Tekst: Max Steinar
Foto: Colourbox
Vi drages af jagtens spænding og uforudsigelighed, hvor alt kan ske. Men når hundene halser, skuddene brager, og jagtfeberen banker hed og forførende i dit blod, da lurer risikoen i kulissen.
Hvert år kommer jægere til skade. Ja, nogle år bliver jægere ligefrem dræbt af andre jægere. Og ud af dem, der ”kun” bliver kvæstet, bliver nogle handicappede for livet. Som man f.eks. gør, når man mister et øje.
Hvad er det, som typisk går forud for ulykken? Det vil vi vise i dette tema. Du kan læse om, hvilke jagtsituationer der er de mest risikable. Ja, du kan se rekonstruerede tegninger og film af, hvad der gik galt.
Du kan læse om risikoscenarierne for jægere som for hunde. Du kan læse om førstehjælp, du kan læse om faldulykker fra jagttårne, som fylder uhyggeligt meget i ulykkesstatistikken (men som ikke er dækket af den obligatoriske forsikring koblet til dit jagttegn), og meget andet.
Gør dig selv, dine jagtvenner, din hund og dine jagtvenners hunde en stor tjeneste, og husk ”guldkornene”, når du i den kommende sæson skal ud at nyde jagtens herligheder. Så den uforglemmelige jagtdag huskes for alt det gode – og ikke for den ene forfærdelige fejltagelse.
mst@jaegerne.dk
Dette tema er blevet til i samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Tryg og Danmarks Jægerforbund.
Tryg leverer selve den lovpligtige ansvarsforsikring, og er i den forbindelse også en part i det forebyggende arbejde omkring sikker jagt for danske jægere.
Alt det sikkerhedsudstyr, som kan bestilles gratis af alle jægere i DK, er en del af aftalen mellem Miljøstyrelsen og Tryg.
I samarbejdet imellem Miljøstyrelsen, Tryg og Danmarks Jægerforbund fokuserer vi på at gøre alle former for jagt mere sikkert, også for vore hunde.
www.sikkerjagt.dk er den nye platform, hvor der tages udgangspunkt i den lovpligtige jagtansvarsforsikring. Du kan her finde:
– Link til skadeanmeldelse.
– Link til at bestille sikkerhedsudstyr.
– Link til diverse fokusområder / kampagner omkring sikkerhed på jagt.