Ida er enke, men bor ikke alene

En undersøgelse viser, at en femtedel at danskerne tror på spøgelser. 95-årige Ida Andersen har haft så mange oplevelser med spøgelser i sit lange liv, at hun mener, livet fortsætter efter døden, men hvad sker der, når vi dør?

Af Morten Lau-Nielsen

Et par sekunder efter Ida tænder på kontakten i køkkenet, begynder lyset at blinke. Først langsomt, men blinkene intensiveres hurtigt, og straks efter går lyst ud. Nu er det buldermørkt i køkkenet. Forgæves tænder og slukker Ida på kontakten, men der kommer ikke noget lys. Jeg skubber til døren ud til bryggerset, så en smal lysstråle bryder mørket.

”Nej, jeg kan ikke kommunikere med spøgelserne. Det kan jeg bestemt ikke og jeg prøver heller ikke på det,” fortæller Ida

Ifølge en undersøgelse, som YouGov Zapera har lavet for Metro Express, tror en femtedel af danskerne på spøgelser, men hvad sker der egentlig, når vi dør? Hvis man spørger Ida Andersen, så bliver vi til spøgelser. Hun tror, vi bliver genfødt, men i tiden mellem vi dør og bliver født igen, mener hun, at vi kommer i en form for hviletilstand, hvor det er muligt at optræde som spøgelse.

Spøgelserne er ikke uvante for Ida. Hun har boet side om side med dem på Slægtsgården Sdr. Kjærsholm i 95 år. Gården ligger på landet, omringet af roemarker, ca. 25 km syd for Viborg med tre km til den nærmeste flække og 300 meter til den næste gård. Siden hendes mand Karl Emil Andersen døde i 1989, har hun været alene på gården.

Øverst fra venstre: Idas far (Jakob), Gitte, Marie og Jørgen. Nederst fra venstre: Anne, Idas bedstemor (Juliane), Signe, Idas bedstefar (Jens Christian) og Christian

Livet efter døden

Lidt besværet får Ida skubbet sin rollator over dørtrinet. I den lavloftede stue banker vinden mod ruderne, som var det et afsnit af The Julekalender. Der står blomster på sofaboret, og spiseboret er fyldt med gaver fra dagen før, hvor Ida fejrede sin 95-års fødselsdag.

Der er en ting i livet, vi alle er sikre på. Vi skal dø, men hvad sker der herefter? I den vestlige verden har vi sat vores lid til videnskaben, og den fortæller os, at livet er slut, når vi dør. Det har endnu ikke været muligt for videnskaben endegyldigt at svare på, hvad der sker med sjælen, når vi dør, hvis vi altså overhovedet har en, men Ida mener at have svaret på, hvad der sker.

”Jeg tror, vi kommer et sted hen, når vi dør. Vi slipper ud af det gamle hylster, vi bor i. Efterfølgende tror jeg, at vi kommer tilbage til vores fødested, hvor der er en hvilepause, og så kommer vi tilbage livet på en eller anden måde.”

Idas tro er ikke tilfældigt opstået. At hun tror på, at der findes et liv efter døden, skyldes alle de uforklarlige oplevelser, hun har haft på slægtsgården siden hun blev født i 1921.

Konfirmationsnatten

Ida parkerer sin rollator, inden vi går ind i den ende af huset, der har fungeret som feriebolig for overnattende gæster. Det var her, Ida første gang oplevede, at det spøger på slægtsgården.

Natten til Idas konfirmation sov hun sammen med sin kusine og sin plejemor på det, der dengang var børneværelse. Kort tid efter de er faldet I søvn, bliver de alle tre vækket af en serie af bankelyde. Skræmte løber de op til Idas far, der beroliger dem med, at det sikkert bare er noget, de har drømt, og de bliver sendt tilbage I seng.

Slægtsgården er fyldt med historier om folk, der går igen. For Ida begyndte det hele med en lang serie af bankelyde natten til hendes konfirmation. I dag 81 år efter, kan hun tydelig høre bankelyden for sig.

”Vi havde ikke andet end lagt os, før bankelydene begyndte igen. Jeg turde sgu ikke gå derop flere år efter, selv om det var højlys dag. Ja, det glemmer jeg sgu aldrig,” fortæller Ida med uro i kroppen. ”Det er det værste, jeg har oplevet. Flere år efter kunne hårene lige frem rejse sig på mig.”

Sofaen er redt op

Bankelydene stoppede ikke efter denne nat, men er i perioder vendt tilbage til slægtsgården. Omkring år 2000 var det så slemt, at Ida besluttede sig for at rede op på stuens sofa og sove der i stedet for i sovekammeret.

”Egentlig var det meget nemmere at blive i sovekammeret, men jeg blev bange, når det bankede. Der var så langt, hvis jeg skulle ud.” fortæller Ida.

”En ting kan jeg fortælle jer. Jeg lyver ikke. Dem der lyver, skal have en god hukommelse. De skal både huske hvad de har sagt, og hvad der passer. Så det gider jeg godt nok ikke, det har jeg aldrig brugt,” siger Ida

I dag er det slet ikke så slemt, som det var dengang. Det er kun en gang hver 14. dag, Ida oplever, at det banker på køkkendøren fra bryggerset. Der er dog aldrig nogen, når hun går ud for at lukke op. Samtidig virker det også til, at Ida har vænnet sig til, at hun lever blandt uforklarlige oplevelser.

Damen i bryggerset

Der er koldt i bryggerset. Under loftet hænger en stige, der er adgangen til husets øverste etage. Ida er dårligt gående, så hun har ikke været oppe på loftet længe, men instruerer mig i, hvordan jeg får stigen ned, så lemmen til loftet åbner sig ved hjælp af et reb, der er bundet til trappen.

”Efter Karl døde, ville jeg gerne have en hund igen, men jeg turde ikke, for ved du hvad? De sanser ting, og så piber de. Det turde jeg altså ikke, så derfor fik jeg ikke en,” siger Ida

Ida har kun hørt og følt spøgelserne i huset, men der har været mange i huset, som har set dem. Hun har også haft besøg af clairvoyante personer for at prøve at sende spøgelserne væk, men hver gang er de vendt tilbage.

Da jeg når op på loftet, kan jeg se ned i bryggerset gennem den nu åbnede lem. Det var det samme sted, som Gustav Andersen, Idas anden ældste søn, oplevede et spøgelse.

”Det var omkring middag. Jeg havde værelse oven for trappen, der førte ned i bryggerset. Fra værelset kunne jeg høre, at det bankede på køkkendøren. Det blev ved med at banke, og da der ikke blev svaret på bankelydene inde fra huset, åbnede jeg døren og kiggede ned i bryggerset. Der så jeg en dame i sort tøj med et sort tørklæde om håret, og jeg tænkte, det var en, der skulle besøge mine forældre, for jeg kendte sgu ingen gamle damer i sort tøj. Jeg gik ind på værelset igen. Da jeg spurgte mine forældre, hvem det var, der havde været på besøg, havde der ikke været nogen,” fortæller Gustav.

Senere fandt de frem til, hvem kvinden i bryggerset var. Hos Idas kusine gennemgik de flere gamle billeder for at finde en person, der passede med Gustavs beskrivelse. Det viste sig, at der var Idas bedstefars anden kone, Dortea Pedersen, som døde, 34 år før Gustav blev født.

Vil sendes væk

Trods Idas høje alder og en tynget mobilitet, er hun frisk i hovedet og tager de største udfordringer med et smil. Da jeg spørger hende, om hun er bange for at dø, svarer hun kækt.

”Jeg har aldrig været meget for at rejse, så ja, det er jeg jo nok. Men som min datter Stine siger, ’når du tror på genfødsel, så har du sikkert også prøvet at dø før.’ Og det har jeg da overlevet hver gang,” siger Ida grinende.

Selv om Ida er glad for gården og på ingen måde kunne tænke sig at bo et andet sted, hvor hun skulle undvære udsigten, foretrækker hun ikke at leve videre her på gården, når hun er død.

”Når jeg dør, så har jeg sagt til min datter Stine, at hun skal tage kontakt til en af dem, der kan komme i kontakt med de døde for at være sikker på, at jeg er kommet væk. For jeg vil ikke bryde mig om at gå rundt som spøgelse her med alle de andre,” siger Ida.

Pæren i køkkenet

Lyset i køkkenet fortsætter med at gå ud de efterfølgende gange, jeg besøger Ida. Pæren er skruet løs, selvom Idas søn har fikset den i mellemtiden. Jeg skruer pæren i og efterlader Ida alene, eller måske ikke, på slægtsgården.

Om vi bliver genfødte, lever videre som spøgelser blandt vores slægtninge, eller livet bare endegyldigt slutter, når vi dør, har jeg ikke fået afklaret. Oplevelserne på gården har blot givet mig endnu flere spørgsmål, men en ting er sikker. Vi vil alle finde svaret, når tiden er inde. Som Ida siger, “Vi får se”.

”Man slipper jo ikke for at dø. Det er noget mærkelig noget i det hele taget. Jeg har nu aldrig brudt mig om at rejse, så det er ikke lige frem noget jeg stiler efter, men det kommer da nærmere for hver dag, der går. Det kan vi ikke komme uden om,” siger Ida
Created By
Morten Lau-Nielsen
Appreciate

Credits:

Morten Lau-Nielsen

Made with Adobe Slate

Make your words and images move.

Get Slate

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.