STÅLFAST MENTALITET Boksekampen er ikke kun en fysisk kamp. Bokseren Jeppe Morell kæmper lige så meget med hjernen i ringen, og det kræver mental forberedelse

Tekst: Sebastian Johan Lund. Foto: Anne Bæk

Hammeren knalder tre gange i dommerbordet. Tredive sekunder er tilbage af kampen. Begge er trætte, og slag efter slag får svedperlerne til at flyve fra deres hoveder. De tager slag, som de ikke ville have taget tidligere i kampen, og publikum råber hver gang de lander. Frederiksberghallen er en hermetisk lukket trykkoger og taget kunne flyve af bygningen hvert sekund det skulle være, efterladende de to boksere dansende under nattehimlen.

Klokken lyder. Deres parader falder til jorden som beton i vand. De to kæmpere krammer hinanden i gensidig respekt for, hvad de lige har sat hinanden igennem. Strobelys og musik strømmer ud i lokalet, og det er for en kort stund, som om at begivenheden bare var en hyldest af det atletiske menneske. Men det er alvor, og ingen er tilfredse med et nederlag.

Konfercien kommer ind i ringen. Klædt, som om at spotlightet tilhørte ham.

”Og vinderen med samtlige dommerstemmer. I det røde ringhjørne-”

Stilhed i salen.

”Jeppe Morell!”

Et gammelt kneb. Jeppe smører vaseline på kroppen for at slagene glider af og formindsker chancen for åbne sår.

Omklædningsrum 16

”Og hvis du taber?” spørger jeg

”Det tager vi, når-”

Han retter på sig selv.

”Nej, det tænker jeg slet ikke på,” siger han.

I de lange kældergange under Frederiksberghallerne sidder han alene i omklædningsrum 16. Hans ben er spredte og blikket rettet stift ud i rummet. Han er iklædt et blåsort træningssæt. På ryggen stikker aarhusmasken frem fra det blå polyester, under den er ordene ”Team Morell” påtrykt. Han er fokuseret. Det er, som om at han er ved at sprænges. Underkæben skælver, når han taler. Hans øjne er smalle, og bliver mindre hver gang han skal tænke over et spørgsmål. Fuld fokus.

Døren går op til omklædningsrummet. Ind kommer en krumrygget, hvidhåret mand i jakkesæt. Jeppe smiler bredt, og smilet bliver gengældt. Det er arrangøren af dagens event, Mogens Palle. Medlem af International Boxing Hall of Fame, legendarisk boksepromoter og skaberen af The Viking Warrior.

Den hvidhårede mand sætter sig på bænken lige klods op af Jeppe. Han taler lavmælt til ham. Ikke så meget fordi, at det er en intim samtale, men fordi han er en ældre mand.

Efter nogle små grin, løfter den hvidhårede mand sin hånd. Han peger på Jeppes hoved.

”Det er derinde, du vinder,” siger han. Akkurat højt nok til, at det kan høres i omklædningsrummet.

Jeppe nikker. ”Jeg er en klog bokser.”

Han har ret, og det er det, der skal give ham sejeren. De to mænd, som skal møde hinanden i ringen, er i deres fysiske topform. De er samlet efter vægtklasse, så deres fysiske evner minder så meget om hinanden som muligt. Men det der adskiller dem, er den determination, de har. Den, der har forberedt sig på at gå længst, er også den, der gør det.

”Det er derinde, du vinder,”, siger Mogens Palle og peger på Jeppe’s hoved. Jeppe har forberedt sig minutiøst til dagens kamp, som er hans vigtigste til dato.

Manden med de mange kærester

Han skal bokse mod Bernard Donfack. En 36-årig camerounianer, der har bokset langt flere professionelle kampe end Jeppe. En mand, der for nogle måneder siden satte en stopper for det svenske boksetalent Oscar Ahlin, der var ubesejret i 12 kampe. Manden kender han ikke personligt, men han har været den eneste ene for ham det sidste stykke tid. Sådan er det hver gang.

”Det er ligesom, hvis du er forelsket i en pige. Hun er det første, du tænker på, når du vågner. Jeg træt af at tænke på Bernard, men efter i aften tænker jeg aldrig på ham igen,” siger Jeppe og griner.

I virkeligheden er det mest rettet mod ham selv. Alt han siger i omklædningsrummet virker som en ekstra pep-talk inden det går løs.

Jeppe Morell sparer med den rutinerede bokser Loelenga Mock. Jeppe er ubesejret siden sin første professionelle kamp for et år siden. Jeppe er ubesejret siden sin første professionelle kamp for et år siden og skal således holde clean sheet til sin 7. kamp.

Han rejser sig og begynder at tage træningstøjet af. Det er vigtigt ikke at starte opvarmingen for lang tid inden, man skal i ringen, har han fortalt. Han må kunne fornemme, at det snart er ved at være hans tid. Den psykiske opvarmning, som startede uger tilbage, kulminerer nu i fuldstændig stilhed.

I mellemtiden er omklædningsrummet fyldt med nogle af de andre boksere, som træner med Jeppe i Aarhus. De har også bokset i aften, ikke main-event selvfølgelig, og de kommer løbende ned og fortæller, hvordan de klarede skærene.

”Han ramte mig slet ikke,” fortæller den unge bokser og Jeppes sparringspartner, Jonas, stolt ud i lokalet.

Jeppe ænser det ikke. Han er tydeligvis et andet sted end i omklædningsrum 16. Eller måske er han kun her. Måske er han så meget til stede, at der ikke eksisterer andet end omklædningsrummet og den ring, han skal bokse i.

Hånden bandageres rituelt. Den må hverken være for stram eller for løs. ”Så er det nok tape, Mock!” siger Israel Garcia, Jeppes træner. Jeppe har sat sit pædagogik bachelorstudie i bero, for at dedikere alt sin tid til den professionelle boksekarriere

Whiskers og dans

Han har ikke sagt noget i 30 minutter. Han står foran spejlet i sine nye boksesko. Helt sorte og med et gyldent Nike-swoosh. De lange satin shorts er i matchende farver. Sportsudøvere har det med at skulle udstråle stil, når de skal præstere. Helt tilbage til Murmillo-gladiatorerne i Neos Colloseum havde de moderigtigt tøj på i ringen. Det udstråler sejr.

Han tager sin træningstrøje af. Indenunder bærer han en sort t-shirt. ”This Machine Kills Dullards,” står der skrevet på brystet. Ærmerne er klippet af, så han har maksimal bevægelighed i den.

En dullard er en uintelligent person. Det er ikke til at sige om Bernard er en dullard. Hans boksestatistik kunne tyde på, at han ikke er, men hvis han ikke har hovedet med i ringen, så straffer Jeppe ham.

Det er også den selvtillid han tager med i ringen. Den overbevisning han i ventetiden i omklædningsrummet maler på indersiden af sin nethinde. Han er ingen dullard, han dræber dem.

Jeppe bokser med sin far, Johnny, som er tidligere bokser, kort før kampstart. Hver morgen løber Jeppe 10 kilometer efterfulgt af 8-10 omgange i ringen i bokseklubben Champs Camp i Aarhus.

Han begynder at cirkulere rundt i rummet. Bokseskoene svæver hen over det grå linoleumsgulv. Den fejende lyd er som en jazzmusikers whiskers henover lilletrommen. Det gyldne nike-swoosh danser på skoene. Hænderne er oppe i parader og stikker hele tiden ud efter et imaginært mål i omklædningsrummet.

Fra de andre omklædningsrum kan høres nogle bump. En anden bokser opvarmer i et lokale ikke langt herfra. Måske nummer 18 eller 19.

Fire minutter til walk-out

En lille mørklødet mand træder ind i rummet. Han har en sixpence på hovedet. Han kigger undersøgende på Jeppes cirkulære dans i midten af omklædningsrummet, og går i en bue uden om. Han griber to plethandsker fra bænken. Det er Israel, Jeppes boksetræner fra Aarhus.

Han banker handskerne mod hinanden og indbyder nærmest Jeppe til et kram.

Og lige pludselig er de to til at danse.

Hvert af Jeppes tidligere lydløse luftslag rammer nu de polstrede handsker.

Det runger i lokalet, og lyden får ikke tid til at falde ned fra væggene, før et nyt slag sender bølger ud igen.

Døren går op, og en lille officielt udseende mand stikker hovedet ind i omklædningsrummet.

”Så er der fire minutter til walk-out,” siger han og kigger rundt i lokalet for at sikre sig, at alle har forstået det.

Jeppe ænser det ikke. Han danser videre og sørger for, at de høje smæld igen bliver kastet ud i lokalet.

Israel stopper ham.

Don’t fight, box!

Det sidste han mangler er sin satinkåbe. Han tager hætten på. For første gang i lang tid lægger han mærke til de andre, som er i omklædningsrummet, men han forbliver stille. Han giver dem hånden på skift og trækker dem ind til et kram.

Han stiller sig og hopper på stedet.

”Now it’s you Jeppe, now it’s you,” siger en af bokserne til ham.

”Don’t fight Jeppe, box,” siger en anden.

Blikket er stålfast ud i rummet. Præcis det samme blik, han havde for to timer siden, da jeg ankom.

Døren til omklædningsrummet åbner sig, og den samme lille officielle mand giver tegn. Kortegen af Jeppes ringhjørne bevæger sig ud i de lange gange under Frederiksberghallen. Lyden fra den rungende sal oppe på overfladen bliver tydligere. Menneskeråb kommer nærmere. Konferciens stemme lyder. Han har lige annonceret Bernard til spredte klapsalver.

Jeppe og ringhjørnet stiller sig i udgangen, lige uden for kameraernes synsvinkel. Der strømmer røg ud fra den port, han skal træde igennem. Strobelysene farver den blå, så grøn, så rød.

Nogle timer før han stod her, spurgte jeg hvilken sang, han gør sin intro til.

”Kender du Vikings? Det er introen til den,” svarede han.

Jeg er ikke sikker på, at han hører sangen for den eksplosion af tilråb, da konfercien siger hans navn. Væk er han. Ud igennem røgen.

Ingen vej tilbage. Nu kan der ikke forberedes mere. Jeppe går i ringen til publikums brøl.

Credits:

Anne Bæk

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.