Pernille Kristoffersen er 25 år og kommer oprindeligt fra en lille by, der hedder Bryrup. Hun er vokset op sammen med sin mor, sin stedfar og to halvsøskende. Da Pernille var 13 måneder gammel blev hendes far dræbt i en bilulykke. Det betød, at hendes mor kun 23 år gammel stod alene med hus, baby og en helt ny tilværelse.Pernille gik på Bryrup skole fra 0.-8. klasse, og det er ikke en tid, hun husker for noget særlig positivt.
"Skolen var der ikke noget galt med, men jeg havde nogle ar på sjælen, var usikker, en stor pige og var kommet i en klasse, hvor jeg i bund og grund ikke passede særlig godt ind"
Pernille havde svært ved skolen Hun klarede sig okay, men lå ikke i toppen og fik ekstra hjælp til både læsning, skrivning og matematik. Hun syntes ikke, at det var særlig fedt at skulle gå fra klassen for at få ekstra hjælp til noget.
"Jeg havde mange tårer, jeg følte mig udenfor og havde ikke de samme interesser som dem, jeg gik i klasse med"
Pernille følte sig uden for fællesskabet.
Jeg havde ikke rigtig nogen venner, eller det troede jeg nok dengang, men den dag i dag, ved jeg, at jeg ikke vidste hvad venskaber var.
Da Pernille kom i 7. klasse, og tingene stadigvæk var svære, kom muligheden for at komme på efterskole på tale.
"Det skulle jeg ikke, det var jeg overbevist om, jeg kunne da ikke være væk hjemmefra i et helt år og undvære min familie"
Pernille gik dog med til at tage ud og se på to efterskoler på Efterskolernes Dag. Den første følte hun sig ikke tilpas på. Hun syntes, det lignede og lugtede af plejehjem.
Den anden efterskole, hun kom til var Midtjysk. Hun fik en rundvisning, og snakkede med en af lærerne om mulighederne og hverdagen på en efterskole.
Pernille var stadigvæk ikke overbevist. Hun syntes dog, det var ret fedt med svømmehallen og så var det jo ikke helt så langt væk hjemmefra.
Jeg måtte i tænkeboks, og det skulle mine forældre også, for økonomien, skulle også være med. Vi talte frem og tilbage, og jeg kom frem til, at det måske kunne være fint at komme væk og få en frisk start allerede i 9. klasse.
Men da beslutningen var taget, ændrede tingene sig på Pernilles folkeskole. Det var som om, der skete noget. Hun fik det pludselig bedre, havde det sjovt.
Jeg blev i tvivl, om det var den rigtige beslutning, nu når det var okay, at gå i skole igen.
Men beslutningen var truffet, og der var ingen vej udenom. Pernille nåede dog at få nogle gode oplevelser, følelsen af fællesskab og en sjov lejrtur med sin folkeskoleklasse, inden det nye skulle begynde.
Søndag 12. august 2007 kørte Pernilles familie afsted mod Ejstrupholm med bilen pakket til et år.
En lærer tog imod Pernille, og hun fik sit værelse. Hun var den første, og hun valgte sengen ved vinduet.
Pludselig kom hun ind af døren, hende jeg skulle dele værelse med det næste år. Jeg mindes ikke at jeg tænkte noget bestemt, andet end at hun var meget forskellig fra mig på udseendet – hun gik i hvert fald mere op i det, end jeg gjorde på daværende tidspunkt.
Pernille kan ikke huske særlig meget fra det første halve år på Midtjysk. Det ikke var helt så sjovt i starten, som hun havde håbet. Frygten for at komme til at savne dem derhjemme, blev til virkelighed, og hun fandt ikke lige dem, der gav hende tryghed.
Igen følte jeg mig meget anderledes, jeg følte mig meget alene, og dagene og ugerne gik meget langsomt.
Da halvdelen af året var gået, skete der noget, det fungerede slet ikke på værelset. Pigerne var meget forskellige og kommet så skævt ind på hinanden, at det var svært at ændre særlig meget på. Pernille var ved at gi´ op og parat til at droppe ud. Men så tog lærerne og forstanderen en beslutning om, at der skulle byttes rundt på nogle af værelserne. Det betød, at Pernille fik en ny roomie, en hun fra start havde tænkt, hun aldrig nogensinde kom til at snakke med.
Jeg fandt en veninde, og et venskab var skabt. Pludselig ændrede min hverdag sig, tiden gik stærkt og vi hyggede os, snakkede og grinede selvom vi var meget forskellige, lærte vi meget af hinanden.
Venskabet har Pernille endnu, et venskab, som er noget helt særligt for hende. Hun har boet sammen med veninden i et halvt år, de har hjulpet hinanden på hver deres måde, og selvom de ikke ser hinanden særlig ofte, så er det et venskab, der altid vil betyde noget særligt for Pernille.
Da efterskoleåret var slut, stod Pernille foran nye udfordringer. Hun skulle videre, og ville møde nye mennesker. Hun skulle tro på, at den person hun havde ændret sig til, var god nok.
Det blev også bedre, og jeg fik en langt bedre start i 10. klasse, sommerfuglene var der også denne gang, men jeg havde nogen jeg kunne ringe til (udover min mor) og fortælle om min dag
Pernille fik nye venskaber, opdagede at folk faktisk mente det med, at de godt kunne lide hende, og at hun var en god ven/veninde. Hver gang hun startede på et nyt sted, opstod der nye venskaber, og i takt med, at hun også mødte dem, hun havde gået i folkeskole med igen, blev nogle af disse også til venskaber.
Jeg havde ændret mig, og for mange var det en helt anden Pernille, de mødte igen. Én de nærmest ikke kunne kende.
Det var en kæmpe sejr for Pernille, og det havde kostet mange tårer at nå dertil. Hun havde bevist, at de måske havde taget fejl i deres vurdering af hende, og at hun måske i bund og grund var en helt anden, end de havde troet.
Pernille startede på HF, og det var en kæmpe udfordring. Hun havde aldrig troet på, at hun kunne, og det blev heller ikke let. Hun måtte kæmpe, overvejede flere gange at droppe ud, men det var der alligevel ikke nogen, der skulle have på hende, at hun ikke kunne gennemføre det, hun var startet på.
Jeg klarede det, jeg kom ikke ud med det største gennemsnit, men jeg gennemførte og det var en KÆMPE sejr!
Efter HF fik Pernille et vikariat på 12 timer om ugen på sin gamle Folkeskole. Her stod hun alene for undervisningen i historie og samfundsfag i 4, 7 og 8. klasse.
Det var sindssygt grænseoverskridende at stå der foran eleverne, men det var også det, der gjorde, at jeg i marts måned 2014 søgte om optagelse på læreruddannelsen i Silkeborg.
DET VAR VILDT!
Om nogle måneder er Pernille færdiguddannet lærer.
Man kan hvad man vil, og selvom tingene på ingen måde er kommet let, så står jeg op endnu
Pernille har et liv med familie og veninder, som hun aldrig havde turde drømme om, da hun startede på Midtjysk for 10 år siden.
Et efterskoleår er fantastisk, men alle har dage, hvor det ikke er helt så sjovt, hvor man har hjemve eller føler sig alene og det er vigtigt at tænke på, at man ikke er alene, måske kan det hjælpe at sige det højt?
Pernille håber, at hun ved at fortælle den her historie, kan sætte fokus på, at man har lov til at være forskellige, man har lov til at være anderledes og ikke mindst, at man har lov til at forandre sig. Men det betyder også, at dem man har omkring sig og vi alle, skal åbne op for forandringen og give folk en ny chance.