Loading

Hensættende jagt i højlandet

Det skotske højland... Stedet hvor mange jægere for alvor bliver sat på prøve i fysisk såvel som jagtlig forstand, og hvor de store oplevelser venter bag hver en bakkekam, bjergtop og skovkant. Her fik jeg min ilddåb som nyjæger.

Tekst: Christian Lang Jensen - Foto: Max Steinar, Thor Askjær Pedersen, Knud Pedersen og Christian Lang Jensen

Jeg må erkende, at mit kendskab til det skotske højland var ganske begrænset, da ansvarshavende redaktør på Jæger, Max Steinar, tilbød mig at tage del i en jagtrejse til området. Min bedste reference var på daværende tidspunkt filmen Braveheart, som allerede første gang jeg så den, tryllebandt mig. Især de landskabelige scenerier i filmen tiltalte mig, og af denne årsag kunne intet falde mig mere naturligt end at takke et rungende JA til muligheden for at komme på jagt efter kronvildt i det regnfulde og barske højland.

I højlandet følte jeg mig hensat til en anden verden.

Læring i højsædet

Inden turen til Skotland havde jeg samlet set deltaget i tre jagter, hvoraf en enkelt jagt havde kastet en fin grågås af sig. Disse tre jagter var alle hagljagter, så riffeljagt var uudforsket land for mig. Jeg havde ganske vist haft nogle ture til riffelbanen i Vingsted, men jeg var bevidst om, at det ville blive noget helt andet at skulle præstere i forbindelse med jagt.

Derfor havde jeg fra begyndelsen arbejdet med en erkendelse af, at naturoplevelserne og læringen på rejsen var vigtigere for mig end det vildtmæssige udbytte, og det tilførte mig en vis sindsro. I ugerne op til afrejsen fortalte jeg jævnligt mig selv, at skulle jeg komme til at stå i en situation, hvor jeg ville være i tvivl om, jeg kunne afgive et perfekt skud, så skulle tvivlen komme vildtet til gode. Denne gang ville det jo ikke blot være et spørgsmål om at ramme en skydeskive 100 meter væk, men derimod et spørgsmål om at kunne sætte en øjeblikkeligt dræbende kugle på afstande fra 30 til 150 meter og sågar være klar til at afgive skud nummer to, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Jeg kunne imidlertid ikke komme uden om, at jeg var en smule nervøs for ikke at kunne præstere i det erfarne selskab. Jeg vidste på forhånd, at Max havde mange års erfaring med jagt i Skotland, og det samme gjorde sig gældende for hans gode jagtkammerat Knud Pedersen. Udover disse to erfarne herrer skulle Max’ nevø Thor Askjær Pedersen deltage. Han havde ligesom mig selv fået jagttegn i 2017, men jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvor mange jagtlige erfaringer han havde gjort sig inden denne jagtrejse. Så jeg var en smule spændt, da jeg blev hentet af Max, Knud og Thor en kølig mandag morgen ved syvtiden på en tankstation i Vejle.

Øverst: Max Steinar - Nederst til venstre: Thor Askjær Pedersen - Nederst til højre: Knud Pedersen

Indledende forberedelser

Til min store glæde viste det sig, at Thor var ligeså erfaren, eller skulle jeg sige uerfaren, som mig. Han havde ligeledes deltaget på tre jagter, og han havde endnu ikke været heldig at få en god skudchance til vildt. Derfor følte jeg fra begyndelsen, at vi var i samme båd, og det udløste en vis følelse af samhørighed.

Køreturen til Kastrup Lufthavn var derfor yderst fornøjelig, og både Thor og jeg blev delagtiggjort i mange spændende fortællinger fra de to herrer på forsæderne. Det viste sig desuden, at Thors lystfiskerfanatisme var ligeså udpræget som min egen, hvilket skabte grobund for mange spændende og underholdende anekdotiske fortællinger.

Undervejs ridsede Max og Knud retningslinjerne op for jagten i højlandet, og jeg fik svar på alle de spørgsmål, som i de seneste dage havde hobet sig op. Både Max og Knud var tilsyneladende overbeviste om, at både Thor og jeg nok skulle få nedlagt en fin kalv eller hind på turen, men vi var nok en smule tilbageholdende i forhold til at sætte ambitionsniveauet for højt.

I lufthavnen forløb alt, som det skulle, og flyveturen var overstået på en time og 40 minutter. Da vi landede i Edinburgh gik turen til en lille bus, som kørte os direkte til biludlejningsfirmaet, hvor den store, firehjulstrukne Toyota Hilux ventede på os. Efter at have læsset bagagen ombord bag i bilen trillede vi afsted i ”den forkerte side” af vejen mod Craigbank Guest House beliggende i den lille by Crianlarich lidt nord for den kendte sø Loch Lomond. Køreturen tog halvanden time, og da vi ankom, blev vi indlogeret af to meget venlige og imødekommende ejere ved navn Richard og Myra.

Vi havde håbet på, at vi kunne nå en kort jagt inden solnedgang, men det var der desværre ikke tid til, selvom turen var forløbet gnidningsfrit. Derfor kørte vi blot en tur ud til jagtreviret for at indskyde rifler.

Allerede da vi trillede ind på grusvejen, som ledte os ind i området, hvor slaget skulle stå de tre efterfølgende dage, sprang syv til otte dyr over vejen foran bilen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gav mig blod på tanden.

Kort efter steg vi ud af bilen for at afgive tre til fire skud hver for at sikre, at riffel og kikkert samarbejdede, som de skulle. Mens Thor skød på den interimistiske papskydeskive, gik jeg hen bag bilen for at lade vandet. Mens jeg stod der, registrerede jeg pludselig en lyd i gruset foran mig. Jeg kiggede instinktivt op, og lige der mindre end 15 meter fra mig spankulerede en fin kronkalv forbi. Den fik dog hurtigt fart på, da vi fik øjenkontakt, men jeg nåede at betragte det prægtige dyr i nogle sekunder, før det forsvandt ind i grantræerne på den anden side af vejen. Det var en stor oplevelse.

Imens havde Thor sat sine skud med god præcision, og det blev min tur. Knud kom hurtigt med et par kyndige råd i forhold til at opnå en god skydestilling ved stenen, som jeg skød fra, og det resulterede i, at jeg ligeledes kunne levere tre til fire præcise skud.

Der var rigeligt med kronvildt i området.

Service i særklasse

Efter denne første, gode oplevelse gik turen tilbage til Craigbank Guest House, hvor der lige var tid til en hurtig udpakning og et tøjskift. Max og Knud, som var godt kendt i den lille by, foreslog, at vi skulle tage over at spise på et nærliggende hotel, hvor maden skulle være særdeles god. Det holdt stik. Vi fik alle et gedigent måltid med krondyrpølse og kartoffelmos, og en stor fadøl skulle der naturligvis også til. Det medvirkede alt sammen til, at stemningen ved bordet omgivet af udstoppede laks og krondyr var i top.

Taktikken for morgendagens jagt blev naturligvis også gennemgået, og da vi i forbindelse med indskydningen havde konstateret, at vejen, som skulle føre os ind i området var snedækket, besluttede Max og Knud, at vi skulle køre omkring jagtreviret og gå ind derfra. For Thor og mig var det græsk-katolsk, om vi gjorde det ene eller det andet, da vi ikke havde den fjerneste idé om, hvad der ventede, men spændingen ved bordet var ikke til at tage fejl af.

Da vi nogle timere senere kom tilbage til huset, fik vi os en kort snak med Richard og Myra om tidspunkt for morgenmad, muligheden for at tørre tøj og andre praktiske aspekter. I denne sammenhæng kunne jeg ikke undgå at blive fascineret af deres gæstfrihed og fokus på at give os den bedst tænkelige oplevelse. Udover, at de tilbød os fire enkeltværelser i stedet for det forudbestilte fællesværelse uden yderligere omkostninger, så havde de, i anledning af at vi skulle komme, installeret et våbenskab og tilmed indrettet deres personlige vaskerum som tørrerum til jagttøj. Det var bestemt gæstfrihed og service fra den bedste skuffe.

Nu var det dog blevet tid til at tælle skotske får i de formidable senge på hver vores værelse, da morgenmaden ville være klar halv syv. Jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn og vågnede frisk og veludhvilet lidt i seks næste morgen.

På førstedagen dækkede tøsneen store dele af reviret.

Skotland, når det er bedst

Efter en robust morgenmad uden mangler, satte vi os i bilen og kørte mod den modsatte side af jagtreviret fulde af optimisme. Undervejs kunne vi konstatere, at store mængder sne dækkede bjergene, og selv nedenfor trægrænsen var landskabet mere hvidt end brunt og grønt. Derfor blev snecamouflagen fundet frem, da vi ankom til en lille vendeplads på grusvejen. Her skulle jagten indledes.

Da snecamouflage ikke altid er det nemmeste at opdrive i danske jagtbutikker, havde Thor og jeg i stedet købt et par billige, hvide malerdragter, som kunne trækkes ud over jagttøjet. Thor havde sågar været så ambitiøs, at han havde spraymalet lidt grønt og sort hist og her på dragten. Jeg havde dog mit nyindkøbte camouflageregntøj på indenunder malerdragten, og det tilførte den let transparente, hvide dragt de rette nuancer.

Selve jagten skulle foregå i tomandshold, og jeg blev teamet op med Knud. Derpå påbegyndte vi jagten. Thor og Max fortsatte opad i terrænet, hvorimod Knud og jeg havde planer om at følge den lille grusvej ind i skoven længere nede i terrænet.

Vi nåede imidlertid ikke særligt langt, da vi kunne se, at Thor var ved at lægge an til et liggende skud bag en pæl. På afstand kunne jeg følge med i hele seancen, hvor Max med lavmælte dessiner vejledte Thor. Og så skete det… Et skud smældede ud i den snedækkede dal. Knud og jeg stod bomstille og ventede i spænding. Kort efter lød endnu et skud, og jeg fornemmede klart og tydeligt adrenalinen strømme i kroppen. På en måde vidste jeg jo, hvordan Thor måtte have det lige nu, og jeg kunne ikke vente med at høre om situationen. Vi ventede dog lidt, hvorefter Knud forsøgte at kalde Max over den medbragte walkie talkie uden held.

Lidt efter gik vi op for at se, om Thor havde leveret, og det må man sige, at han havde. Det var lykkedes for ham at nedlægge en kalv og en flot hind efter kun 5 minutters jagt. Stoltheden strålede ud af ham, og jeg var umådeligt glad på hans vegne. Det var jo ganske enkelt en drømmestart.

En meget stolt nyjæger med hele to stykker kronvildt!

Jagt er også hårdt arbejde

Derefter fortsatte Knud og jeg i et adstadigt tempo ind i skoven. Mellem de store grantræer bugtede den lille grusvej sig, som dog var dækket af 20-30 centimeter sne. Til min store overraskelse var der fod og fald over det hele, og flere steder var det tydeligt, at krondyrene havde skrabet i sneen for at finde føde. Idet vi passerede et mindre vandløb, så vi et dyr springe over vejen længere fremme, og mit hjerte sprang øjeblikkeligt et slag over.

Disse indtryk forstærkede nu blot min tro på, at det nok skulle lykkes for os at finde dyr, og vi fortsatte længere ind i skoven. Desværre kunne vi konstant fornemme vinden i ryggen, hvilket ikke ligefrem øgede vores chancer for at komme tilstrækkeligt tæt på dyrene, som tydeligvis befandt sig i området.

Vi sjoskede dog videre med håbet om at det nok skulle lykkes, og hvert et sving på vejen blev nøje gransket, før vi fortsatte. Vejret viste sig imidlertid fra sin skotske side med masser af regn og vind, og efterhånden som vi arbejdede os gennem sneen faldt min motivation en smule, da ingen dyr viste sig.

Nogle kilometer inde i skoven nåede vi til en åbning, hvor det var muligt at bevæge sig opad mod trægrænsen. Knud forsikrede mig om, at vi nok skulle komme til at se dyr, når vi først nåede op, så jeg arbejdede igennem for at komme op ad bjergsiden. Jeg kunne dog godt mærke, at mine 105 kilo, den 10 kilo tunge taske og riflen gjorde arbejdet ekstra krævende, så jeg tog stykket mod toppen i små etaper.

Den tunge tøsne, regnen, vinden og mudderet under sneen gjorde oplevelsen ekstra udfordrende, men jeg kunne ikke undgå at tænke, at det her var det autentiske, skotske højland. Det var netop sådan, jeg havde forestillet mig højlandet, og det gav mig en følelse af enorm glæde, selvom turen op mod toppen tog ret hårdt på mig.

Da vi nærmede os målet, stoppede vi en kort stund op ved et mindre vandfald ved en klippeside, hvor jeg for første gang på turen kunne nyde det læskende, iskolde vand fra et af de mange små vandløb.

Det skotske højlandsvand smagte formidabelt.

Denne forfriskning var lige, hvad jeg havde brug for, og jeg fik hurtigt kameraet frem for at skyde nogle billeder af det barske landskab over trægrænsen. Tågen havde efterhånden også indfundet sig, og det var ikke muligt at se langt frem. Knud brugte derfor lidt tid på at nærstudere området med kikkerten men desværre uden held. Vi besluttede os derefter for at søge ned i skoven igen, da vi vurderede, at dyrene søgte læ for vinden, regnen og kulden.

Men heller ikke denne gang havde vi heldet med os, og vi havde efterhånden jaget i fem timer uden at se skyggen af dyr. Derfor besluttede vi at gå tilbage mod Max og Thor. På dette tidspunkt, hvor vi havde gået 12 til 13 kilometer i det meget kuperede terræn, kunne jeg bestemt mærke, at trætheden begyndte at melde sig, og derfor var jeg bestemt ikke så skarp som i begyndelsen. Jeg må nok erkende, at jeg havde mistet håbet en smule, men netop som vi skulle til at runde et af de sidste sving på vejen, stoppede Knud op.

Knud var flittig med kikkerten.

Min chance

Kikkerten kom hurtigt frem, og jo den var god nok. 40 meter længere henne ad sporet stod en kalv og essede for sig selv. Denne gang havde vi vinden i ansigtet, og jeg kunne derfor på alle fire kravle i retning af dyret, som på intet tidspunkt anede uråd. Jeg fik i ro og mag lagt min taske op på en lille tue med hjælp fra Knud, hvorefter jeg kunne indtage en fin skydestilling. Med dybe vejrtrækninger fik jeg ro på systemet, og trådkorset i kikkerten faldt stille og roligt på plads lige på kalvens blad. Da den kort efter vendte sig en smule, så den stod med siden direkte til mig, strammede jeg pegefingeren om aftrækkeren, og skuddet gik.

Kalven faldt øjeblikkeligt, og efter et par sekunder lå den bomstille. Knud kom hurtigt hen og klappede mig på skulderen med et stort smil. - Tillykke Christian. Det var flot! En følelse af stor glæde fór gennem min krop, og jeg bevægede mig kort efter hen til kalven, som lå der på grannålene med en perfekt kugle. Det gav mig en helt speciel følelse i kroppen, som jeg ikke havde oplevet tidligere.

På den ene side var jeg en smule sørgmodig over at have nedlagt dette smukke dyr, men samtidig var glæden ved at have oplevet denne smukke og intense situation enorm. Jeg var i dette øjeblik ikke et sekund i tvivl om, at oplevelsen havde bragt mig tættere på naturen.

Mange tanker suste igennem mit hoved, da jeg sad der ved dyret, og især tanken om, at dette altid har været en del af menneskets natur, fascinerede mig. Jeg tænkte: - Den natur, som mange mennesker inklusiv jeg selv elsker for dens skønhed, ro og balance, kan momentant være særdeles barsk og ubarmhjertig. Men måske er det netop en del af dens skønhed? Naturen føler ikke. Den ér bare.

Med disse tanker i baghovedet kunne Knud og jeg gå Max og Thor i møde. De havde hørt skuddet, og var derfor kommet op til os. Det var ganske enkelt den perfekte afrunding på en fed første dag. Det var også lykkedes for Max at skyde en hind og en smalhind, så nu var det kun Knud, der manglede at få dyr. Stemningen var derfor helt i top, da aftensmaden blev indtaget på en hyggelig, lokal bar. Thor og jeg var enige om, at nu var de kommende dages oplevelser blot flødeskum på toppen af lagkagen, da vores vildeste forhåbninger allerede var blevet indfriet.

Mit første stykke kronvildt var en stor oplevelse.

Endnu en stor dag

Næste morgen var vi alle fulde af forhåbninger, og da nattens syv plusgrader havde smeltet meget af sneen, besluttede vi at tage chancen og køre ind i området fra den side, som lå nærmest Crianlarich. Det viste sig at være en god beslutning, da vi uden de store problemer kunne køre op ad den stejle, lille bjergvej. Efter et kvarters kørsel blev Knud og Thor sat af sammen, da jeg på denne dag skulle følges med Max. Vi fortsatte derfor lidt længere ind i terrænet til et sted, som Max kaldte for mellemstykket.

Da vi ankom til det store åbne område på bjergsiden, besluttede vi at følge skovbrynet op mod toppen af ”The Hill”. Et stykke oppe på bjergsiden begyndte vi at bevæge os ind over det åbne område, og der gik ikke lang tid, før jeg spottede en lille brun plet længere oppe i terrænet ved det modsatte skovbryn. Jeg fik derfor hurtigt pillet kikkerten frem fra tasken, og det var sørme et dyr!

Hurtigt fik jeg kaldt på Max med lav stemme, og vi satte os øjeblikkeligt ned, så vi sad skjult bag en lille bakketop. Vinden var heldigvis helt rigtig for os, så vi indledte den 500 meter lange pürsch. Da området var helt blottet for træer og buske, måtte vi benytte os af hver en lille bakke og klippe for at undgå at blive set af dyret og efter en rum tid, befandt vi os omkring 120 meter fra den fine hind. Det sidste stykke op til en lille bakkekam kravlede jeg yderst forsigtigt, og jeg fandt hurtigt en lille tue, hvor jeg kunne snige riflen frem til skud.

Da jeg efterhånden havde fået lagt mig til rette og fået bragt min puls ned med dybe vejrtrækninger, kunne jeg blot nyde synet af den prægtige hind i kikkerten. Et stykke tid stod den med fronten mod mig, så jeg afventede. Der var omkring 110 meter til dyret, så jeg vidste, at den skulle stå helt perfekt, før jeg løsnede skuddet. Jeg følte, at tiden nærmest gik i stå, og nu var det blot et spørgsmål om at holde nerverne i ro.

Spændingen var ikke til at tage fejl af.

Og hinden blev heldigvis stående.

Det tog dog tid at få pulsen ned.

Og imens kunne jeg bare nyde synet af det smukke dyr.

Til min store glæde vendte hinden sig langsomt, og da Max og jeg vurderede, at skuddet var forsvarligt, trykkede jeg af. Dyret lavede et let spring og trak forbenene op under sig, da kuglen ramte, men fortsatte derefter ind i træerne. En kort stund blev jeg nervøs for, at jeg havde afgivet et dårligt skud, men Max påpegede, at skudtegnet var godt. Pludselig kom seks dyr løbende ned fra det øvre terræn, og jeg forsøgte at følge en kalv i kikkerten. Desværre stoppede den kun en enkelt gang bag et stort træ, så den fik lov at fortsætte ind i skoven.

Nu indledtes ventetiden for alvor, og mit hjerte sad længe helt oppe i halsen. Præcis som dagen forinden lå jeg der i græsset med en følelse af stor glæde blandet med sørgmodighed, og endnu en gang kunne jeg bekræfte mig selv i, at det var en sund følelse.

Lidt efter var det blevet tid til at få set nærmere på skudstedet. Det viste sig imidlertid, at vi skulle krydse et mindre vandløb, som fossede ned af bjergsiden. Bortset fra en nær mistet kamerataske lykkedes det os at komme over i fin stil, og vi kunne derpå eftersøge dyret.

Der var lige et vandløb mellem os og hinden.

Men over det skulle vi.

Så der blev sat af efter bedste evne.

Og vi kom begge helskindede over på den anden side.

Desværre kunne vi konstatere, at der var en smule maveindhold på skudstedet, og jeg blev nervøs for, at jeg havde fået sat kuglen for langt tilbage på dyret. Det undrede mig dog, da jeg havde sigtet på bladet som i går. Max vurderede, at det var bedst at vente lidt med at eftersøge dyret, da vi ikke ville risikere, at hinden skulle begynde at løbe, hvis den var waidskudt.

Der var maveindhold på skudstedet.

Vi fortsatte derfor jagten længere oppe i terrænet, og her lykkedes det Max at nedlægge en kalv og en hind. Da vi havde brækket disse dyr, trak vi dem ned til stedet, hvor jeg havde ramt hinden, og Max vurderede, at det nu var forsvarligt at indlede eftersøgningen. Til min store glæde lå hinden forendt i et lille mudderhul 10 meter inde bag træerne. Med det samme fik jeg kigget på indgangshullet, og det sad til min store overraskelse, lige hvor det skulle. Da jeg med møje og besvær fik slæbt dyret ud af det sumpede område, fik jeg kigget nærmere på udgangshullet, og det sad ganske vist lidt længere tilbage. Tilsyneladende havde kuglen ramt et ribben, hvorefter den havde ændret retning inde i dyret. Det var dermed årsagen til, at kuglen lige akkurat havde perforeret maven, så jeg kunne ånde lettet op og glæde mig over endnu en optimal situation.

Lidt efter fik jeg lagt dyret ud til vandløbet, og Max fik taget nogle billeder af en meget lettet og glad mand med en smuk kronhind foran sig. Det var endnu en helt fantastisk situation, og jeg kunne ikke undlade at kigge ud over det smukke, skotske højland og føle en dyb taknemmelighed for de fantastiske jagtlige oplevelser, som området havde skænket os allesammen.

Den store hind var heldigvis ramt perfekt.

Da vi lidt senere efter en hård slæbetur mødtes med Knud og Thor, kunne vi ovenikøbet glæde os over, at Diana også havde tilsmilet dem. Thor havde fået endnu en kalv, og Knud havde skudt en smalhind og en hind, så de to herrer var heller ikke til at skyde igennem, da vi samlede dem op i bilen. De var drivvåde, men deres smil nåede næsten ørerne, og som kronen på værket bød en lille kalv sig til, da vi var på vej tilbage. Knud og Thor steg ud af bilen og pürchede sig ind på dyret. Denne oplagte chance eksekverede Thor på fornem vis, og han fik dermed sit fjerde dyr.

Så da vi alle sad i tørt tøj og indtog rigtige mandeburgere med tilhørende store fadøl om aftenen på et hyggeligt spisested, kunne jeg intet andet end at smile og nyde mine tre jagtkammeraters selskab. Dagen havde virkelig været sublim, og vi var nu på 12 dyr i alt på kun to dages jagt. Så da mit hoved nogle timer senere landende på hovedpuden, var jeg ovenud lykkelig. What a day!

Det var hårdt arbejde at slæbe dyrene ud.

Den rette afrunding på en fantastisk tur

Selvom vi ikke havde tilbragt meget tid med vores to værter Richard og Myra, så var vi alle dybt taknemmelige for deres ihærdige indsats for at skabe den bedst tænkelige ramme omkring vores ophold. Derfor valgte Max og Knud at give dem en smalhind, og den fik vi parteret og klargjort til kødgryderne onsdag aften, så vi alle sammen kunne spise kronvildt sammen torsdag aften. Så da torsdagens jagt blev indledt, var det med dette festmåltid i tankerne, at jeg drog med Max ud på en lang jagt.

Vi havde aftalt, at vi skulle mødes ved tolvtiden for at køre dyrene til vildtslagteriet, så derfor gav vi den ekstra gas i de timer, vi havde. Denne dag forløb dog uden et eneste afgivet skud, men Max og jeg så en del dyr, og vi pürschede os ind på to hinder og en kalv, som vi havde spottet 1200-1300 meter borte. Det var ekstremt spændende, og jeg fik da også dyrene inden for skudhold. De to hinder kunne jeg have skudt, men da vi ville nøjes med kalven, lå mit fokus på den. Desværre kom den aldrig til at stå helt godt, så jeg lod den gå.

Hvis jeg selv skal sige det, var det faktisk den bedst tænkelige afslutning på nogle hensættende dage i det skotske højland. Følelsen af at lade et dyr gå, som ikke præsenterede sig tilstrækkeligt godt, var noget helt særligt.

Jeg tænkte derfor: - Jagt handler for mit vedkommende ikke om drabet, men derimod om den proces, som leder en frem til den perfekte chance. Nogle gange må man blot erkende, at den chance ikke opstår, og det skal man også kunne nyde.

De resterende timer efter den lange pürsch gik med at nå toppen af ”The Hill”, og det var en særdeles opløftende afrunding på en perfekt sidste dag.

Da vi mødtes med Thor og Knud og kunne konstatere, at de ikke havde set et eneste dyr, vendte vi snuden hjemad til et hurtigt bad og noget tørt tøj. Derpå kørte vi til vildtslagteriet med dyrene, hvorefter vi fik en hurtig øl på den hyggelige og yderst autentiske Drovers Inn.

Aftenens længe ventede måltid med Richard og Myra var utroligt hyggeligt, og der blev snakket, spist kronvildt, grint og drukket whisky. Hvad mere kan man egentlig ønske sig af en jagtrejse til det skotske højland?

clj@jaegerne.dk

Rejsen blev betalt af deltagerne selv.

Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate