Traditionen tro blev der afholdt forbundsmesterskab i jagtfeltskydning på Ulfborg Skyttecenter. Et par nye tiltag så dagens lys i år, og der blev leveret flotte resultater samt et eksempel på god sportsånd.
Tekst: Christian Lang Jensen
Foto: Steen Schrøder, Nicholai Vigger Knudsen og Christian Lang Jensen
Dette års forbundsmesterskab i jagtfeltskydning blev afviklet i vanlig stil, og mesterskabet forløb gnidningsfrit. Dog havde arrangørerne i år tilføjet to små ekstra konkurrencer, som alle skytter kunne muntre sig med i løbet af dagen.
De to konkurrencer var centreret omkring præcision og spredning, og de blev afviklet med tag over hovedet, hvilket flere nok var glade for. Vejret var nemlig en smule blandet en stor del af dagen med alt fra kraftig vind og regn til let vind og sol.
Afstanden i de to konkurrencer lød på 200 meter, og hver skytte skulle afgive 10 skud til målet. Herefter blev der talt point sammen samt fundet en spredning for skudgruppen. Hele syv skytter formåede at score den maksimale pointsum på 100 point, og yderligere seks skytter opnåede 99 point.
I konkurrencen med fokus på spredning løb Bo Bundsbæk med sejren, da han leverede et resultat på 25,8 mm spredning for de ti skud. Andenpladsen gik til Finn Nielsen, som endte med et resultat på 27,2 mm. Begge skytter scorede 100 point.
Tredjepladsen gik til Jakob Christensen med et resultat på 37,9 mm. Han scorede imidlertid ”kun” 97 point, hvilket blot rakte til en 16. plads for pointscoren.
Alle vindere fik fine præmier fra Deerhunter, som desuden havde sponsoreret tøj til alle de ihærdige hjælpere, som fik mesterskabet til at glide.
Tæt løb
I dameklassen var det marginaler, som skilte guld og sølv. Karin Juul kunne dog trække sig sejrrigt ud af konkurrencen, da hun endte med en samlet pointsum på 408. Det var to point mere end Ann-Katrine Krogsgaard, som måtte tage til takke med sølvet. Tredjepladsen og bronzemedaljen gik til Janne Schmidt, som endte med 374 point. I år stillede 16 kvinder til start i dameklassen, hvilket var en enkelt mere end sidste år. Det tyder på en generel fremgang i deltagerantallet i dameklassen efter nogle år med meget få deltagere.
Jægerklassen var ligeledes en tæt affære. Jens Skau Bramming løb ganske vist med en meget suveræn sejr, da han endte på 419 point. Sølvet gik til Nicolai Krogh Nielsen, som leverede en serie på 393 point. Bronzen var der til gengæld hård kamp om, da Mikkel Blicher Lundgaard Madsen, Niels Tækker og Jan Stefan Jensen endte på henholdsvis 387, 386 og 385 point.
I veteranklassen kunne Finn Nielsen træde op på podiets øverste trin efter en flot serie på 436 point. Han præsterede desuden at indtage andenpladsen i de to uofficielle konkurrencer omtalt i begyndelsen af artiklen.
Andenpladsen gik til Flemming Lindgård Hansen med 420 point. Det var tre point mere end hvad Bjarne Schmidt Pedersen præsterede, og dermed måtte sidstnævnte se sig henvist til podiets nederste trin. Det må dog ikke desto mindre betegnes som en imponerende præstation.
Show i mesterklassen
Mesterklassen var heller ikke uden spænding. Efter den indledende skydning lå Mathias Nedergård Nielsen lunt i svinget til at løbe med guldet med 425 point, men alt kan som bekendt ske i finaleskydningen, hvor der skulle skydes fra liggende, siddende og stående position.
På andenpladsen fulgte Per Hald Nielsen med 413 point, og lige efter ham delte Peder Mørch Pedersen og Jakob Christensen tredjepladsen med 411 point. Det skulle imidlertid ikke vare ved.
Under finaleskydningen bølgede placeringerne frem og tilbage, og selvom Peder Mørch Pedersen kun manglede et enkelt point for at skyde en fejlfri finale, så var det ikke nok til at nå Mathias Nedergård Nielsen, som dermed blev årets forbundsmester i mesterklassen med en samlet pointscore på 540.
Peder Mørch Pedersen strøg dog ind på andenpladsen med 530 point, og Jacob Christensen endte med bronzen efter en samlet serie på 525 point. Det var fem point mere end Per Hald Nielsen på fjerdepladsen.
Du kan se samtlige resultater fra mesterskabet her:
Som en lille kuriositet skal det fremhæves, at Peter Johansen, som endte på en 14. plads i mesterklassen faktisk lå til at komme med i finaleskydningen, da han i første omgang var blevet noteret for 391 point, hvilket rakte til en syvendeplads efter den indledende skydning. Peter Johansen var dog selv helt sikker på, at den ene 10’er, han blev noteret for ved en af posterne, ikke var hans skud, men derimod naboskytten, som havde sat et skud i den forkerte skive. Han mente selv at have misset skiven, og derfor insisterede han på at få fratrukket de 10 point fra sin samlede score.
For at udvise så fin sportsånd blev han belønnet med en lille præmie samt mange klapsalver, da dagen blev afrundet ved den obligatoriske præmieoverrækkelse. Det skal blive spændende at følge mesterskabet igen næste år, hvor det atter går løs.
clj@jaegerne.dk