Give Me That Old Time Rock and Roll

I en tid hvor vi næsten ikke kan få spelten økologisk nok, bilerne skal være små og praktiske, og verden løber med digitale syvmilestøvler, bliver det for nogle mennesker for meget.

I USA hedder løsningen Trump, men på Sydsjælland hedder den South Island Cruisers. Det er en af landet største sammenslutninger af rockabillies, altså mennesker, der ikke finder den nye verden særligt fager, men i stedet kigger tilbage til de pastel-rosenrøde 1950’ere.

De ønsker sig tilbage til en tid med upoleret rockmusik på anlægget og cigaretter i stuen, hvor en mand var en mand, en kvinde en kvinde, og man måtte kalde en flødebolle et negerkys.

Tag med til Sydsjælland, hvor pomadedrengene og pinup-pigerne i South Island Cruisers har fundet lykken under kølerhjelmen på 60 år gamle biler

____________

Tekst - Morten Reimar Foto - Mathias Svold og Ulrik Hasemann

____________

ROCK AROUND THE CLOCK

Når Tommy står under den hævede Mustang og skruer på krængningsstabilisatoren, tænker han kun på to ting: Bill Haley og aftensmaden, der står klar derhjemme klokken otte. Tommy minder en smule om Bill Haley, den lille, bredformede sanger fra 50’erne, men Tommy ser noget mere rå ud, og hans hår er længere og vildere end Haleys.

Tommy Flauensgaards hår er længere end de fleste andre 42-åriges. Det er børstet op foran, men slikket i nakken og siderne, for han er rockabilly og synes, det ser bedst ud på den måde.

Han står under den løftede, sorte Mustang og nikker på værksted i Sorø, mens anlægget spiller rock ’n’ roll ud over cigaretskoddene på gulvet og dameplakaterne på væggene.

Tommy sidder på køleren af sin Buick Limited '58. I 50'ernes USA var der langt i mellem ungdomstilbud og klubber, og de små lejligheder var trænge. Amerikanerbilen blev det ultimative symbol på frihed og ungdommens nøgle til at komme ud og være sammen. Et pusterum fra en hård hverdag. Samtidig reflekterede den en stigende velstand og bedre tider.

For et par år siden var værkstedet her i Sorø en nedlagt benzintank, men efter Tommy købte den, er bygningen blevet gennemrenoveret med en vis skelen til stedets fortid som Esso-tank anno 1961 og står i dag genoplivet som rockabilly-reservat for Tommy og hans venner, fx ham hvis Mustang, Tommy nu står og reparerer.

I dagtimerne arbejder Tommy som taglægger, men når han får fri derfra, skynder han sig at køre ned på værkstedet. Det er hårdt at arbejde to job, men det ville være hårdere ikke at have sit helle.

I garagen omme bag værkstedet står nogle af hans egne biler: To Mustanger, en Folkevogns-boble fra ’69 og kronjuvelen i hans samling: En Buick Limited fra ’58, ’The King of Chrome’, som sådan en kaldes, den serieproducerede bil med mest krom på, hvide dæk og røde krop, der bagtil er så bred som en konerøv.

Ude foran ved Slagelsevej holder hans praktiske, men knapt så imponerende, Chevrolet minivan. Den, for Tommy, kun 24 år gamle bil han kører i, når vejene som nu er saltede. Så går det ikke at smide dollargrinet ud på tur.

Derfor er der også længe til næste sommertræf for Tommy og de øvrige medlemmer af South Island Cruisers, Sydsjællands største sammenslutning af amerikanerbilsentusiaster. Eller rettere sagt: Sydsjællands største samling af greasers, anderumper og læderjakker. Rockabillies.

Buick'en fremstår majestætisk og voldsom. Med lidt god vilje kan der være en Volkswagen Up i førerhuset på den over fem meter lange flyder. Forskellen på de to biler findes ikke kun i udseende og størrelse, for mens store dele Up’en består af lim, plastikstykker og computersystemer, er Buick'en amerikansk stål. Hele bilen er intuitivt bygget op og samlet med bolte. Hvis du drejer til højre, strammer du, hvis du drejer til venstre, løsner du.

Det er en subkultur, der kom til verden en gang i 50’erne et sted i det sydlige USA som en bastardunge affødt af country, blues og en ungdommelig vrede og længsel efter noget andet end de tilknappede tider efter anden verdenskrig og tidligt inde i den kolde krig.

Kulturen blev gennem musikken populær blandt arbejderklassens unge først i USA og snart også i Europa ledt af de i dag kanoniserede rock-pionerer Elvis Presley, Carl Perkins, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Bill Haley. De nye musikere, festen og den kedelige hverdag fik de unge mænd til at trække i læderjakker og putte pomade i håret, pigerne til at gå i stramme jeans og sætte sig på passagersædet af en flyder, indtil 60’erne og den britiske invasion tog over.

Siden da har rockabilly’en med enkelte opblomstringer hist og her levet i det små. Indtil nu, hvor det ser ud til, at interessen igen er vågnet:

South Island Cruisers’ sommertræf trak i år over 1.200 mennesker til Mern på Sydsjælland. Ligeledes er der rundtomkring i landet kommet nye 50’er diners til, frisører bliver til barbershops, stripfitness bliver til burlesque-kurser, voks bliver til pomade, og på spillestederne holdes der 50’er-fester.

Overalt i Europa popper festivaler op, og verdens største rockabilly-træf, Viva Las Vega, afholdes årligt i Las Vegas og havde første år i 1998 små 2.000 gæster. I sommer var der over 20.000. Både hardcore rockabillys, men også gæster, der for én aften kunne skrue tiden 60 år tilbage.

Men for Tommy, South Island Cruisers og de andre rigtige rockabillys er det ikke en temafest. Det er alvor. Det er en måde at leve på, der både indeholder rockabilly-værkstedet på Esso-tanken, hjemmets 50’er-inspirerede indretning, men også en måde at være på.

Tommy roder ikke, han har bare sin egen orden. Værkstedet er hans pusterum, og overalt hænger der gamle levn fra stedets tid som Esso-tank.

For et par år siden var Tommy med en af Mustang-bilerne til biludstilling på Gisselfeld. Da han kørte rundt på træffet i sin brummende amerikaner, stod der en ældre dame i vejkanten, som holdt sig for næsen og sagde ”puh hvor den lugter”. Så gav Tommy den ekstra gas, zero fucks given - et af hans yndlingsudtryk.

I det hele taget giver Tommy ikke ret mange fucks. Han giver fx ikke en fuck for spelt. Han yndlingsret er stegt flæsk, hakkedrenge, flæskesteg og burgere fra Sally’s Diner – i den rækkefølge. Han giver heller ikke en fuck for tøsebiler - ’økoræsere,’ som han kalder dem. Han glæder sig over, at hans Buick forkorter vinteren, hver gang han tænder den brummende motor og kører en tur.

Og sommeren føles også lidt længere, når Tommy har armen i karmen, godt tilbagelænet i sædet og kører derudaf med al tid i verden. Især når han bliver overhalet af den ene efter den anden tøsebil, der skynder på vej fra a til b. Buick’en kører kun i et tempo: Tommys.

Man kan sige, at han lider af nostalgi. Faktisk blev udtrykket oprindeligt brugt som en sygdomsbetegnelse, og ordet kommer også af græske nóstos (at vende hjem) og álgos (længsel). Harvard-professoren Svetlana Boym skriver i sin bog ’The Future of Retro’, at moderne nostalgi er sorgen over tabet af en fortryllet verden, en verden med klare grænser og værdier.

Og Tommy og de andre i South Island Cruisers længes efter at vende hjem til en tabt verden. En verden med bedre tid, traditionelle kønsroller og mere frihed, for at nævne et par ting. Om ikke andet så i hvert fald at have en lille, fortryllet verden på en nedlagt tankstation i Sorø.

Tommy tænder en smøg, skruer op for et godt nummer, går hen og spejler sig i et vindue og tjekker efter, om håret sidder, som det skal.

På værkstedet er det kun Tommys regler, der gælder. Han hører musikken så højt, han vil, ryger de smøger, han vil, og hvis der er en sjælden gang imellem triller en Toyota Kedelig eller en Seat Økoræser ind på værkstedet og beder om olieskift, bliver de pænt bedt om at køre væk igen.

Nu er vejene saltede, og alle de ufornuftige biler står i garagen helt frem til foråret, hvor de kan komme på asfalt igen. Anlægget spiller endnu et nummer med Bill Haley. Om to timer står aftensmaden klar derhjemme. Tommy skruer på en 60 år gammel Mustang i en nedlagt benzintank i udkanten af Sorø og føler sig lykkelig.

OH, PRETTY WOMAN

Anitas høje hæle klikker hen ad stuens plankegulv: Klik, klik, klik, klik over til brændeovnen. Der lægger hun en kævl mere på, børster hænderne mod hinanden, så de lange, røde negle stritter ud i stuen, går så ud i køkkenet og hopper op at sidde på køkkenbordet.

I køkkenet står Anitas mand Ronny i forvejen og ryger. De er 50 år i gennemsnit, rockabillys og bor i Karise. Udefra ligner parcelhuset de fleste andre, som de ser ud her mellem Køge og Faxe, men indenfor har parret indrettet deres hjem i 50’er-stil fra den diner-inspirerede spisestue til de indrammede idolplakater af Johnny Cash på badeværelset.

Om morgenen vågner Anita Eliasen med Jomi-curlere i det rødfarvede hår, tager læbestift og bred eyeliner på og iklæder sig rockabilly-tøj enten bestående af en tætsiddende kjole, eller som i dag jeans, tørklæde i håret og en top med luft til svale-tatoveringerne over brystet.

Ronny og Anita Eliasen.

Hendes tøj skiller sig ud, det er hun godt klar over. Fx når hun er i Bilka og handle ind. Der kan hun mærke, at folk kigger. Især de andre kvinder.

Før i tiden skulle hun have uniform på oppe på Dansikrings kontrolcentral, hvor hun er operatør, men det blev droppet for fire år siden. Første gang hun kom på arbejde i turkisblå prikket kjole, kunne de andre næsten ikke kende hende, og de spurgte hende, om hun skulle til fest, eller hvorfor hun havde kjole på.

Det er nemlig ikke alle, der har modet til at gå i kjole og blodrød læbestift i 2016. Faktisk synes hun, det er synd, der ikke er flere, der ligesom hun og Ronny tør være henholdsvis feminine og maskuline.

For hun mener, at grænserne mellem mand og kvinde bliver udviskede. Det er tit ikke til at mærke og nogle gange ikke til at se, hvem der er manden og kvinden i forholdet, og hun synes, det er ærgerligt, for gnisten forsvinder, når man ikke giver plads i parforholdet til de små og store forskelle:

Ronny brokker sig ikke, når Anita bruger to timer på at gøre sig klar inde på dulleværelset, det lille rum ved stuen hvor hun har sit sminkebord og sine sager, eller hvis hun bruger onsdag aften på at øve en svær frisure, hun har lært på pinup-workshop.

Omvendt lader hun også Ronny om at skifte dæk på bilen og løfte de tunge ting i huset, selvom hun også kunne gøre det. Hun synes, alt for mange moderne power-kvinder gør deres mænd til kastrerede vatnisser.

Det er også en tendens sexolog og livsstilseksperten Jakob Olrik ser:

”Nogle mænd føler sig tromlet af tiden og føler, at køn ikke eksisterer længere, fordi kvinder overtager mænds enemærker, og så har nogle mænd svært ved at finde deres ståsted. Samtidigt er der mange kvinder, der i virkeligheden ønsker sig mere maskulinitet i deres mænd, også selvom de siger, de gerne vil have den bløde, moderne mand, der skifter ble og tør vise følelser.”

Olrik sammenligner rockabilly-kulturens alternativ til det moderne kønsrollemønster med nye, religiøse grupper. I en tid hvor religionen er på retur, finder nogle nemlig ro og mening i noget så gammeldags som biblen. For gamle dyder kan i moderne tider fungere som en anker på et oprørsk hav.

”For unge mennesker er det moderne kønsrollemønster ikke et problem, men de lidt ældre mennesker, der er vokset op i og har levet i en anden tid, står med et ben i hver lejr. Den ene lejr er ukendt og kan se skræmmende ud. Derfor er denne modreaktion med til at gøre deres liv og verden mere overskuelig,” siger Jakob Olrik.

Rockabilly-kulturen opstod i USA i begyndelsen af 50’erne omkring musikken. Det var en tidlig form for rockmusik, og pladeselskaberne opfandt udtrykket ’rockabilly’ - bogstaveligt talt rock spillet af hillbilles, altså bonderøve. En af musikpionererne i perioden var Elvis Presley - the King of rock 'n' roll, som han blev kaldt, eller slet og ret the King. Han er også et af ikonerne, som mange af nutidens rockabillys dyrker, og han har fået en prominent plads hængende fra bakspejlet i Ronnys og Anitas Chevrolet.
Anita og Ronny har efterhånden udskiftet deres årtier gamle tribal-tatoveringer. Nu er det vintagebiler, amerikanske kongeørne og trutmundede pin-up piger, der pryder arme, ben, ryg og mave. Tatoveringer er en fast del af rockabilly-kulturens image, som udtrykker livsstilen til omverden.

Ronny har ring i øret og Johnny Cash’ ansigt tatoveret på brystet næsten i naturlig størrelse. Derudover har han fået tatoveret et skelethoved, nogle flammer, og som Anita har sine svaler i huden, har han en stor, maskulin ørn med spidse kløer.

Det er ham, der kører bilen, når han og Anita er ude sammen. Til gengæld er det også ham, der står for madlavningen.

For selvom de er vilde med 50’erne, har de ikke et ønske om at leve i en tid, hvor Anita skulle gå herhjemme hele dagen og underordne sig manden. Men de synes, vi har mistet nogle ting fra dengang, som vi kan bruge i 2016. Derfor forsøger de at tage det bedste fra dengang og blande med det bedste fra i dag.

Og så går de en stor bue udenom de mindre gode ting fra begge tidsperioder. Fx at det hele ifølge dem skal gå så hurtigt i dag, så der ikke er tid til at øve frisurer eller at gøre noget ud af sig selv. Og idéen om at kjoler kun er til undertrykte kvinder og gallafester. Anita går i kjole, når det passer hende. Så må de andre i Bilka glo alt det, de vil.

Det er ikke til at sige, om de tænker, at Anita er undertrykt, eller om de er misundelige på, at hun tør. Under alle omstændigheder kræver det nosser at være så feminin.

Det rødmalede dulleværelse med tørrehjelm og tv fra 50’erne er Anitas. Tv’et fungerer ikke, men det gør tørrehjelmen, og den bliver flittigt brugt. Det er her Anita sætter sig, når hun skal sætte hår og lægge make-up. Eller hvis hun bliver træt af at høre på Ronny.
MAN IN BLACK
Det er svært at høre forskel, hvis man ikke ved det. En dyb, nærværende vokal vibrerer til tonerne af “I Walk the Line” og “The Ring of Fire,” men stemmebåndet ejes ikke af Johnny Cash. Derimod af Dennis Lydom fra Ringsted. Han er forsanger i Johnny Horsepower, der i aften spiller releasekoncert i forbindelse med deres nyeste coveralbum. Musikken er et samlingspunkt for rockabilly-kulturen, og det lille spillested High Voltage er fyldt op til bristepunktet.
Johnny Horsepower skyder på, at de kender totredjedele af de fremmødte, og det lille backstage-rum skråt bag scenen bliver flittigt besøgt. Først på aftenen stikker en ældre mand hovedet ind i lokalet og spørger efter Dennis Lydom, som til hans store skuffelse ikke er ankommet til spillestedet endnu. I hånden har han en metalplade. Overfladen prydes af Johnny Cash med en grimasse, som matcher hans udstrakte fuckfinger. Han faldt over gaven på en ferie i Berlin og tænkte, at det lige var noget for forsangeren. Et par modne kvinder med cowboyhatte og ternede skjorter har til gengæld heldet med sig. De lister ind og overrækker tre flasker speciallavet rødvin, der har det nye albumcover som etikette. Johnny Horsepower kvitterer med en fælles selfie. Kort før koncerten svinger Miss “Muffin” Mia forbi i sin gyldengule, hjemmesyede kjole fra 50‘erne og ønsker drengene held og lykke.
Trioens kontrabassist, Tim Kristensen, trækker i bandets uniform. En skjorte dækker Cadillac-tatoveringerne og toppes med et kulsort jakkesæt, der i sin tid gav Johnny Cash tilnavnet Man in Black. En stærk pomade sørger for, at der ikke sidder et eneste hår løst, mens et stramtsiddende colonel tie fuldender looket.
Johnny Horsepower spiller med den samme tremands bandopsætning, som Johnny Cash havde i 50‘erne: kontrabas, vokal med akustisk guitar og en leadguitar af det amerikanske mærke Fender. Bandet mærker en stigende interesse for Johnny Cash, i takt med at deres fansgruppe og publikum vokser. Musikken samler tilhængere af både rockabilly-, folk- og countrygenren på tværs af generationer. De ældste kommer for at genopleve en nostalgisk tid. De unge tiltrækkes af Johnny Cashs autentiske musik. En badass morfar med noget på hjerte som Dennis Lydom formulerer det.
Dennis Lydom kan stadig huske, da han blev præsenteret for Johnny Cash i en alder af fem år. Det faktum, at albummet At San Quentin var optaget i et fængsel i USA, var lidt farligt, men der var noget dragende ved stemmen. En nerve og et nærvær, der lød menneskelig. I dag lever og brænder han for Johnny Cash, som han kalder vores tids største historiefortæller. Elvis er malket ifølge Dennis Lydom. Ingen gider at gå rundt i et hvidt jumpsuite. Men Johnny Cash. Han er cool.
Johnny Cash er et af ikonerne, der skabte den rock- og ungdomskultur, som rockabilly udspringer af. Hans karriere var en rutsjebanetur, hvor internationale topplaceringer på hitslister skiftevis blev afløst af massive stofmisbrug. Han blev i 60‘erne kendt som Johnny “no-show” Cash, fordi han ofte ikke var i stand til at møde op til koncerter. Få år efter udsendte han albummet At San Quentin i 1969, der gjorde ham til den mest solgte artist samme år. Han gik sine egne veje. Elsket og berygtet. I dag er Johnny Cash et symbol på oprør og amerikansk patriotisme.
Corinna “Rockabella” Henning er taget fra Hamborg til København for at give den gas til Johnny Horsepower på dansegulvet. Hendes tatoveringer kravler fra låret op til ansigtet, og på armen står “JHP” cementeret med blokbogstaver under en Stagg-mikrofon fra 50‘erne omringet af noder og hjerter. Hun har fulgt bandet tæt, lige siden hun opdagede Dennis Lydoms’ dybe stemme og blå øjne.
GREASED LIGHTNING

Anders Toft vandsliber overfladen på sin nye bil og tænker, at nu får de andre noget at tale om. Normalt customizer man Forder eller Chevroleter, men Anders har skræddersyet sin egen Pontiac Star Chief. Der kommer nogle venner over lidt senere. Så skal de bare se.

I hans garage i Mern syd for Præstø har den 55-årige beslagsmed brugt de fire sidste år på at gøre bilen i stand. Han købte den som samle-selv i Sverige, men i stedet for bare at sætte den sammen, så den ligner alle andre Star Chiefs fra ’54, har han customizet den, og bilen består nu af dele fra over 20 forskellige biler samlet til én harmonisk superbil: Taget er sænket, bagruden er fra en Buick fra ’36, instrumentbrættet er fra en ’61 Chrysler osv. Der findes ingen anden bil i verden som Anders’ Pontiac.

Nu er han ved at slibe bilen med fint sandpapir, fordi en lakering, uanset hvor god den måtte være, altid efterlader en lille smule appelsinhud i overfladen. Og denne Pontiac Star Chief skal være perfekt.

Han er indtil videre halvvejs igennem de to måneder, det kommer til at tage at slibe bilen glat, givet han lægger flere timer i det hver dag. Til gengæld vil den så, når arbejdet er færdigt, være så blank, at han kan spejle sig i den, når han barberer sig.

Imens han sliber, hører han musik og drikker cola. På væggen har han malet farveprøver i forskellige nuancer af brun og sand inklusiv den dessert-beige, han besluttede sig for at male den fem en halv meter lange og to meter brede bil i. Der hænger også et billede af 50’ernes rock ’n’ roll-stjerner: Buddy Holly, Gene Vincent og favoritten Jerry Lee Lewis.

Anders Toft står i spidsen for at hyre musik til South Island Rumble. Kun få danske rockabilly-bands er gode nok. Derfor tager han til rockabilly-festivaler i udlandet for at spotte kunstnere til det kommende år.

Anders synes, at alt fra ’dengang’ er fedt. Også filmene. Når der er en gammel film i fjernsynet, kan ikke 10 vilde heste få ham til at slukke. I dag klipper de for meget i filmene, men i gamle dage var der mere ro på. Ikke at der skete mindre, man tog sig bare bedre tid til tingene dengang.

Generelt synes han, at film fra 40’erne og 50’erne er de bedste, selvom 70’er-filmene ’Sidste nat med kliken’ og ’Grease’ er hans favoritter. Han kan ikke vælge, hvilken af de to der er bedst, men under alle omstændigheder kan han bedst lide scenerne med bilerne i dem begge.

Cand.psych. Johan Simonsen Abildgaard er forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og han peger på, at stress altid har eksisteret, selvom det tidligere er blevet kaldt noget andet:

”Selv tilbage i 1800-tallet blev folk i storbyerne nervesvækkede af larmen og tempoet og måtte til landet for at få ro på nerverne. Det var stress. Omvendt er der flere i dag, der oplever, at de er stressede. Om mennesker objektivt set er mere stressede nu end tidligere, er ikke til at sige, for det er umuligt at adskille, hvordan vi oplever at have det, og hvordan vi egentligt har det.”

”I dag vil man gerne stifte familie, måske endda flere, og samtidigt have en eller flere karrierer, hvor man før i tiden kunne være skrædder i en livstid ligesom sin far og hans far før ham. Tiden går ikke hurtigere i dag, men vi vil gerne nå flere ting end tidligere,” siger Johan Simonsen Abildgaard.

Rundt omkring i værkstedet står pokaler, Anders Toft har vundet for sine tidligere biler. De seneste 20 år har han haft 30-40 biler, men de når ikke engang op på siden af Pontiacen. Den er allerede nu, flere måneder inden den er bygget færdig, inviteret til et forårstræf i Finland med alt betalt og transport i en lukket vogn.

Anders er også en af de bærende kræfter i South Island Cruisers, som han var med til at starte for 11 år siden. Ved første Rumble, South Island Cruisers’ sommertræf, var der 179 mennesker med. I sommer var der over 1.200, og det har der været de sidste par år. Det er en passende størrelse, synes Anders. Ellers begynder det at være sådan, at man ikke kender hinanden, og det ville være synd.

I sommerhalvåret mødes han, hans kone Kitt og nogle af vennerne fra South Island Cruisers på en græsmark lige bagved Anders’ hus en gang om ugen og holder picnic. I efteråret er der efterårskoncerter, i december er der julefrokost og til foråret skal de ud og køre igen.

Kun et lille stykke af garagevæggen står nøgent mellem retroplakater og billeder af vintagebiler. Anders har brugt stykket til at teste sin Pontiacs nye farve, og valget faldt på desert-beige. En sandfarve med et lille hint af rosa. Han forelskede sig allerede i farven, da han så den på en kammerats bil i Sverige for årtier siden. Farvekoden for den unikke nuance måtte blive fremstillet i Holland, da den ikke fandtes i Danmark.

Interessen for de gamle biler er kimen i South Island Cruisers’ fællesskab. Pontiacen kører otte km på literen og må kun komme ud, når vejene ikke er saltede, men alligevel er det en bil, der giver 1.000 gange den lykkefølelse, Anders’ hverdagsbil, en moderne stationcar, giver. Der er ingen sikkerhedsseler i biler fra 50’erne, så hvis Anders kører galt, så må det være sådan.

Og så er vennerne enige om, at meget var bedre i gamle dage. Dengang mænd var mænd, kvinder var kvinder, da de ikke klippede så meget i filmene, musik havde sjæl, og der var tid til at slibe bilerne skinnende glatte.

Fire af Anders’ venner kommer én for én fra arbejde hen ad eftermiddagen for at se, hvordan arbejdet med bilen skrider fremad. De har alle sammen arbejdstøj på og bliver hilst med et fast håndtryk.

De åbner garageporten, vennerne går udenfor, og Anders kravler ind i bilen, der endnu mangler at få installeret forsædet. Han drejer nøglen om, og bilen begynder at buldre.

I tre minutter står de fire mænd tavst uden for Anders’ garage med Merns marker i ryggen og nyder lyden af den 62 år gamle bils brummen, der overdøver Jerry Lee Lewis-musikken. På skift nikker de fire stiltiende anerkendende: Det er fandeme noget af en bil.

South Island Cruisers er en klub for primært sydsjællandske fans af klassiske biler og 50’er-musik. De afholder en række arrangementer, blandt andet det årlige South Island Rumble. Her deltager over 1.200 gæster i en tre dage lang festival med biler, boder og bands. ”En tidslomme fra de sorgløse 50’ere, man ikke kan undvære, når man først har prøvet det,” som de skriver på deres hjemmeside.
GONE, GONE, GONE
”Jeg er simpelthen født for sent,” siger Michael Vestbjerg siddende i sit køkken. Han er fra 1967 og er altså gået glip af sin yndlingsperiode, 50'erne, som han altid har været utrolig fascineret af. Allerede som 10-årig begyndte han at samle på ting på lommemarkeder fra dengang, og det er blandt andet dem, han i dag har stående i sit Dreamhouse - et festlokale indrettet i autentisk 50’er stil fra dengang rock ’n’ roll blev født. Han udlejer det til 20-30 arrangementer per år, og det er kun gået fremad siden åbningen i 2008. ”Vi har både guldbryllupper og 18-års fødselsdage. Det er fascinerende, hvor bredt 50'erne favner,” fortæller Michael. Når man lejer lokalet, kan man samtidig hyre pinup-piger til at servere på rulleskøjter, som det eneste sted i Danmark ifølge Michael. Hans hjem ved siden af festlokalet er også indrettet i 50’er stil. På det sort-hvid ternede gulv i køkkenet står samme røde diner-sæt som dem ovre i festlokalet, og det matchende køleskab er originalt fra 1951. ”Den gang byggede man ting, der kunne holde. Så kan det godt være, det indeholder freon, men til gengæld har det holdt i længere tid, end 10 moderne køleskabe ville.” I det hele taget er Michael ikke meget for nutiden. ”Den er ligegyldig og røvhamrende kedelig. Alt handler om at producere, producere og producere. Det er en køb-og-smid-ud kultur, og der er ingen, som reparerer noget.”
Michael har et lille værksted ved siden af festlokalet, hvor han skruer på biler. Både sine egne og andres. "Hvis der kommer en ny bil og skal have skiftet vinduesoptrækket for eksempel, skal jeg bestille ti forskellige dimser af plastik, som skal sejles fra Kina. Hvis det er en gammel amerikanerbil, er der altid skruer, og alting er lavet af metal, man kan arbejde med og reparere på." Selvom det må siges at være en form for globalisering, der har gjort, at der kan hænge en bagende fra en turkis Chevrolet Impala fra ’59 over baren i festlokalet, synes Michael, at globaliseringen er af det onde. Han ville ønske, at der stadig fandtes produktionsarbejde, og at der var mere liv i de små byer, som hans egen Kirke Såby, så han kunne gå hen til en slagter og købe en bøf, og slagteren ville vide, hvor koen kom fra. "I dag har alle så pisse travlt. De skal hele tiden tjekke efter e-mails og sms’er og opdatere Facebook," siger Michael. "Hvis nogen kommer over på værkstedet og begynder at snakke i telefon, så går jeg i gang med noget andet. Det gider jeg ikke høre på." Han savner mere nærvær i nutidens samfund, og det finder han i rockabilly-miljøet. Men allerhelst ville han bare være født tidligere. "Det eneste interessante, de kan opfinde i dag, er en tidsmaskine."
SOMETHING ELSE

Johan og Camilla er lige kommet. Der er cocktailparty hjemme hos Tommy og Karina i Sorø, og alle er trukket i festtøjet: Johan har pudset sine sko, og Camilla har sat håret op til lir.

Michael og Karina og Ditte og Lars er der allerede. Karina er en opmærksom værtinde. Hun tripper rundt i en A-formet 50’er-kjole og sætter drikkevarer og skåle med chips frem, mens Tommy prøver at få Iphonen til at koble til det skide anlæg, så de kan høre musik.

”Vil det bare ikke virke i dag?” spørger Karina. Hun hilser Johan med et håndtryk og Camilla med et knus.

Håret er sat som Marilyn Monroes, og resten af huset er også indrettet a la 50’erne med teaktræsmøbler og gamle reklameplakater for elektriske barbermaskiner og et amerikansk blikskilt fra en biograf med ’Let’s All Go To The Lobby, It’s Snack Time’.

Parret ville også gerne have et skilt fra den danske Elvirasminde-fabrik, dem der i dag laver Samba-flødeboller, som før i tiden lavede negerkys, men de skilte er meget sjældne og derfor smadderdyre.

”Nej, det duer ikke,” siger Tommy, der opgiver og går ovenpå og henter grammofonen og en stak LP’er. Han sætter ’Greatest Hits of the 50’s vol. 1’ på.

Karina Offersen Flauensgaard forsøger at få gang i hjemmets Wurlitzer fra 70‘erne. Det har taget hendes mand, Tommy, måneder at reparere den tyske jukebox, så den nu kan afspille plader, men indtil videre kun på den ene side.

Johan Krohn Carl har sin egen humidor med. Det er en cigarkasse, der holder røgvarerne i tilpas luftfugtighed. Han stiller den på et skab ved siden af Tommys. Johan har købt humidoren hos tobakshandleren i Roskilde, en af de alt for få, der er tilbage.

Til hverdag er han slet ikke ryger, men synes alligevel, der er for stor hetz mod de, der er. Selv er han stor tilhænger af personlig frihed. Man kan da bare lade være med at ryge, hvis man ikke vil det. Det behøver da ikke gå ud over alle andre.

Bare da han var dreng, var der reklamer for cigaretter til Formel 1-løb, men det må man ikke i dag, og det synes Johan er åndssvagt. Der er for mange regler i dag, og han vil gerne bestemme selv.

Kvinderne går ud i køkkenet for at lave drinks i martiniglas med røde cocktailbær, mændene sætter sig i hyggestuen, den de kalder ’sjusseriet’, for at ryge cigarer og snakke om biler. Er Cadillacer eller Buicker fra 50’erne bedst? Johan har otte biler, og så er han på Cadillac-holdet, selvom han sagtens kan godtage alle Tommys argumenter for, at Buick er bedst.

Noget af det, Johan bedst kan lide ved bilerne fra dengang, er farverne. De var pastelgrønne, -røde eller –blå. Optimistiske farver fra en optimistisk tid, modsat i dag hvor bilerne næsten altid er i den samme, deprimerende sølvgrå farve.

I køkkenet blander damerne drinks. De får prøvet en del forskellige, og aftenens favorit er en de kalder Crazy Squirrel. Ind i mellem er der også tid til et shot.
Fidel Castro skal æres er Johan (tv) og Tommy enige om, så de forlader de andre i huset går ud i cigarstuen, som Johan har indrettet i garagen. Det havde de nu nok også gjort, selvom Castro ikke lige var død. "At ryge cigarer er befriende politisk ukorrekt," siger Johan og fortsætter: "Cigarer, whisky, rom. Det tilhører The Old World." Og den føler de en smule af, når de sidder herude. Tommy nikker, og de snakker videre om Las Vegas, dollarkurser og antallet af hvide borgmestre i København.

Det er ikke så underligt, at nogle mennesker mener, at verden er blevet kedeligere og mere restriktiv. I hvert fald ikke hvis man spørger livstilseksperten Henrik Byager. Han mener, at der de seneste 10-15 år har været en elitært sat dagsorden i medierne og samfundet generelt, der har talt ned til andre dele af befolkningen:

"Det er især blandt fag- og ufaglærte på 35 plus i landdistrikterne og i provinsen, at man finder de mennesker, der ikke føler sig tilpasse i den herskende dagsorden. Vi skal være sunde, humane, globalt orienterede, dygtige og fremadstormende. Og hvis man ikke er det, er man i den herskende dagsordens øjne dum og forkert.”

”Derfor er det klart, at nogle mennesker isolerer sig – i dette tilfælde i et rockabilly-reservat. Mit bud er, at selvom de selvfølgelig går op i biler og brylcreem, så handler det mere om at lave sin egen lille verden, hvor de står sammen og bekræfter hinanden i, at alt det andet er noget pis,” siger Henrik Byager.

Han forklarer, at den politiske korrekthed er under pres, selvom den stadig er dominerende i tidsånden. Der er begyndt at gå mode i at være imod det moderne og progressive.

”Det er klart, at hvis der er mange, der føler sig sat udenfor i deres eget samfund, så laver de en kontradagsorden. I den hyggelige afdeling er der sådan nogle som Brødrene Price, der laver mad med ’rigeligt smør’. I den mere alvorlige ende har vi sådan en som Donald Trump, der tør sige, at der er forskel på folk, og at ’de kloge’ og ’det rigtige’ ikke bestemmer alt,” siger Henrik Byager.

Johan havde engang et sydstatsflag i bagruden af en af hans biler, nu hænger det på væggen hjemme i garagen. Han er ærgerlig over, at det kædes sammen med Ku Klux Klan og racisme, for han er ikke racist, og han ser ikke flaget som et symbol på racisme.

Flaget er bare et flag, og så benyttes det meget i rockabilly-miljøet. ’Rebel-flag’ hedder det hos dem, og det symboliserer at stå alene og uden for det etablerede. Nogle har det endda tatoveret.

Nej, Johan og de andre er ikke racister, men de forbeholder sig retten til at sige neger. Det har taget overhånd, det dér politisk korrekte pladder. De behandler da alle lige uanset hudfarve, men det betyder ikke, at de er berøringsangste hvide mænd med kronisk dårlig samvittighed. Neger kommer af negro, der betyder sort. Punktum.

De føler ikke, der findes et parti, der repræsenterer dem. De er for liberale til at være socialdemokrater og for meget arbejdere til at stemme på Liberal Alliance. Desuden synes de, alle politikerne siger det samme.

To af aftenens gæster. Ditte Brunsted arbejder som frisør i Korsør og har styr på hår. Inddeling, oprulning, toupering og udfrisering er hemmelighederne. Og hvis man har styr på det, kan man lære at lave 'victory rolls', som Ditte selv har i håret i dag. Johan Krohn Carl er trukket i en leopardstribet bowlingskjorte, sorte festbukser og klassiske sort-hvide laksko, som var populære i 50'erne.

Kvinderne kommer ind i sjusseriet med martiniglas pyntet med røde cocktailbær og siger, at der stinker af cigarrøg, så mændene bliver vist ud i garagen. Man må ryge cigaretter og pibe i huset, men cigarerne lugter for grimt.

Ditte åbner et vindue, så den efterhånden tykke røg kan komme ud. Hun er frisør i Korsør og klipper de fleste hoveder, der er til stede i aften. Hun er den eneste i Korsør, der sælger Reuzelpomade, og sammen med Camilla afholder hun pinup-workshops, hvor man kan lære at sætte håret som Monroe eller Rita Hayworth.

Hun har hele aftenen taget selfies med de andre gæster og går nu i gang med at lægge de bedste op på Facebook, men kan ikke finde ’sjusseriet’ som check-in.

”Sjusøen er der noget, der hedder,” siger hun til Lars, hendes mand. Han ryger ikke og er derfor blevet siddende i teaktræssofaen med det originale betræk, mens en grammofon spiller Eddie Cochran, og kvinderne er i lange kjoler og har pinup-frisurer.

”Ja,” siger han. ”Det er jo en slags ø, det her.”

Created By
Ulrik Hasemann
Appreciate

Made with Adobe Slate

Make your words and images move.

Get Slate

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.