Loading

Så længe der er gejst, er der håb! -en artikel om livet, døden og psykoterapi

Så længe der er gejst, er der håb, og den glød, som er selve livets klangbund, er vi selv med til at skabe gennem vores forholdemåde. Èt af de vigtigste budskaber til os alle er, at vi kan rejse os igen fra det sted, hvor vi er faldet, og bruge vores lidelseserfaring som en transformationskanal, og siden som en redskabskasse til at kunne guide andre på deres rejse.

Døden er på dagsordenen, da jeg møder Birgith Broberg på Zoom. En nær ven har mistet sin mand, og der har været dybe og alvorlige samtaler – Det er slet ikke første gang, at Birgith har haft et stævnemøde med døden. – Da hun var 19 år, blev hun skudt af sin ekskæreste, som efterfølgende skuddræbte sig selv, og hun har siddet i kørestol lige siden.

Du kan spørge mig om hvad som helst. Det vil jeg lige sige indledningsvist. – Det synes jeg, at vi som terapeuter skylder vores klienter, at vi selv er et åbent landskab, som inviterer ind! – Det er jo en verden siden, tænker jeg, når du spørger til ulykken. Det er lidt som at tale om et andet menneske. Jeg var 19 år, da det skete og jeg er 62 lige om lidt. Der er et helt liv imellem dengang og nu. Men samtidigt må jeg jo erkende, at det har sat et væsentligt aftryk, fordi det der skete betød, at jeg som helt ungt menneske mødte døden. Samtidigt blev jeg kørestolsbruger. På den måde blev det skelsættende for mit liv. – Jeg tænker tit på de her skelsættende, livsdefinerende øjeblikke, som kan opstå i et menneskeliv, både i mit eget dengang, og i de menneskers liv, som jeg møder som psykoterapeut, fordi disse livsdefinerende øjeblikke gør noget ved os, noget som kommer til at følge os på rejsen, fordi de så ofte bringer os i kontakt med både det dybeste og det højeste. – For mig var det en alvor, som kom ind i mit liv, en bevidsthed om, at forandringen kan være så påfaldende stor, at der optræder et før og et efter – men samtidigt forstod jeg også, at jeg havde et valg, at der i det, der definerer, også er en mulighed for at redefinere os selv, at give det umiddelbart meningsløse mening og derigennem leve videre med en endnu dybere kærlighed til livet, ikke på trods af men derimod i kraft af. – Så når du nu beder mig kigge tilbage på mit 19årige jeg, så slår det mig, at hun var gjort af et sejt stof og på langdistancen røres jeg af hendes styrke. Jeg tænker også, jeg var heldig at have en cirkel af mennesker omkring mig, en familie som støttede op. – Der er jo ikke noget ”jeg” uden et ”du”, som filosoffen Martin Buber siger, og det tænker jeg måske i særlig grad gør sig gældende, når vi står i livskriser. Netop der har vi særligt brug for hinanden. Brug for andre mennesker til at spejle vores eksistens. – Jeg var heldig at blive spejlet i nogle meget kærlige øjne, der så muligheder i stedet for begrænsninger. – Så ja, det var ekstremt livsdefinerende og det var en hård tur, men den lærte mig også, at jeg kan stole på mig selv og jeg kan regne med andre. Og det er en god viden at have med videre i livet. For faktum er jo, at udfordringerne har en evne til at komme snigende og bide os i haserne. Fordi vi en gang har gennemlevet en krise, er vi jo ikke vaccineret mod yderligere krise, men kan vi opnå den personlige erfaring, at vi både evner at rejse os igen og oven i det danne mening i det skete, ja så er det jo en uvurderlig indsigt.

At blive set, eller ikke blive set, dét har ned gennem hele vores fælles historie været forskellen mellem himmel og helvede. - Når vi til gengæld ses og mødes i det vi er og vil og kan, og bliver anerkendt, så får vi bekræftet vores eksistensværdighed. – Vi bliver til hele trygge mennesker, som føler os kærligt omfavnet af livet og de omgivelser vi befinder os i. – Når vi ikke bliver set og kærligt spejlet af omgivelserne, risikerer vi at blive bange og afstumpede, og fare vild på et psykologisk skråplan, hvor vi kan komme til at gøre os selv og andre fortræd. – Et par kærlige øjne kan gøre hele forskellen. Sådanne øjne har Birgith, som på min opfordring fortsætter fortællingen...

Når jeg tænker tilbage på den unge mand dengang, der var så ulykkelig, at han så det som eneste udvej at forsøge at tage livet af mig og derefter tage sit eget liv, så strækker mit hjerte sig mod ham. På mange måder kunne jeg blot have været en svag erindring i et fjernt hjørne af hans hukommelse, for jeg var jo i virkeligheden ikke så vigtig, men det blev jeg, ikke på grund af den jeg var, men på grund af det, han manglede. Han kom fra en meget ustabil familie. Mor var dybt alkoholiseret, der var mange søskende med forskellige fædre, han havde på mange måder måttet klare sig selv i livet. Jeg tror, at han havde et håb om, at vi sammen kunne skabe en form for stabilitet og sikkerhed. Jeg repræsenterede for en stund oplevelsen af tryghed og det at høre til hos en anden. Så da jeg slog op, gik noget i stykker i ham. I dag kan jeg forstå hans reaktion, som det der kan ske, når alt for mange ting falder sammen for et menneske på én gang og det eksistentielle fundament og jeg-styrken ikke er stærkt nok til at kunne bære. – Men dengang så jeg bare et menneske, som opførte sig mere og mere foruroligende. Et menneske som gik i opløsning foran øjnene på mig. Det hele kulminerede en aften, hvor vi var en gruppe venner, der havde aftalt at mødes og feste lidt sammen i den lejlighed, han delte med en kammerat. Han skulle på arbejde, så jeg tænkte, det var okay at deltage. Han havde været meget vedholdende i dagene op til, havde opsøgt mig både derhjemme og på min arbejdsplads. Han kunne parkere i bilen ude foran min arbejdsplads i flere timer og derefter følge efter mig hjem, hvor han så også holdt udenfor huset til langt ud på natten. Jeg forsøgte flere gange at tale ham til fornuft, uden held. – Jeg troede som sagt, at han skulle arbejde den aften, men pludselig dukkede han alligevel op, og fik alt for hurtigt drukket alt for meget spiritus. Det nåede et punkt, hvor det blev tydeligt, at han ikke havde kontrol over følelserne mere og jeg kunne mærke, at jeg skulle væk, så min veninde og jeg ringede efter en taxa og gik ned på gaden for at vente på den. Herfra gik det helt galt. Imens min veninde og jeg stod og ventede på taxaen, hentede han sit jagtgevær, gik ud på svalegangen og derfra skød mig, hvorefter han løb ind og barrikaderede sig på sit værelse, vendte jagtgeværet og skød sig selv gennem munden. – Han døde minutter efter han havde skudt mig. – Jeg kan stadig huske, hvor surrealistisk hele oplevelsen var, at jeg stod der på gaden og hørte noget, der lød som nytårsskyts, der blev fyret af, men det var i marts måned, på Grønland, i Nuuk; - og jeg undrede mig; ”gad vide om der stadig er nogle som har nytårskrudt tilbage”, - og lyden forvirrede mig, for i stedet for at det var et brag udenfor mig, oplevede jeg det i stedet, som om lyden var inden i mig, et brag efterfulgt af et ekko der blev ved med at pulsere i mine ører. Samtidig kiggede jeg over på en snebunke, der lå på den modsatte side af vejen, som helt uvirkeligt voksede og blev højere lige foran øjnene på mig; - Jeg har hørt noget tilsvarende fra andre, der er kommet til skade på forskellig vis, bilulykker, udspringsulykker m.m., den der beskrivelse af, at oplevelsen af tid på en eller anden måde forandrer sig. – Jeg kan huske, at jeg kiggede over på den der snebunke og tænkte; ”hvorfor vokser den?”. Men det var ikke snebunken, der voksede, men derimod mig der faldt ned igennem brøkdele af skæbnesekunder, hvor tiden blev en anden, langstrakt, hvor sekunderne hang og dirrede et sted imellem uendeligt og endeligt. Og så lå jeg der, og så kunne jeg høre endnu en lyd, lyden af en der skreg, det var min veninde, der stod helt stivnet og skreg højt. Jeg forstod først ikke, hvorfor hun skreg, men hun stirrede på mit bryst, og da jeg kiggede ned af mig selv, på min hvide dunjakke, kunne jeg se noget, der lignede en fin rød blomst begynde at brede sig midt i alt det hvide, og så gik det op for mig, at det var mit eget blod, at det var alvor, og så kiggede jeg på hende og sagde ”løb!”. Jeg prøvede selv at komme op, og igen husker jeg forvirring, der var noget, som var helt anderledes, for jeg kunne ikke rejse mig. – Vi gør det jo pr. automatik, rejser os, og jeg oplevede viljen til bevægelsen i mig, men kroppen fulgte bare ikke med, som den normalt ville gøre. – Og der gik det op for mig, pludselig forstod jeg sammenhængen, jeg var blevet skudt, og der var nogle øjeblikke af panik, hvor jeg tænkte ”nu er det slut, jeg kan ikke komme væk og han skyder igen”, men så blev jeg fyldt med en helt utrolig ro indeni og mærkede heller ikke nogen smerte. Jeg kan i hvert fald sige én ting, som jeg har taget med mig fra dengang, og det er; at jeg ikke er bange for at dø. – Jeg oplevede en fredfyldt proces og var jeg død lige der, så var jeg stille gledet ud af min krop og afsted. – Jeg har en stærk overbevisning om at, når vi kaldes hjem, så er det en umådelig nådig proces. Jeg døde dog ikke den dag, jeg besvimede bare.

Birgiths fortælling minder mig om, hvor dyrebart livet er, hvor vigtigt det er at være taknemmelig for den tid vi får tildelt, for det uvurderlige privilegium det er, at få lov til at leve og lære og dele vores erfaringer med vores medmennesker. – Det er sådan vi vokser, både individuelt og kollektivt, fordi den enkeltes erfaringslære bliver lagret i den kollektive bevidsthed, som en betydningsfuld brik i den universielle skabelsesproces. – Uden forhåbentligt at virke så højtravende, at jeg kommer uden for læserens rækkevidde, så tror jeg det er selve meningen med vores fysiske bevidsthedsrejse; – at lave research for den kosmiske udvidelse, således at vores erfaringer bliver trædesten for fremtidens læreprocesser. – For at komme ned på jorden igen, lader jeg Birgith fortsætte sine eksistentielle betragtninger.

Ambulancen kom, mens jeg var uden bevidsthed, og kørte mig til hospitalet i Nuuk. Her blev jeg senere på natten afhørt af politiet, som fortalte mig, at han havde begået selvmord. Det var et overvældende chok at få at vide. Jeg var så alvorligt skadet, at man besluttede at overføre mig til Rigshospitalet i København, så jeg blev sendt med ruteflyveren til Danmark. – Jeg havde to lungeskud fra et dobbeltløbet jagtgevær, og undervejs på flyveturen var jeg ved at dø, fordi min lunge klappede sammen – da jeg ankommer til Rigshospitalet er jeg dybt bevidstløs, bliver med det samme opereret og derefter lagt i respirator.

Det er de små marginaler det handler om, som en vis fodboldtræner engang har sagt. Når vi står derude ved kanten til vore egen overlevelse, hvor det mindste vindstød kan blive afgørende for, om vi enten bliver stående på denne side af livet, eller vi ryger ud over kanten. – Det fik mig til at huske et citat af Antonio Reza, som sagde: “Døden er noget, du ikke skal frygte, for så længe du er her, er døden her ikke, og når døden kommer, er du borte.” – Heldigvis blev Birgith hængende her hos os, hvilket mange senere har fået gavn af, især inden for det psykoterapeutiske felt, hvor hun gør en stor forskel for mange mennesker...

Da jeg slog øjnene op igen, var det til en virkelighed, der handlede om at skulle overleve rent fysisk. Projektilerne havde gjort stor skade på deres vej igennem min krop. - Det ene havde skadet min rygmarv og det andet var gået så tæt forbi hjertet, at der var en forbrændingsskade på hjertesækken. – Jeg husker en læge, som sagde til mig, at jeg var heldig, fordi mit hjerte sandsynligvis havde været i sammentrækning, da projektilet gik gennem min krop. Havde det været i udvidelse, så var mit hjerte blevet ramt, og så ville jeg være død umiddelbart. – Det er stadig ret vildt at forstå, at mit liv blev afgjort af hjertets slag, sådan helt konkret, sammentrækning eller udvidelse, liv eller død. De første dage efter opvågningen var hårde og handlede om simpel overlevelse og jeg lærte her, hvor tæt psyke og soma er forbundet. – Jeg var så fysisk medtaget, at hvis jeg skulle have forholdt mig til alt, hvad der var sket, at det var så endegyldigt for hans vedkommende, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret den. – Derfor lukkede jeg simpelthen ned for min viden om hans død. Jeg fortrængte det fuldstændigt. Som i fuldstændigt væk fra min erindring. Det er stadigvæk forunderligt, når jeg tænker på det den dag i dag. – Jeg lå i en hospitalsseng og kunne ikke bevæge mine ben, og jeg forholdt mig ganske enkelt ikke til, hvorfor jeg lå der, hvad årsagen var. – Og der skulle gå over to uger, før jeg igen var klar til at håndtere omstændighederne. Jeg var på det tidspunkt kommet ud af intensiv og respiratoren, og havde besøg af en ven. I fjernsynet på stuen kørte et program om indsatte i Vridsløselille fængsel, og jeg siger noget i stil med, at hvis det var sket i Danmark og ikke i Grønland, så ville han være idømt fængselsstraf for mordforsøg, men på Grønland bliver han bare idømt samfundstjeneste, for sådan er loven deroppe. Så vender min ven sig om og kigger på mig og siger; ”Jamen Birgith, han er jo død”. – Det var på en og samme tid fuldstændigt uvirkeligt og samtidigt så fuldstændigt håndgribeligt virkeligt, følelser der væltede op til overfladen, chok og sorg, og samtidigt en dyb erkendelse af, at nu var det tid at få oplevelsen bearbejdet. – Den her tydelige dobbelthed, husker jeg klart, en del af mig, der fuldstændigt havde fortrængt virkeligheden, mens en anden del af mig bar det ubærlige, indtil det øjeblik, hvor jeg fysisk og psykisk var i stand til at integrere bevidstheden om, at han var død. Evnen til at fragmentere på den måde er dybt fascinerende. Jeg overlevede helt bogstaveligt, fordi min psyke evnede at fraspalte traumet, indtil min krop var i stand til at rumme erkendelsen, og da det skete, oplevede jeg en utrolig lettelse og forløsning og samtidigt en dyb sorg. For det er jo ikke forløst, fordi det er erkendt, men erkendelsen er en ufravigelig del af bearbejdelsen, af sorgprocessen.

At turde åbne sig, og lade lyset trænge ind gennem selvbeskyttelsens hårdføre skal, er begyndelsen til enhver helingsproces, også fordi, at forskellen på at være en sejrherre eller et offer i sit eget liv er, om man vælger at lære af de udfordringer, som man uvægerligt udsættes for, eller ikke. Vi bliver nemlig herre i vores eget hus, når vi vælger at stille spørgsmålet: ”Hvad kan jeg lære af dette”. – Det er altid den mest bevidsthedsudvidende og læringsgivende forholdemåde, som let praktiseres med bare en lille smule villighed til forandring til det bedre.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke, at det godt nok er en meget personlig historie, jeg lige nu deler. Hvordan kan den overhovedet være interessant for andre? Men måske kan den noget, fordi den understreger den styrke, der ligger i at erkende sine grundvilkår, sin virkelighed, og derfra hudløst ærligt og erkendt bevidst samle det fragmenterede liv. Vi kan forsøge at flygte fra det ubehagelige, det ubærlige, men vi kommer bare til at løbe livet af os selv inde bag vores forsvarsmekanismer. Vi er nødt til at stoppe op og mærke virkeligheden, hvad er mine grundvilkår, og hvilken meningsdannelse kan jeg bringe til stede i det? Meningsdannelse er vigtig, oplever jeg. Hvordan kan vi gøre det svære brugbart og opbyggende? Her kan jeg trække tråde direkte fra mit eget liv over i mit virke som psykoterapeut. Ikke sådan at forstå, at jeg har svaret på klientens liv, overhovedet, men jeg kan måske bruge nogle af spørgsmålene fra mit eget liv konstruktivt i forhold til klientens søgen efter mening. Også når det umiddelbart ingen mening giver, som fx et barns sygdom og død, kan vi måske alligevel finde en måde at give det mening på og igennem meningsdannelsen nå frem til taknemmeligheden.

Hvordan får vi bundfældet vores erfaringer, til det punkt i os, hvor vi rent faktisk har lært af dem, så vi kan skifte kurs, i stedet for at gentage os selv? – Er det ikke sådan vi bliver korrigeret og opgraderet af livet, således at vi kan komme frem til stadigt højere fornuftplaner, og stadigt dybere evner til at rumme og formidle den kærlighedskraft, som er så helende for os alle sammen, som netop er et så vigtigt redskab indenfor det terapeutiske virkefelt.

Vi må som psykoterapeuter ikke glemme, at vi er vores eget vigtigste redskab i terapien. Psykoterapi er et ægte møde mellem to mennesker. Et møde der kalder på nærvær, mod og autenticitet både fra klienten og terapeuten. Jeg må derfor turde være tæt på mine egen sårbarhed, for sårbarhed er, som sårbarhedsforskeren Brené Brown udtrykker det, den mest præcise målestok for mod. Det holder mit nervesystem levende og sikrer, at jeg ikke ender som en robot, der skjuler sig bag redskaber og terapeutiske forsvar. Jeg tror faktisk, at vores klienter ønsker at møde et reelt menneske, der netop på baggrund af sin egen erkendte sårbarhed, er i stand til at møde klientens sårbarhed åbent, ikke-dømmende, anerkendende og empatisk. Jeg har en stærk tro på, at noget af det, der gør os allermest bange, er overbevisningen om, at vi er alene og at der ikke er nogen, der forstår. Måske er det netop, når jeg er med et menneske, der står i akut eller eksistentiel krise, at jeg allermest mærker historiens langstrakte erfaringsbårne bølger slå ind over kysten. Så er det som om, det allermest ramte i det menneske fornemmer en resonans fra mit eget systems kendskab til at være ramt, men også bevidstheden om, at der er en vej igennem. Herfra kan helingsprocessen begynde, for her forstår mennesket, at det ikke er alene og at det nok skal gå trods alt. Netop derfor er jeg dybt taknemmelig for de kriser, jeg har været igennem i mit liv, for de har opbygget en evne i mig til at stå i stoisk ro, når jeg er med mennesker, der står midt i deres livskriser. For vi møder jo mennesker, der er i dyb krise igennem vores arbejde. Ikke mindst i arbejdet med klienter, der er terminale. Det er for mig det stærkeste. Døden er jo det ultimative grundvilkår og mødet med dødens både endelige og nådesfulde element, er udfordrende, men det skaber samtidigt en helt særlig klangbund for taknemmeligheden over livet og den skønhed, det rummer.

Hvis man undrer sig over, hvad meningen med livet er, så synes jeg at svaret altid er givet på forhånd. Udvikling! – Når vi mennesker prøver at skabe, uden at være forbundet med helheden, så ender vi ofte for enden af en blindgyde af meningsløshed. – Men, når vi forbinder os med den skabelsesproces, som er i konstant udvidelse, fordi det er selve livets natur, at udvide sig, ligesom universet hele tiden udvider sig, så flyder vi med flowet, så surfer vi på livets store og små bevægelsesbølger, som ustandseligt tager os med fra det der var lige før, til dette, og videre til det næste, og, hvis vi så også kobler en bevidst eftertænksomhed og ansvarlighed på dette livsfartøj, så begynder vi også at downloade den nødvendige læring, så vi kan se stadigt dybere ind i os selv, og dermed også være til stadigt større nytte for vores medmennesker. – Alt det Birgith fortæller om, kan puttes ind under overskriften: Transformation, som jo netop består af det ene hamskifte efter det andet, og, i dette tilfælde er det måske også relevant at tale om, at jo større vores udfordringer er, jo større læring kan vi høste, hvilket Birgiths indsigtsfulde beskrivelser er et godt vidnesbyrd på. Dette bringer mig frem til den læresætning, at; ”Vi skal dø før vi dør”, hvilket hentyder til, ifølge min tolkning og forståelse, at vi gradvist skal lade os dø fra de illusioner og overbevisninger, som forhindrer os i at leve livet fuldt ud, og erkende og mærke vores egen forbindelse til helheden og den mission vi er her for at forfølge. – Det handler selvfølgelig også om at komme i kontakt med vores egen inderste essens, så vi virkelig kan leve i overensstemmelse med vores dybeste bestemmelse. – Det får mig til at spørge Birgith om, hvad der i sin tid vækkede hendes interesse for psykoterapien:

Jeg tror, at jeg har flirtet med det på mange måder igennem livet. Små kurser og selvudviklingsforløb. Tror det hele tiden har været skrevet ind i min historie, at jeg skulle ende som psykoterapeut, jeg skulle bare lige have lidt åndeligt kød på knoglerne først. Men når du spørger til noget specifikt, så tænker jeg, det nok for første gang for alvor blev tydeligt for mig, at det var den vej, jeg skulle gå, da jeg blev tilknyttet et projekt for livstidsfanger i Canada, der blandt andet arbejdede med offer/forbryder konfrontationer, og her blev jeg spurgt, om jeg ville være stand in for mordofre i forbindelse med tilgivelsesceremonier, en funktion jeg kunne indgå i netop på baggrund af, at jeg selv havde været udsat for. Det var her jeg mødte Lloyd Harala, der arbejdede som vejleder og spirituel mentor for den her udvalgte gruppe af mordere, voldtægtsmænd og voldsforbrydere, der indgik i projektet. De var de værste af værste i de mange menneskers øjne. At se ham i arbejdet med de her mænd var helt ubeskriveligt. Han forstod igennem sin egen historie betydningen af det aftryk svigt, både når vi svigter os selv og når vi er blevet svigtet af andre, kan sætte i et menneskesind og hans evne til at spejle mændene med forståelse og tilgivelse, åbnede deres hjerter for troen på, at de kunne genvinde deres ret til at være ligeværdige blandt andre. Han havde en dyb forståelse for, at det er det menneske, der smerter, der smerter andre, det menneske der gør ondt, der gør andre ondt, og det er vigtigt at huske, når vi møder mennesker, der har gjort det nærmest utilgivelige. Hans motto var ’det er ikke, hvad du har gjort, men hvad du kan gøre, der er det vigtige’ og på den måde banede han en vej til tilgivelse og forsoning. Elder Lloyd blev en kæmpe inspiration for mig. Hans arbejde handlede helt enkelt om at støtte de her mennesker i at kunne rumme livets yderpunkter, også den død og skade de selv havde forvoldt. Så han blev på mange måder startskuddet, men der gik alligevel en pæn rum tid før jeg for alvor begyndte at kigge på uddannelser og faldt over Human Education Group. Jeg havde faktisk kig på flere uddannelsessteder, der alle var gode, og det var svært at vælge. Jeg tænkte, at her må jeg lige have lidt hjælp, så jeg sendte en stille bøn afsted om at få et praj om, hvilket uddannelsessted, der gav mest mening for min rejse fremover. – Netop som jeg havde tænkt tanken, bogstaveligt talt få sekunder efter, ringede min mobil og det var David BR Camacho (uddannelseslederen), der returnerede et opkald, og så tænkte jeg, at det var da et tegn, der var til at tage og føle på, meldte mig uden tøven ind på uddannelsen, og det har jeg ikke et sekund fortrudt. – Under uddannelsen var det især den spirituelle overbygning, der var helt særlig for mig, og nu er jeg underviser på 3 af overbygningens moduler, hvor vi blandt andet arbejder med kreative og dybdepsykologiske felter som drømmearbejde, visualiseringsprocesser, transgenerationelle traumer, regressionsterapi mm. – Jeg føler mig så privilegeret, for det er så meget mere end et arbejde, det er en måde at være i og opleve verden på. Human Education Group er et helt særligt sted, her er skabt et rum, hvor mennesker først og fremmest kan få plads til at træde i eksistens og dernæst vokse frem som psykoterapeuter. Det er et helt unikt sted med en særlig ånd og jeg føler mig så heldig, at jeg er en del af stedet og de studerende, der igen og igen beriger os med deres menneskeliv og både menneskelige og faglige aftryk.

For at komme ind i himlen, vores eget indre himmelrige, så skal vi blive som børn igen. Stå med åbne og nysgerrige øjne midt i livet, og se uden at dømme og sammenligne, uden at klistre etiketter på omgivelserne, men lade deres betydning blive åbenbaret for vores vidåbne blik. Sådan kan vi omskabe vores forhold til fortiden, og formulere en helt ny og mere kærlig fremtid for os selv. Måske er det også det der menes med; at dø før vi dør. - At give slip på de forholdemåder og de redskaber, som ikke længere er opbyggelige for os, så vi kan leve mere frit i os selv.

Der sker så meget i mig, når jeg reflekterer over dine ord om at møde døden for at kunne møde livet. At mærke den her alvor i, at det her liv er dyrebart. Det er så dyrebart, for det kan være overstået på et øjeblik, det er en bevidsthed, der tog bolig i mig dengang og som ikke har forladt mig. De mennesker, som jeg siden gennem årene har haft den kæmpe glæde at arbejde med i fængslet, på veteranhjemmet og mandecentret og ikke mindst i min praksis…mennesker som har været tæt på døden, tæt på at miste livet, som har taget menneskeliv eller overvejet at tage deres eget liv – mennesker der ønsker sig mere liv, ægte liv…i mødet med dem er min oplevelse af livet blevet skærpet, solen der skinner, regnen der falder, fordi der kommer sådan en nærhed med livet i mødet med døden, det kommer helt tæt på, hvilket privilegium det er at være et levende menneske. På Human Education Group har vi dedikeret et modul til kun at handle om døden, for det er jo unægteligt et faktum, at livet har en udløbsdato. Jeg har jo selv mere liv bag mig end foran mig, er på vej mod alderdommen, og med det også døden, og det er jo spændende, vildt spændende bevidst at pakke kufferten i god tid og gøre sig klar til rejsen. At få lov til at leve et langt liv, er en gave, der ikke er alle forundt, det understreger vores samtale i dag. Jeg er fuld af taknemmelighed over at have levet så mange år og jeg elsker, når James Hillman taler om’ oldness’ som en særlig tilstand, eller når Thomas Moore bringer det alkymistiske begreb ’citrinitus’ ind i psykoterapien, som en reference til den proces hvor bladene i bogen gulner og dermed understreger, at dagene og årene i sig selv er læremestre. – Jeg elsker, at mine blade gulner og jeg er mig meget bevidst, at det er det ulevede liv, der kan gøre det svært at dø, hvorimod det levede liv forbereder os og gør os klar. Mæt af dage, som det gamle ordsprog siger. Jeg har den her dybe tilfredse fornemmelse af, at her, hvor jeg nærmer mig de sidste årtier i livet, så har livet på ingen måder mistet sin intensitet. Det er et godt liv. Et rigtig godt liv.

Et godt liv er et levet liv. Det er blevet brugt helt ned til fodsålerne, og der er kun tilbage at sig tak for, at man fik lov til at opleve det, og så ellers checke ud med fred i sind og hjerte. Mætte af alle de lunser af lærdom, som livet har kastet efter os. – Alt det her levede liv, al vores transformation, er alt det der udhuler os, og gør os større, så fx en terapeut som Birgith kan møde sine klienter fra et større sted, en større erfaringsflade, som også rummer det som gør allermest ondt.

Psykoterapi er en relationel dans, hvor kunsten er at være nær og samtidigt kunne lade det andet menneske få plads til at være med sin proces. Her er det netop vigtigt at erkende, at vi ikke kan møde det andet menneske udenfor os selv, mødet optræder jo i mit indre, og dermed bliver mødet farvet af mit nervesystem, min indre virkelighed, der er skabt af min egen erfaringshistorie. Så hvis min egen historie fylder for meget og larmer, ja så er der jo ikke plads til andre end mig i mig, og det er jo helt okay, men så skal jeg måske bare ikke stille mig til rådighed som psykoterapeut, før der igen er ro og plads indeni. Den grundtanke er også helt bærende i den måde, vores uddannelse på Human Education Group er bygget op på. Jeg plejer at sige, at vi bruger grundårene, de første 10 moduler på uddannelsen, på at gå i dybden med vores værdier og overbevisninger, dykke ned i vores nære eksistens, undersøge barndommens kodninger, rydde op i vores indre og ydre relationer og reaktioner og styrke vores forhold til os selv. Det er den første del af rejsen. På den næste del af rejsen, de 10 moduler på overbygningen, handler det derimod om at vende fokus ud mod verden og tage stilling til, hvordan vi bedst kan være aktivt medvirkende til at gøre noget for fællesskabet. På den måde gør vi først en forskel for os selv, og dernæst en forskel i verden. Sidst men ikke mindst slutter vi af med de transpersonlige moduler, hvor de studerende vandrer op af deres egen Jakobsstige i en søgen ind i en personlig spiritualitet.

Vi kan ikke give noget, som vi ikke har. Derfor må vi slibes til af livets strømninger, på vores dannelsesrejse. At blive terapeut er i højere grad baseret på erfaringslære, og en tilbundsgående selvransagelse, end det er en decideret skoling. – De redskaber vi lærer, vil altid kun være redskaber, men det menneske, vi udvikler os til, vil være det primære instrument i en given helingsproces, hvor man agerer spejl og vejleder, for et medmenneske, som for en stund har brug for assistance, for at kunne rejse sig igen, og gøre sin del for at bringe det gode budskab videre i cirkulation.

Jeg er faktisk grumme stolt af at komme fra et institut, hvor vi arbejder eksistentielt med de fire grundsøjler – friheden, ensomheden, meningsløsheden og døden – for det er en stærk kraft i terapien, at have en tro på, at vi kan skabe det gode liv, også på baggrund af livets barske omstændigheder. Jeg er faktisk også grumme stolt af, at vi ikke alene fokuserer på hånden i psykoterapien, men i lige så høj grad på ånden. Hånden som symbol for vores psykoterapeutiske teorier, metoder og redskaber. Ånden som selve den sammenhængskraft, det livgivende princip, der eksisterer i en ægte relation med hinanden, med os selv og med det større. Vi ansporer vores studerende til at forholde sig etisk og æstetisk til verden, til refleksion og fordybelse, for det at uddanne sig til psykoterapeut er på mange måder en livslang dannelsesproces. Det kan måske godt lyde som nogle store ord, men i virkeligheden så handler det jo bare om at turde vælge livet til, være menneske blandt mennesker og passe godt på os selv og hinanden.

Jeg kan mærke, hvordan det at lytte til Birgiths mangfoldige beskrivelser, er ligesom en bølgebevægelse der går indad og udad, fra det indre til det ydre, som energibølger, som er en korrespondance imellem os selv, og så det felt vi er en del af, som en konstant bevægelse mellem spørgsmål og svar, at give og at modtage, at lade hånden være i tjeneste for ånden, og så denne kontinuerlige rejse ind i beredvilligheden, for at kunne gå stadigt dybere som tjenende ånder for de som krydser vores vej. Dette kan være særligt væsentligt i udfordrende tider, som nu hvor pandemien og restriktionerne bringer meget støj op til overfladen og, hvor mange bliver testet på, hvordan de står i sig selv og, hvordan de, med Birgiths ord, træder i eksistens, eller i karakter, som mennesker, i forhold til dem selv og deres omverden. – Derfor spørger jeg også om, hvad vi kan lære af den nuværende pandemi-proces og, hvordan den påvirker os...

Uha det er et stort spørgsmål og det er nok noget arrogant at tro, at jeg har svaret. Jeg håber dog inderligt, at krisen vil skærpe vores empati for hinanden, tydeliggøre at grænser er et menneskabt fænomen og at vi har et ansvar for at tage vare på hinanden. Og samtidigt er det jo et paradoks, at pandemien er noget særligt, forstå mig ret, men måske fylder den i virkeligheden så meget, fordi den kommer så tæt på, for kigger vi for en stund forbi pandemien, kan vi ikke undgå at få øje på de ensomme, de svigtede, de voldsramte, hungersramte, krigsramte, ofrene for naturkatastroferne, de var der før pandemien, de er her under pandemien og de vil også være der, når pandemien er overstået. – Jeg håber, at pandemien vil huske os på, at vi er én menneskehed, én samlet organisme og at vi skal række udover os selv, udover nationalstaternes grænser. – Og så fyldes jeg helt enkelt med taknemmelighed over at leve i et land, med et system der fungerer, med hospitaler og et socialt sikkerhedsnet, tag over hovedet og mad på bordet hver dag, hvor jeg ikke skal kæmpe for min overlevelse, hvor mit eksistensfundament er trygt og sikkert.

Det er blevet sagt, at det er nærmest umuligt at have det dårligt og samtidig være taknemmelig. Som jeg ser det, er der en kollektiv afhængighed af drama, på linje med alle de andre forskellige afhængigheder vi har raget til os. Afhængigheden af drama kan være meget svær at droppe, fordi det leverer en platform for vores vrede, som især kan komme til udtryk gennem den selvretfærdige harme. På den måde kan man ”hævne” sig på verden/samfundet/systemet, ved at være sur på disse enorme størrelser, men desværre er det eneste man opnår, at forurene sit eget indre miljøsystem, og det kan være en meget ond og dramatisk offercirkel at bryde ud af. Uanset, hvad man ellers kan mene om de udfordringer, som har ramt os de seneste år, så er det vigtigste stadig, hvordan vi vælger at forholde os og, hvad vi søger at lære af det, og, at vi hver især forsøger at bevare overblikket. I et univers, som består af endeløse sammenhænge af relationer, hvor alting er forbundet, så er vores ypperste funktion at være i tjeneste for hinanden, fordi kun således bliver vi brugbare for hele skabelsesprocessen, og vil opleve at vi kommer til at vokse både som mennesker, og som spirituelle væsener. Dét er selve meningen med livet, som Birgith så fint og stærkt har formuleret det for os. Her til sidst spørger jeg, hvad der er hendes vision for fremtiden:

Jeg vil rigtigt gerne være med til at bringe noget mere livsfilosofi ind i vores psykoterapi, og med det den undren der bærer al filosofisk væren, for evnen til at undre sig er noget ganske særligt. - At undres over det underlige og forundres over det forunderlige. Her oplever jeg, at psykoterapi og filosofi kan noget helt særligt sammen, for hvor psykoterapien baserer sig på terapeutens evne til at stille de eksistentielle spørgsmål, baserer livsfilosofien sig på selv samme terapeuts evne til at leve spørgsmålene og på den baggrund indleve en erfaringsbaseret livsvisdom i den terapeutiske praksis. For det dummeste er jo, hvis jeg tror, at jeg har svaret på forhånd, det har jeg lært, at livet er alt for komplekst til, men hvis jeg øver mig i at stille de gode spørgsmål, så sker det helt forunderlige, at livet stiller en række svar til rådighed for mig, svar så kloge, at jeg aldrig var kommet på dem af mig selv. Hvilken fantastisk dans vi er en del af. – Men mest af alt, vil jeg nok egentligt bare gerne bruge livet på at skabe et trygt rum, hvor det er muligt for mennesker at dele det, der er så vanskeligt at håndtere; skylden, skammen, sorgen, svigtet og selvskaden. Alt det, vi er så bange for at afsløre for andre, alt det som æder vores livsenergi, vores oplevelse af at være eksistensberettigede og elskværdige. Jeg har en dyb overbevisning om, at hver gang et menneske tør vove sig frem og fortælle om sit indre mørke, bliver det nemmere for det næste menneske at træde efter og gøre det samme. Det er smukt at tænke på, at det sjælsarbejde, det ene menneske udfører, dermed ikke bare kommer dette ene menneske til gavn, men også næsten. Og tænk hvis vi alle en dag forstod, hvor elskværdige og eksistensberettigede vi er. For det er vi og jeg har lovet mig selv, at gøre mit bedste for at bringe den bevidsthed til stede i mødet med de mennesker, jeg sidder overfor.

Tak til Birgith for de smukke ord, som pludselig her, en sen aftentime fik mig til at tænke på en bøn, som er tillagt Frans af Assisi, og som jeg på en forunderlig måde oplever er lige præcis det hun taler om. Må disse ord en dag blive et eksempel til efterfølgelse for os alle

Herre; gør mig til et redskab for din fred. Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder. Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder. Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder. Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder. Lad mig bringe lys, hvor mørket råder. Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder. Mester; lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste, ikke så meget søge at blive forstået som at forstå, ikke så meget søge at blive elsket som at elske. For det er ved at give, man får. Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv. Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse. Det er ved at dø, man opstår til evigt liv. Amen.

Foto: Charlotte Broberg - Tekst: Robert Spring Ehlers

Læs mere om Human Education Group her: www.heg.dk