Vinterduer De kan gøre Peter vild i varmen. Vinden er gået i øst, den er frisket op, men selvom den sender sibirisk kulde ind over landet, kan vejrliget ingenlunde holde en dedikerer duejæger som Peter Rehder inden døre – det er nemlig dage som denne, trækket kan toppe. Tekst og foto: Thomas Lindy Nissen
Solens skarpe morgenstråler knækker i en kunstnerisk mosaik ved mødet med de dystre rødgraners mørke grene. Peter Rehder har drejet hovedet, så han sidder og kigger over venstre skulder. Han misser med øjnene mod solen, mens han gnider hænderne mod hinanden i en bevægelser, der på en og samme tid tilkendegiver, at det er koldt, men også, at han glæder sig til dagens træk.
Så drejer han hovedet, kigger ret frem ud over lokkerne på majsstykket foran sig og erkender, at den første flok nærmer sig – han dukker sig under kanten af skjulet, nu sker det.
En af den slags dage?
For første gang i flere uger er temperaturen droppet under nul. Dette betyder, at en glødende duejæger som Peter straks begynder at slå gnister. Det er nemlig dage som denne, med frisk vind, kuldegrader og solskin, der kan gå hen og blive en af de helt store.
Og det ser ud til, at dagen begynder godt, for den lille flok duer nærmer sig planmæssigt lokkefuglene i bølgende flugt over marken.
Inden de er på skudhold, ændrer de dog retning og glider ud mod deres højre side, hvor de igen retter op og genoptager retningen, men nu parallelt med Peter og direkte mod kanten af remisen lidt for langt ude til venstre. Fortsætter de ad den vej, kan Peter ikke komme til at skyde.
Optimering
De følger kanten af remisen og glider fint op mod skjulet. Peter rejser sig og krænger kroppen rundt mod venstre. Duerne retter op i vinden og forsvinder en efter en ind over trætoppenes sikre skjul.
Allerede inden han rejste sig af skjulet, havde Peter udvalgt en af duerne. Lige inden den forsvinder over toppene, krummer han fingeren og ser den støve, som kun en due kan. Den lille klynge af dun strækker sig hurtigt ud i vinden, mens fuglen tegner en faldende kurve, inden den forsvinder over trætoppene.
Med et smil på læben og krudtduft i næsen sender han sin springerspaniel Cody.
Det skal nok blive godt det her!
De næste duer kommer på samme måde. De byder godt nok på skudchancer, men slår ikke decideret på lokkefuglene. Skuddene er svære, og det skal gå hurtigt, da de flyvestærke vilde vinterduer i deres adrætte flugt forstår at bruge remisens trætoppe som dækning. Peter får ikke løsnet skud til alle chancer, men når han gør, rammer han i nogle situationer, men skyder forbi i lige så mange.
Han bestemmer sig for at flytte sit skjul fra kanten af remisen, hvor han kan sidde bekvemt på sin stol og med god plads til de åbne majsstængler, til et sted, hvor han skal sidde på jorden, sammenkrøllet og ubekvemt. Men derfra vil han kunne skyde noget længere ind over trætoppene og dermed optimere sine chancer for at ramme.
SOLEN I ØJNENE
Heldigvis er Peter tømrerelev og forstår dermed at bruge en boremaskine. Det er der nemlig brug for, da de næsten en centimeter tykke stænger skal ned gennem den jordskorpe, der for blot et døgn siden var pløret og våd, men som nu er hård som sten.
Han har ikke siddet ret længe, inden en enlig due uden varsel glider ind over remisen i medvind. Den glider rundt foran lokkerne og kommer helt perfekt ind over disse.
Efter at skjulet er flyttet, betyder det, at denne chance – selv om den tidligere ville have været perfekt – nu kræver, at Peter igen krænger i kroppen, men denne gang mod højre.
For en gammel knark som denne skribent ville alene det at sidde på knæ i skjulet på frossen jord være hårdt nok. At Peter så samtidigt formår at stemme imod med knæene og hæve sig over skjulets kant, mens han skuldrer og vrider kroppen mod højre (den svære side for højre skytter), er ret imponerende. Han leverer i situationen et skud, der bringer fuglen til jorden.
Skuddet får en flok duer til at lette fra en gammel poppel en halv kilometer borte. De nærmer sig fra samme retning som morgenens første fugle og vælger præcis samme indflyvningsbane. De kommer perfekt, og selv om Peters øjne nu bliver generet lidt af solen, er det ikke værre, end at han sagtens kan udvælge sig en fugl og få den til at støve. Den friske vind betyder, at fuglene lynhurtigt slår af og dermed ikke byder på reelle chancer for at dublere.
Det luner
Den jagtgale tømrerlærling nyder fordel af en forstående chef og flere jagtinteresserede svende i det byggefirma i Næstved, hvor han er ansat.
Forud for, hvad der sagtens kunne blive en af årets store duejagtdage, fik Peter bevilget et formiddagsfripas, hvorfor han glæder sig mere end vanligt over hver eneste nedlagte due.
Typisk under duejagt stopper trækket pludseligt og uden varsel. Hvis det ikke lige var for den håndfuld duer, der ligger i bunden af skjulet, kunne man godt få den tanke, at der overhovedet ikke er duer i området. Efter en halv times tid begynder de at trække igen, men nu til de høje træer i remisen.
Formiddagen har budt på mange varierede, rigtig sjove skudchancer, men skal chefen en anden gang give fripas, når Peter bliver vild i varmen, må eftermiddagen hellere bruges på en omgang iskoldt arbejde med taginddækning.
Men lige inden Peter begynder at pakke sammen, glider en due ind. Da den breder vingerne ud og glider det sidste stykke ind, fører Peter sigtekornet gennem fuglen bagfra. Han krummer fingeren og ser fuglen støve over sig.
Han pakker sammen. Selv om han kan se frem til en knusende kold eftermiddag på en tagryg, kommer han ikke til at fryse – der er nemlig ikke noget, der giver varmen bedre end det perfekte afsluttende skud til en velflyvende, vild vinterdue!
Du har netop læst en artikel fra Danmarks Jægerforbunds medlemsblad Jæger. www.jaegerne.dk/blivmedlem