Loading

Interview Jørgen Albrechtsen Af Jesper Fjeldgaard Andersen

Dette interview blev første gang udgivet på karatehistorie.dk den 5. september 2014

Jørgen Albrechtsen, 64 år, kontaktede som 16 årig Masutatsu Oyama og åbnede året efter den første Kyokushinkai karateskole i Danmark. Læs hans historie om at have indført Kyokushinkai karate i Danmark, om et intenst og begivenhedsrigt liv med karate, samt hvad det har ført med sig.

Forord

Det er en stor glæde, at Jørgen Albrechtsen har ladet sig interviewe om sit spændende liv med karate. Jørgen Albrechtsen har indført Kyokushinkai karate i Danmark, hvilket har haft afgørende betydning for udbredelse af karate her i landet.

Det har været interessant for mig, at medvirke til at dokumentere en historisk periode indenfor karate i Danmark. Det er en hyldest til den traditionelle karate, som bygger på værdier og principper, som er vigtige at give videre til de nye generationer af karateudøvere.

Tak til Jørgen Albrechtsen. Jeg ønsker jer god læselyst.

Af Jesper Fjeldgaard Andersen – Foto: udlånt af Jørgen Albrechtsen

Hvornår startede du med at træne karate?

Jeg startede med at træne jiu-jitsu og judo hos Kringelbach, som dengang lå på Vor Frue Plads, 3-4 gange om ugen. På det tidspunkt var jeg 13-14 år gammel. Inden da havde jeg læst en artikel om karate, som jeg fandt rigtig interessant, men der var ingen karateskoler i Danmark dengang.

En af instruktørerne hos Kringelbach var “Buller” – senere Jørgen Bura. Han underviste i jiu-jitsu og judo. Hos Kringelbach begyndte flere at træne lidt karate. De havde vist set noget i en bog. Jeg begyndte også at træne med. På et tidspunkt kom der en japansk karateinstruktør fra stilarten Goju-Ryu. Han fik arbejde hos Kringelbach og begyndte at undervise i karate. Her blev Jørgen Bura gradueret 1. dan i Goju-Ryu.

På et tidspunkt ragede den japanske instruktør uklar med Kringelbach og ville åbne sin egen karateskole. Jeg hjalp ham med at etablere en karateskole. På omtrent samme tidspunkt havde Jørgen Bura fået kontakt til en japansk Shotokan instruktør og brød med Kringelbach.

Den japanske Goju-Ryu instruktør rejste ud af landet efter ca. et halv års tid, og jeg stod alene med karateskolen. Den var ikke noget videre, og den holdt til i et lokale vi havde lejet. Der var 10-20 mennesker der trænede i klubben. Jeg søgte viden om forskellige karatesystemer og valgte Kyokushinkai stilarten.

Jeg skrev et brev til Mas. Oyama, grundlæggeren af Kyokushinkai karate, i 1966, da jeg var interesseret i at åbne en Kyokushinkai dojo i København. Det fik jeg lov til, og på det tidspunkt var jeg kun 17 år gammel. Kort efter blev jeg gradueret 1. kyu i Kyokushinkai karate.

Jeg rejste senere til Holland og Japan for at træne karate. Den 1. september 1967 startede jeg officielt min første Kyokushinkai karateskole på Helgolandsskolen på Vesterbro. Inden da havde vi trænet i forskellige gymnastiksale.

Det gik slag i slag, og i 1971 fik jeg lokaler på Ørnevej. Karateskolen her blev udvidet af flere omgange, og til sidst havde vi 3 dojoer, som blev brugt næsten i døgndrift.

Hvordan var dit forhold til Jørgen Bura sensei dengang?

Jeg blev en af de bedste elever i hans tid som instruktør hos Kringelbach, og der var et godt forhold mellem os. Han var instruktør og jeg var elev. Jørgen Bura var en hård negl, men jeg tror han har udviklet sig meget i positiv retning gennem årene.

Hvad foretog du dig ud over at træne karate?

Jeg gik ud af skolen med en realeksamen, da jeg var 17 år. Bagefter kom jeg ind i Dansk Esso, senere Statoil, hvor jeg var i lære. Jeg mener jeg tjente 700 kr. om måneden dengang. Til sammenligning tjente jeg 700 kr. om dagen på at undervise i karate. Derfor forlod jeg Esso efter et halvt år og koncentrerede mig om 100% om karate, for nu kunne jeg leve af at gøre det jeg var mest interesseret i.

Hvordan organiserede du Kyokushinkai karate i Danmark?

Der blev åbnet flere skoler rundt om i Danmark bl.a. i Århus og Esbjerg mv. De blev hovedsageligt åbnet af medlemmer der havde studeret i København, og som senere rejste tilbage. Jeg tror vi på et tidspunkt har haft 12-15 klubber i Danmark. De medlemmer, som ønskede at åbne en dojo, rettede henvendelse til mig. Jeg hjalp dem med at finde et egnet sted samt med markedsføring. Klubberne hørte under mig og min hovedskole. Medlemmet, der drev skolen, fik en procentdel af indtægterne, jeg mener det var ca. 50 procent. Resten gik til hovedskolen og organisationen. Det var en slags franchise.

Kan du fortælle lidt om dit møde med Mas. Oyama sensei i Tokyo?

Det var i 1969 på et meget tidligt tidspunkt i min karate-karriere. Jeg tog den Transsibiriske jernbane gennem Rusland, og opholdt mig i Japan nogle måneder. Her trænede jeg med forskellige instruktører, herunder Mas. Oyama. Jeg trænede under ham flere gange og spiste også frokost med ham. Udover de lokale japanere var vi dengang 4 udlændinge, som blev undervist af Mas. Oyama i Tokyo. Der var en fra Sverige, en fra Holland og vist en fra Israel udover mig selv.

Senere vendte jeg tilbage til Japan, hvor jeg lærte ham bedre at kende. Ved en lejlighed var jeg også dommer ved VM i karate. Mas Oyama har senere været i København og undervise på hovedskolen på Ørnevej, hvilket var en stor begivenhed. Jeg har lagt en film ud på youtube om netop dette besøg.

Hvem har du ellers trænet under?

Jeg har været nogle gange i Holland, hvor jeg trænede under Jon Bluming. Jeg boede bl.a. dernede i en måned, hvor jeg trænede to gange om dagen. Der blev jeg gradueret 1. dan i 1967. Jeg mener, at Jon Bluming kom til København i 1970, hvor jeg blev gradueret 2. dan. Jeg blev gradueret 4. dan i Tokyo og var den første i Skandinavien med denne grad. Dengang var 4. dan den sidste grad man skulle til graduering til. 5. dan og opefter var anciennitetsgrader. Jeg går ud fra, at det stadig er sådan i dag.

Hvordan udviklede karate sig i Danmark?

De første par år gik det stille og roligt. Der var ikke så mange medlemmer, da der ikke var ret mange der vidste hvad karate var.

Men så eksploderede det pludselig med Bruce Lee filmene. Efter Bruce Lee filmene kom frem i biograferne gik det rigtig stærkt. Det var også der vi fik problemer med Shotokan karate. Vi var gode til at markedsføre os og folk vrimlede til vores dojoer. Shotokan havde ikke samme efterspørgsel. Jeg kan huske, at Jørgen Bura ringede til mig på et tidspunkt. Han havde lavet en opvisning, hvor der ikke kom så mange mennesker. Sådan var det ikke hos os.

Forskellen på Kyokushinkai og Shotokan blev meget markant dengang. Vi var meget unge, og jeg må da indrømme, at vi måske nok var lidt for aggressive i vores markedsføring. Det førte til at en konkurrence om, hvilken stilart der var bedst. Set i bagspejlet var det selvfølgelig noget vrøvl, men sådan var det dengang. Vi var meget unge og førte os frem.

Den store forskel dengang var evnen til at kommunikere og formulere sig. Jeg var god til at skrive, lave markedsføring og kommunikere. Det var Shotokan ikke. De var meget dårlige til at skrive og formulere sig. Det var ikke deres gebet. Min succes var, at jeg kunne lave det hele selv f.eks. reklame, tale med journalister, undervise, lave opvisninger mv.

På et tidspunkt var vi oppe på ca. 5.000 registrerede medlemmer i karateskolen på Ørnevej. Det var nok ikke alle 5.000 der var aktive på en gang, men vi var verdens største karateskole. Der kom et tv-hold fra Tokyo for at beskrive klubben. De kunne ikke forstå, at verdens største karateklub ikke lå i Tokyo, men i Danmark. De instruktører vi havde fra Japan tog tilbage til Japan og sagde, at hovedskolen for Kyokushinkai lå på Ørnevej, da det var her alle medlemmerne var. Det var en sjov tid.

Vi havde træning 6 gange om ugen i 3 dojoer. Der var morgenhold, eftermiddagshold og sidste hold stoppede kl. 22.30 om aftenen. Der var meget at se til.

På et tidspunkt havde vi annoncer i aviserne om, at vi startede et hold 1. september. Den 1. september stod der 300-400 mennesker i kø på Ørnevej. Vi skulle selvfølgelig have skrevet, at man kunne starte over en længere periode.

Der var ikke plads til penge i kasseapparatet. Vi måtte lægge pengene ned i papirkurve for at få plads til dem. Det var helt vildt. Dengang var der ikke noget der hed betalingskort eller bankoverførsler. Man betalte kontant. Når vi tilbød gratis prøvetime kom der 150 personer, som ville prøve karate. Set i bagspejlet skulle vi ikke have tilbudt gratis prøvetimer, for derved at få sorteret de useriøse fra.

Det særlige dengang var, at karate blev noget alle måtte dyrke. Det var lige pludselig allemandseje fordi det var nyt og spændende. Det var nyhedens interesse og langt fra realistisk, da karate i bund og grund langtfra er noget for alle.

Dengang trænede Tom Bogs også. Han var lige blevet Europamester i boksning og begyndte på karate som hvidbælte. Det var ikke nogen fordel for ham, da hans boksebevægelser hæmmede hans grundskole i karate. Poul Bundgaard trænede også hos mig, ligesom direktøren for Cirkus Benneweis, Claus Jespersen.

Hvem var dine nærmeste instruktører?

Mine bedste instruktører var Jørgen Feldstedt og Hans Chr. Juul Hansen. De var loyale fra starten af. Senere kom der flere til. Nogle af dem kunne vi ikke arbejde sammen med, da de gik ud og lavede deres eget. Det var bl.a. Humberto Budtz og vist nok 4 andre der brød ud. De blev senere smidt ud af Kyokushinkai organisationen. I dag er der vist flere Kyokushinkai fraktioner og det er mere normalt at skifte rundt.

Hvad betød den sportslige del af karate for dig?

Jeg har aldrig været interesseret i karate som sport – det var filosofien og karate som kampkunst osv. der tiltalte mig. Karate var oprindeligt selvforsvar. Det har aldrig været meningen, at karate skulle blive en sport. Det med at lave karate om til en sport har aldrig tiltrukket mig.

Dem der søgte ind i karatesporten for at stå i en ring og score point, var kun en meget lille del af de mange mennesker der startede til karate. Jeg var mere interesseret i hvad jeg kunne give de enkelte mennesker på deres niveau. Træningen, disciplinen og kontrollen over kroppen var noget der gav dem noget positivt i deres eget liv og verden. Det var det jeg var mest interesseret i.

Karate som privat virksomhed kontra karate i foreningsregi – hvad var din holdning til det?

Karate har aldrig været egnet til at skulle drives som en forening. Danmark er et typisk foreningsland i modsætning til mange andre lande. Den socialistiske holdning til tingene har aldrig rigtig tiltrukket mig. Det er derfor jeg har valgt at bosætte mig i USA. Jeg har altid syntes at Danmark var meget småligt og socialistisk samt at alle helst skulle være ens, uanset hvad man kunne eller stræbte efter.

Grunden til at jeg egentlig holdt op med karate i sin tid var, at den eneste måde man kunne få karateklubber til at overleve var, at lave dem om til en forening og få offentlig støtte.

Karate er hierakisk opbygget. Der er en mester, og du følger ham. Vi skal ikke sidde og holde generalforsamling hver gang vi skal købe nogle frimærker. Det kunne ikke fungere på den måde.

Jeg kunne se skriften på væggen. Hvis vi ikke fik offentlig støtte, blev priserne for høje i forhold til hvad man skulle betale for at dyrke karate andre steder.

Det var årsagen til, at jeg på et tidspunkt gav hele organisationen væk til medlemmerne. Jeg så ingen fremtid i at køre karate på den måde. Det var udviklingen – det blev mere og mere en “fodboldklub”.

Hvad var Dansk Karate Union?

Det var i bund og grund et andet navn for Kyokushinkai. Der var ingen der kunne udtale ordet Kyokushinkai, og det var et umuligt ord at markedsføre. Derfor startede jeg Dansk Karate Union. Det blev hverdagsnavnet for Kyokushinkai. Andet var der ikke i det. Det var ikke nogen union eller forening.

Du har skrevet nogle karatebøger. Hvordan blev de til?

Jeg skrev en lille let bog i 1970 og senere skrev jeg “Vejen til karate” og “Vejen til karate , bind 2”. De blev senere slået sammen til “Den store bog om karate”. De er udsolgt for lang tid siden og er ikke blevet genoptrykt. De har stået på bibliotekerne, og jeg modtog bibliotekspenge indtil for nyligt. Nu er bøgerne vist ved at være slidt op. Det er forlagets beslutning om de vil genoptrykke dem.

Karatekrigen

Læs mere om karatekrigen her

Hvordan oplevede du karatekrigen?

En aften, mens jeg underviste på Ørnevej, troppede Sven-Ole Thorsen og 15 andre mænd op med gi og bælte over skulderen. De stoppede undervisningen og råbte og skreg. De hev fat i mig. Jeg sagde, at de måtte være fuldstændig sindsyge, hvorefter jeg gik ind på mit kontor, lukkede døren og ringede til politiet.

De stod udenfor og råbte og skreg. Jeg måtte ringe 5 gange til politiet. De turde simpelthen ikke komme. Efter mere end en time kom de med hunde, men da var Sven-Ole Thorsen og de andre gået. Jeg tænkte, at det var for dårligt, at man kunne slippe afsted med at genere folk på den måde.

Jeg ringede selv til aviserne og fortalte hvad de havde gjort. Det var anledningen til at det blev nævnt i aviserne under overskriften “Karatekrigen”. Om det var god eller dårlig reklame ved jeg ikke, men det gav anledning til en masse artikler, forsider mv. Sven-Ole Thorsen har senere i et interview givet udtryk for, at det ikke var det smarteste han havde lavet i sit liv.

Til gengæld vil jeg også medgive dem, at vi var meget aggressive i vores markedsføring og det har utvivlsomt irriteret dem.

Svend-Ole Thorsen, Masahiko Tanaka og Jørgen Bura kom også engang ud på Ørnevej og brokkede sig over vores reklamer. Der var kold luft imellem os og siden har vi ikke haft kontakt. Før da, havde både Jørgen Bura og jeg besøgt hinanden i vores respektive dojoer.

Har du haft andre problemer gennem din tid i karate?

Det har været nødvendigt at smide nogle folk ud undervejs. En der hed Flemming Jensen, som i dag vist nok arbejder sammen med Jon Bluming, kontaktede mig for nogle år siden fordi jeg havde brokket mig over noget de havde skrevet om mig på deres hjemmeside, som ikke var sandt. Det blev efterfølgende rettet på hjemmesiden. Jeg mener ikke man bør blive sværtet til fordi man ikke er aktiv i karate længere.

I sin tid smed jeg Flemming Jensen ud af Dansk Karate Union. De fleste var ikke klar over, hvorfor jeg gjorde det, men han havde røvet en bank og skudt om sig under en flugt. Det gav karate et dårligt ry. Han skrev til mig fra fængslet og bad mig trække mig tilbage fra karate. Det var helt vildt. Jeg kunne godt forstå hans situation dengang. Nu er der gået mange år og mange har glemt historien. Han kom ud fra fængslet og lever vistnok et normalt liv.

Hvilke værdier har karate tilført dig?

Det har været en spændende aktivitet. Jeg har lært at fokusere, organisere og disciplinere mig selv. Karate har givet mig en god kontrol både fysisk og psykisk. Karate er en krigskunst, en martial art. Du er en soldat uden våben. Man skal dog passe på med ikke at overfortolke og blive fanatisk.

Du forlod karate i 1982, hvad var årsagen til det?

Jeg kunne som tidligere nævnt se foreningskulturen alle steder omkring mig. Der skulle offentlige midler til for at kunne lave noget konkurrencedygtigt. Karate-boomet var ovre og karate var på vej til at etablere sig, der hvor det hørte hjemme. Nemlig et tilbud til en mindre gruppe af befolkningen.

På det tidspunkt blev jeg også interesseret i videnskabelig træning af kroppen og tog til USA, hvor jeg lærte alt om Nautilus konceptet. Jeg åbnede et Nautilus-center i København i en af dojoerne på Ørnevej og drev det sammen med karate. Efter en halvt år fandt jeg ud af, at jeg måtte koncentrere mig om Nautilus, og jeg overdrog Dansk Karate Union til mine medlemmer. Jeg behøvede ikke at gøre det, men jeg synes det var mest fair. Jeg mener det var Hans Chr. Juul Hansen der blev formand.

Jeg havde på det tidspunkt kørt karate i 15 år, og jeg var måske også ved at være træt af det. Det er jo forskelligt, nogle vælger at træne karate til de dør, og andre vælger noget andet. Det beror på, hvad der ellers dukker op i din tilværelse.

Havde de mindre indtjeningsmuligheder i karate betydning for dit valg?

Det er et fair spørgsmål. Jeg levede jo af karate og kunne sikkert godt blive ved med leve af det. Jeg interesserede mig oprigtig for Nautilus, og synes jeg var nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg skulle tage stilling til om det var karate resten af mit liv, eller om der var andre ting med større dimensioner, jeg skulle lave.

Hvis der ikke havde været alt det med foreninger tror jeg godt, at jeg ville have haft en dojo jeg kunne drive sammen med Nautilus, men det tillod omstændighederne ikke.

Danmark har altid været et lønmodtagerland og du skal have en uddannelse, et job og du skal deltage i det store fællesskab. I USA er det helt andet. Herovre er der ikke nogen støtte. Alle dojoer er private, og de ser op til folk som sætter noget i gang, til folk som er entreprenører. Det er to vidt forskellige verdener. Jeg synes Danmark er gået mere og mere skævt. Til sidst er det folk der lever på overførelsesindkomst, der har majoriteten og bestemmer hvad der skal ske. Det synes jeg er en skam.Vejret i Danmark er jo heller ikke noget at råbe hurra for, og når man har prøvet en 30-40 vintre, er det ligesom nok.

“The secret kata” er omgivet af mystik. Hvem har lavet den?

Det vil jeg ikke svare på for så er den ikke “secret” mere. Lad den bare være omgivet af mystik.

Dyrker du stadig karate?

Nej det gør jeg ikke. Jeg tænker dog stadig på karate, men karate er ikke specielt godt for kroppen. Jeg slæber rundt på nogle skader fra dengang. De mange gentagelser er ikke sundt for kroppen. Vi lavede sindsyge ting dengang. Nogle gange lavede vi over 1.000 frontspark til hovedet. Vi var f.eks. også på vinterlejre, hvor vi stod i bare tæer i sneen og kom hjem med forfrysning i fødderne. Dette sammen med gennembrydninger var alt sammen noget der skulle gøre os barske, men det giver bagslag senere hen i livet.

Hvad lavede du efter du forlod karate?

Nautilus blev til en kæde af fitnesscentre, og der var stor opmærksomhed på Nautilus. Bl.a. kom Tage Nielsen fra Form og Figur og Sven-Ole Thorsen forbi i 1981 eller 1982 for at kigge.

Senere begik jeg en stor fejl ved at lytte til folk der sagde, at jeg skulle tilbyde aerobic med videre, noget som jeg ikke havde forstand på.

Det resulterede i store centre og i 90`erne blev det for meget, og det begyndte at gå dårligt. Nogle centre blev solgt, bl.a til Hans Henrik Palm mens andre gik konkurs. Jeg var lidt træt af det hele og tænkte på hvad fremtiden ville bringe.

Jeg fik en idè om, at privattræning ville vinde frem. On on one med høj intensitet uden risiko for skader. Dengang var det svært bare at hive folk ind i et center, og hvis du sagde, at de også skulle have en personlig træner ville de løbe bort. Tiderne var ikke til det. I dag er det helt anderledes.

Jeg tog til USA, hvor jeg lavede konsulentarbejde for forskellige virksomheder. I 2002 udviklede jeg Concept 10 10. Jeg ønskede at lave noget unikt, som ikke var mainstream. Det har jeg fundet i Concept 10 10 i allerhøjeste grad.

Concept 10 10 er nu repræsenteret i 6 forskellige lande efter franchise princippet. Jeg har læger og fysioterapeuter tilknyttet. Man træner kun 20 minutter en gang om ugen med meget høj intensitet. Hvis det var to gange om ugen, ville man få dårligere resultater. Når folk henvender sig, prøver vi også at uddanne dem og lære dem lidt om, hvordan kroppen fungerer.

Det er jo frygteligt at de fleste er vokset op med, at når 1 ting er god så er det dobbelte dobbelt så godt.Og så træner de flere timer mange gange om ugen, og slider sig selv i stykker uden at få noget ud af det.

Jeg siger til folk, at kroppen betragter enhver form for træning som et angreb, og hvis jeg bliver angrebet igen må jeg hellere være stærkere og være i bedre form. Jo kraftigere påvirkning du giver din krop jo mere dramatiske positive forandringer får du, hvis du tillader tilstrækkelig tid til at kroppen kan restituere sig. Det er det vi prøver at lære folk og det tager lidt tid. Men når du først har fanget det, er der ingen vej tilbage. Vi har en hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om det(www.concept1010.com)

Har du kontakt til personer fra din tid i karate?

Loek Hollander fra Holland, 9. dan, har været en god ven gennem hele mit liv. Sidste sommer deltog han i sommertræningslejr nr. 45.

Hvor ønsker du karate skal bevæge sig hen?

Jeg ønsker at karate i højere grad bliver dyrket med respekt for alle stilarter. Alle der dyrker karate burde jo egentlig have et fælleskab inden for et eller andet. Jeg sparker lidt til højre og du lidt til venstre, og din kata ser lidt anderledes ud, men i bund og grund er det jo blot forskellige fortolkninger af denne samme ting.

Jeg har selv været medvirkende til at skabe afstand til andre stilarter, men jeg var meget ung dengang.

Jeg kunne godt ønske der var en større tolerance og at karate ikke er så sekterisk. Det er dog ikke kun karate der har det problem.

Hvad vil du gerne huskes for?

Jeg vil gerne huskes for at have været en primus motor indenfor udbredelsen af karate i Danmark. Folk hørte om karate og blev præsenteret for karate. Jeg er siden hen blevet kontaktet af folk, der synes det var en god tid, og at de havde fået meget ud af at træne karate hos mig.

Jeg har uddannet mange gode instruktører, og har vel nok været ansvarlig for de første 15 sortbælter i min tid og siden mange andre. Jeg bidrog til at karate blev kendt, og at folk fik en smagsprøve på det.

For nyligt mødte jeg en ung mand der spurgte om jeg var Jørgen Albrechtsen. Han troede jeg var død for længst, da hans far havde gået til karate hos mig – og han var gammel.

Der er sikkert nogle ting jeg kunne have gjort bedre, men sådan er det altid når man kigger tilbage.

Mail til karatehistorie modtaget den 7. september 2014

Afsenderen, som nu bor i Kina, er en af de første karateelever, der trænede under Jørgen Albrechtsen i 1967.

Dear Jorgen,

Thank you very much for bringing the best experience of my life in Denmark at your Dojo by posting this article to me. I am more proud than ever that I had the chance to be among those students who really appreciated the true spirit of Karate that only you have accomplished above the others. Your dojo might have stopped once but the spirit never stopped. We all carried those moments throughout our lives and proudly have passed them to our children.

Once thing for sure that you will not be remembered in past but in future for ever.

Today I was walking with my wife and suddenly she saw a signage of a Karate school and told me let’s check out the place. After visiting the dojo, I told her that I have never seen an environment that has ever been so perfect managed and organized than the way you did it in Denmark. The shocking part was that as soon as we arrived home I received your email. I called my wife and said ”look – this is what I was talking about.”

Thanks Jorgen, you are a part of our lives that each and every student of yours have carried in their heart and souls.

Wish you the best.

Yours,

Kiumars

Created By
Jesper Fjeldgaard Andersen
Appreciate

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a copyright violation, please follow the DMCA section in the Terms of Use.