Loading

Nørre Aaby Realskoles nyhedsbrev januar 2019

Velkommen til Nørre Aaby Realskoles digitale nyhedsbrev, der udkommer ca. en gang om måneden og indeholder historier fra hverdagen på NAAR – fra vuggestue, børnehave og SFO til alle afdelinger på skolen; indskoling, mellemtrin og overbygning.

Kære læsere af nyhedsbrevet

Godt nytår til alle!

I dette nyhedsbrev kan I læse lidt om decembers måneds aktiviteter på skole, i SFO og i vores vuggestue og børnehave. Der har været meget i julens tegn. Sidst er der også lidt om de kommende aktiviteter på NAAR.

Jeg tillader mig også at komme med en lille opfordring. Vi er stadig i den mørke tid, så jeg opfordrer alle til at få set cykellygter og reflekser efter. De små trafikanter (ja, også de store) er MEGET svære at se uden ordentlig lys på cyklen.

Den 31. januar og den 1. februar er der skolefest på skolen. Ved denne lejlighed spiller 10. klasse årets skolekomedie, og 0. klasse opfører Kotillon – et syngespil. Derfor er de yngste og de ældste på skolen i denne tid travlt optagede af at øve og gøre kostumer og kulisser klar. Vi ser frem til at se resultatet til skolefesten.

God læselyst!

Med venlig hilsen

Carsten Krag, skoleleder

Alletiders sangkor

4. årgang brugte en del musiktimer dette efterår på at øve sig til en forestilling sammen med Odense Symfoniorkester. Forestillingen var “Alletiders Nisse” med de populære nisser Pyrus, Kandis og Gyldengrød.

Tirsdag d. 4. december mødtes de i Ejbyhallen med ca. 250 andre børn fra skolerne i Middelfart Kommune. Her havde de først generalprøve på forestillingen.

Kl. 13.30 var alle børn, skuespillere og musikere klar til premieren, hvor børnehaver og skoleklasser var inviteret som publikum. Kl. 15.00 var der igen forestilling. Denne gang for en udsolgt sal.

Eleverne skulle både synge, rappe, tale med skuespillerne og lave fagter til sangene. Det var en kæmpe oplevelse at være fælles om så stort et projekt og en fornøjelse at se, hvordan børnene gjorde sig umage og gav den gas!

Smart Parat Svar

Den 5. december drog eleverne i 6. Nord mod biblioteket i Middelfart, hvor de skulle prøve lykken i læsequizzen Smart Parat Svar.

Quizzen er en holdkonkurrence med fem deltagere fra hver klasse, der kan supplere hinanden og samarbejde om at finde de rigtige svar.

Formålet er at sætte fokus på læsning og læselyst gennem deltagerne, som skal være attraktive rollemodeller for deres jævnaldrende. Det er sejt at læse, at vide noget - at være 'smart' på øverste etage!

Smart Parat Svar-konkurrencen tager udgangspunkt i skøn- og faglitteratur, men der kom også emner som politik, spil eller sport på banen. 6. Nord havde derfor sammensat et hold, der dækkede en så bred viden som muligt.

Traditionsrig Luciafest

Torsdag d. 6. december om aftenen var salen på Nørre Aaby Realskole fyldt til bristepunktet med glade og forventningsfulde elever og forældre. Ligesom den har været det hvert år til Luciafest de sidste mange år.

Aftenens højdepunkt var selvfølgelig Luciaoptoget, som bestod af Kia fra 5. Syd, som var Luciabrud, og samtlige elever fra børnehaveklasserne, som var terner. Børnene havde øvet sig i lang tid, og spændingen var tydelig at mærke, da stearinlysene blev tændt, og de store lamper i loftet blev slukket. Skolens kor stod på scenen og sang sammen med Luciaoptoget. Efterfølgende optrådte elever fra 1. til 5. klasse med forskellige Kim Larsen-numre, og 4. Syd opførte nissespil.

Aftenen blev afsluttet med julehygge, og familierne havde mulighed for at købe mad og drikkevarer, som elevrådet stod for at sælge.

Luciafesten er en af Nørre Aaby Realskoles mange traditioner, som er med til at give eleverne et særligt forhold til skolen, og som ligeledes er med til at styrke fællesskabet eleverne imellem. Det var en meget stemningsfuld aften, som blev startskuddet til en hyggelig julemåned på Nørre Aaby Realskole.

Frk. Ella uddeler reflekser til børnene

I de mørke vintermåneder kan det være svært for bilisterne at få øje på de børn, som går eller cykler til NAAR om morgenen.

Skolens støtteforening Frk. Ellas Portemonnæ har derfor valgt at forære en refleks med NAAR-logo til alle elever til og med 6. klasse samt børnene i børnehaven.

Tak til Frk. Ella for de fine og praktiske reflekser. Og til alle børn og forældre: Husk at bruge dem - og husk også cykellygterne!

Juletræsfest i vuggestue og børnehave

Onsdag den 12. december var der julehygge for alle pengene i vores vuggestue og børnehave. Det var nemlig blevet tid til den årlige juletræsfest.

Forældre og børn trodsede kulden og fik lavet flotte lanterner og velduftende pynt til juletræet. Over bålet blev der varmet kakao og æbleskiver.

Børnehavebørnene gik traditionen tro Luciaoptog.

Tak til alle børn og forældre for en rigtig hyggelig jule-eftermiddag!

NAAR ministeren kigger forbi

Den 17. december havde vi besøg af tidligere elev på NAAR - Mai Mercado. Mai er Social- og Børneminister, så det var oplagt, at hun så vores vuggestue og børnehave.

Rundvisning i vuggestue og børnehave

Efter rundvisning i vuggestuen/børnehaven og en snak med institutionens leder Charlotte Borup var der en kort rundvisning på skolen. Det var sjovt for Mai at se sin gamle skole, og hun mindes f.eks. gange og lokaler som meget større.

Mais tidligere fysiklærer - skoleleder Carsten Krag - viste rundt, og i Tumlesalen øvede 4. Nord krybbespil. Mai fik hilst på Olivia, der spiller tredje hyrde - samme rolle, som Mai havde i sin tid.

Besøget sluttede på kontoret, hvor Mai ikke var meget i sin skoletid. Her ventede Mais tidligere klasselærer Kirsten Stamphøj med flere anekdoter og billeder samt en lille video fra et klassearrangement. Det blev en lang eftermiddag...

Juleafslutning

Fredag den 21. december mødtes alle elever til juleafslutning i gymnastiksalen.

4. Nord optrådte med krybbespil, koret optrådte, der var fællessang - og Carsten ønskede alle en god jul fyldt med traditioner.

Julefrokost i SFO Svanereden

Sidste dag inden juleferien løb SFO'ens årlige julefrokost af stablen.

Tumlesalen var fyldt med glade børn og en masse dejlig mad, som børnene selv havde været med til at vælge.

NAAR webshop

På Nørre Aaby Realskoles webshop hos Sport 24 finder du en masse lækkert sports- og fritidstøj med skolens logo til aktiviteter både inde og ude.

Du finder shoppen via naar.dk. Tøjet bliver leveret direkte til din dør, og der er mulighed for at tilkøbe navnetryk. Der er fri fragt ved køb over 300 kr. 📦

Den kommende tid på NAAR

Den 14. januar kl. 19-20 holder vi informationsmøde om vores 10. klasse, som er et aktivt tilvalg for dig, der ønsker at opkvalificere dig til ungdomsuddannelserne. Kom, og hør mere om mulighederne!

Torsdag den 31. januar er der skolefest for eleverne i 6.-10. klasse. Efter skolekomedien, som 10. klasse står for, spilles der op til dans med mobilt diskotek. Elevrådet står for underholdning undervejs. Eleverne i 0.-5. klasse holder fest om fredagen den 1. februar. Her spiller børnehaveklasserne Kotillon; et syngespil, hvor eleverne er fantasifuldt udklædt og synger nogle af de kendte børnesange og andre sange. Herefter spiller 10. klasse skolekomedien, inden der er diskotek i Tumlesalen for 4.-5. klasse, og der er mini-diskotek ved skolekøkkenet for de yngste i 0.-3. klasse. Der bliver dækket op til forældrene i gymnastiksalen, hvor der kan købes mad og drikke – bl.a. middagsbuffet fra slagteren.

Find os på Facebook, Instagram og Youtube!

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.