Loading

Tid til venskabelig konkurrence FM i Jagtbueskydning 2021

Præcis som i 2019 blev forbundsmesterskabet for buejægere afholdt i forbindelse med Brahetrolleborg Game Fair. Årets mesterskab var en stor succes for deltagere, arrangører og ikke mindst tilskuere. Dog blev skytterne udfordret af vinden dagen igennem.

Tekst, foto og video: Christian Lang Jensen

Der skal ikke herske tvivl om, at mange besøgende på dette års Brahetrolleborg Game Fair blev klogere på, hvad det vil sige at gå på jagt med bue. Det sørgede de fremmødte skytter for. Selvom der var fuldt fokus turen rundt til de 30 3D-dyr, så gav flere sig tid til at fortælle om udstyr, teknik og ikke mindst passionen for buejagt.

Er man ikke selv indrulleret i buejægernes verden, kan det måske være svært at forstå, hvorfor det er så fedt at rende rundt med bue og pil. Men netop dette spørgsmål lader det til, at flere tilskuere fandt svaret på denne vindblæste lørdag i august.

De fremmødte bueskytter blev iagttaget af mange nysgerrige besøgende.

Svære forhold

Der er flere aspekter, som kan vanskeliggøre et præcist skud med bue, og derfor kræver det stor ihærdighed at blive en dygtig bueskytte. Konkurrencedeltagerne viste dog, hvad det betyder at træne ihærdigt.

Dagen igennem blæste en ganske hård vind, og ved flere poster var skytterne særdeles eksponerede for den udfordrende vind. At holde en bue roligt i strakt arm er udfordrende nok i sig selv, men vekslende vindpres på arm og bue gør bestemt ikke opgaven nemmere. Skytterne klarede dog skydningen flot, og der blev leveret gode resultater.

I modsætning til det seneste mesterskab, som blev afholdt i 2019, havde arrangørerne i år valgt at lade deltagerne afgive to pile ved hver post – dog til to forskellige 3D-dyr. Dermed gik det en del hurtigere at komme banen igennem, og dagen forløb ganske efter planen til stor glæde for alle.

Få deltagere hos damerne og de traditionelle bueskytter

I den traditionelle klasse, hvor der skydes med enten recurvebue eller langbue, er der almindeligvis ikke mange deltagere. I år var der desværre kun en enkelt mand i denne klasse, og dermed var det givet på forhånd, at Claus Vigen Pindbo skulle løbe med sejren. Han leverede en fin serie på 64 point. Efter denne præstation kunne han glæde sig over sin anden mesterskabssejr i træk.

Claus Vigen Pindbo gik en god runde med sin recurvebue. Uheldigvis var der ikke meget konkurrence i den traditionelle klasse.

Hos damerne stillede der desværre kun tre deltagere til start, og dermed skulle der blot kæmpes om fordelingen af medaljerne mellem de tre fremmødte skytter. Her trak Kirstine Godskesen det længste strå i år med en meget imponerende serie på 138 point ud af 150 mulige. Det må betegnes som et godt resultat, når man tager vinden i betragtning.

Louise Hauge, som vandt dameklassen i 2019, måtte i år tage til takke med en sølvmedalje. Bronzen gik til Lissi Capion.

Lissi Capion kæmpede bravt dagen igennem.

I år var det Louise Hauges tur til at hjemtage sølvmedaljen.

At stå øverst på podiet i år var fuldt fortjent for Kirstine Godskesen, som leverede en flot serie.

God skydning hos herrerne

25 mandlige skytter mødte til start med compoundbuen, så her var der lidt mere kamp om placeringerne. Mange deltagere leverede god skydning, men i sidste ende trak tre herrer fra resten af feltet, da de alle skød over 140 point.

Vinderen blev Orla Hansen fra Bornholm, som tidligere har vundet mesterskabet. Han leverede en meget imponerende serie på 146 point ud af 150. To skytter skød dog 142 point – nemlig Peter Rasmussen og Eigil Frey.

Orla Hansen kunne glæde sig over sin imponerende skydning dagen igennem.

Efter en spændende omskydning, hvor der måtte skydes til den lille kanin af to omgange, endte Peter Rasmussen med at tage sølvet, da han placerede sin pil få millimeter tættere på centrum af den lille ring på kaninen. Dermed var det ikke meget, der skilte de to skytter.

Eigil Frey gav sig god tid til at nærstudere målet.

Peter Rasmussen løb dog med sejren i omskydningen - men det var tæt.

Det var ikke meget, der skilte sølvet og bronzen.

Dagen blev afsluttet ved Danmarks Jægerforbunds telt, hvor medaljer og pokaler blev delt ud. Derudover blev der givet en særlig tak til den tidligere buekoordinator i kreds 5, Steffen Jensen, for mange års tro tjeneste. Formand for bueudvalget, Carl Johan Mikkelsen, gjorde det i denne sammenhæng klart for alle, hvilken betydning Steffen Jensen har haft for buejagten i Danmark.

Formand for bueudvalget, Carl Johan Mikkelsen, delte rosende ord ud.

Steffen Jensen (til venstre) har i mange år kæmpet buejagtens sag, og han har bidraget til et hav af arrangementer, som er kommet mange buejægere til gode.

Herefter blev dagen afrundet for buejægerne, som atter kunne glæde sig over at kunne mødes til venskabelig konkurrence og samtidig få lov at vise deres passion frem.

clj@jaegerne.dk

Vinderne

Traditionel bue: Guld, Claus Vigen Pindbo (i midten), 64 point.
Dame - Compoundbue: Guld, Kirstine Godskesen (i midten), 138 point - Sølv, Louise Hauge (til venstre), 124 point - Bronze, Lissi Capion (til højre), 82 point.
Herre - Compoundbue: Guld, Orla Hansen (i midten), 146 point - Sølv, Peter Rasmussen (til venstre), 142 point - Bronze, Eigil Frey (til højre), 142 point.
Created By
Christian Lang Jensen
Appreciate