Loading

Nye veje til bedre resultater SimWay Hunt-skydesimulator

Moderne teknologi tilfører os konstant nye muligheder for at forbedre os i forskellige henseender. Visse teknologiske fremskridt viser sig særdeles brugbare, mens andre ikke fører noget positivt med sig. En skydesimulator kan lyde som noget ganske overflødigt, men spørger du tre jægere, som har afprøvet en SimWay Hunt-skydesimulator, er det et yderst brugbart redskab.

Tekst, foto og video: Christian Lang Jensen

SimWay Hunt-skydesimulatoren tilbyder et hav af træningsmuligheder.

Man kan blandt andet træne på forskellige skydebaner med både riffel og hagl eller tage på jagt efter bjørn, elg, vildsvin, fasan, gråand med flere.

Der er efterhånden udviklet flere forskellige skydesimulatorer, men spørger man fagfolk på området, er SimWay Hunt-skydesimulatoren noget for sig. En af de faktorer, som gør, at denne simulator flytter sig fra at være et underholdende indslag til rent faktisk at kunne bidrage til bedre skydning, er præcisionen i systemet.

Dertil kommer de utallige træningsmuligheder, indstillinger og analyseværktøjer, som er inkorporeret i systemet. Man har mulighed for at tage på forskellige former for skydebaner med riffel og haglbøsse, og man kan vælge mellem forskellige typer af jagt. Eksempelvis kan man tage på grousejagt over stående hund eller på drivjagt efter vildsvin. Som noget helt nyt er det tilmed muligt at gå til haglskydeprøve og på den måde få afklaret, om man er tilstrækkelig godt forberedt til den rigtige haglskydeprøve.

Man har mulighed for at træne med forskellige attrapvåben, men vil man øve sig med sit eget våben, har man naturligvis også den mulighed. Dette er særdeles relevant for jægere, som benytter simulatoren. Sidst, men ikke mindst skal det fremhæves, at der i øjeblikket arbejdes på en særlig anordning, som kan monteres på en bue, så buejægerne også kan drage nytte af simulatoren. Denne feature er imidlertid ikke færdigudviklet på nuværende tidspunkt.

I kraft af en lille anordning, som monteres bag aftrækkeren, har man mulighed for at benytte sin egen haglbøsse eller riffel under skydningen. Derudover kan man blandt andet benytte rødpunktsigte.

Afprøv grænser i simulatoren

Selvom vi jægere gør, hvad vi kan, for at undgå anskydninger, så er det desværre en uundgåelig del af jagten. Jes Kruse Christensen, som forhandler SimWay Hunt-skydesimulatoren i Danmark, mener, at simulatoren kan bidrage til bedre skydning på jagt og dermed medvirke til at reducere mængden af anskydninger.

– Med alle de analysemuligheder, der er implementeret i systemet, er det ligetil at kortlægge ens svagheder, så man kan sætte ind der, hvor man oplever udfordringer. Man kan kort sagt lære sine begrænsninger at kende uden at skulle ”øve” sig på levende vildt. Dermed kan dette værktøj også bidrage til, at man som jæger reducerer antallet af anskydninger, forklarer han.
Når der skydes lerduer, har man mulighed for at få analyseret hvert eneste skud, så man på den måde bliver klogere på sit sving og foranhold. Disse analyseværktøjer kan man slå fra og til efter behov.

Med simulatoren er det netop muligt at afprøve et hav af jagtsituationer, og man har mulighed for at skrue på parametre som hastighed, retning, afstand, terræn og vildtart. Efter hvert skud får man oplyst træfpunktet på dyret, og hvilket organ projektilet har truffet.

Ifølge Jes er denne simulator et værktøj, som det giver særdeles god mening at have i sin jagtforening, da den netop kan fungere som et supplement til træningen på skydebanen. Fordelen ved simulatoren er imidlertid fleksibiliteten, da det eneste, der kræves, er, at man har et rum med en hvid væg på tre til seks meter samt mulighed for at begrænse lysintensiteten i rummet.

For en jagttegnsunderviser kan simulatoren tilmed udgøre et lærerigt og spændende praktisk element i forbindelse med den teoretiske undervisning. Aspiranterne kan udover at få en virtuel smagsprøve på forskellige jagtformer øve våbenhåndtering og skydeteknik.

Jes Kruse Christensen mener, at en SimWay Hunt-skydesimulator er et fantastisk værktøj til at supplere den almindelige skydetræning samt til jagttegnsundervisere, som vil kombinere teoretisk undervisning og praktisk træning.

Analyser hjælper dig på vej

Et afgørende aspekt ved skydesimulatoren er, at der foretages at hav af analyser under skydningen. På lerduebanen får man analyseret sit sving og foranhold, og dermed bliver det lettere at rette op på eventuelle fejl, man begår.

Martin Lang Jensen er nyjæger, og han har afprøvet simulatoren ad flere omgange. Han mener, at analysemulighederne er særdeles brugbare for nyjægere.

– Jeg føler, at jeg allerede er blevet klogere på mit foranhold og mit sving, når jeg skyder med haglbøssen. Det er ikke altid nemt at analysere på den slags, når man står på skydebanen. Det er også spændende at prøve kræfter med eksempelvis løbende vildt under riffeljagt. Det er noget sværere, end jeg havde troet, pointerer han.
Martin Lang Jensen, som er nyjæger, finder det interessant, at man kan prøve kræfter med flere forskellige jagtformer. Han mener, det er en god måde for en nyjæger at få en fornemmelse af, hvad det kræver at skyde til eksempelvis løbende vildt med riffel eller fugle over stående hund med haglbøsse.

Jes forklarer, at han som erfaren jæger oplever, at simulatoren gør ham bedre, når han benytter den regelmæssigt, hvorimod en periode uden skydetræning i simulatoren udmønter sig i dårligere skydning.

– Jeg har erfaret, at når jeg ikke benytter simulatoren i et stykke tid, kan jeg se sort på hvidt, at min skudstatistik bliver ringere. Og når det er tilfældet her, må det samme jo også gælde i den virkelige verden, påpeger han.

Systemet er desuden skruet sådan sammen, at der skal en fuldtræffer til for at nedlægge vildtet. Det vil sige, at det ikke er nok at have en and i periferien af haglsværmen eller at træffe et vildsvin lige uden for hjerte- og lungeregionen. Man erfarer dog også hurtigt, at der virkelig kræves noget af skytten, som benytter simulatoren.

Michael Schnack Larsen er glad for at blive udfordret i simulatoren.

Michael Schnack Larsen har dyrket strandjagten i mere end 40 år, og han blev overrasket over sværhedsgraden i simulatoren.

– Man skal godt nok være præcis for at bringe fuglene ned. Det kan jeg godt lide, da det gør, at man skal levere gode skud hver gang – præcis som på jagt, lyder det fra den erfarne jæger.

Det kræver fuld koncentration at skyde godt – også når der trænes via en simulator.

Et hav af muligheder

Endnu en åbenlys fordel ved simulatoren er, at man undgår rekylen. Dermed kan man træne effektivt i længere perioder og generelt skyde oftere. Dog skal det ikke forstås således, at simulatoren kan erstatte den almindelige skydetræning. Den simulerede skydning skal derimod ses som et supplement og en måde at afprøve nye jagtformer på, før man kaster sig ud i det i den virkelige verden.

Jes gør det klart, at skydetræningen i simulatoren kan bidrage til, at man kender sine begrænsninger på forhånd, så man ikke tager unødige chancer på rigtig jagt.

– Ved hjælp af simulatoren kan man tage chancer, uden at det har konsekvenser for levende vildt, og dermed kan man lære sine grænser at kende særdeles godt, påpeger han.
At kunne øve sig på at skyde til vildt i en skydesimulator har den store fordel, at man kan eksperimentere med sin skydning, uden det har konsekvenser for levende vildt.

Nu tænker man måske, at sådan en skydesimulator ikke giver et retvisende billede af, hvor store de forskellige vildtarter syner på forskellige afstande, men også det er der taget højde for. Simulatoren er udviklet således, at en kronhjort, som står 100 meter ude, har den ”rigtige” størrelse i forhold til den virkelige verden. Man kan dermed også udvikle sin afstandsbedømmelse i forhold til forskellige vildtarter.

Rasmus Martinsen er en erfaren riffeljæger, og han ser en stor fordel i, at man kan prøve så meget forskelligt uden at skulle besøge mange forskellige skydebaner. Det hele er netop samlet i systemet.

– Jeg synes, noget af det gode ved det er, at man kan prøve så mange forskellige situationer. Fra et og samme sted kan man komme vidt omkring, og det er fedt, forklarer han.
Rasmus Martinsen ser et stort potentiale i skydesimulatoren, og han er glad for, at der er så mange forskellige muligheder i forhold til skydetræningen.

De tre testkaniner og undertegnede er imidlertid enige om, at det kræver lidt tid at sætte sig grundigt ind i selve opsætningen af systemet. En udførlig gennemgang af opsætningsprocessen er derfor nødvendigt. Dog er brugervenligheden særdeles god, når man først har systemet oppe at køre.

Er man interesseret i simulatoren, har man mulighed for at afprøve den hos Jes inden et eventuelt køb til eksempelvis jagtforeningen. Dermed kan man også få en grundig indføring i, hvordan systemet fungerer. Så hold dig ikke tilbage. En skydesimulator kan bestemt bane vej til bedre resultater.

clj@jaegerne.dk

Prisen

Anlægget starter ved 50.000 kr. eksklusive moms, hvis man selv har en god computer og projektor. Vil man have den fulde pakke med computer, projektor, kamera, attrapvåben og diverse anordninger, er prisen omkring 90.000 kr. eksklusive moms.

Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate