da havde han af og til givet musikkorpset en hånd, når der var brug en afløser i basun gruppen.
- Det blev tættere og tættere på, at Knud Graugaard (dirigent i SMUK fra 1974 til 1990, red.) skulle stoppe, og flere og flere af musikerne sagde til mig, at jeg da skulle søge stillingen. Jeg var engelsk statsborger, men nåede lige at blive dansk statsborger så jeg kunne søge stillingen. Jeg tænkte, at det ikke kunne ske noget ved at søge, og gjorde, og endte med at få den.
Jacks sidste optræden som ansat i SMUK blev på Fighter Wing Station i Skrydstrup. Hans første fandt sted i marts 1990 på Sommersted Plejehjem.
- Det var måske en lille koncert, men for mig var det rigtig stort. Jeg følte mig virkeligt ydmyg, husker han.
Ifølge Jack Lawrence var der mange af den slags koncerter. Han slår fast, at har stor respekt for den type begivenheder. Samtidig understreger han at det var en helt anden tid.
- Vi kørte ud til folkeskolerne og spillede en eller to skolekoncerter, for derefter at fortsætte til et plejehjem, hvor beboerne nu var vågnet efter deres middagslur, og så spillede vi for den ældre årgang. Og så var den dag gået. Den slags dage var der rigtig mange af, siger han og tilføjer, at SMUK derfor dengang gav langt flere koncerter end tilfældet er i dag. Tre koncerter om dagen talte godt i statistikken, siger Jack Lawrence.
Forandringen
Jack Lawrence forklarer, at det var omkring her, at SMUK begyndte at ændre form og blive til det orkester, der i dag tiltrækker tusindvis af publikummer til eksempelvis nytårskoncerterne. Han peger på især to ting, der gjorde denne udvikling mulig. SMUK fik en støtteforening, der kunne være med til at finansiere koncertprojekter med solister. Og der blev skabt en anden kultur i musikkorpset således, at musikerne også var villige til at arbejde i weekenderne og om aftenen.
- Dengang lavede vi eksempelvis én årlig nytårskoncert i samarbejde med Jernbaneorkesteret i Esbjerg. Lige pludseligt havde vi mulighed for at få solister og lave vores egen i Haderslev, og så er det bare vokset herfra.
- Nu laver SMUK færre koncerter i løbet af et år, til gengæld er der langt flere prøver, hvor musikerne sidder på kanen af stolen og spiller med utroligt dygtige dirigenter. Det er krævende på en helt anden måde. Men det er også meget berigende, og det er meget mere interessant, at være militærmusikere nu end i 1990, lyder det fra Jack. Han fortæller desuden, at mens nogle stillinger i musikkorpset dengang var mindre belastet, så er der nu ingen mulighed for at trække sig fra de ledende stemmer. Ved at fordele stemmerne, bliver nu alle lige belastet, og hver eneste musiker i orkesteret er konstant fokuseret og må yde sit bedste.
14. november 2000
Skridt for skridt bevæger de sig hen over granlejet, der dækker Roskildes gader. Et damplokomotiv har bragt Dronning Ingrids kiste til Roskilde Banegård. Nu følger en sørgeprocession dronningen det sidste stykke til Domkirken, hvor hun skal findes sit endelige hvile. Undervejs til Roskilde Domkirke kaster tilskuere roser på rustvognens køler. Så mange, at rustvognchaufføren må bruge vinduesviskerne for at se ud. Jack er med i spidsen for optoget. Toner fra Slesvigske Fodregiments Musikkorps er højtidelige, dystre sørgemarcher og alt sammen brænder sig fast i hans hukommelse som en af de største oplevelser som militærmusiker.
Netop det at have været militærmusiker og ikke kun musiker i civilt er noget Jack særdeles bevidst omkring og har sats stor pris på.
- At står over for en berømt dirigent er herligt, men det er det også at spille Kong Frederik IX's honnørmarch. Det er en kæmpe del af det at være militærmusiker, siger han og tilføjer, at han været i uniform siden 1968, hvor han begyndte i skoleorkesteret Vesterhavsdrengene i Esbjerg.
- At står over for en berømt dirigent er herligt, men det er det også at spille Kong Frederik IX's honnørmarch.
At være militærmusiker i 2017 er imidlertid noget ganske andet end det var for 27 år siden, forklarer Jack.
- Før i tiden, da jeg begyndte, var det sådan, at hver kaserne havde sine mærkedage og lov til at bruge musikkorpset en dag om måneden. Var der torvedag i Varde, stod vi og spillede der. Og havde Varde Kaserne været på øvelse i Oksbøl og skudt med kanoner, skulle vi sidde ved Vejers Strand og spille for at give folk lidt musik, hvor de måske havde været generet af larmen, husker han.
- Det lyder måske fornuftigt i teorien, men der kom kun et par badegæster forbi med en is i hånden. Det virkede ikke rigtig, siger han.
I dag har SMUK fået opbygget et fast publikum. Blandt andet tæller SMUK- Støtteforening over 3000 medlemmer.
- Folks interesse for SMUK er vokset markant. Orkesteret er blevet kendt og kan i højere grad gøre en forskel i forhold til Forsvarets pr-indsats, mener den nu pensionerede militærmusiker.
Også SMUKs rolle internt i Forsvaret har ændret sig med årene, mener Jack Lawrence.
- Det er fordi, vi arbejder som vi gør. Vi arbejder ud fra, der skal være en klar ”grøn linje” i de ting, vi foretager os, siger han og forklarer, at der i alle SMUKs aktiviteter blandt andet skal være en klar forbindelse til resten af Forsvaret.
- Det er ikke fordi, vi spiller mere for Forsvaret, end vi altid har gjort, men vi er blevet meget mere interesseret i, hvordan Forsvaret kan bruge os, og hvilke muligheder der er, for at vi kan gøre en forskel, siger Jack. Han forklarer, at han oplever, at SMUK nu i langt højere grad selv byder sig til, frem for at nøjes med at løse de opgaver, der lander på orkesterets bord.
- Vi lægger også i højere grad billet ind på det, som foregår socialt i Forsvaret og tager desuden med soldaterne i marken. Vi viser, at vi interesserer os for, hvad de laver. Det giver blandt andet den effekt, at soldaterne også interesserer sig for os. Det gælder om at vise, hvad vi kan, og hvordan vi kan bruges. Senere bliver nogle disse unge soldater befalingsmænd, og måske en enkelt bliver forsvarschef, og så er det vigtigt, at de har stiftet bekendtskab med os.
Mars, 2017
Vinden er kølig, men kaffen varm. Jack Lawrence nyder den på biblioteket i Haderslev, eller rettere på Bispen, som caféen hedder. Han har selskab af sin storbror, de ser ofte hinanden og de mødes også af og til med deres søster, der ellers bor på den anden side af de to bælter i Hovedstaden. Brødrene sludrer om stort og småt. Jack Lawrence har i mere end fire årtiet været vandt til at have uniformer hængende i skabet. Det er slut nu, men bare sådan at kunne mødes med folk, er noget af mest anderledes ved det nu forhenværende medlem af SMUK.
- I de 27 år jeg var ansat havde jeg altid tjenesteplan i lommen, så jeg kunne tjekke om jeg skulle noget, hvis nogen ville lave en aftale. Man kunne aldrig sige noget sikkert ud over et par måneder. Det var så langt at planerne gik, og da der meget tit blev ændret i planerne, var det ikke udsædvanligt med 4-5 reviderede udgaver. Så intet var sikkert. Det er da meget anderledes, at man nu ikke længere skal lave aftaler med "forbehold". Det er sært, men jeg vænner mig nok til det, siger Jack Lawrence.
Jeg har købt en motorbåd, som skal bruges til ferie, hyggesejlads med venner og familie og har også investeret i værktøj, så at jeg kan lave sølvringe. Jeg ser frem til mit otium med stor glæde og forventning,
Jack Lawrence
Jeg fortsætter med at spille i andre sammenhæng. Jeg spiller blandt andet i en kvartet af tidligere militærmusikere og symfonikere.
Jack Lawrence
Jeg takker forsvaret for de mange spændende opgaver og oplevelser, og tak til SMUK's mange venner for jeres opbakning. Vi mødes igen til SMUK's koncerter. Jeg skal nok være der.
Jack Lawrence