Lærling på Værnet At starte som nyjæger på Værnengene kan være en vanskelig kunst. Derfor har den gamle, garvede rotte peter bülow hansen taget et par ungjægere under sine vinger. det har kostet en del ænder og gæs livet. Tekst og foto: Max Steinar.

Kl. er 5. Her og der glimter stjernerne gennem disen over Værnengene, mens det skramler ved Nordladen. Lige så længe, der har været jagt på Værnet, som engene populært kaldes, har det også været en tradition, at jægerne har cyklet de sidste kilometer ude i området.

Peter Bülow Hansen er ved at gøre sin cykel klar. Det samme er hans to ”lærlinge”, de to unge kammerater Tonny Nørmark Jakobsen og Jakob Jensen. Tonny er papsøn til Peter, og både han og Jakob drager stor nytte af den 35-årige jægers erfaring. Peter er kommet på Værnet, siden han gik med ble; han blev transporteret rundt på ryggen af sin far, Jørgen Bülow Hansen, i en rygsæk. Så skal man jo blive adfærdsskadet! Jørgen er i øvrigt også med denne morgen.

Værnengene har alle dage været et berømt og til dels berygtet navn blandt danske jægere. Da jagten blev lejet ud på dagsbasis, kunne der komme busfulde af jægere, som ikke altid havde den bedste jagtmoral. Men i cirka 35 år har man kun kunnet leje jagten på årsbasis, og det har ændret adfærden betragteligt. I dag koster et årskort 2.000 kroner.

At lære at begå sig på Værnet kan godt kræve megen tid og endnu mere besvær. Hvor skal man gå hen som ny jæger? Der er vand, dybe grøfter, sjap og sivskove i alle retninger i det cirka 2.000 hektar store område.

Her er det rart at blive taget nærmest bogstaveligt talt ved hånden og guidet, sådan som Peter har gjort i forhold til Tonny og Jakob.

Cykelturen ud til rørskæret er slut. Nu skal de ud at gå et par kilometer. Pandelamper og skridtstøvler er uundværlige.

Populære poster

Langs statsreservatet Tipperne er der slået et bælte på cirka 50 meters bredde for at markere grænsen. Det betyder bl.a., at jægerne – for at kunne sidde i skjul – skal sidde mere end 50 meter fra reservatgrænsen. Herudover letter det også orienteringen gevaldigt, når man klokken meget tidligt – i nærmest buldermørke – skal finde vej.

Jørgen er den første, der vælger en post i sivene. Den 77-årige jæger går ikke længere helt så hurtigt som de yngre. Hist og her glimter pandelamper fra andre jægere, der er gået tidligere ud. De tænder deres lamper for at vise, at her er posterne besatte.

Vi er langt ude, før der kommer et ”hul” mellem pandelamperne. Her fordeler Tonny og Jakob sig, mens Peter og Jægers udsendte går længere ud. Den ene af Peters tre labradorer, Molly, bliver hos ungersvendene.

Tonny står ud for busken, som den cirka to meter høje hyld – områdets eneste – kaldes. Stedet har før bragt held.

Gæs på vej!

Det lysner langsomt. I takt med lysets komme kan vi høre tusindvis af kortnæbbede gæs, der ”snakker”. Så går den første bølge på vingerne. Som gæssenes svar på ”Sort Sol” ser vi et bjerg af gæs, der letter. Jeg fløjter for mig selv. Vi taler om, hvorvidt der er fire, fem eller seks tusinde gæs.

– Og det er bare første bølge – der sidder mindst lige så mange tilbage, mener Peter, mens jeg kigger vantro på ham.

De mange gæs flyver desværre ikke i vores retning, men i stedet ud over Ringkøbing Fjord. Kun nogle få flyver mod Værnet. Der lyder spredte skud.

I takt med daggryet starter flere gæs. Vi opdager to grågæs i absolut fornuftig højde. Med kurs lige imod, hvor Tonny og Jakob putter sig.

– Det bliver spændende, forudser Peter.

Den forreste gås dør oppe i himmelhavet. Så tipper også nummer to mod jorden. Først da hører vi de to skud.

– Sådan!

Vi kigger smilende på hinanden. Det fryder vore gamle jægerhjerter at se så smukt håndværk.

Peter kommer desværre ikke til skud – bortset fra én gang, men hans mål, en dobbeltbekkasin, flyver uskadt videre. Vi afbryder jagten.

Fødselsdagsgave

Det var ganske rigtigt hos knægtene, at der var blevet skudt. De to grågæs var kommet lige ind over Tonny som trukket på en snor i 20 meters højde.

Tonny smiler med en stor gås fastholdt i hver hånd. Han fortæller, hvordan han vantro så de to gæs komme ind over sig helt uden at slå af og uden at stige i højde, som gæssene ellers oftest gør, når de kommer til reservatgrænsen.

– Det må være, fordi nogen ”højere oppe” ved, at du fylder 18 år i dag, så betragt det som en fødselsdagsgave, siger Peter med et skævt smil.

Tonny kan skam godt, også når han ikke fylder år. Det er sæsonens gæs nr. seks og syv.

Vi går videre ind. Her står Jørgen. Med to grågæs på tasken. Fældet i to skud. Den aldrende jæger smiler til Tonny, som smiler tilbage. ”Gammelfar og knægten” må sørge for at skaffe mad til huse, når nu andre ikke kan!

Pas på dig selv

Værnet viser sig fra sin milde side i dag. Men området kan være barskt og farligt, fortæller Peter.

– Da en af stormene ramte i 2013, lagde jeg mærke til en bil inde ved Nordladen. Jeg kender chaufføren og blev urolig, da han ikke kom tilbage. Min telefon ringede. Det var ham, men vi blev desværre afbrudt efter kort tid. Så blev jeg bange. Jeg forsøgte flere gange at ringe tilbage, men han tog ikke telefonen. Endelig ringede han igen og råbte til mig gennem stormens hærgen, hvor han var. Jeg gik derud. Det viste sig, at hans hund – en sort labrador – var blevet så forkommen af det kolde vand og stormen, at den var kollapset. Den kunne slet ikke gå. Han holdt den oven vande på noget siv. Vi gik ind mod Nordladen og skiftedes til at bære hunden. Det er altså meget langt at gå med så tung en vægt. Men ved fælles hjælp nåede vi da ind.
– Hvis vinden går om i nordvest og tiltager, da kan det være farligt med al det vand, der bliver presset ind i fjorden. I forvejen kan vandet stå så højt, at det når helt op til kanten af skridtstøvlerne, og da skal vandstanden ikke stige meget mere, før man får problemer med at komme frem, lyder advarslen fra Peter.

Fremtiden

Peter lægger ikke skjul på, hvor glad han er for at komme på Værnet. Han sætter især pris på at komme derud, når det første pres ved sæsonstarten har lagt sig.

– Når man er kommet herude i så mange år, som jeg er, så ved man efterhånden, cirka hvor man skal gå hen, når vinden er i det og det hjørne på det og det tidspunkt af året. Hen i sæsonen kan man være heldig at være én ud af nogle ganske få jægere på hele Værnet, og så kan man da godt leve i den illusion, at man har hele det store, pragtfulde område for sig selv!

Peter håber, at Tonny og Jakob bliver fuldbefarne og lige så begejstrede jægere på Værnet, som han selv er.

– Der er kun blevet solgt cirka 340 kort til Værnet i år, og derfor skal der nyt blod til, når mange af de, der er ældre end mig, falder fra. Også derfor synes jeg, at man har en pligt til som erfaren jæger at give nogle gode råd og fif videre til de nye, mener Peter Bülow Hansen.

Created By
Max Steinar
Appreciate

Credits:

Max Steinar

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.