Loading

I Københavns Nordvestkvarter kan du opleve Nordens største gadegalleri, hvor 2000 kvadratmeter kunst pryder 16 husgavle på Møntmestervej og Rentemestervej.

Kurator Jens-Peter Brask har håndplukket kunstnerne på tværs af landegrænser for at sikre en diversitet og kvalitet, som står mål med ambitionerne; kunsten skal samle og forundre, skabe værdifulde byrum, som vi har lyst til at opholde os i, og minde os om, at byen er vores.

Byens nye kunstpromenade

Kunsten er led i Områdefornyelse Nordvests strategi om at skabe overraskelser i hverdagen. Kunsten skal samle og forundre, skabe værdifulde byrum, som vi har lyst til at opholde os i, og minde os om, at byen er vores.

Gadegalleriet er skabt i et samarbejde mellem den anerkendte kurator Jens-Peter Brask, Områdefornyelse Nordvest og den lokale andelsboligforening AB Mønten, som stillede sine blanke gavle til rådighed.

Fotos: Henrik Haven

Victor Ash

Som bare 13-årig begyndte Victor Ash som grafittikunstner i Paris, og han var allerede at finde på gallerierne, da han fyldte 17 år.

Victor Ash står bag værket ‘Transmission’, som er det første man møder i rækken af gavlmalerier på Rentemestervej. Værket kan læses som en kommentar til, hvordan konspirationsteorier udvikles, når vi udsættes for overvældende informationsmængder billedliggjort ved månelandingen i 1969.

"When we saw the first tv-transmission in 1969 from Apollo missions the images showed us progress, future, science and hope of a better world. In this fainted image the astronaut is telling us that he is still out there in the universe, visiting another world, future and the past meet in the present"

Victor Ash er kendt for sine monokrome storskala-malerier, der pryder offentlige rum over hele verden. I København kan man udover værket på Rentemestervej også finde værket af den gigantiske Fenrisulv på Refshaleøens B&W-hal, samt på BIG's bygning VM-bjerget i Ørestaden.

Boy Kong

Boy Kong lader sig inspirere fra både den japanske kunstart ukiyo-e, surrealisme, graffiti-kunst og fabler der tilsammen skaber et særegent udtryk.

Til gavlmaleriet på Rentemestervej har Boy Kong fortolket Bertel Thorvaldsens skulptur 'Ganymedes med Jupiters ørn' fra 1817.

Jakob Tolstrup

Med galleriudstillinger i bl.a. New York, Hong Kong, Shanghai og Berlin har Nordvests lokale kunstner Jakob Tolstrup demonstreret sit særlige talent på verdensplan.

Hans værker rummer typisk politisk satire og melankoli uden fraværet af alvorlige undertoner og vidner - modsat sin landevejsridder; ‘Jack of all trades’, som er den historiske karakter, der kan lidt af det hele uden dog at kunne noget særligt - om hans suveræne mestring af både format og teknik.

Claus Michael Pedersen

Fra Næstved til Nordvest; CMP ONE (læs: Claus Michael Pedersen) taggede, tegnede og malede på sin hjembys facader i slutningen af 1980’erne, udgav Danmarks første undergrunds graffitimagasin ‘Fantazie’, og sikrede byen en hip hop- og street art kultur, som stadig foregår som en stærk reference i hans værker.

Det ser man også i hans bidrag til Gadegalleriet, hvor han netop hylder dén kultur, som den foregik i 1970 - 1985.

Rygtet svirrer, at gavlværket er tegnet i fri hånd på to og en halv dag uden brug af hverken projektor eller andre hjælpemidler.

Mikael B

Mikael B fra Tuse Næs er gavlmaleriernes internationale rockstjerne med Nike, LinkedIn, American Express og Google i sin portefølje.

Værket på Rentemestervej er et tydeligt eksempel på hans signaturstil godt plantet i den komplicerede wildstyle-graffiti.

De omkring 200 forskellige farver fordelt på de 200 forskellige dåser, han har brugt for at lave værket, har han valgt ud fra omgivelserne med den blå hentet fra himlen og den grønne fra træerne.

"Med vægmaleriet, som jeg har døbt 'Day Dream', håber jeg, at folk får lyst til at stoppe op og forsvinde ind i det visuelle univers, og bare for et kort øjeblik glemme alt omkring dem og gå på opdagelse i det abstrakte. Med andre ord; dagdrømme og tage et skridt væk fra stress, arbejde og hverdag."

Peter Birk

Peter Birk fra Århus og indehaver af Galleri Grisk er en af landets førende street art kunstnere. Hans værker beskæftiger sig ofte med forfald, som skibene på gavlen; man kan nærmest mærke det rådne tømmer, mens man spekulerer over, hvilken historie der går forud for de mennesketomme, let blodige vrag.

"Mit værk med 4 forfaldne og rustne skibe arbejder dels med forfald og dels med en eventyragtig tilgang til motivet. Et skib i sig selv synes jeg er en spændende ting, noget der ofte er ude på en rejse - eller som her noget der måske har endt en rejse og nu ligger efterladt og forfalder et sted, som en rådden skulptur. Vi husker vel alle følelsen da vi som børn så et forladt hus. Følelsen af at ville udforske det og de historier man kunne digte om hvad der var foregået. På samme måde mener jeg der er noget dragende og spændende over et gammelt skibsvrag."

Peter Birk var Gadegalleriets første kunstner. Aftenen inden han påbegyndte arbejdet med sin gavl, blev gavlen tagget nederst på muren. Peter Birk ville ikke have det fjernet, så det kan nu spores som en del af det samlede udtryk.

Roman Manikhin

Det er med inspiration fra burlesqueshows i Berlin, at russiske Roman Manikhin har fortolket de genkendelige skønt ironiserede karakterer, som blandt andet fremhæves lettere groteske gennem den naivistiske stil kombineret med brugen af de kraftige, stærke farver. Roman Manikhin vil især gerne bidrage med glæde gennem sit gavlmaleri:

“If we want to make people happy, we should have more art.”

Allerede under arbejdet med gavlmaleriet indfriede Roman Manikhin denne målsætning, da en nabo til maleriet taknemmeligt fortalte ham:

“Every morning I wake up and see you drawing and I want to smile”

Husk Mit Navn

Den danske kunstner, Husk Mit Navn, er bredt kendt for sine tidlige street art værker, der vakte Københavns borgeres interesse for genren. Med sin satiriske streg tager han pulsen på samtiden og kommenterer på både politiske og mellemmenneskelige relationer. Især sidstnævnte er slående i hans karakter på Rentemestervej.

"Ideen med værket var at male en figur, der taler direkte til den forbipasserende og at lege med størrelsesforskellen imellem beskueren og motivet på væggen."

Mad C

Mad C's stil har sine rødder i graffiti-kunst, hvilket resulterer i en livlig, farvet, dynamisk kalligrafi og gennemsigtighed, hvor alle lag skinner igennem og derved fanger energien i maleriet i massiv skala på gaden uden at bruge et direkte graffitisprog. Hendes unikke brug af farve, komposition og lagdeling er perfekt parret med spontant og hurtigt malede linjer fra kalligrafien.

"Jeg har skabt et design specifikt til denne gavl. De individuelle elementer, linjer, former og flader skaber tilsammen en overordnet komposition, rig på vibrerende farver, der spredes ud i forskellige planer af transparente farvelag."

"Der opstår en rumlig dybde i den abstrakte sfære. Det efterlader rum for beskueren til at finde sin egen fortolkning af det."

Timmi Mensah

Danske Timmi Mensahs værk er dels en tolkning af hans egen oplevelse af Nordvest specifikt, ligesom det også er en hyldest til den danske kultur mere generelt.

For Timmi Mensah er det vigtigt: "...at kunne illustrere noget unikt til den enkelte bydel, men også at skabe en sammenhæng til resten af København."

Timmi Mensah vil gerne bidrage med positive anledninger til at tale med hinanden i lokalsamfundet. Ikke mindst for at styrke beboernes tilhørsforhold ved at omfavne dem med kunst tiltænkt netop deres bydel.

AIKO

Lady AIKO er en japansk street art-kunstner med base i New York. Hun omtales som en af de mest betydningsfulde kvindelige gadekunstnere fra dette årtusinde.

Hun er kendt for sin evne til at kombinere vestlige kunststilarter med østens tekniske færdigheder som træsnit. AIKO er særligt respekteret for sit store skala-arbejde, der er installeret i mange byer over hele verden, herunder Rom, Italien, Shanghai, Kina og Brooklyn, New York.

"Kaninen er et symbol for lykke i Asien. Jeg har malet kaninenmotivet i flere årtier i alle de lande jeg har besøgt. Kaninen i Nordvest er den største jeg nogensinde har malet."

Anders Brinch

Anders Brinch udtrykker sig i malerier hvor farvevalget spænder fra sarte pastelfarver til mørke, dystre nuancer. Inspirationen finder han i den ekspressive og psykedeliske kunst, astronomien, populærkulturen, tegneserier, teater og film m.m. Ud fra disse indtryk skaber han et både humoristisk og grotesk fantasiunivers, der giver en skæv vinkel på hverdagen. Værkerne kommenterer dog samtidig på samfundsrelaterede emner.

Jon Stahn

Kunstneren Jon Stahn er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. I værket har han arbejdet med det geometriske formsprog.

"Det handler ofte om mystik og okkultisme, og om den måde geometrien bruges som et fælles sprog i forbindelse med ritualer, matematik, metafysik og som en måde at opmåle og forstå naturen og alt omkring os på."

For Jon Stahn har det været vigtigt at lave et værk, som folk kan tolke og møde, som dem de er. "Når man laver et værk i byrummet tilhører det jo alle", forklarer han.

"Værket kan ses som det indre af et urværk, der er en smule ustabilt; det kan handle om tid og om at få tiden til at føles anderledes. Men - det fede ved det abstrakte er jo, at folk kan se alt muligt i det."

Coline Marotta

Kunstneren Coline Marotta har rødder i Frankrig. Mens hun malede sit gavlværk havde hun mulighed for at tale med lokale beboere, som alle virkede nysgerrige og glade for kunstprojektet.

"Det er en god måde at ændre vores opfattelse af byen. De tilfældige gader bliver til steder, hvor folk vil samles, bevæge sig rundt og på den måde skabe mere kontakt og liv"

"Motivet med den kæmpe figur, som ukomfortabelt forsøger at passe ind i husgavlens format refererer til en idé jeg arbejder med i min kunst: i en tid med konstant stimuli og travlhed, er jeg interesseret i denne spænding mellem ønsket om at opretholde en afslappet tankegang - og på samme tid denne rastløshed og kedsomhed som denne sindstilstand kan fremkalde."

Jason Saltarrelli

Den amerikanske kunstner Jason Saltarelli har skabt et værk til minde om sin hund.

"Da jeg oplevede det færdige gadegalleri stod det som en fysisk metafor for at forskellige kulturer kan eksistere sammen og opretholde deres identitet - mens de arbejder for at styrke og hylde samfundet som en sammenhængende helhed"

"Når en kurator bringer 16 forskellige kunstnere sammen på denne måde, ser jeg det som stor hyldest til kunsten og naboskabet. Kunstværkernes inspirerer både beboere i Nordvest og besøgende i København"

DABSMYLA

Den australske kunstnerduo DABSMYLA har stået for den første farverige gavl man møder ved Møntmester Plads. Kunstnerduoen fremhæver den store diversitet i gadegalleriets kunstneriske udtryk som en styrke.

"We are really happy with the mural we created here. In recent years we have been working at ways to create outdoor large scale works that really reflect the paintings we make in our studio... and we really feel this piece is the closest work to date to reflect that."

“Jeg har ønsket at skabe et stort udendørs galleri, som man kan besøge, når man kan og vil – og hvor man frit kan vælge at bruge tre minutter eller tre timer på at udforske kunsten. Forhåbentlig vil gavlene fremkalde ny dialog blandt beboerne, når de mødes på gaden eller i trappeopgangen”

- Kurator Jens-Peter Brask

Gadegalleriet er støttet af Bispebjerg Lokaludvalg, Københavns Kommunes Legat til Stadens Forskønnelse og Almene Bedste, Beckett-fonden og Områdefornyelse Nordvest

Her kan du læse de mange presseomtaler af Gadegalleriet:

https://www.kulturmonitor.dk/16-gavlmalerier-skal-give-udsat-boligomraade-positiv-energi-jeg-er-godt-klar-over-at-det-ikke-kan-stoppe-et-skyderi/

https://www.magasinetkbh.dk/indh…/gavlgalleri-rentemestervej

Se en video lavet af ABF om Andelsforeningen Mønten og deres gavlmalerier